Saa stiltes de da fra hverandre; og Prindsen tog den fjerde Tjener med sig og en Deel af Pengene, og alle Rins. gene og Armbaandene og Ædelstenene og Perlerne.

De vandrede mange Uger og Maaneder ganske omsonst. Paa det Sidste, der Prindsen var moren betaget af Træthed og Sorrig, kom han en Aftenstund til et Herberge.

Saasnart Værtinden i samme fik ham at see, slog hun Hænderne tilsammen og raabte:

"

Smukke Junker! enten er I et forklædt Kvindfolk, eller ogsaa maae I være Broder til en Jomfrue, der for rum Tid siden drog herind; for I ligne hverandre som tvende. Tvillinger."

Prindsen blev saare glad; han skjænkede Værtinden en Guldring og spurgte:

„Hvad hedde den Jomfrue, og hvor drog hun hen?“

Værtinden svarte: Den Kjøbmand, som førte hende med sig, kaldte hende Fioretta; hvor de agtede sig hen, veed jeg ikke; men de satte ud ad den Vej, som fører til Bagdad”. Aarle den næste Morgen drog Prindsen að samme Vej, og bespurgte sig omsonst allevegne, og blev saaledes ved indtil han var kommen en Dagsrejse fra Bagdad. Der drog han atter ind i Natteherberge.

Saasnart Värten i samme fik ham at see, slog han sig for fit Bryst og raabte: „Ved den store Prophet Mahomed! hvis I ikke er den skjønne Fioretta selv udi Karleklæder, da maae I visselig være hendes Broder."

Da blev Prindsen vel tilmode og sagde: "I figer fandt, thi jeg er hendes Broder; og her haver I en Guldring for det Ord, I fagde. Kan I bringe mig nærmere Tidende om hende, da giver jeg Eder et Armbaand af Guld."

"Tidende kan jeg vel bringe Eder“, sagde Værten; men om de ere gode, faaer I selv fionne: Eders Søster er i

Califens Harem; min Broder er Portner der, hos ham kan I videre spørge Eder fore."

Da blev Prindsen baade glad og bedrøvet.

"

Her haver I det Armbaand, jeg lovede Eder, og vil I være taus og tro, skal jeg vel forskylde Eder det med ti Gange faa meget. Her er Penge! feer til, at 3 kjøber mig en Jødindedragt, og saa vil jeg forsøge min Lykke. Min Tjener vil jeg lade blive her til jeg kommer tilbage; men seer I mig ikke inden syv Dage fra denne, da skal han vende hjem og forkynde mine Forældre, at jeg død".

Fik saa Prindsen Klæder, og iførte sig som en Jødinde, og gik ind i Bagdad og kjøbte sig kostelige Silkestoffer, og dermed vandrede han hen til Califens Slot. Portneren, som var Værtens Broder, lukkede op og spurgte ham om hans Ærinde.

Da gav Prindsen sig tilkjende, saavelsom i hvad Ærinde han var kommen, og lovede Portneren at gjøre baade ham og hans Broder saa og saa rige, om han nu aleneste vilde forhjælpe ham til at see og faae sin Søster Fioretta itale, og dermed gav han ham et Guldbæger fuldt af Perler og ædle Stene.

Portneren sagde: "Det er ingen let Sag; men funde vi først bringe Sulma, hendes Opvarterske, paa vor Side, da torde det vorde bedre."

Som han saaledes talede, kom Sulma løbende til, for at see den indbildte Jodindes Kram.

Medens Fiore stod og udbredte sine Vare for hende og roste dem, spurgte han efter hendes Herskab, den dejlige Fioretta, hvorledes hun var tilmode? om Califen havde feet hende? og deslige; og med det Samme stak han en kostelig Ring paa hendes Finger.

Men Sulma saae ham stivt ind i Ansigtet, og sagde:

"Jeg vil døe páa, at I er den Fiore, om hvem min Frøs fen taler, baade Natten med Dagen, for hvem hun græder de mange modelige Taarer, og for hvis Skyld hun afviser de Troendes Beberffer."

Da blev Fiore saare glad, og sagde: "Det er, som Du figer, og hvis Du vil flye mig min Kjereste itale, da fkal jeg saaledes forskylde Dig det, at Du skal blive den rigeste Jomfrue i Bagdad."

Sulma svarte: "Jeg vil gjøre Alt hvad jeg formaaer, og det for flet Intet; men det vil holde haardt at sætte noget Anslag i Værk, saaledes at de andre Kvinder og Dversten for Gildingerne ikke skulle formærke det. Imidlertid følger mig nu med Eders Kram, saa hitte vi vel siden paa Raad."

Og tog hun saa Prindsen med sig, og skjulte ham i Fiorettas Sovegemak, og gik derpaa ind til hende selv, og sagde:

„Min sødeste Frøken! I tør nu ikke ved at græde længere: jeg veed I er saa stor en Liebhaverinde af Blomster, og derfor har jeg bragt Eder den Stjønneste, som er at finde i den ganske Verden."

Fioretta suffede og sagde: „Der er ikkun een Blomst, som jeg elsker frem for alle; men jeg kan vel see, hvorledes den seer ud, som Du har bragt mig."

Dermed fulgte hun efter Sulma ind i Sengekammeret, hvor Fiore stod udi sine egne Klæder, og havde aflagt Jødindedragten.

Da de tvende Forelskede fik Die paa hverandre, faldt de hverandre om Halsen, og kystes mange tusinde Gange, og lod det som de aldrig mere vilde slippe hverandre af Favnet. Sulma faae til, og græd og loe iflæng. Alt af et oprigtigt Hjerte.

Omsider sagde hun: „Nuvel min Hjertefrøken! hvað tyks

E. S. Blicher. Gamle og nye Roveller. II.

7

kes Eder om den Blomst, jeg haver forskaffet Eder? monne det være den rette, eller kjender I nogen rarere?”

"Nej Sulma!" svarte Fioretta, det var just den Blomst, jeg længtes efter; naar jeg haver den, bryder jeg mig intet om alle andre Blomster i Verden."

Men Sulma drog et Suk og sagde: „Ind haver jeg faaet den; men Gud maae vide, hvorlunde jeg bringer den ud igjen?"

"Hvad?" raabte Fioretta, vil Du igjen berøve mig min Blomst? Nej! aldrig mere ville vi skilles ad.“

Og med disse Ord lagde hun sin Kind til Fiores Bryst, og trykkede ham saa tæt og fast ind til sig, som om hun ingensinde mere skulde slippe ham af fit Favn.

Sulma sagde: »Vi ville prove eet Raad! jeg vil iføre mig Prindsens Kvindeklæder, og gaae bort med hans Kram, saa skulle de tænke, at jeg er endnu bestandig herinde. Men imorgen vil jeg lade hidbære tvende store Kurve med Tøjer i, og selv følge med som Jødinde. Saa vil jeg skjule Eder begge under Tøjet, hver i sin Kurv, og bringe Eder til et Sted, hvorfra vi alle Tre kunne iværksætte vor Flugt ud af Staden og Riget."

Dette Paafund huede dem alle.

Sulma iførte sig Jødindeklæderne og sagde: "Sover nu fødelig udi hverandres Arme! men førend Solen staaer op, maae I, min Prinds! tage mine Klæder paa, og henstille Eder i Forgemakket, paa det at naar Dversten for Gildingerne kommer, han da kan finde Alt udi fin vanlige Orden". Med denne Formaning gik hun bort, og forlod de tvende Elskende alene.

Fiore satte sig nu ned og tog Fioretta paa fit Skjød, og fortalte hende alle Ting fra det Første og indtil det Sidste, hvorlunde det var tilgaaen den Tid siden de stiltes fra hver

andre, og hvorlunde han havde sørget og grædt for hende, og søgt hende uafladelig paa Veje og Stier, og hvormange Gange han havde været nær ved at gaae i Fortvivlelse og stille sig selv ved Livet.

Og Fioretta fortalte ham igjen, hvorlunde de havde ført hende imod hendes Villie til Torvet i Smyrna, og hvor-. lunde een af Califens Udsendinge der havde kjøbt hende og bragt hende til Bagdad, og Califen nu holdt det med hende aarle og filde for at vinde hendes Hu til sig, men at hun havde modstaaet hans Villie og Begjæring lige indtil den samme Stund.

Og alt som de fortalte, kyssedes og klappedes de og vuggede sig i hverandres Arme. Men der det blev Aften ginge de tilsengs, og hendreve Natten i megen Kjerlighed.

Og der det blev Dag laae de og sov fødeligen med Mund til Mund og Bryst til Bryst.

Og versten for Gildingerne kom, efter sin Sædvane, for at see til Kvinderne i Haremet, og da han ikke forefandt Sulma i Fiorettas Forgemak, kigede han igjennem Noglehullet ind i Sengekammeret, og saae hende liggende der selvanden.

Han blev da saare forfærdet, og lob hen til Califen og fortalte ham, hvad han havde sect. Og Califen gik med ham, og kigede selv ind i Kammeret og sagde til Øversten:

"Saa fandt som jeg lever, der ligger Tvende i Sengen; men jeg er ikke mægtig for at sige, hvo af dem er Fioretta, faa meget ligne de hverandre; men det er sikkerlig en ung Karl, som hun har faaet ind til sig, og han skal døe; thi med dette mit Sværd vil jeg afhugge hans hoved. See Du nu til, hvilken der er Fioretta.

Dversten saae til og sagde: „Naadige Herre! om det saa skulde gjælde mit Liv, kan jeg ikke gjøre Forskjel imellem