der altsaa nu sattes lig med 22 Mark; derhos befaledes der samme Aar som det synes, for første Gang udmøntet Marker (14-lødige, 22 Stykker paa Marken) og To-Marker. Mønt-Marken havde herefter ved dens første Fremkomst i Danmark en Metalværdi af 707/11 Sk. R. M. (ca. 147 Øre), saa at en Gylden i Markstykker havde en Værdi af 1 Rdl. 8013/22 Sk. R. M., medens 1 Gyldenstykke blev 2 Rdl. 14 Sk. R. M. Dette Gyldenstykke var i Virkeligheden den samme Mønt, der senere kom til at gaa under Navn af Daler. Den 1472 for første Gang i Tydskland udmøntede „Gyldengroschen" (Uncialis), efter hvis Mønster den danske Gylden prægedes, blev nemlig snart udmøntet med ringere Metalværdi end den oprindelig bestemte (ca. 2 Rdl. 30 Sk. R. M.), navnlig i Joachimsthal i Bøhmen, og de der prægede Gyldenstykker fik da Navn af „Joachimsthaler“ („Thaler“), der i 1534 fik Indgang i Sønderjylland, hvor „Joachimsdalere" prægedes (141-lødige, 8 Stykker paa den raa Mark, altsaa 824/29 Stykker af Marken fin). Denne „Daler in specie" (: i eet Stykke) eller Speciesdaler (= 2 Rdl. 9/16 Sk. R. M.), der kun var en Ubetydelighed større end Gyldenstykkerne af 1524, blev i den følgende Tid Hovedmønt i Danmark og var saaledes oprindelig ikke meget forskjellig fra den senere i Aaret 1788 gjenindførte Speciesdaler, siden 1854 kaldet Dobbeltdaler Rigsmønt.

Medens oprindelig, saa længe kun de smaa Mønter udprægedes, de store Mønters Værdi maa beregnes som Mangefold af disse Smaamønters virkelige Værdi, maa omvendt senere, efter at større Møntstykker vare blevne indførte, Smaamønternes Værdi beregnes som Brøkdele af hines virkelige Værdi. Imidlertid fandtes der ingenlunde altid en tilstrækkelig Mængde af saadanne større Møntstykker til betydeligere Udbetalinger, og da disse saaledes ofte maatte udføres ved Hjælp af Smaamønter, maa man ikke sjældent gaa ud fra disses virkelige Metalværdi som bestemmende for Regningsenhedens Værdi. Hyppigt hændtes det derhos, da selve Hovedmønterne ingenlunde altid udmøntedes til deres fulde lovbestemte Værdi, at de, efter først en Tidlang

desuagtet at have holdt sig i Cirkulation til deres Navneværdi, efterhaanden sank i Værdi, idet der krævedes en Opgjæld paa dem. Naar denne var bleven almindelig og stegen til en vis Højde, indtraadte der da gjerne inden længere eller kortere Tid en legal Reduktion, hvorved deres nominelle Værdi blev bragt ned i Forhold til deres Metalværdi. Det er saaledes hyppigt nødvendigt at tage Hensyn ikke blot til Mønternes legale Værdi, men tillige til den Kurs, hvortil de gik i Handel og Vandel.

Under Grevens Fejde forringedes saaledes Mønten i en overordentlig Grad. Allerede under Christian II. var der i Krigsaarene 1518-22 udmøntet saakaldte „Klippinge", firkantede Mønter med rundt Præg, der ansaaes for saa slette, at de vakte en stærk Misfornøjelse og endog forskaffede Christian II. Øgenavnet „Kong Klipping". Det synes dog kun at have været mindre Mønter, der prægedes paa denne Maade; men fra 1534 sloges egentlige Klippingmarker af saa slet Beskaffenhed, at en Gylden i denne Møntsort kun holdt det Halve af en Gyldens Metalværdi. 1535 sloges i Aarhus Klippingen af endnu langt ringere Lødighed, og endnu slettere blev Mønten det følgende Aar, da der i Roeskilde møntedes Markstykker med en Metalværdi af omtr. 2212 Sk. R. M., altsaa mindre end 1/3 af det legale Værdiindhold. Disse Mønter gik da ogsaa snart til en langt ringere Kurs end deres Navneværdi, ja, det synes endog til en lavere Værdi end deres virkelige Metalværdi, idet Markerne i Regnskaber fra disse Aar regnedes for 1/10 Daler. Efter Christian III.'s Kroning bleve disse daarlige Mønter da ogsaa ved en Anordning af 21. Oktbr. 1537, der dog synes først at være traadt i Virksomhed 1540, reducerede til deres virkelige Værdi.

Christian III's Møntordninger af 1541, 1544 og 1547 gave igjen det danske Møntvæsen mere Fasthed, og fra denne Tid blev Mønternes Værdi sat i deres Præg. Den nye Møntregning i Daler (à 3) Mark (à 16) Skilling kan fra den Tid betragtes som helt gjennemført ikke blot som Regnemaade, men ogsaa i det virkelig existerende Møntsystem. Imidlertid have i den første Tid Dalerne utvivlsomt været sjældne, saa at

Markerne faktisk vare Hovedmønten, og dette faar saa meget mere Betydning, som det reelle Værdiforhold imellem Daler og Mark ikke faldt ganske sammen med det nominelle, saa at det bliver et Spørgsmaal, om man bør gaa ud fra Dalerens eller Markens Metalværdi som det Bestemmende, hvorhos endvidere saavel Dalere som Marker udmøntedes lidt forskjelligt efter de forskjellige Møntordninger. Markens Metalværdi varierede saaledes efter disse imellem 671/16 Sk. R. M. (1541) og 627/16 Sk. (1544), medens Dalerens Værdi varierede imellem ca. 201 og 1974 Sk. R. M., hvilken sidste Værdi den fik ifølge Møntordningen af 1547. Da det imidlertid synes, som om disse forskjellige Mønter ere gaaede jævnsides uden Opgjæld, tør man vistnok for hele Tiden fra 1541 til Syvaarskrigens Begyndelse regne Daleren omtrent til sidstnævnte Værdi, altsaa paa det Nærmeste lig med den nyere Speciedaler, og Marken til ca. 66 Sk. R. M.

Under Frederik II. forringedes Mønten snart under Syvaarskrigen saaledes, at man maatte gribe til voldsomme Midler for at holde den i den nominelle Kurs, hvilket endda ikke lykkedes. Da derhos større Mønter af fuldt Værdihold vare sjældne, begyndte man snart at gjøre Forskjel imellem „gamle Dalere" og „Daler i Mønt" o: i Smaapenge; hvis en Sum, der t. Ex. efter et Gjældsbrev skulde erlægges i Dalere, blev betalt i Mønt, maatte der da gives Opgjæld. 1567 regnedes saaledes en gl. Daler 3 Mark 8 Sk. Mønt, og 1570 sattes den 60 Sk.; hvor meget imidlertid Kursen er dalet i hvert af Aarene 1567-72, lader sig næppe angive; men der er Grund til at antage, at den i 1572 stedfundne Møntreduktion kun stadfæstede en alt indtraadt faktisk Tilstand, og at Daleren saaledes efterhaanden har faaet en Værdi af omtrent 4 Mark i Mønt, saa at en Daler Mønt kun var omtr. 3/4 Daler eller ca. 147 Sk. R. M. (306 Øre). Da imidlertid den nævnte Møntreduktion benyttedes til at bringe den danske Møntfod i Overensstemmelse med den i 1566 indførte tydske (lübske), der satte Thaleren til 32 Skill., bestemte Frdn. 26. Juni 1572, at den gamle Daler" (3: Daleren fra

=

1/2

4 Mark

Christian III.'s Tid) skulde være 2 Mark à 16 Skill. „som før gik“ saaledes betegnedes de under Syvaarskrigen møntede Marker stedse efter Frd. af 1572 vare altsaa lig med 3 af de gamle Marker fra før Syvaarskrigens Tid og bleve nu satte lig med 2 af de nye Marker efter nysnævnte Frd., der i Virkeligheden kun forandrede Regnings-Inddelingen, idet der ikke møntedes Marker, der vare = 1⁄2 Daler. Officielt, navnlig i offentlige Regnskaber o. desl. Dokumenter, regnedes Daleren da i den følgende Tid til 2 Mark; men til daglig Brug kaldtes de reducerede Mønter fremdeles med deres tidligere, paa Mønterne prægede, Navne, og der regnedes altsaa 4 Mark paa Daleren. Da der endvidere jævnsides med denne dobbelte Beregning i enkelte Forhold t. Ex. ved Skatternes Opkrævning regnedes efter den gamle Møntfod: 3 Mark paa Daleren, vare Møntforholdene i Tiaaret 1572-82 meget indviklede.

Møntanordningen af 12. Jan. 1582 bragte noget større Simpelhed tilveje, idet den legaliserede den faktiske Møntfod af 4 Mark paa Daleren og saaledes indirekte ophævede Beregningen efter Daler à 2 Mark. Vel udmøntedes Markerne efter denne nye Møntordning med en noget ringere Metalværdi end 1/4 Daler (ca. 451⁄2 istedenfor ca. 49 Sk. R. M.), men da de gik som 1/4 Daler, og Daleren nu var den fastslaaede Hovedmønt, maa de regnes hertil, altsaa 49 Sk. R. M. (102 Øre)*).

Under Christian IV. indtræder en stor Usikkerhed i Møntvæsenet, idet en talrig Række Møntanordninger afløse hinanden, snart omfattende det hele Møntsystem, snart kun vedrørende enkelte Mønters Udmøntning; ja, ofte forandres Udmøntningen af den samme Mønt fra Aar til Aar fuldstændigt baade med Hensyn til Finhed og Vægt. Stundom udmøntedes endog ifølge

*) Regnet i Marker („Mønt“) udgjorde Dalerens virkelige Metalværdi til de forskjellige Tider:

den samme Forordn. (t. Ex. Frd. 8 Sptb. 1602) den samme Mønt efter to forskjellige Bestemmelser om Finhed og Vægt. Som oftest havde disse Forandringer til Hensigt at forringe Møntens virkelige Metalværdi, og det hele Møntsystem forrykkedes saaledes efterhaanden i nedadgaaende Retning, hvorfor ogsaa sukcessive Reduktioner bleve nødvendige, saaledes i 1602, 1609, 1610 og 1616. Reduktionen foregik paa den Maade, at der kom til at gaa et stedse større Antal Skilling paa Marken, der dog vedblivende regnedes til 1/4 Rigsdaler, ligesom Otteskillingen regnedes til 1/2 Mark, saa at Rigsdaleren og Marken fra efternævnte Aar gjaldt henholdsvis

Derefter begyndte der imidlertid ogsaa at opkomme en Kursforskjel imellem Daler og Mark, idet Daleren ved Frd. 1 Maj 1618 sattes op til at gjælde 84 Skill., medens Marken, der nu betegnedes som „Rigsmark", fremdeles kun skulde gjælde 20 Skilling.

Fra sidstnævnte Aar indførtes nu imidlertid tillige et helt nyt Møntsystem, der skulde gaa ikke blot ved Siden af, men i fuld Overensstemmelse med Speciesmønten, uagtet de nye Mønter fik betydelig ringere baade Finhed og Vægt end denne. Denne nye Møntfod var Krone-Møntfoden, hvoraf der ikke blot udmøntedes Kroner (hele, halve og 1/4), men ogsaa Otte- og Fireskillinger. Ved Frd. 8 Apr. 1619 bestemtes det, at en hel Krone der senere kaldtes en Dobbeltkrone skulde gjælde lig med 11⁄2 Rigsdaler i Speciesmønt eller og med 6 af de nu saakaldte Rigsmarker à 20 Skill., uagtet den kun havde en Metalværdi af henved 247 Skill. R. M. (ɔ: % af 1/2 fuldholdige Speciesdalere); alle de ringere Kronemønter sattes i samme Forhold til Speciesmønten, og der skulde regnes 96 Kroneskillinger paa en Krone, 64 paa en Rigsdaler, saa at altsaa 16 Kroneskilling sattes lig med 20 Speciesskill. eller en Rigsmark, medens selve Daleren