nu (som Courantdaler) fik en Værdi af 15612/17 Sk. R. M. = 326 Øre, medens Kronen, der jo havde en Værdi af 113-14 Sk. R. M. 237 Øre, nu skulde gaa for 2/3 Rdlr. Cour. ligesom før for 2/3 Rigsdaler in specie. M. a. O.: 8 Otteskillinger (— thi alene i denne Møntsort udmøntedes i den første Tid de nye Courantmønter -), der i Virkeligheden havde en Værdi af 1048/17 Sk. R. M. 217 Øre skulde gjælde lig med en Krone,

hvis Metalværdi var 113/14 Sk. R. M. 237 Øre. Følgen heraf blev da, som sagt, meget snart den, at der opkom en ny Kursforskjel, nemlig imellem Kroner og Courantmønt, og at der nu maatte gives Opgjæld paa denne i Forhold til Kronerne.

Som alt bemærket, var den eneste Slags Courantmønt, der i Aaret 1695 og den nærmest følgende Tid blev sat i Cirkulation, Otteskillinger. Det var naturligvis Meningen, at disse nye Otteskillinger skulde gaa iflæng med de gamle halve-OrtsKroner, 12 af dem skulde gjælde 1 Rigsdaler og 8 en Krone, og der var saaledes ikke med denne Foranstaltning forbundet den Tanke, at forandre Dalerens eller Kronens tidligere Værdi i Handel og Vandel. Man vedblev derfor ogsaa indtil Aar 1701 at udmønte 132-lødige Kroner, ja, man lod endog endnu i 1704 udmønte nogle faa hundrede Specier, i hvilken Mønt endnu enkelte Afgifter, navnlig Øresundstolden, skulde erlægges. Forandringen skulde altsaa foregaa umærkeligt for Publikum, og Hensigten var netop at tilveiebringe paa engang Overensstemmelse imellem de bestaaende Møntsystemer indbyrdes (og altsaa imellem Mønternes reelle Værdi og deres Kursværdi i Handel og Vandel) og imellem den danske og den hamburgske Møntfod. At et saadant Forsøg ikke kunde lykkes, ligger imidlertid allerede i Sagens Natur; den Maade, hvorpaa det blev gjennemført, bidrog derhos til, at det endnu hurtigere, end det ellers vilde være sket, led Skibbrud.

Man vedblev nemlig ikke ret længe at holde sig Resol. 4 Maj 1695 efterrettelig. 1710 udmøntedes der under Krigen med Sverige Tolvskillinger, hvori der gik 13 Rigsdaler paa Marken fin, saa at en Rigsdaler i saadanne Tolvskillinger kun havde en

Metalværdi af 133, Skill. R. M. (ca. 276 Øre) istedenfor 156/4 Sk. (326 Øre), og der udmøntedes i de følgende Aar (navnlig 1716-24) et meget betydeligt Beløb af disse Tolvskillinger samt Toskillinger af samme Værdihold. Følgen blev, at denne nye Courantmønt ikke kunde bibeholde den samme legalt tillagte Værdi, men maatte synke i Kurs.

Samtidig foranledigede imidlertid Krigen Udstedelsen af de første Papirspenge her i Landet. Ved Frd. 8 Apr. 1713 paabødes Udstedelsen af skrevne (ifølge Frd. 24 Juni s. A. trykte) Pengesedler, lydende paa fra 100 ned til 1 Rigsdaler, og det bestemtes, at „Enhver, som bekommer Anvisning til Zahl-Cammeret eller nogen Amtstue, skulle nyde Betaling halvparten i Sedler og halvparten i Penge", hvilket ogsaa skulde være Regel i den daglige Omsætning, for Erlæggelse af Contributioner, Landgilde og alle andre Afgifter dog med Undtagelse af Told og Accise (for disses Vedkommende dog kun til Oktbr. s. A.) samt stemplet Papirs- og Post-Intraderne, der skulde betales med rede Penge, ligesom Gjæld, der var stiftet i rede Penge, ogsaa skulde betales heri. Senere udstedtes ogsaa mindre Sedler, indtil af 1 Marks paalydende Værdi, hvorhos fornævnte Bestemmelse forandredes derhen, at herefter under det Ord gangbar Myndt" ei andet skal forstaaes end Tre fierde Parter Sølv-Myndt og En fierde Part authoriserede Pengesedler" dog med fornævnte Undtagelser. Da Pengesedlerne desuagtet sank stærkt i Kurs i Forhold til Courantmønten (- det synes endog, at 150 Rdlr. Sedler til en Tid kun ere gaaede lig med 100 Rdlr. Sølv -), bleve de efterhaanden atter inddragne, og ved Pl. 12 Oktbr. 1728 bestemtes det, at de kun skulde gjælde til Aarets Udgang.

Man maa nu lægge Mærke til, at der efter den nye Courantfods Indførelse i hele det heromhandlede Tidsrum slet ikke blev slaaet Dalere. Courantdaleren var saaledes. kun et Begreb, Udtrykket for en vis Mængde Smaamønt, paa samme Maade som Sletdaleren en Tidlang havde været det, og saaledes som selve Rigsdaleren i den sidste Tid efter Speciernes næsten fuldstændige Forsvinden var bleven det. Der er derfor

=

ikke Tale om en ny Mønt, som afløser en anden, men kun om en Forandring af Regningsenheden, der ikke længer svarede til de faktisk cirkulerende Mønter, hvorved man skulde kunne undgaa at regne med Opgjæld. Istedenfor, at man hidtil havde regnet en Daler 1/2 Krone (eller 6 Marker eller 12 Otteskillinger) en vis Opgjæld, skulde man nu faa en Daler, der virkelig var lig den Mængde Smaamønt, som den var Betegnelsen for. Men for at faa Regningsmønt fælles med Hamburg beregnede man Daleren til 111, Rigsdaler paa Marken fin, udmøntede noget Smaamønt i Overensstemmelse hermed og altsaa i Uoverensstemmelse med den hidtil cirkulerende, og styrtede sig saaledes paany ind i det, man netop vilde undgaa, et dobbelt Møntsystem med deraf følgende Kursberegning og Opgjæld. Forskjellen blev alene den, at, medens man tidligere maatte give Opgjæld, naar man vilde betale en Gjæld i Specier med Kroner, saa maatte man nu i den følgende Tid give Opgjæld, naar man vilde betale en Gjæld i Kroner med den nye Courantmønt.

Dette lod ikke længe vente paa sig. Neppe var ved Frd. 27 Jan. 1700 Kronen omsider bleven bragt i sit rette Forhold til Specien, idet Opgjælden blev sat til 122 pCt., hvorefter Kronen fik en Værdi af 1137, Sk. R. M. 237 Øre, førend der alt det følgende Aar klages over, at „Vi ugjerne fornemme, at en og anden Opgeldten paa Kroner for dennem, som Kroner imod Courant-Mynt at omvexle uforbigjængeligen behøve, alt for høyt og utaalelig opsætter," og det forbydes derfor ved Frd. 26 Apr. 1701 at tage større Opgjæld end 1 pCt. Imidlertid begyndte man dog nu snart at mærke, at en saadan lovbunden Opgjæld kun førte til, at Kronerne efterhaanden forsvandt paa samme Maade som tidligere Specierne, idet man da kunde kjøbe Kronerne for mindre, end de vare værd, og udføre eller indsmelte dem. Ved Frd. 10 Juli 1705 ophævedes derfor den legale Kurs og det bestemtes, at Lagen af Kroner imod halve danske Mark herefter maa forringes, ligesom Kursen udi Hamburg og Commercien giver Anledning til."

Da den virkelige Forskjel imellem Kronefoden og Courantfoden (o: imellem 105/12 og 11/3 af Marken fin) var henved 9 pCt., er det let at forstaa, at den i Aaret 1701 fastsatte Opgjæld af 1 pCt. ikke kunde holde sig i Praxis. Hvormeget Opgjælden paa Kroner er stegen i Aarene 1701-5, vides nu desværre ikke, ligesaalidt som, hvor meget den efter Frigivelsen i 1705 er stegen; men i det Hele taget tør det dog nok antages, at det er gaaet med Kronerne som tidligere med Specierne, at nemlig Kursforskjellen i den første Tid, da Kronemønten existerede i rigelig Mængde, medens der kun cirkulerede et mindre Beløb af Courantmønt, kun langsomt og i ringe Grad er tiltagen, men at den, efterhaanden som Mængden af Courantmønt tiltog, og Mængden af Kronemønt aftog, er stegen stærkere og hurtigere. Hvad der især bidrog hertil, var den i Aaret 1710 paabegyndte Udmøntning af Tolvskillinger af langt ringere Værdihold, end Courantfoden tillod, nemlig til 1313 Rdl. af Marken fin*), hvoraf der tilmed udmøntedes saa store Summer, at hele Cirkulationen tilsidst næsten udelukkende kom til at bestaa af Tolvskillinger og de efter samme Møntfod slagne Toskillinger. Fra denne Tid begyndte da Kursen at synke rask; 1712 synes Opgjælden at være stegen til 11 à 12 pCt. Da Opgjælden saaledes var stegen saa højt, at Courantmønten ikke længere gik til den Værdi, som den oprindelige Courantmønt (Otteskillingerne af 1695) virkelig havde, og da Courantmøntens Kurs imod Hamburgerbanco ikke blot stadig forværrede sig, men Hamburg tilsidst endog truede med helt at forbyde Brugen af dansk Courant, bekvemmede Regjeringen sig omsider 1726 til helt at reducere de fra 1711 udmøntede Mønter til deres virkelige Værdi og paa Ny lade udmønte Otte og Firskillinger efter den virkelige Courantfod (Frd. 15 Juli og 31 Juli 1726, Resol. 4 Jan. og 26 Apr. samt Frd. 9 Juli 1727). Ved denne Reduktion bleve imidlertid Tolvskillingerne nedsatte under deres virkelige Værdi, hvorfor de efterhaanden

*) Disse vare altsaa 28 pCt. slettere end Kronemønten.

gik ud af Circulationen, og denne kom saaledes tilsidst til at bestaa af egentlig Courantmønt af det legale Værdihold. *)

Under Christian den Sjette blev Courantfoden strengt overholdt ved alle Udmøntninger, og Courantmønten, hvoraf der nu ogsaa sloges større Mønter og navnlig en ikke ringe Mængde 24-Skillinger (Rixorter), blev nu efterhaanden Rigets eneste Mønt, efter at ikke blot Specierne, men ogsaa Kronerne vare saa godt som forsvundne af Cirkulationen og i alt Fald ikke benyttedes i den daglige Omsætning. Men da den i Aaret 1736 oprettede saa kaldte Courantbank havde misbrugt sin Ret til at udstede Sedler saaledes, at det ved Frd. 6 Okt. 1757 blev nødvendigt at suspendere dens Forpligtelse til at indløse disse (jfr. nærmere det Følgende om Bankerne), og Courant-Sedler saaledes bleve uindløselige Papirspenge, hvis Mængde stedse forøgedes, navnlig efter at Banken i 1773 var bleven Statsbank, fortrængte Sedlerne efterhaanden alt Sølvet saavel som de i Løbet af nogle Aar (1758 -62) i ikke ringe Mængde udmøntede Guldmønter af Circulationen og bleve tilsidst Landets eneste Omsætningsmiddel tilligemed noget Skillemønt (To- og Enskillinger) af meget ringe Værdihold (Marken fin udbragt til 16 Rdl. 89 Sk.). Sedlerne fik snart Kurs imod Sølv, og Værdien fluktuerede bestandig, saa at det fra denne Tid er nødvendigt at kjende Kursen til hvert enkelt Tidspunkt for med Nøjagtighed at reducere Priserne, der jo angives i Seddelpenge, til deres virkelige Beløb i Sølv, Noget, der imidlertid formedelst mangelfulde Oplysninger kun vanskelig lader sig gjøre, hvorimod man i det Hele vil være nødsaget til at blive staaende ved en Gjennemsnitskurs for et noget større Tidsrum, navnlig for et Aar. En saadan Oversigt over Gjennemsnitskursen for hvert Aar i Tidsrummet 1759-1838, da Seddelkursen igjen ophørte, vil nedenfor blive meddelt tilligemed de i sin Tid af Bergsøe (Den danske Stats Statistik II. S. 675 ff.) fremdragne Oplysninger om Kursbevægelsen i hele dette Tidsrum, hvorved det dog stedse maa erindres, at den saaledes angivne Gjennemsnits*) Jfr. nærmere om den Værdi, der maa tillægges Pengene i Tidsrummet 1696-1730 Kort Udsigt over Mønthistorien S. 59–61.