Kompagniet Eneret paa den vestindiske Handel, senere aabnedes denne dog ogsaa for Private, mod at disse betalte en Afgift til Kompagniet. Foruden Handelen paa Vestindien drev Kompagniet ogsaa Slavehandel paa Kysten af Guinea og havde Sukkerraffinaderier i Danmark. Handelen paa Vestindien kunde dog, trods alle Begunstigelser og Opmuntringer, ikke vinde Kraft, førend Staten i 1754 afkjøbte Kompagniet dets Besiddelse St. Croix og Aaret efter gav Handelen fri. Denne Frihed maa dog forstaas efter Datidens Begreber og var i væsentlige Henseender begrændset. Kun danske Skibe maatte besejle vore Kolonier, kun til Danmark maatte Koloniernes Produkter udføres, og kun danske Produkter maatte udføres til Vestindien; for saa vidt undtagelsesvis fremmede Produkter udførtes dertil, maatte disse svare en Extra-Afgift. For at fremme Handelen gav man derhos Præmier for hvert Skib, der udsendtes til Vestindien. I 1764 og 1767 udvidedes Handelsfriheden noget mere, og navnlig blev St. Thomas gjort til en Frihavn, hvor alle Nationers Skibe kunde handle, tildels dog mod en lav Afgift. Denne Handelsfrihed, hvor ringe den end var, ophjalp Handelen mere end alle Monopoler og Privilegier. Medens der i 1733 kun kom en Skibsladning fra de vestindiske Kolonier til Danmark, og Tilvæxten indtil 1754 kun var ubetydelig, saa at der i 1753 og 54 i Alt kun kom 7 Skibe fra Øerne, var Antallet af de med danske Søpas til Vestindien udgaaede Skibe i 1761 steget til 52. Det var i denne Periode Handelen med Sukker, der havde størst Betydning. I 1760erne ankom i Gjennemsnit 20 à 30 Skibe paa ca. 4000 Tons med ca. 12,000 Fade Sukker aarlig til Kjøbenhavn fra St. Croix. Det tilførte Raasukker blev dels forbrugt her i Landet, dels i raa eller raffineret Tilstand udført til Østersøen eller Holland. Fra 1770 af begyndte man atter at indskrænke Handelsfriheden, og i 1778 oprettedes der et nyt vestindisk Handelskompagni med Oktroi paa 25 Aar. Kompagniet fik ikke Monopol paa den vestindiske Handel, men der tilstodes det store Begunstigelser; det fik Frihed for forskjellige Afgifter og Oplagsfrihed; det fik forskjellige Toldafgifter i Forpagtning til en

meget lav Afgift osv., og endelig lovede Staten at betale 4 pCt. Rente af Kapitalen i de to første Aar uden nogen Godtgjørelse eller senere Tilbagebetaling. Desuagtet tegnedes der kun 3000 Aktier à 100 Rdl. C., de resterende 2000 Aktier overtog Staten selv, og største Delen af disse foræredes bort til forskjellige Personer, der stode i nær Berøring med Hoffet eller Regjeringen. Aktieselskabets Bestyrelse, der bestod af Statens højeste Embedsmænd, var slet og navnlig i højeste Grad uordentlig; desuagtet gav Handelen i Begyndelsen et meget stort Udbytte paa Grund af de usædvanlig gunstige Konjuncturer. Det var i den nordamerikanske Krigs Tid. De danske vestindiske Øer, især St. Thomas, bleve under denne benyttede som Oplagspladser for Produkterne fra de krigsførende Nationers Kolonier, og danske Skibe førte de her oplagte Varer til Bestemmelsesstedet. En Del af denne Forretning maatte paa Grund af Toldforholdene gaa over Danmark, navnlig Kjøbenhavn, og Fortjenesten herved var naturligvis betydelig. I Begyndelsen af 80erne kom der saaledes ca. 100 Vestfarere og derover om Aaret til Kjøbenhavn, og de indførte Produkter, fornemlig Kaffe, Sukker og Tobak, udførtes for den allerstørste Del atter fra Kjøbenhavn til forskjellige evropæiske Stater. Hvor betydelig den danske Skibsfart paa Vestindien var i disse Aar, ses ogsaa deraf, at der i Aarene 1781-83 blev udstedt 465 og i Aaret 1782 alene 246 Søpas for danske Skibe (hvorunder Skibe fra Hertugdømmerne og Norge) til Vestindien; og foruden disse gik et ikke ringe Antal danske Skibe i Fragtfart mellem Dansk-Vestindien og evropæiske Handelspladser. Den private Handel tog vel den største Del af disse Forretninger, især efter at i 1782 Farten paa St. Thomas atter var bleven frigivet, men Kompagniets Gevinst var dog saa betydelig, at der i Aarene 1781-84 tilfaldt hver Aktie et Udbytte af 110 Rdl. C., altsaa 10 Rdl. C. mere end hele Indskudssummen. Men i 1783 sluttedes Freden i Versailles, Konjunkturerne bleve nu flaue, Handelen aftog, og trods forøgede store Begunstigelser fra Statens Side forværredes Kompagniets Status mere og mere. Efter en Opgjørelse i 1785 skulde hver

Aktie kun have en Værdi af 60 Rdl. C., men desuagtet gik Staten ind paa at indløse Aktierne til en Kurs af 260 Rdl. C., der udbetaltes i 4 pCt. Statsobligationer. Denne høje Indløsningssum kunde maaske dog for saa vidt forsvares, som Staten derved frigjordes for de betydelige og byrdefulde Begunstigelser, den havde tilstaaet Kompagniet. I de første ti Aar efter Freden i Versailles havde Mellemhandelen paa Vestindien ingen Betydning, og vor Handel derpaa indskrænkedes til Udførselen af Øernes egne Produkter og Tilførselen af Øernes Forbrug af evropæiske Artikler. Under den franske Revolutionskrig oplivedes vor Mellemhandel paa Vestindien atter og fik snart en lignende Betydning som under den nordamerikanske Krig. Ved Fjendtlighedernes Udbrud i 1807 standsede vor Handel paa Vestindien fuldstændig og kom i Englændernes og Nordamerikanernes Hænder. Den Handel, der blev dreven paa Vestindien af det vestindiske Kompagni, blev, efter at dettes Aktier vare indløste, af Staten fortsatte for kgl. Regning fra 1788 til 1816. Forretningerne bleve naturligvis drevne meget slet, men ved Hjælp af de store Privilegier paa Statens Bekostning, hvilke Handelen beholdt, selv efter at den var overtagen af Staten selv, og ved Hjælp af heldige Realisationer af de store Vareoplag, man hav le liggende i Kjøbenhavn, da Kontinentalspærringen indtraadte, synes det dog, som om Statskassen, idetmindste nominelt, slap for Tab ved sin vestindiske Handel.

Foruden de ost- og vestindiske Kompagnier fortjener endnu at nævnes: „det Almindelige", „det Afrikanske“ og „det Østersøisk-Guineiske" Kompagni.

Det Almindelige Handelskompagni stiftedes 1747 paa Frederik den Femtes Salvingsdag med en Kapital af 4 à 500,000 Rdl. C. Dets Formaal var at gjøre Kjøbenhavn til et Oplagssted for østersøiske Produkter til Export og desuden at forsyne Østersølandene med Middelhavslandenes Frembringelser og andre Produkter. Oprindelig havde dette Kompagni ingen Eneret, men nød forskjellige Begunstigelser; efterhaanden fik det tillige Eneret paa den grønlandske, islandske og finmarkske Handel.

Selskabet fik imidlertid aldrig nogen Betydning, allerede af den Grund, at dets Kapital var altfor lille efter det Formaal, det havde sat sig. Det opløstes i 1774, Aktierne indløstes af Statskassen, og i det Hele kostede dette Selskab Staten henimod 1/2 Mill. Rdl C. Endnu mere storartet anlagt og endnu uheldigere i sin Virksomhed var det Afrikanske eller Marokkanske Kompagni, der stiftedes paa Kongens Fødselsdag den 31. Marts 1765 og især blev støttet af den ældre Bernstorff. Det fik Eneret paa Handelen paa Marokko og forpagtede Tolden paa den marokkanske Kyst for derved at kunne fortrænge Fremmede fra Handelen. Man skulde fra Marokko hente fin Uld til de nye Klædefabriker, Olivenolie, Elfenben osv. Kompagniet fik store Begunstigelser, Toldfrihed, direkte Pengetilskud; Gesandtskaber og Eskadrer udsendtes for dets Skyld osv., men det kunde naturligvis ikke trives, og allerede i 1766 maatte Staten indløse og ophæve det; men det havde i den korte Tid, det havde bestaaet, kostet Staten Millioner.

De gode Konjunkturer under den amerikanske Krig og det store Udbytte, som de ost- og vestindiske Kompagnier som Følge deraf gav i disse Aar, fremkaldte en Lyst til Spekulation og til Aktiesvindel, som Staten søgte at føre sig til Nytte. Den var ved sine forskjellige Handelsforetagender og Projekter kommen i Besiddelse af en betydelig Mængde Skibe og andet Materiel, som den ingen Brug havde for. Den oprettede da i 1781 „det Guineiske og Østersøiske Kompagni" med en Kapital af 3 Mill. Rdl. C. Der tilstodes Kompagniet talrige og store Begunstigelser; det fik Eneret paa den guineiske Handel, men skulde tillige navnlig bestræbe sig efter, i sin Haand at samle hele den østersøiske Handel, og skulde til dette Øjemed i Kjøbenhavn stedse holde et Oplag af østersøiske Varer til Værdi af 400,000 Rdl. C. og tillige i Vintermaanederne altid have et Kornoplag af 30,000 Tdr.; dog skulde Staten erstatte det en Del af Omkostningerne herved. Selskabets Kapital blev inddelt i 3000 Aktier à 100 Rdl. C. Hensigten med saa mange Aktiers Udstedelse var det i Handelstidenden for 1787

hedder

at alle

Landets Stænder kunde tage Del i den forventede rige Frugt af Handelen. Bestyrelsen, der var uansvarlig og valgtes af Staten, bestod som sædvanlig af 3 Statsministre foruden af 3 dertil valgte Interessenter, desuden fandtes der et uhyre Apparat af lønnede Embedsmænd. Til dette Kompagni solgte 'nu Staten til Priser, der langt oversteg den virkelige Værdi, en Mængde Skibe og Effekter, som den selv ingen Brug havde for, en for den tilsyneladende meget fordelagtig Finantsoperation. I Begyndelsen drev Kompagniet store Forretninger, og tilsyneladende gave disse et betydeligt Overskud, saa at Aktierne stege over pari, men efter et Par Aars Forløb viste det sig, at Status i Virkeligheden var bleven saaledes forringet, at næsten den hele Kapital var tabt.

For at dæmpe de skuffede Aktionairers Misnøje og om muligt atter ophjælpe Handelen tilskjød Staten nu meget betydelige Summer, eftergav sit Tilgodehavende hos Kompagniet og gav det nye store Privilegier, men alt forgjæves, og i 1788 maatte man opløse Kompagniet. Staten overtog det, indløste Aktierne til en Kurs af 70 og overdrog Handelen til Private. Den guineiske Handel (Slavehandelen) blev overdraget Firmaet Pingel, Meyer. Prætorius (senere Duntzfeldt & Comp.); men da i 1792 Slavehandelen forbødes, tabte Handelen paa den guineiske Kyst al Betydning.

Handelen paa vore nordlige Bilande blev i Almindelighed dreven paa lignende Maade som den øvrige Handel paa de mere fjerntliggende Lande. Monopoler, Begunstigelser og Indskrænkninger hørte til Dagens Orden.

Handelen paa Island, hvormed i Almindelighed Handelen paa Finmarken var forenet, var i den største Del af Aarhundredet monopoliseret for forskjellige Handelskompagnier, men til stor Skade for Islænderne, som maatte betale de slette Varer, der tilsendtes dem, i dyre Domme, hvilket dog tildels skyldtes, at man efter den sædvanlige merkantile Politik havde paalagt Kompagniet for flere Varers Vedkommende kun at føre danske Frembringelser til Island, uden Hensyn til, om dette var det