Saaledes hengif nogle Aar. Da blev Moderen nedlagt paa et langvarigt Sygeleje, fra hvilket hun aldrig mere opstod. Datteren maatte arbejde for Begge, og da Moderen var begravet, havde Marie af fordums Velstand ikke mere igjen, end hvad der kunde rummes i en liden Kiste. "En menneskefjerlig Læge, der havde behandlet den Gamle i hendes Sygdom, seet den nu i de 40 gaaende Maries Omhyggelighed, og Begges tiltagende Nødlidenhed, tilbød denne en Ansættelse som Vaagekone paa et Hospital.” Dette sidste slog os begge paa eengang, vi stirrede med sælsom Forventning paa den tandløse Kjælling. Der er hun endnu, og her sidder hun.“ Min Naboes Ansigt fortrak sig, Overdynen skjælvede convulsivist. Hun traadte til, og lettede den, idet hun sagde: „hvor er Ringen, jeg gav Dig?" Hun faae flygtigt paa Fingrene af den spjælkede Arm — Naa, den er borte, Du har vel givet den til een af de Mange, Du efter mig har forraadt; men see! her er min, paa samme sted hvor Du fatte den. Der skal den blive sicdende, naar jeg kommer ned i Omklædningsværelset - jeg mener Graven for engang at vidne mod Dig, naar de Døde opkaldes til Dommen." Hun svævede hen til sin sædvanlige Plads, liig en Skygge fra de Debes Land - der var i samme Øjeblik den Troløses bortflygtede Sjæl. |