6

Rbdl., der aarlig indkom som Renter af de 5% af Bankhæftelserne i Jorder og Tiender, medens kun Resten af dette Beløb (ca. 450,000 Rbdl. aarlig) skulde anvendes til yderligere Inddragning af Sedler, og dette endda kun ubetinget, saa længe Kursen ikke var bragt ned under 212 (pari Kurs var 200), medens det, saasnart Kursen var 212 eller derunder, skulde staa Banken frit for at anvende Beløbet til Seddel-Inddragning eller paa anden Maade. Virkningen af dette Laan og den derved muliggjorte SeddelInddragning var, at Kursen, der i Slutningen af 1819 havde været over 300, gik ned til ca. 260 og i de nærmest følgende Aar ved den jævnt fortsatte Formindskelse af Seddelmængden *) stadig forbedrede sig, indtil den i Juni 1825 var naaet ned til de fastsatte 212. Handelskrisen i 1825-26 bevirkede imidlertid atter en Tilbagegang til omtr. 240, og først fra 1832 har den stadig været under 212 (jfr. nærmere S. 272). D. 23de Oktober 1838 noteredes Sedlerne for første Gang til pari og holdt sig derefter uafbrudt til pari-Kurs, indtil de d. 5te Maj 1845 atter erklæredes realisable. Ved kgl. Reskr. 11. Juli 1840 (se næste Side) fastsattes Seddelmængdens Maximum til 16,5 Mill. Rbdl. (33 Mill. Kr.), til hvilket Beløb den blev nedbragt i 1845. Ved kgl. Reskr. 4. Juni 1847 forhøjedes imidlertid denne Grændse for Seddelmængden til 20 Mill. Rbdl. (40 Mill. Kr.), hvorimod det bestemtes, at den mindste Seddel skulde lyde paa 5 Rbdl. istedenfor som tidligere paa 1 Rbdl. Ved kgl. Reskr. 4. Oktober 1854 endelig forhøjedes Grændsen for Seddelmængden til 24 Mill. Rdl. (48 Mill. Kr.). Fra 1847-57 har Banken stadig holdt den udstedte Seddelmængde paa det tilladte Maximumsbeløb, medens den virkelige i Omløb værende Mængde selvfølgelig har beroet paa, hvor stor en Del af Seddelmængden Banken selv til enhver Tid har havt til Kassebeholdning.

*) Seddelmængden udgjorde d. 31. Juli:

1820: 23,89 Mill. Rbdl.,

1825: 21,32 Mill. Rbdl.,

1830: 18,64

1835: 16,79

1840: 16,57

1845: 16,50

2) Opsamlingen og Dannelsen af en Metalfond, der kunde sikre Sedlernes Indløselighed og dermed deres pari-Kurs, skred efterhaanden godt frem. Fra Rigsbanken havde Nationalbanken erholdt en Sølvbeholdning af ca. 1,83 Mill. Rbdl., og denne forøgedes efterhaanden saaledes *), at Regjeringen i Henhold til Bankoktrojens § 20 fandt Anledning til ved kgl. Reskr. 11. Juli 1840 at faa fastsat, i hvilket Forhold de i Omløb værende Sedlers Sum maatte staa til den Sølv-Valuta, som Banken har i Eje til Vexling paa Anfordring. Realisationsfonden fastsattes da til en Sølvvaluta lig Halvdelen af den hele existerende Seddelmasse, hvilken Sølvvaluta i det mindste for den halve Del skulde bestaa i den i Landet gangbare Sølvmønt, hvorimod dens anden halve Del kunde bestaa i Sølvbarrer og Hamburger Banco, dog at Beløbet i Hamburger Banco à 27 Mk. 12 Sk. pr. Mark fin ej maatte udgjøre mere end 1/4 af Sølvfondeus hele Beløb. For den Del af Seddelmassen, for hvilken der ikke havdes Sølvvaluta, skulde Banken have i gjældfrit Eje gode og sikkre Effekter til et Beløb af i det mindste 150 pCt., hvoraf dog ingensinde maatte findes over en Fjerdedel i direkte Panteforskrivninger i faste Ejendomme. Herefter skulde Bankens Realisationsfond altsaa ved et Seddelbeløb af 162 Mill. Rdl. bestaa af: 41, Mill. Rdl. gangbar Sølvmønt, 41, Mill. Rdl. i Sølvbarrer og Hamburger Banco, o: Vexler paa Hamburgs Bank, dog ikke for mere end 21/16 Mill. Rdl. i disse Vexler, og Effekter til en Værdi af 12 Mill. Rdl., hvoraf kun højst

8

*) Bankens Kapital udgjorde d. 31. Juli:

1819: 2,18 Mill. Rbdl.,

1822: 2.30

8

33/32 Mill. Rdl. maatte bestaa i Panteforskrivninger i faste Ejendomme. Var ikke hele Seddelmassen i Cirkulation, maatte Banken ogsaa henregne de i dens egen Besiddelse værende Sedler til Realisationsfonden, dog kun halvt imod Sølv. Gik Beholdningen af gangbar Mønt ned under en Fjerdedel af Seddelmassens Beløb, skulde Banken lade mønte af sine Sølvbarrer; dog var der givet et vist Spillerum i saa Henseende, idet denne Forpligtelse først indtraadte, naar den i Realisationsfonden værende Mønt var nedbragt 10 pCt.; og ligeledes bestemtes det, at dersom et særdeles stærkt Begjær af Sølvvaluta i et enkelt Qvartal havde bevirket, at Banken ikke inden Qvartalets Slutning havde kunnet supplere Sølvvalutaen til dens her foran lovbestemte Forhold imod Seddelmassen, skulde dette Forhold dog ubetinget være restitueret inden Udgangen af det næste Qvartal. Herved var der altsaa givet Bankbestyrelsen Frihed til for en kortere Tid at have en mindre Metalbeholdning end den foreskrevne, naar saadant skjønnedes at være uden Betænkelighed, en Frihed, som dog ved Reskr. 4. Juni 1847 begrændsedes noget derved, at det overdroges Bankkommissairen (Justitsministeren) at anmode Bankdirektionen om, i det Mindste maanedligen og iøvrigt saa ofte, som han maatte forlange det, at afgive Oplysning om, at Banken var i Besiddelse af den foreskrevne Realisationsfond. Ved sidstnævnte Reskript, der, som anført, forhøjede Seddelmængdens Maximum til 20 Mill. Rdl., opretholdtes iøvrigt ganske de nysnævnte Funderingsbestemmelser, dog at den alt satte Maximumsgrændse for Beholdningen af direkte Panteforskrivninger i faste Ejendomme bibeholdtes.

Derimod blev dels ved Resol. 23. Jan. 1849 gjort en ikke uvæsentlig Ændring i de hidtil gjældende Regler, idet Vanskelighederne i Samfærselen og de væsentlige Forandringer i Landets Handelsforhold, som Krigen i 1848 og 1849 foranledigede, snart gjorde det indlysende, at man ikke udelukkende kunde blive staaende ved Vexler, lydende paa Sølvmønt, hvorfor Bankbestyrelsen fik udvirket den nævnte Resolution, der tillod Banken at lade en Del af Realisationsfonden bestaa i Sterling-Vexler,

altsaa Guld, dog kun for 1/4 af det Beløb, der maatte bestaa i Bankovexler, regnet efter en Kurs af 13 Mk. 8 Sk. Bko (efter Resol. 26. Apr. 1857: 13 Mk. Bko) for 1 L.-St., altsaa højst for et Beløb af 625,000 Rdl. ved en Seddelemission af 20 Mill. Rdl., hvorhos det endvidere tillodes, at fremmede Sølvmønter maatte henregnes til Bankens Barrebeholdning efter deres respektive Lødighed. Da derhos den tiltagende Befolkning og den betydelige økonomiske Udvikling i de nærmest følgende Aar i Forbindelse med selve Pengenes synkende Værdi gjorde en større Seddelcirkulation nødvendig, og Seddelmængdens Maximum derfor ved Reskr. 4. Okt. 1854 fastsattes til 24 Mill. Rdl., bestemtes det tillige, at der for disse tilkomne 4 Mill. Rdlr. skulde henlægges fuld Dækning, bestaaende af 1 Million Rdl. i Sølvmønt, 2 Mill. Rdl. i Sølvbarrer eller Mønt og 1 Mill. Rdl. i Barrer eller gode Banco- eller Sterlingvexler. Herefter kunde altsaa Banken have et Beløb af 1,625,000 Rdl. i Sterlingvexler (Guld) og 1,875,000 Rdl. i Bankovexler, medens den skulde have 102 Mill. Rdl. i Sølv-Mønt eller -Barrer, hvoraf mindst 6 Mill. Rdl. i Sølvmønt.

I Henhold til disse tre Reskripter faa vi altsaa ved en baade forudsat og faktisk Seddelcirculation af henholdsvis 16,5 20 -24 Mill. Rdl. følgende

Sølvmønt. Sølvbarrer.*) Bankovexler. *) Sterlingvexler. Dækket ved an

*) Det er en Selvfølge, at Barrebeholdningen kunde være saa meget mindre, som Møntbeholdningen forøgedes ud over Minimumsbeløbet, og at Beholdningen af Bankovexler kunde forøges i samme Grad, som Beløbet af Sterlingvexler holdtes under det tilladte Maximum derimod ikke omvendt. Endvidere er det klart, at det samlede Beløb af Banko- eller Sterling-Vexler kunde forøges ud over det angivne Maximumsbeløb, naar det kun ikke skete paa Metalbeholdningens Bekostning.

I Forhold til den gjennemsnitlige Befolkning i de anførte Tidsrum kom der pr. Individ

Erindres det, at Pengenes Værdi i dette Tidsrum forandrede sig saaledes, at der til 100 i Aarene 1840-49 svarede omtr. 104 i 1850-53 og omtr. 130 i 1853-59, vil det ses, at Seddelmængden langtfra steg i et paa én Gang til Folkemængdens Tiltagen og til Pengenes aftagende Værdi svarende Forhold, idet der i saa Fald skulde have været en Seddelemission af henholdsvis noget over 15 Rdl. pr. Indv. i 1849-54 og af henved 20 Rdl. i 1854-59 for at svare til Seddelmængden i 1847-49. Det er endvidere indlysende, at begge de fremhævede Momenter maatte gjøre en Forøgelse af den ikke paa Metal funderede Seddelmængde naturlig og ubetænkelig, men at den stedfundne Udvidelse af denne Del af Seddelmængden fra 10,312 Mill. Rdl. i 1840-47 til 12,5 Mill. Rdl. i 1847–54 og 13,5 Mill. Rdl. i 1854-59 omtrent kun holdt den paa samme Punkt overfor en given Folkemængde, medens Værdien af den pr. Individ circulerende ufunderede Seddelmængde i 1854-59 var betydelig ringere end i 1847-49 eller endog blot i 1840-47, idet der til 7,75 Rdl. i sidstnævnte Tidsrum vilde have svaret ca. 10 Rdl. i 1854-59. Det vil i det Følgende blive paavist, at Forholdet i det følgende Tidsrum, 1857-76, er blevet endnu ugunstigere.

3) Medens de hidtil omhandlede Formaal: Obligationsgjældens Betaling, Sedlernes Inddragning og Dannelsen af en Metalfond efter Sagens Natur skulde gjennemføres i en begrændset Aarrække og efter det Anførte maa siges at være blevne opfyldte i de første omtrent 20 Aar af Bankens Virken, opstillede Oktrojen endvidere som Bankens blivende Formaal: ved Udlaan og ved Diskontering at fremme Pengeomløbet til Lettelse for Produktion, Handel og Omsætning. Det er en Selvfølge, at