Billeder på siden
PDF
ePub

fioretta er iffuns' af grevelig Byrd, og tilmed født af ristne Forældre. Lad 08 derfor fende hende til en anden Stad, og give Prindsen Hefte og Funde og Falfe og unge adelige Junkere til allebaande leeg og Tidsfort; da torbe han vel om føje Tid forglemme hende.

Dronningen svarte: „Min Herre Konge! Lad det ffee, som 3 figer; men det bæres mig for, at vi have tovet for længe, og at de unge Personer aldrig ville forglemme hver: andre.

Saa blev da fioretta forstiftet til en anden Stad med flere unge Jomfruer af samme Alder, og Fiore blev beftænkt med Hefte og Hunde, med Falfe og unge Junkere; men det blev endda værre end tilforn: for de græde og iamrede fig baade, han her og hun der, Natten med Dagen; saa det var en ftor Ynk at høre; og kunde Intet stille dem til Ro, førend de atter vare komne tilhobe.

Jeg mærker vel,sagde Rongen til Dronningen, der bliver intet andet for, end at vi mage omkomme Fioretta; thi saalænge hun er ilive, vil Prindsens Hu aldrig bortvende sig fra hende."

„ Nej, min Herre Konge!“ svarte Dronningen, vlad os dog spare det unge Blod! Dg undlive vi bende, da torde det Sidste vorde værre, end det første, og Prindsen, vor Søn, tage fig fin Død derover. Lade vi bende leve, da have vi altid et Middel til at stille hans Sorg, om den skulde tage Dverhaand; men tage vi bende af Dage, da funne vi iffe meb al vor Magt igjen falde bende tillive. Lader os ders for, om Eder faagodt synes, forffiffe ham paa en staffet Rejse; og naar han kommer tilbage, ville vi indbilde ham, at hun er død og begravet. Imidlertid funde vi holde hende forvaret paa et sikkert Sted.,

Denne Tale behagede Kongen vel; og forsendte han

strar sin Søn med Brev og Bestilling til sin Svoger, Kons gen udi Sevilien, og Fioretta forvarte han paa et af fine Slotte, og nogle Dage derefter udgik det Rygte, at hun var død.

Imidlertid fit Rongen det Sind, at han vilde aldeles stille fig af med Fioretta.

Til den Ende befalede han en af fine højt betroede Mænd, at han skulde fejle med hende over Havet til den Stad Smyrna, og fælge hende der paa Torvet. Og blev dette sat i Værk efter Kongens Villie.

Nogen Tid derefter kom Fiore tilbage fra Sevilien.
Og det første han erfyndigede sig om, var om fioretta.

Rjere Søn!" sagde hans forældre, .Du tør iffe ved at spørge efter fioretta, din Legesøster; thi hun faldt i en Sygdom, medens Du var borte; al lægernes Kunst kunde ikke frelse hende; hun er nu død og begraven.“

"Fiore slog Hænderne tilsammen, og raabte: „viser mig bendes Grav!!

Da ledede hans Forældre ham ind udi en Lund, paa en De, som var omflydt med Band. Der var opfaftet liges som en Grav, og derovenpaa laae en fostelig Marmelsteen. Dg paa Stenen stode tvende Figurer i Stiftelse af tvende sneehvide Duer, som nebbedes, og nedenunder stod udbuggen at læse disse Drb:

Her hviler liden Fioretta; hun var saa fager en Møe!
» Alt udi fin fejreste Ungdom faa maatte den Jomfrue døe."

Da Fiore havde læst disse Drd, fastede han sig ned paa Graven og sagde: ,faa vil jeg ogsaa doe! Her vil jeg ligge, indtil Gud løser op for mig, og fører mig igjen til min allerfjereste Søster; her vil jeg toe og ber vil jeg bes grabes!

[ocr errors]

Og dermed gav han sig til at fuffe og græde, saa hans Taarer flod, som en Strøm over Gravstenen.

Da bleve bans Forældre faare angeft og bedrovede, og vibfte neppelig hvad de ffulde gribe til; jo mere de stræbte at trøfte ham, jo ftærkere græd ban.

Omsider sagde Dronningen til Kongen: „der bliver intet andet Raad for, end at vi maae fige ham Sandheden; det tan bænde sig, at han endda med Tiden tør give sig tiltaale..

Kongen svarte: „Ja gjør nu hvad Dig bedst tykkes !..

Dg siger hun faa til Prindsen: Hjertekjere Søn! jeg vil sige dig Sandheden; Fioretta er ikke død; men hun er bortstjaalen af Røvere. Vi ville fende ud paa alle Veje og Stier, og see til at finde hende igjen.“

Men Prindsen svarte og sagde: Moder! Moder! hvor: for vil flyve for mig? I har visselig ladet hende omkomme og begravet hende her.”

Da lod Dronningen Folt bente, som væltede Stenen fra Graven og opkastede Jorden tvende Favne ned, lige til den baarde Klippebund; men der fandtes Intet berubi.

Da sagde Prindsen: „Jeg seer vel, at hun ikke er her. Men dersom iffe fige mig, hvor s have forvaret hende, da vil jeg ikke leve en Time længere i denne verden,

Dermed tog han en Kniv ud af fit Belte, og satte Doben for fit Bryst.

Dronningen greb ham om Haanden, og sagde: „For Guds Skyld, allerfjereste Søn, mit Hjertes Diesteen! gjør intet Ondt ved Dig selv, faa vil jeg fige Dig den pure Sandhed: Din Fader haver ladet hende sælge paa Torvet i Smyrna, og Kjøbmanden som solgte hende, er nu kommen tilbage; af ham maa Du forhøre, hvorledes med hende er tilgaaet, og hvo ber haver fjøbt bende.

Blev saa Kjøbmanden hentet, og fortalte, hvorluude han

[ocr errors]

efter Kongens Befaling havde ført Fioretta til Torvet i Smyrna, og der solgt bende for tre hundrede Mark Guld til en Kjøbmand fra Østerland.

Da Prindsen fornam dette, drog han et dybt Suf, og sagde: at han nu vilde gaaé afsides hen at sørge for sin Ungdoms Legesøster; thi han kunde vel mærke, at hun nu var fortabt for ham.

Hans Forældre haabede da, at Sorgen skulde ftille fig lidet af hos ham, og lode ham derfor gaae hvorhen han vilde.

Men Prinden gik lige hen til Løvegaarden, og sprang over Muren ned til disse vilde og grumme Bæster. Der ffulde man seet et vidunderligt Spectafel; Løverne, istedenfor at falde an paa bam, frebe for ham som Smaabunde, vid: ffede med deres Faler og sliffede hans Fodder.

"Hvad nu!“ raabte Prindsen, hvorfor ville § ikke Tønderrive og fortære mig? Er mit Kjod iffe ligesaagodt, som en Andens ?

Dg dermed tog han Kindbakken af en Heft, fom Løverne bande ædet, og flog af al Magt løs imellem dem; men det bialp endda Intet. Løverne krøbe end mere yömygeligt for ham.

Imidlertid fom Dpsynsmanden over de vilde Dyr til, for at give dem deres fædvanlige Æbe; men da han saae Prindfen løbe omkring og flaae paa Løverne, og disse at krybe for hans Fødder, gav han et grueligt Skrig, og løb hen at berette dette Jertegn til Kongen og Dronningen.

Dg komme da disse tilløbende med alle Hoffinder; men Prindsen var imidlertid gaaen ud af Løvegaarden og dem imode.

Saasnart han faae fine Forældre, raabte han: „Der er nu mere Barmhjertighed hos de grummeste Dyr, end hos

[ocr errors]

Menneskene; thi mit liv ville Løverne iffe berøve mig; men det vil min egen Fader og Moder, efter som de have stilt mig ved det, der var mig det Kjereste paa Jorden.

Hjerte Søn!" sagde Kongen, wjeg tænkte ikke, at Du vilde lagt Dig den Sag faa tungt paasinde. Men tag nu denne Kjøbmand, som haver folgt Fioretta, og Tjenere og Penge faa mange Du vil, og rejs over til Smyrna! Det torde vel hende, at Du endnu funde oplede din Legesøster.“

Da Fiore børte dette, blev han noget lettere om hier: tet; og aarle den næste Morgen begav han fig paa Reisen, saaledes som hans Hr. Fader havde tilladt ham. Hans Mos der medgav ham paa Vejen desforuden mange Ringe, Arms baand, Perler og ædle Stene. Paa det. Sidste medgav hun ham en Ring, som havde den sjeldne Beffaffenhed, at hvo som bar den, var fuldkommen siffer paa sit liv og lemmer, faa at ikke al Verdens Magt, hverken fld, eller Staal, eller Gift, eller nogensomhelst opregnelig Ting formaaede Noget mod Samme.

Da Prinds Fiore med fit Folge kom til Smyrna, lod han strar flittigen spørge og lede allevegne om Fioretta; men hun var ingensteds. at finde; ej heller den ofterlandske Kjøbmand, til hvem hun var solgt.

Da blev Prindsen meget vred paa den fin Faders Kjøb: mand, som havde solgt hende, og truede ham, at dersom han iffe fandt hende, ffulde det koste hans liv.

Kjøbmanden blev ræd, og svarte: „Hvis det Eder godt synes, min unge Herre! ville vi adskille os, hver paa fin leed og foge; thi her opdage vi dog Intet."

Men tænkte han fun paa at frelse fit liv.

Prindsen svarte: „Det ville vi prøve! Gal Du mod Norden met een af Tjenerne! Tvende andre-gage mob Diten! Selv vil jeg vende mig mod Syben.

« ForrigeFortsæt »