Danerfolket tilegnet. At høre Noget fra højtop i Tiden, Selv Æventyr; blot det er længesiden, Er Tidskort for de Store med de Smaa Nei! ifte Tidskort; hellere Tidsdrøje: Med Verdens Færd at holde stadigt Øje, At see hvorlunde blodigt der er kæmpet, Hvorledes Lys er tændt og atter dæmpet, Og hvergang atter klarere fremgik: Hvordan der knustes, styrtedes med Haanden, Men rejstes atter, bedredes ved Aanden, Som Mennesket har stedse havt for Stif. Men har man og sig seet trindtom paa Jorden, Hvad Bragi sang og Saga har beskrevet, At jeg begynder saa, det er fordi Der ligger Sandhed og i Poesie; Med Sandsagn kan sig Phantasien rime. Jeg tænder intet Lys; jeg pudser blot Ved det som brænder maae det skinne godt I een og anden dunkel Vintertime! Der var et Liv udi vort gamle Norden: Kamp, Kjerlighed og Sang, i Himlen som paa Jorden. Hint Hof i Valhal var som det i Leire: Ved Bægerklang man fejred sine Sejre, Med Mjød begyndtes, og med Blod der endtes. I Danmarks Ungdom havde de for fif: Med Vaaren ud til Orlogs Manden gif, Sig Guld for Staal, Mundgodt for Guld tiltusked. Paa Vand, paa Land man tumled sig; men naar Sig havde mældt det barske Efteraar, Og Stormene i Sejl og Tage rusked, Naar Dag blev kort udi det kolde Nord, Hvad Hærværk han om Sommeren bedrev, Men saa -han Bæger, Sværd og Sang forlod, Og Disen ved hans Heltehjerte smægted. |