imellem Banken og Finantserne, den saa kaldte Tolvmillion-Sag. Finantserne fremsatte nemlig i Aaret 1837 den Paastand, at naar det ved Nationalbankens Oprettelse var blevet bestemt, at Ejerne af Jorder og Tiender i Kongeriget Danmark skulde vedblive til Banken at forrente de 5 af den oprindelige Bankhæftelse, (og Finantserne vedblive at godtgjøre Skatteyderne det saaledes betalte Beløb ved tilsvarende Afdrag i Landskatten), saa længe til Seddelinddragningen var tilendebragt, da var hermed ikke ment Inddragningen af samtlige de 31 Mill. Sedler, som i Aaret 1818 vare i Omløb, men Inddragningen af disse 31 Millioner minus de ca. 12 Millioner, som udgjorde Hertugdømmernes Andel i Bankens Seddelgjæld, og hvis sukcessive Afbetaling Hæftelsesdebitorerne i Hertugdømmerne præsterede gjennem Bankinstitutet i Altona, eftersom Banken i modsat Fald vilde faae et Beløb af 12 Millioner af Seddelgjælden betalt to Gange. Bankdirektionen gjorde derimod Paastand paa, at Finantsernes heromhandlede Forpligtelser i Anledning af Seddelgjælden paahvilede den med Hensyn til hele den ved Nationalbankens Oprettelse tilbageværende Seddelmasse af 31 Millioner, og at de 12 Millioner, som Hertugdømmerne efterhaanden afbetalte gjennem Bankinstitutet i Altona, hørte til Bankens Grundfond, og ikke vare bestemte til at tjene til Seddelinddragning, hvilken Paastand den dels støttede paa Bank-Oktroiens Udtryk*), der talte afgjørende for samme, dels paa Billighed, idet Bankens Formue under en modsat Forudsætning efter 20 Aars Arbejde kun vilde være meget ubetydelig og ikke udgjøre mere end 12% Mill. Rbdlr., og altsaa i saa Fald slet ikke staa i Forhold til den Banken anviste Virksomhed. Denne højst vigtige Sag, som i lang Tid i høj Grad beskjæftigede Publikums Opmærksomhed, blev ved et af Kongen under 13 Sptbr. 1838, (jfr. aabent Brev af 4 Dcbr.

*) En udførlig Fremstilling af alt, hvad der kunde siges pro og contra i denne Sag, findes i Generalprokurørens (Ørsteds) og Bankdirektionens Betænkninger over samme. Jfr. Kollegial - Tid. for 1836 Pag. 727, for 1837 Anhang til Nr. 17, og 1888 Anhang til Nr. 2 og Nr. 16.

s. A.) approberet Forlig mellem Banken og Finantserne afgjort paa følgende Maade: Banken skulde af Finantserne have for 2 Mill. Rbdlr. den Kongelige Kasse tilhørende Prioritetsobligationer og en af Kongen udstedendes 3 pCt. Hovedobligation paa 7,300,000 Rbdlr. Til Forrentning og sukcessive Afbetaling (Amortisation) af den sidstnævnte Obligation skulde Banken i 381/2 Aar, eller indtil Aaret 1876, oppebære de 2% af Bankhæftelsesrenterne af Jorder og Tiender i Danmark, altsaa 328,000 Rbdlr., hvorimod de % af det hidtil til Seddelgjældens Betaling aarligen ydede Beløb fra 1 April 1838 skulde bortfalde*), hvilket, paa Grund af den hermed ogsaa bortfaldende Godtgjørelse til Skatteyderne ved et tilsvarende Afdrag i Landskatterne, vilde være Finantserne til en aarlig Indtægt af 492,000 Rdlr. Af de nævnte 328,000 Rdl. skulde Banken dog anvende 4000 Rdl. aarlig til Honorar for de kgl. Oppebørselsbetjente, som for Banken opkrævede disse 2% af Hæftelsesrenterne. Fra 1 Oktbr. 1818 til 1 Oktbr. 1837 (begge Terminer inclusive) har Banken saaledes oppebaaret ca. 820,000 Rdl. (1,640,000 Kr.) aarlig, i Alt 15,99 Mill. Rdl. Sølv **), og fra 1 April 1838 til 1 Oktbr. 1876 (ligeledes begge Terminer inclus.) 324,000 Rdl. (648,000 Kr.) aarlig eller i Alt 12,474 Mill. Rdl., tils. altsaa 28,464 Mill. Rdl., hvorfra dog maa drages dels henved 24,600 Rdl. aarlig for hele det førstnævnte og henved 9800 Rdl. for hele det sidstnævnte Tidsrum,

16

*) For saa vidt de % af Bankhæftelserne i Jorder og Tiender i Danmark i Mellemtiden fra Rigsbankens til Nationalbankens Oprettelse vare indfriede, (hvilket de vare for et Beløb af 378,012 Rbdlr.), kunde de Vedkommende nu altsaa for de % af Hæftelsen, for hvilke Likvidationen i Skatterne ophørte, i Overensstemmelse med § 11 i Bankoktroien af 4 Juli 1818, (for saa vidt de ikke fordrede deres Hæftelser tilbagebetalte kontant), vælge imellem at blive Aktionærer i Banken eller at erholde en af Banken udstedt 61/2 pCt. rentebærende Obligation. Det Beløb, for hvilket sligt Valg har været overladt, har udgjort 226,258 Rbdlr., og de have saa godt som alle valgt 61⁄2 pCt. rentebærende Obligationer, af hvilke Banken derfor i 1847 havde udstedt for 216,657 Rbdlr. Jfr. Noterne S. 294 og 299.

**) Da disse Renter betaltes med Sedler efter Kurs, er det nominelle Beløb, som er bleven indbetalt til Banken i Sedler, endel større.

hvilket Beløb fragik for de før 1818 indfriede Hæftelser *), eller i Alt ca. 855,000 Rdl., dels et Beløb af 123,000 Rdl., som Banken havde at tilsvare i 1876, fordi den egentlig kun skulde have oppebaaret Hæftelsesrenterne i 38, Aar til Dækning af Hovedobligationen med Renter. Det virkelig af Banken paa denne Konto i Aarenes Løb oppebaarne Indtægtsbeløb bliver saaledes ca. 27,485 Mill. Rdl. (54,970 Mill. Kr.), og det vil saaledes ses, at det i Virkeligheden ikke var Banken, men Finantserne selv, der indfriede Seddelgjælden, eftersom Statskassen eftergav Landejendomsbesidderne et tilsvarende Beløb af deres Skatter.

Den Gjæld, som Nationalbanken ved sin Stiftelse overtog, var dels dels en Obligationsgjald paa 13,910,453 Rdl. **) (hvoraf ifølge det foran Anførte henved 3 Mill. Rdl. blev Banken erstattet ved de nysnævnte Betalinger fra Hertugdømmerne), dels en Seddelgjæld paa 31,106,181 Rdl. ***). Ses bort fra den paa Hertugdømmerne faldende Del af begge Slags Gjæld, der blev dækket ved Indbetalingerne gjennem Banken i Altona, blev altsaa den af Nationalbanken overtagne, Kongeriget særlig ved

*) Jfr. foran S. 294. % af det indfriede Beløb (ca. 453,600 Rdl.) vare ca. 378,000 Rdl.; for de % af dette Beløb eller ca. 226,000 Rdl. kunde der i 1838 efter Bankoktrojens § 11, for saa vidt Beløbet ikke fordredes kontant tilbagebetalt, fordres udstedt enten Aktier eller 62 pCt.s Obligationer, hvilket sidste saa godt som Alle foretrak. Ved Udgangen af Bankaaret 1846-47 var der saaledes udstedt Obligationer for 216,657 Rdl., medens den anførte Ret endnu ikke var gjort gjældende for et Beløb af 9601 Rdl. For de resterende 2% af Hæftelserne, 151,220 Rdl., kunde dette Valg først gjøres gjældende efter 1. Oktober 1876; da imidlertid Banken i Aarenes Løb ved sukcessive Indkjøb og Amortisation har indfriet et Beløb af ca. 38,460 Rdl., resterede der ult. Febr. 1877 et Beløb af 225,508 Kr. (112,754 Rdl.), for hvilket der kunde kræves enten kontant Betaling, Obligationer eller Aktier, hvilket sidste nu sandsynligvis vil blive fordret af de Fleste. Jfr. den af Banken udstedste Bekjendtgj. af 30 April 1877.

**) Hidrørende dels fra den Rigsbanken paalagte Obligationsgjald af 7 (oprindelig 10) Mill. Rdl., dels fra de Obligationer, som Banken maatte udstede i Anledning af den slesvigholstenske Seddelmasses Indløsning. Af dette sidste Obligationsbeløb existerede endnu i 1845 2,135,820 Rdl.; i Juli 1876 var Beløbet nedbragt til 1,048,260 Rdl. (2,096,520 Kr.). ***) Rigsbanken havde selv i Aarene 1813-18 indfriet 7,728,155 Rbdl. af det hele af den i Cirkulation satte Beløb af 38,834,336 Rbdl.

kommende, Gjæld i Alt henved 30,3 Mill. Rdl. (11,06 Mill. Rdl. Obligationsgjald og 19,22 Mill. Rdl. Seddelgjæld), og det kunde herefter synes, at Staten selv har dækket ikke blot hele Seddelgjælden, men ogsaa næsten den Banken paalagte Obligationsgjæld ved Hjælp af de oftmeldte Renter af de 5 af Bankhæftelserne for Jorder og Tiender, saaledes som Beløbet blev fastslaaet i 1838. Imidlertid maa ved Gjældens Opgjørelse tages i Betragtning ikke blot de sukcessivt udbetalte Renter af Obligationsgjælden, men ogsaa et i Aaret 1820 til hurtigere Inddragning af Sedlerne optaget Laan, idet Aab. Br. 4. Febr. 1820 udtrykkelig bestemte, at Banken skulde holdes fuldstændig skadesløs for alt det Tab og den Udgift, samme i Anledning af denne anticiperede Seddelinddragning maatte lide. At den Banken paalagte Gjæld

og de den i en bestemt begrændset Aarrække (1818-76) tillagte Indtægter i Virkeligheden paa det Nærmeste have balanceret, vil ses deraf, at Bankens Ejendoms-Kapital, efter at de den endnu tilkommende (5) Bankhæftelsesrenter i 1838 vare blevne kapitaliserede til den Banken overdragne 3 pCt.s Hovedobligation paa 7,3 Mill. Rdl. + 2 Mill. Rdl. i Prioritetsobligationer (jfr. S. 298), næppe nok svarede til Aktiekapitalen *), idet Bankens Ejendomskapital d. 31. Juli 1840 var 5,81 Mill. Rdl., medens Aktiekapitalen da udgjorde 7,91 Mill. Rdl., og først i 1845 havde Banken, efter at den i 27 Aar intet Udbytte havde givet Aktionærerne, men stadig anvendt Overskudet til Afbetaling af Gjæld eller Dannelsen af en Reservefond, tilvejebragt et „Overskud“ (Reservefond) af ca. 690,000 Rdl.

Medens det saaledes næppe kan siges, at Staten ved denne Ordning har skjænket Bankens Aktionærer Noget, maa det paa den anden Side gjøres gjældende, at det Offer, som Staten har krævet af disse, blev langt mindre, end man fra først af havde Grund til at vente. Det Tvangslaan, som Regjeringen ved Rigs

*) Det maa ligeledes erindres, at Bankens saa kaldte Grundfond vel oversteg den daværende Aktiekapital (ca. 73 Mill. Rdl.) med ca. 33 Mill. Rdl., men at der hertil svarede forskjellige Banken paahvilende Forpligtelser i Anledning af extraordinært indfriede Hæftelser m. v.

bankens Oprettelse udskrev hos samtlige Landets Grundejere, og som i Virkeligheden var en Konfiskation af 6 pCt. af deres Ejendommes Værdi, fik jo nemlig ved Nationalbankens Oprettelse en helt anden Karakter: Samtlige Grundejere bleve nu Bygningsejerne for et Beløb ligt med 6 pCt., Landejendomsbesidderne for et Beløb ligt med 1 pCt. af deres Ejendommes Værdi, saaledes som denne var ansat i 1802, hvilket Beløb de, for saa vidt de ikke kunde eller vilde betale det kontant, maatte forrente med 61/2 pCt. tvungne Aktionærer i en Bank, der vel kunde forudses i en længere Aarrække intet Udbytte at kunne give, men som til Gjengjæld fik et i Tidens Løb indbringende Seddelmonopol paa 90 Aar (jfr. Oktrojens §§ 42 og 58). Det var derfor ogsaa kun i den første Tid, at Aktierne betragtedes omtrent som værdiløse; fra 1835 begyndte deres Pris at stige, og mod Slutningen af 1838 var Prisen 45 pCt. Efter at Tolvmillion-Sagen var bleven afgjort i 1838, steg Kursen endog til 80 og i 1841 begyndte den at stige over pari. Efter at Banken i 1845 havde begyndt at give Udbytte, steg Kursen hurtig betydelig over pari, og allerede i 1846 var den allerede af og til noteret til 180 og kunde i det Hele ansættes til 170. Med Hensyn til Gjennemførelsen af de Banken tillagte Formaal bemærkes endnu Følgende:

1) Seddel-Inddragningen, hvortil i den første Tid hele Bankaarets Gevinst anvendtes, fremmedes, som alt berørt, yderligere ved Optagelsen af et Laan i Febr. 1820, som Banken optog for ved en betydelig Reduktion af Seddelmængden paa én Gang at bringe denne i bedre Overensstemmelse med Omsætningens Krav, der navnlig under uheldige Handelskonjunkturer viste sig langtfra at kunne bære saa stor en Seddelmasse som ca. 31 Mill. Rbdl. Imod Obligationer lydende paa rede Sølv erholdt Banken indbetalt 5,967,700 Rbdl. i Sedler, der strax bleve tilintetgjorte, hvorved Seddelgjælden i 1820 blev nedbragt til ca. 24 Mill. Rbdl. Ved aab. Br. af 4. Febr. 1820 tillodes det derfor Banken for Fremtiden forlods at afholde Renter og Afdrag af dette Laan (ca. 370,000 Rbdl. aarlig) af de ca. 820,000