Billeder på siden
PDF
ePub

Fioretta er ikkuns af grevelig Byrd, og tilmed født af christne Forældre. Lad os derfor sende hende til en anden Stad, og give Prindsen Heste og Hunde og Falke og unge adelige Junkere til allehaande Leeg og Tidskort; da torde han vel om føje Tid forglemme hende."

"

Dronningen svarte: Min Herre Konge! Lad det skee, som I siger; men det bæres mig for, at vi have tovet for længe, og at de unge Personer aldrig ville forglemme hver

andre."

Saa blev da Fioretta forstikket til en anden Stad med flere unge Jomfruer af samme Alder, og Fiore blev beskænkt med Heste og Hunde, med Falke og unge Junkere; men det blev endda værre end tilforn: for de græde og jamrede fig baade, han her og hun der, Natten med Dagen; saa det var en stor Ynk at høre; og kunde Intet stille dem til Ro, førend de atter vare komne tilhobe.

"Jeg mærker vel," sagde Kongen til Dronningen, „der bliver intet andet for, end at vi maae omkomme Fioretta; thi faalænge hun er ilive, vil Prindsens Hu aldrig bortvende fig fra hende."

,,Nej, min Herre Konge!" svarte Dronningen, lad os dog spare det unge Blod! Og undlive vi hende, da torde det Sidste vorde værre, end det Første, og Prindsen, vor Søn, tage sig fin Død derover. Lade vi hende leve, da have vi ́altid et Middel til at ftille hans Sorg, om den skulde tage Overhaand; men tage vi hende af Dage, da kunne vi ikke med al vor Magt igjen kalde hende tillive. Lader os ders

for, om Eder saagodt synes, forstikke ham paa en stakket Rejse; og naar han kommer tilbage, ville vi indbilde ham, at hun er død og begravet. Imidlertid kunde vi holde hende forvaret paa et sikkert Sted.",

Denne Tale behagede Kongen vel; og forsendte han

strar sin Søn med Brev og Bestilling til sin Svoger, Kons gen udi Sevilien, og Fioretta forvarte han paa et af fine Slotte, og nogle Dage derefter udgik det Nygte, at hun var død.

Imidlertid fik Kongen det Sind, at han vilde aldeles stille sig af med Fioretta.

Til den Ende befalede han en af fine højt betroede Mænd, at han skulde sejle med hende over Havet til den Stad Smyrna, og sælge hende der paa Torvet. Og blev dette fat i Værk efter Kongens Villie.

"

Nogen Tid derefter kom Fiore tilbage fra Sevilien. Og det Første han erkyndigede sig om, var om Fioretta. "Kjere Son!" sagde hans Forældre, Du tør ikke ved at spørge efter Fioretta, din Legesøster; thi hun faldt i en Sygdom, medens Du var borte; al Lægernes Kunst kunde ikke frelse hende; hun er nu død og begraven.“

"Fiore slog Hænderne tilsammen, og raabte: „viser mig hendes Grav!.

Da ledede hans Forældre ham ind udi en Lund, paa en De, som var omflydt med Vand. Der var opkastet ligesom en Grav, og derovenpaa laae en kostelig Marmelsteen. Og paa Stenen stode tvende Figurer i Stikkelse af tvende sneehvide Duer, som nebbedes, og nedenunder stod udhuggen at læse disse Drb:

"Her hviler liden Fioretta; hun var saa fager en Møe!
"Alt udi fin fejreste Ungdom saa maatte den Jomfrue døe."

Da Fiore havde læst disse Ord, kastede han sig ned paa Graven og sagde: "saa vil jeg ogsaa døe! Her vil jeg ligge, indtil Gud løser op for mig, og fører mig igjen til min allerfjereste Søster; her vil jeg tøe og her vil jeg be graves!"

Og dermed gav han sig til at fukke og græde, saa hans Taarer flod, som en Strøm over Gravstenen.

Da bleve hans Forældre faare angest og bedrøvede, og vidste neppelig hvad de skulde gribe til; jo mere de stræbte at trøste ham, jo stærkere græd han.

Omsider sagde Dronningen til Kongen: „der bliver intet andet Raad for, end at vi maae sige ham Sandheden; det kan hænde sig, at han endda med Tiden tør give sig tiltaals”., Kongen svarte: Ja gjør nu hvad Dig bedst tykkes!" Og siger hun saa til Prindsen: Hjertetjere Sen! jeg vil sige dig Sandheden; Fioretta er ikke død; men hun er bortstjaalen af Røvere. Vi ville sende ud paa alle Veje og

Stier, og see til at finde hende igjen.“

Men Prindsen svarte og sagde: „Moder! Moder! hvorfor vil I lyve for mig? I har visselig ladet hende omkomme og begravet hende her."

Da lod Dronningen Folk hente, som væltede Stenen fra Graven og opkastede Jorden tvende Favne ned, lige til den haarde Klippebund; men der fandtes Intet derudi.

Da sagde Prindsen: "Jeg feer vel, at hun ikke er her. Men dersom I ikke sige mig, hvor I have forvaret hende, da vil jeg ikke leve en Time længere i denne Verden,“

Dermed tog han en Kniv ud af fit Belte, og satte Odden for fit Bryst.

[ocr errors]

"

Dronningen greb ham om Haanden, og sagde: For Guds Skyld, allerfjereste Søn, mit Hjertes Djesteen! gjør intet Ondt ved Dig selv, saa vil jeg sige Dig den pure Sandhed: Din Fader haver ladet hende sælge paa Torvet ́i Smyrna, og Kjøbmanden som solgte hende, er nu kommen tilbage; af ham maa Du forhøre, hvorledes med hende er tilgaaet, og hvo der haver kjøbt hende.

Blev saa Kjobmanden hentet, og fortalte, hvorfunde han

[ocr errors]

efter Kongens Befaling havde ført Fioretta til Torvet i Smyrna, og der folgt hende for tre hundrede Mark Guld til en Kjøbmand fra Østerland.

Da Prindsen fornam dette, drog han et dybt Suf, og sagde: at han nu vilde gaae afsides hen at sørge for sin Ungdoms Legesøster; thi han kunde vel mærke, at hun nu var fortabt for ham.

Hans Forældre haabede da, at Sorgen skulde stille sig lidet af hos ham, og lode ham derfor gaae hvorhen han vilde.

Men Prindsen gik lige hen til Lovegaarden, og sprang over Muren ned til disse vilde og grumme Bæster. Der fkulde man feet et vidunderligt Spectakel; Løverne, istedenfor at falde an paa ham, krebe for ham som Smaahunde, vidskede med deres Haler og slikkede hans Fødder.

„Hvad nu!“ raabte Prindsen, „hvorfor ville I ikke sønderrive og fortære mig? Er mit Kjød ikke ligesaagodt, som en Andens?"

Og dermed tog han Kindbakken af en Heft, som Løverne havde ædet, og slog af al Magt løs imellem dem; men det hjalp endda Jntet. Løverne krøbe end mere ydmygeligt for

ham.

Imidlertid kom Opsynsmanden over de vilde Dyr til, 'for at give dem deres sædvanlige de; men da han faae Prindsen løbe omkring og slaae paa Løverne, og disse at krybe for hans Fødder, gav han et grueligt Skrig, og lob hen at berette dette Jertegn til Kongen og Dronningen.

Og komme da disse tilløbende med alle Hoffinder; men Prindsen var imidlertid gaaen ud af Lovegaarden og dem imode.

Saasnart han face fine Forældre, raabte han: "Der er nu mere Barmhjertighed hos de grummeste Dyr, end hos

[ocr errors]

Menneskene; thi mit Liv ville Løverne ikke berøve mig; men det vil min egen Fader og Moder, efter som de have skilt mig ved det, der var mig det Kjereste paa Jorden.“

"Hjerte Son!" sagde Kongen, „jeg tænkte ikke, at Du vilde lagt Dig den Sag saa tungt paasinde. Men tag nu denne Kjøbmand, som haver solgt Fioretta, og Tjenere og Penge saa mange Du vil, og rejs over til Smyrna! Det torde vel hende, at Du endnu kunde oplede din Legesøster."

Da Fiore hørte dette, blev han noget lettere om Hjertet; og aarle den næste Morgen begav han sig paa Rejsen, saaledes som hans Hr. Fader havde tilladt ham. Hans Mos der medgav ham paa Vejen desforuden mange Ringe, Armbaand, Perler og ædle Stene. Paa det Sidste medgav hun ham en Ring, som havde den sjeldne Beskaffenhed, at hvo som bar den, var fuldkommen sikker paa sit liv og Lemmer, faa at ikke al Verdens Magt, hverken Jld, eller Staal, eller Gift, eller nogensomhelst opregnelig Ting formaaede Noget mod Samme.

Da Prinds Fiore med sit Folge kom til Smyrna, lod han strax flittigen spørge og lede allevegne om Fioretta; men hun var ingensteds at finde; ej heller den østerlandske Kjøbmand, til hvem hun var solgt.

Da blev Prindsen meget vred paa den fin Faders Kjøbmand, som havde solgt hende, og truede ham, at dersom han ikke fandt hende, skulde det koste hans Liv.

Kjøbmanden blev ræð, og svarte: „Hvis det Eder godt synes, min unge Herre! ville vi adskille os, hver paa fin Leed og søge; thi her opdage vi dog Intet."

Men tænkte han kun paa at frelse sit Liv.

Prindsen svarte: Det ville vi prøve! Gak Du mod Norden med een af Tjenerne! Tvende andre-gaae mod Østen! Selv vil jeg vende mig mod Syden“.

« ForrigeFortsæt »