Grundtanken i den nuværende Ordning af Omsætningsforholdene er Frihandel. Enhver har som Regel Lov til at drive Handel med hvad han vil, hvor han vil og hvorledes han vil; han kan indføre fra og udføre til ethvert Land, hvilke Varer og saamange Varer, som han selv finder fordelagtig. Alle Individer, enhver Art af Omsætning ere ligestillede. De Indskrænkninger i den frie Virken og Omsætning, der efter dette politiske System sættes af Staten, ere kun saadanne, der ere nødvendige for Retssikkerhedens eller for Kontrollens Skyld, eller i enkelte Tilfælde Afgifter, der af finantsielle Hensyn ere paalagte, fordi Staten har anseet denne eller hin Art af Omsætning for et passende Beskatnings-Object. Fuldstændig gjennemført er denne Ordning ikke i Danmark; paa mangfoldige Punkter findes Indskrænkninger og Begunstigelser af forskjellig Art; men det ledende Princip, det Maal, hvorefter Udviklingen arbeider, er dog Friheden, den fri Concurrence. Friheden er Regel, Tvangen er

Undtagelse.

Denne Ordning, hvor naturmæssig og nødvendig den end kan synes den nuværende Generation at være, er dog ikke gammel; det er kun 80 Aar siden den begyndte at udvikle sig, knap 20 Aar siden den i det Væsentlige var færdig. Før den Tid, fra Midten af det 17de Aarhundrede, da Omsætningen her i Landet først begyndte at røre sig i større Omfang, og lige indtil Slutningen af forrige Aarhundrede var Ordningen af helt

modsat Natur; Tvang var da Reglen, og Frihed var kun Undtagelse. Den ledende Tanke i Regjeringens Handelspolitik var den saakaldte Mercantilisme". Den eneste virkelige NationalFormue var efter denne Politiks Anskuelse Guld og Sølv, det Stof, hvoraf Penge frembragtes; Formaalet for den økonomiske Politik maatte derfor være at forøge Mængden af ædle Metaller i Landet, og til dette Maal sigtede da ogsaa alle Regjeringens Handelsforanstaltninger. Havde Landet besiddet Guld- eller Sølv-Miner, vilde det have været en Hovedopgave at exploitere disse. I Norge fandtes Sølv-Miner, og disse bearbejdedes ogsaa med Energi; ganske vist betalte Minerne sig ikke, Udgifterne ved Bearbejdelsen vare større end Indtægterne, men det ansaa man for mindre vigtig; thi de Penge, der gaves ud til Driftsomkostningerne, forbleve i Landet, og det Sølv, der gravedes op, var en ny Tilvæxt til den Mængde af ædelt Metal, der allerede fandtes i Landet. Mine-Bedriften kunde medføre et Tab for Statskassen, men den maatte, mente man, nødvendigvis være en Vinding for Nationen, thi den forøgede det, der udgjorde NationalFormue, det ædle Metal. Den lille Produktion af Sølv i Norge antoges imidlertid langt fra at være tilstrækkelig til at holde Rigets Velstand oppe, og desuden, hvem borgede for, at det ædle Metal, man med saa store Omkostninger havde gravet op af Jordens Skjød, at det ikke gik bort som Betaling for fremmede Varer, Landet havde indført og forbrugt. Muligen kunde man ogsaa fra Udlandet forskaffe sig det ædle Metal billigere end fra Landets egne Miner. Det maatte derfor tillige være en Hovedopgave for den daværende Politik at tilvejebringe, hvad man kaldte en gunstig Handelsbalance", at Udførelsen af Landets egne Produkter blev større end Indførselen af fremmede Produkter, for at der ved Opgjørelsen kunde fremkomme et Overskud, som Udlandet maatte betale os i klingende Mønt. Dette søgtes opnaat ved Hjælp af en Række stærke Indgreb i alle Omsætningsforhold, ved en kunstig, unaturlig Ordning af det hele økonomiske Liv. Høje Toldsatser, Forbud mod Ud- eller Ind

førsel af nogle Varer, Præmier paa Ud- eller Indførsel af andre Varer, Monopoler, tvungen Afsætning af Varer o. L. vare de Midler, der almindeligst anvendtes for at tilveiebringe en saadan gunstig Handelsbalance. I næsten halvandet hundrede Aar var denne Handelspolitik den herskende, og først da den hele Tvangsordning var bleven skruet op til sine yderste Konsekventser, indtraadte der, ved Slutningen af forrige Aarhundrede, et pludseligt og kraftigt Omslag. Man fik nu Øjnene op for, at Formue var ikke alene Guld og Sølv, men alle Værdigjenstande; at det Folk var det Rigeste, som i størst Udstrækning kunde tilfredsstille sine Fornødenheder, og ikke det, som besad mest Guld og Sølv, at Penge kun var Repræsentativet for Formue og ikke selve Formuen. Man indsaa, at det var umuligt i Længden at forrykke Handelsbalancen enten i den ene eller i den anden Retning, og man indsaa endelig, at den bedste Regulator, den kraftigste Spor for det økonomiske Liv var Friheden. „Laissez faire" „laissez passer" blev nu Tidens Løsen. Men i den praktiske Politik gjennemførtes disse Ideer kun langsomt. Den tvungne Ordning var trængt saa dybt ind i Nationens Liv, saamange Vaner og Interesser vare knyttede til det gamle Systems Opretholdelse, at Friheden maatte bestaa en haard Kamp, inden den trængte igjennem.

Næsten et Aarhundrede varede Kampen mellem det gamle og det nye Samfund, mellem Tvang og Frihed, og endnu er der paa mange Omraader stærke Rester tilbage af Fortidens Tvangsordning, men der er ogsaa Omraader, hvor man muligen er gaaet for vidt i at bortkaste de gamle faste Samfundsformer og maaske ville de næste hundrede Aar blive optagne af Forsøg paa at udfinde og gjennemføre nye Begrændsninger af Friheden.

Merkantilismen i Danmark.

Toldrullen af 13de August 1651 er det første Aktstykke hos os, i hvilken man klart finder det merkantile Systems Grund

sætninger udtalte*). Der fremsættes nemlig i denne Forordning følgende Principer:

1) At moderere Indførselstolden paa de Materialier, som fra fremmede Steder indføres til Manufakturernes Brug (for at disse nemlig skulde kunne produceres saa meget billigere og saa meget lettere forsendes til Udlandet);

2) at moderere Udførselstolden af de Manufakturer, som her i Riget allerede i Gang ere og gjorte blive;

3) derimod at forhøje Indførselstolden paa saadanne Manufakturer, hvoraf lignende her produceres;

4) og, „omendskjøndt vi vel havde Aarsag til tillige at forhøje alle andre fremmede Manufakturers Told, som her i Riget blive indførte og her lige saa vel som paa andre Steder kunde gjøres, som ikke Andet foraarsager end Pengene af Riget bortgaaer.. saa have vi dog saadant ikke villet gjøre paa een Gang. . . . .", medens det dog forbeholdes, „efterhaanden som vi kan formærke Vore Undersaatters Flid og Vindskibelighed til Manufakturers Stabiliering" at udvide Beskyttelsen til at omfatte flere Varer.

Det er, som det ses, en tydelig og bevidst Gjennemførelse af Mercantilismen og de „,colbertistiske“ Ideer, og de komme frem i den danske Toldlovgivning 10 Aar før Colberts Ministerium i Frankrig. - En Omstændighed, der kunde give Anledning til den almindelige Bemærkning, at de økonomiske Reformtanker, de heldige som de uheldige, der fremkomme i Europa, i Almindelighed mærkelig hurtig vinde Indgang og Gjennemførelse i Danmark. — Endnu var Mercantilismen her i Landet dog kun i sin Vorden, og Toldsatserne vare i det Hele moderate. I de følgende Aartier udstedes en hel Række af Toldforordninger; men i Hovedsagen ere de kun lidet forskjellige fra den af 1651.

*) Sponneck: Om Toldvæsenet, II. Del, pag. 13 og 14. Dette ypperlige Værk har i Forbindelse med Nathansons forskjellige Værker over Toldvæsen og Handel været vigtige Kilder for den følgende Fremstilling af den ældre Toldhistorie.