dog skulde gjælde 84 Speciesskilling. Allerede samme Aar udkom imidlertid en ny Møntordning (16 Novbr.), der i Realiteten gik ud paa 1) at reducere Speciesskillingerne endnu yderligere, idet Speciesdaleren blev sat op til 96 Skill., Kronen til 144 Skill. („7 Mark danske og 4 Skilling"), 2) ved Siden af Markinddelingen at indføre en ny Deling saa vel af Daleren som af Kronen i halve Dele, Ort (Fjerdedele) og halve Ort (Ottendedele), medens 3) Daleren delt i 4 Rigsmark à 20 Skill. under Navn af „CurrentMønt" gjøres til Regningsmønt.

-

Dette Sidste varede dog ikke ret længe; ved en Frd. 20 Febr. 1621 ophævedes allerede Paabudet om at beregne alt Kjøb og Salg efter Courant-Mønt, og derhos indførtes der en ny Marks-Deling, idet Speciesdaleren, der fremdeles skulde gjælde 96 Skilling, blev delt i 6 slette" Mark, forskjellige fra Rigsmarkerne, der ved samme Lejlighed sattes op til at gjælde 21 Skilling. Vi faa saaledes efter 1619 foruden Kronesystemet, hvoraf Udmøntningen dog standsedes 1627, da det viste sig uforeneligt med Speciessystemet ikke mindre end 3 forskjellige Inddelinger af Speciesdaleren: 1) i 4 Ort (FireogtyveSkilling-Stykker), 2) i 4 Rigsmarker à 20, siden 21 Skilling og 3) i 6 slette Marker à 16 Skilling.*) Det synes derhos, som om Otteskillingerne stadig have fulgt Markerne (som halve Marker), medens Fire- og To-Skillingerne have fulgt Skillingernes nedadgaaende Værdi. Men ved Frd. 16 Aug. 1622 nedsattes ogsaa Otte- og Tolvskillinger til kun at gjælde som det paalydende Antal Skillinger, og det bestemtes endvidere, at, naar Smaamønt brugtes i større Mængde til Betaling, skulde de tages efter Vægt, saaledes at et Pund Smaamønt skulde gjælde (tidligere 13, nu) 12 „slette“ Dalere, og den, som udtrykkelig havde forpligtet sig til at betale Rigsdaler in specie, skulde ikke være

Det maa imidlertid antages, at „slette Marker" og „slette Dalere“ i den første Tid kun have været Begreber, men ikke existeret som virkelige Mønter. Først fra 1624 findes 16-Skillings-Stykker eller „slette Marker", hvis Metalværdi imidlertid ingenlunde var % Speciesdaler, men kun ca. 263 (istedetfor ca. 32) Skill. R. M.

berettiget til at betale en saadan Gjæld med Smaamønt. 1624 blev Speciesdaleren sat op til 100 Skilling (i daglig Handel og Vandel synes der endog at være bleven givet 104 à 106 Skilling for en Speciesdaler), medens Rigsmarken nu igjen ansattes til 20 Skilling, saa at der i Realiteten kom til at gaa 5 Mark paa en Daler.

Dette Sidste forandredes imidlertid atter ved Frd. 4 Maj 1625, der bestemte, at en god, vægtig og uforfalsket Rigsdaler" fremdeles skulde gjælde 6 slette Mark „oc ikke meere" (altsaa kun 96 Skilling), samt at en Krone skulde gjælde „8 Mark danske, hver Mark beregnet til 16 Skill. danske", altsaa 8 slette Mark (istedenfor 12 Rigsd. 9 slette Mark). Saadanne 8 Mark betegnes ogsaa som „,to slette Dalere", hvorefter altsaa en halv Krone eller 4 Mark blev en „Sletdaler", der altsaa nu fremtræder som en virkelig Mønt, forskjellig fra Rigsdaleren.*) Herefter bortfalder faktisk Kronemøntfoden, idet der nu kun sondres imellem Rigsdaleren 6 slette Marker à 16 Skill., og Sletdaleren 4 saadanne Marker, medens de gamle Marker (Rigsmarken) ikke mere sættes i bestemt Forhold til Rigsdaleren, men kun til Skillingerne. Alle de enkelte Mønter undergaa ligeledes Reduktion for at passe ind i dette nye dobbelte System.

Under Krigen med Tydskland 1625-29 forværredes igjen Møntvæsenet, idet Kongen ved Udmøntning af en stor Mængde Smaamønt af ringe Værdihold søgte at skaffe sig en Indtægt til Krigens Førelse. Det var dog mest Smaamønt (To- og EnSkillinger, i de sidste Aar ogsaa Sexskillinger), der saaledes udmøntedes i stor Mængde, medens der kun synes at være udmøntet faa større Mønter.

Ved Krigens Slutning søgte Chr. IV. paa Ny ved Frd. 10 Oktbr. 1629 (gjenoptaget og bekræftet d. 21 Jan. 1630) at bringe Pengevæsenet i Orden, idet det befaledes, at al Mønten lige ned til Skillinger skulde paa schrot og korn lige god ungefehr bliffue ved Rigs Daler in specie", hvilket ogsaa virkelig

*) Senere blive Sletdaler og Krone Betegnelser for det Samme; den gamle Krone kaldes da „dobbelt Krone".

--

skete med kun højst ubetydelige Afvigelser (en Rigsdaler i Otteskillinger blev omtrent 190, i Enskillinger omtr. 186 Skill. R. M.), medens kun Søslinger og Hvide skulde udmøntes som Skillemønt. Vel blev der atter under Krigen med Sverige. (1644-46) slaaet daarlig Smaamønt, men denne synes snart at have faaet Kurs og blev efter Krigens Ophør igjen reduceret. Den i 1629-30 retablerede Møntfod synes saaledes i det Hele at være bleven opretholdt i de næste 40 Aar, i hvilket Tidsrum det dog har voldt nogen Ulempe, at man endnu ikke var kommen ganske paa det Rene med, om de smaa Mønter, navnlig En- og To-, tildels ogsaa Fir-Skillingerne, skulde behandles som „fin" Mønt eller som Skillemønt eller rettere, at man, uagtet man endnu stedse betragtede dem som Dele af et fuldholdigt Møntsystem, dog i det Hele udmøntede dem af et lidt ringere stundom, især i Krigstid, endog ikke saa lidt ringere hold end de større Mønter, hvilket blev af saa meget større Betydning, som der kun existerede meget Lidt af disse, og selv betydeligere Beløb maatte betales i Smaamønt.*) Denne Ulempe forøgedes derved, at Kronemønten, der 1625 blev passet ind i Speciesmøntsystemet, idet en halv Krone (nu almindelig kaldet en Krone) skulde gjælde lig en Sletdaler eller 4 slette Mark, altsaa 2/3 Rigsdaler, i Virkeligheden ikke ganske svarede til denne Værdi. Under Frederik IV, i hvis Regjeringstid der endnu kun udmøntedes mindre betydelige Summer i Kronemønt, synes denne dog endnu at være gaaet jævnsides med Speciesmønten til den den tillagte Værdi; men efterhaanden steg Kursforskjellen saaledes, at der i 1674 maatte fastsættes en Opgjæld af 4 pCt. ved Betaling i Kronemønt.

Værdi

Strax i Begyndelsen af Christian den Femtes Regjering udkom Møntordning af 22 Marts 1671, der ansatte Specie

*) I Tidsrummet 1628-96 synes der kun at være bleven udmøntet 1,210,000 Species-Rigsdaler. Vi finde da ogsaa, at Arent Berntsen i 1656 siger, at „hvo sig Rigsdaler ville tilbytte, undertiden nu maa giffue for 1 Rigsdaler 6 Mk. 2 Sk.; dog er det ingen visse Opsættelse ved nogen Kgl. Befaling."

4

Rigsdaleren til kun at være 14-lødig, 83/32 Stykker*) paa Marken Cr., altsaa 9 St. paa Marken fin, i hvilket Forhold Speciedaleren (Dobbeltdaleren) senere vedblivende er bleven udmøntet, indtil den i 1875 afløstes af Kronemønten. 1/2-, 4- og 1-Rigsdaler skulde udmøntes med samme Værdihold, Smaamønten fra Fireskillingen nedefter som Skillemønt med ringere Værdihold. Da der imidlertid i den nærmest følgende Tid udmøntedes særdeles betydelige Beløb af Kronemønt, der havde et ringere Værdihold (i Kronemønt Sletdalere udbragtes der 10 Rigsdaler 21⁄2 Mark af Marken fin istedenfor kun 91/4 Rigsdaler), begyndte denne at synke i Forhold til Specien, og allerede 1674 blev det. nødvendigt at begrændse den Opgjæld, der blev given paa Kroner, til 4 pCt. (den virkelige Afvigelse fra Speciesmønten var 12 pCt.). Herved blev Speciesmønten efterhaanden dreven ud af Cirkulationen, da den ved Indsmeltning og Udførsel kunde udbringes til 8 pCt. mere, end den kunde opkjøbes for. Vel blev Opgjælden efterhaanden forhøjet til 6 pCt. (1686) og henved 8 pCt. (1693); men da var den fuldholdige Speciesmønt allerede saa godt som helt forsvunden (Frd. 14 Apr. 1694 siger, at „Specie-Rigsdaler in natura moxen ej skal være at bekomme“).

I

Fra Begyndelsen af Christian den Femtes Regjering er Speciedaleren saaledes kun at betragte som Regningsenheden, medens den faktisk kurserende, derfor nu ogsaa hyppig saakaldte Courant-Mønt var Kronemønten, der, hvor Betaling skulde ske i Speciesmønt, ikke blev tagen til den samme legalt tillagte Værdi, men dog i Handel og Vandel toges over Metalværdien. Virkeligheden maa saaledes Daleren, der i den daglige Handel regnedes til 6 Mark i Kronemønt, regnes til den Værdi, som der ved Kursen tillagdes disse, og da det næppe lader sig oplyse, hvor høj den virkelige Opgjæld paa Kroner faktisk var i dette Tidsrum, vil det være rigtigst at holde sig til de legale Bestemmelser om Kursen og betragte denne som stadig og jævnt

*) I „Kort Udsigt over den danske Mønthistorie" staar ved en Trykfejl 82/33 St.

synkende i hele dette Tidsrum, idet man da derhos maa forudsætte, at Lovbestemmelserne hver Gang kun slaa den allerede faktisk indtraadte Kurs eller vel snarest Minimum af denne fast, indtil den i Aaret 1700 omsider naaede den virkelige Metalværdi.*)

3

Det vil nu være indlysende, at Speciernes Forsvinden og Kronernes synkende Værdi begge Dele vare naturlig grundede deri, at man havde forsøgt at lade to forskjellige Møntsystemer uden tilsvarende Værdihold kursere jævnsides. Dette kunde eller vilde man imidlertid paa den Tid ikke ret indse, men søgte Grunden deri, at der fra Udlandet indførtes fremmede Penge af slettere Værdihold. Da imidlertid de gjentagne Forbud mod fremmed Mønts Indførsel og vor egen Mønts Udførsel intet hjalp, besluttede man sig omsider til at søge Ondet standset ved at bringe vor Møntfod i Overensstemmelse med den hamburgske Courantfod, 11 Rd. paa Marken fin. Denne Forandring, der skete i Aaret 1695, gik i Realiteten ud paa at fastsætte, at en Rigsdaler fremtidig skulde udmøntes af saa meget ringere Værdihold, at der kom til at gaa 11 Stykker istedenfor 91/4 paa en Mark fin, medens den dog fremdeles skulde gjælde for en Rigsdaler (Speciedaler) til 6 Mark à 16 Sk. eller 12 Krone à 64 Sk. Da imidlertid Kronerne i Virkeligheden ikke vare 2/3 Speciedaler, og da Specierne aldeles vare uddrevne af Cirkulationen, var den virkelige Forringelse af Møntfoden ikke fuldt saa stor, idet Marken fin i Kronemønter udbragtes til 10 Rigsd. 38 Sk. Imidlertid var Nedsættelsen følelig nok til, at det nu gik med Kronerne, som det tidligere gik med Specierne; efter at de ved de idelige Opsættelser af Specien vare nedbragte til deres virkelige Metalværdi (i Aaret 1700), maatte de nu i den følgende Tid opsættes i Forhold til Courantmønten og forsvandt desuagtet mer og mer af Cirkulationen. Forandringen bestod nemlig deri, at Rigsdaleren, der tidligere (som Specie) havde en Værdi af 192 Sk. R. M. 400 Øre nugjald. Mønt,

*) Jfr. nærmere herom Kort Udsigt over den danske Mønthistorie. S. 46-50.