Billeder på siden
PDF
ePub

Saa skiltes de da fra hverandre; og Prindsen tog den fierbe Tjener med sig og en Deel af Pengene, og alle Rins gene og Armbaandene og Edelstenene og Perlerne.

De vandrede mange Uger og Maaneder ganske omsonst. Paa det Sidste, der Prindsen var moren betaget af Træthed og Sorrig, kom han en Aftenstund til et Herberge.

Saasnart Værtinden i samme fit ham at fee, flog hun þænderne tilsammen og raabte:

,,Smuffe Junker! enten er 3 et forklædt Kvindfolt, eller ogsaa maae 3 være Broder til en Jomfrue, der for rum Tid fiden drog herind; for f ligne hverandre som tvende Tvillinger.“

Prindsen bley faare glad; han stjænkede Værtinden en Guldring og spurgte:

Hvad hedde den Jomfrue, og hvor drog hun ben ?

Værtinden svarte: Den Kjøbmand, som førte hende, med fig, faldte hende Fioretta; hvor de agtede fig ben, veeb jeg ikke; men de fatte ud ad den Bej, som fører til Bagdad".

Aarle den næste Morgen drog Prindsen ad samme Vej, og bespurgte sig omsonst allevegne, og blev saaledes ved indtil han var kommen en Dagsrejse fra Bagdad. Der drog ban atter ind i Natteherberge.

Saasnart Værten i samme fif ham at fee, flog han fig for fit Bryst og raabte: „Ved den store Prophet Mahomed! bois fikke er den stjønne Fioretta selv udi Karleklæder, da maae I visselig være hendes Broder."

Da blev Prindsen vel tilmode og sagde: 13 figer sandt, thi jeg er hendes Broder; og her haver 3 en Guldring for det Ord, 3 sagde. Kan 3 bringe mig nærmere Tidende om hende, da giver jeg Eder et Armbaand af Guld..

Tidende fan jeg vel bringe Eder“, sagde Værten; men om de ere gode, faaer g selv fijonne: Eder Softer er i

1

Califens. Harem; min Broder er Portner der, hos ham fan 3 videre spørge Eder fore.“

Da blev Prindsen baade glad og bedrøvet.

„Her haver f det Armbaand, jeg lovede Eder, og vil 3 være taus og tro, ffal jeg vel forskylde Eder det med ti Gange saa meget. Her er Penge! seer til, at I fjøber mig en Fodindebragt, og faa vil jeg forsøge min Lyffe. Min Tjener vil jeg lade blive her til jeg kommer tilbage; men seer s mig ifte inden syv Dage fra denne, da skal han vende biem og forkynde mine forældre, at jeg død".

Fit faa Prindsen Klæder, og iførte sig som en Jedinde, og gik ind i Bagdad og fjøbte sig fostelige Silkestoffer, og dermed vandrede han hen til Califens Slot. Portneren, som var Værtens Broder, lukkede op og spurgte ham om bans Erinde.

Da gav Prindsen fig tilfjende, saavelsom i hvad Ærinde han var fommen, og lovede Portneren at gjøre baade ham og hans Broder faa og saa rige, om han nu aleneste vilde forhjælpe ham til at fee og faae sin Søster Fioretta itale, og dermed gav han ham et Guldbæger fuldt af Perler og ædle Stene.

Portneren sagde: Det er ingen let Sag; men kunde vi forft bringe Sulma, hendes Dpvarterske, paa vor Side, da torde det vorde bedre."

Som ban saaledes talebe, kom Sulma løbende til, for at fee den indbildte Jodindes Kram.

Medens Fiore ftob og udbredte fine Vare for bende og roste dem, spurgte han efter hendes Hersfab, den dejlige Fios retta, hvorledes hun var tilmode? om Califen havde feet hende? og deslige; og med det Samme ftat han en fostelig Ring paa hendes Finger.

Men Sulma faae bam stivt ind i Ansigtet, og sagde:

"Jeg vil døe paa, at y er den Fiore, om hvem min Frøs ken taler, baade Natten med Dagen, for hvem hun græder de mange modelige Taarer, og for hvis Sfyld hun afviser de Troendes Beberffer.

Da blev Fiore faare glad, og fagde: »Det er, som Du siger, og hvis Du vil flye mig min Kjerefte itale, da ffal jeg faaledes forffylde Dig det, at Du skal blive den rigefte Jomfrue i Bagdad..

Sulma svarte: Jeg vil gjøre alt hvad jeg formaaer, og det for slet Intet; men det vil holde baardt at sætte noget Anslag i Værk, fáaledes at de andre Kvinder og Dversten for Gildingerne iffe skulle formærke det. Imidlertid følger mig nu med Eders Kram, faa hitte vi vel fiden paa Raad..

og tog hun saa Prindsen med sig, og stjulte ham i Fiorettas Sovegemaf, og gik derpaa ind til hende selv, og sagde:

Min føbefte Froken! 3 tør nu iffe ved at græde læns gere: jeg deed 3 er faa stor en liebhaverinde af Blomster, og derfor har jeg bragt Eber den Stjønneste, som er at finde i den ganske verden.“

Fioretta fuffede og sagde: Der er ikfun een Blomst, fom jeg elsker frem for alle; men jeg kan vel fee, 'hvorledes den seer ud, som Du har bragt mig.

Dermed fulgte hun efter Šulma ind i Sengekammeret, hvor Fiore stod ubi fine egne Klæder, og havde aflagt føds indebragten.

Da de tvende forelskede fik Die paa hverandre, faldt de hverandre om Halsen, og kystes mange tusinde Gange, og lod det som de aldrig mere vilde slippe hverandre af Favnet.

Sulma faae til, og græd og loe iflæng. Alt af et oprigtigt Hjerte.

Omsider sagde hun: „Nuvel min Hjertefrofen! hvad tyfs E. S. Blicher. Gamle og nye Roveller. II.

7

fes Eder om den Blomst, jeg haver forskaffet Eder? monne det være den rette, eller fjender nogen rarere ?"

„Nej Sulma!“ foarte Fioretta, rdet var just den Blomst, jeg længtes efter; naar jeg haver den, bryder jeg mig intet om alle andre Blomster i Verden.

Men Sulma drog et Suk og sagde: „Ind haver jeg faaet den; men Gud maae vide, hvorlunde jeg bringer den ud igjen?"

Hvad?u raabte Fioretta, vil Du igjen berøve mig min Blomst? Nej! aldrig mere ville vi ftilles ad.“

Og med disse Ord lagde hun fin Kind til Fiores Bryst, og trykkede ham faa tæt og fast ind til sig, fom om hun ingensinde mere skulde- slippe ham af fit Favn.

Sulma sagde: „Vi ville prove eet Raad! jeg vil iføre mig Prindsens Kvindefiæder, og gaae bort med hans Kram, saa skulle de tænke, at jeg er endnu bestandig herinde. Men imorgen vil jeg lade bidbære tvende ftore Kurve med Tøjer i, og selv felge med som Jobinde. Saa vil jeg ftiule Eder begge under Tøjet, hver i fin Kurv, og bringe Eder til et Sted, hvorfra vi alle Tre kunne iværksætte vor Flugt ud af Staden og Riget:

Dette Paafund htede dem alle.

Sulma iførte fig 3ødindeflæberne og fagde: „Sover nu sodelig udi hverandres Arme! men førend Solen staaer op, maae 3, min Prinds! tage mine Klæder paa, og benftille Eder i Forgemaktet, paa det at naar Dversten for Gildins gerne kommer, han da kan finde Alt udi fin sanlige Orden“.

Med denne formaning git hun bort, og forlod de tvende Elffende alene.

Fiore fatte sig nu ned og tog Fioretta paa sit Sfjod, og fortalte hende atle Ting fra det første og indtil det Sidste, hvorlunde det var tilgaaen den Tid siden de stiltes fra hver:

andre, og hvorlunde han havde førget og grædt for bende, og søgt hende uafladelig paa Veje og Stier, og hvormange Gange han havde været nær ved at gaae i Fortvivlelse og stille sig selv ved livet.

Og Fioretta fortalte ham igien, hvorlunde de havde ført hende imod hendes Villie til Torvet i Smyrna, og hvor: lunde een af Califens Udsendinge der havde fjøbt hende og bragt bende til Bagdad, og Cafifen nu holdt det med hende aarle og filde for at vinde hendes Hu til sig, men at hun havde modstaaet hans Villie og Begjæring lige indtil den samme Stund.

Og alt som de fortalte, kyssedes og klappedes de og vuggede sig i hverandres Arme. Men der det blev Aften ginge de tilfengs, og hendreve Natten i megen Kjerlighed.

Og der det blev Dag lage de og sov sodeligen med Mund til Mund og Bryst til Bryst.

Dg Doersten for Gildingerne fom, efter fin Sædvane, for at see til Kvinderne i Haremet, og da han ikke forefandt Sulma i Fioretta $ Forgemak, figede han igjennem Nøglehullet ind i Sengekammeret, og faae hende liggende der felvanden.

Han blev da faare forfærdet, og løb hen til Califen og fortalte ham, hvad han havde feet. Dg Califen git med ham, og kigede selv ind i Kammeret og sagde til øversten:

"Saa sandt fom jeg lever, der ligger Tvende i Sengen; men jeg er ikke mægtig for at fige, hvo af dem er Fioretta, faa meget ligne de hverandre; men det er fifferlig en ung Karl, som hun har faaet ind til sig, og han skal døe; thi med dette mit Sværd vil jeg afhugge hans Hoved. See Du nu til, hvilken der er Fioretta.

Dversten faae til og fagde: Naadige Herre! om det faa sfulde giælde mit liv, fan jeg iffe gjøre Forstjel imellem

« ForrigeFortsæt »