Billeder på siden
PDF
ePub

De

Fiore og Fioretta*).

et hændte sig engang, at Kongen af Hispanien gjorde Indfald udi Frankerige med en utallig Hær.

Kongen af Frankerige torde ikke fordrifte sig til at møde. saa mægtig en Fjende i aaben Mark. Derfor lagde han al -fin Krigsmagt ind i sine stærkt befæftede Stæder og Slotte, hvor han værgede sig saa mandelig, at Fjenden Intet formaaede at udrette.

Han berendte een Stad efter en anden, løb vel og Storm til samme; men blev hver Gang med stort Forliis tilbageslagen.

Kongen af Hispanien besluttede da at drage hjem til sit eget Land, men lagde først en Deel af sin Hær i Baghold ved et snævert Pas, hvorigjennem alle Pillegrimes ́ Vej maatte falde. Af disse bleve mange undlivede, og mange bortslæbie i Trældom.

Blandt Andre, som rejste til den hellige Grav, befandt fig og en Greve af Auvergne med sin unge Hustrue; ham sloge Maurerne ihjel, men hende skaanede de for hendes Dejligheds Skyld, og førte hende frem for Kongen. Sasnart

*) "Flos_og_Blankflos“, en Digtning fra Middelalderen, i den nedertydske Mundark, fiden omarbejdet af Büsching paa Høj:ydske Vers, er lagt til Grund for nærværende Novelle.

Kongen faae hende, blev han bevæget ved hendes Ungdom og Ulykke, og adspurgte hende om hendes Stand og Herkomst.

Og da hun med megen Høviskhed, dog under stor Bes. drøvelse, havde svaret Kongen paa alle hans Spørgsmaal, besluttede han at gjøre vel imod hende, og atter at ophøje hende til Ære og Værdighed. Saa ́ saare han derfor kom til sin Hovedstad Corduba, satte han hende til at være Kammerfrue hos sin Gemalinde Dronningen.

Som hun nu en Dag sad, tilligemed andre fornemme Fruer og Jomfruer og baldyrede en Kjortel til Kongen, figer Dronningen til hende: "I seer mig altid saa bleg og forrige fuld ud, er I ikke fornøjet med at være ved mit Hof?""

Min allernaadigste Dronning" svarte hun, maae iffe fortørnes over mit Udseende; thi for det første haver jeg mistet min fjere Hosbond, som Eders Krigsfolk sloge ihjel, og ders næst vil jeg ikke forholde Eder, at jeg er med Barn ved min salige Herre."

"

"Vel an da," sagde Dronningen igjen, fortæl mig nu og, hvað Tid I forventer Eders Nedkomst.“

Hun svarte: henved den glædelige Pintsefest."

"Saamænd!" sagde Dronningen, „ved de samme Tider venter jeg ogsaa min egen Forløsning."

"Gud bevare og velsigne eders Liv!" svarte hun, og see i Naade til mig usle og fattige Kvinde!"

Og begav det sig derefter, at paa den højhellige Pintsedag fødte Dronningen en liden Søn til Verden, og paa den selvsamme Dag bekom Grevinden fig en lille Datter.

Seongen blev saare glad, og sagde til fine Hoffinder: „hvað Navn skulle vi nu give den unge Prinds?"

Da sagde En eet, en Anden et andet; men Intet var endda Kongen tilpas.

Omsider fremstod en snild og fløgtig Hofmand, som var

vel bereift í fremmede Lande: "Herre Konge!" sagde han, "af alle de Navne jeg har hørt, tykkes mig intet smukkere end. det Navn Fiore, som paa det vælste Tungemaal betyder en Blomst!"

„Det klinger smukt, og haver en smuk Betydning“ svarte Kongen, Fiore skal han hedde!"

Dronningen var dermed vel tilfreds, og sagde: "Skal vor Son hedde Fiore, saa ville vi kalde min Kammerfrues lille Datter Fioretta; thi det betyder en liden Blomst.“

Disse tvende Børn, siges der, vare hverandre faa lige, at, havde det ikke været for deres Kjøns Forskjellighed, skulde de lettelig være blevne forbyttede, og den fangne udlændiske Kvindes maaskee fommen til at sidde paa en Kongetrone. De bare og saa stor en Kjerlighed til hverandre, lige fra den Tid af de begyndte at skjønne, at de stak bitterligen i at græde, hvergang man vilde skille dem ad.

De vilde altid lege tilsammen om Dagen, og om Natten vilde Ingen af dem sove, med mindre de maatte ligge i een Seng og indslumre udi hverandres Arme.

Kongen huede ikke denne Børnenes indbyrdes Kjærlighed, og da de vare blevne sys Aar gamle, besluttede han at skille

dem ad.

Han gav Fiore en Hofmester, der skulde undervise ham. i Læsning; men Fiore kunde ikke lære at kjende et Bogstav, hvorover Hofmesteren beklagede sig til hans Hr. Fader. Denne satte ham skarpt irette; men Fiore svarte og sagde:

"Kjereste Fader! dersom Fioretta maatte være hos mig, ffulde jeg vel snart lære baade at læse og skrive." Kongen tænkte som saa: her er endda god Tid at adstille dem; og tilstod ham sin Bjegjæring.

Nu lærte de begge at læse og skrive, saa det var en

Lyft at see paa, og Folk forundrede sig overmaade over deres Flid og Nemhed.

Da de havde naaet deres tiende Aar, sagde Kongen til Dronningen: "Jeg frygter der kommer intet Godt ud af í Enden, om Prindsen, vor Søn, og Kammerfruens Datter skulle blive længere tilhobe. Endnu er det Tid at tage dem fra hverandre; men blive de tilsammen endnu et Stykke, skille vi dem ikke med Lempe. Jeg vil sætte Prindsen i Ride- og Figteskole, og sæt du Fioretta hen at væve og baldyre; saa skulle de vel snart glemme hinanden."

Saaledes gjorde de. Men begge Børnene kunde nu flet Intet lære.

En Dag gik Kongen' paa Rideskolen, for at see hvad Fremgang Prindsen, hans Søn, havde gjort; men da havde han slet Intet lært af Kunsten, hvorover Kongen blev vred og stjændte. Desligeste bespurgte han sig og hos Figteme= steren; men der var det endda ligenær. Da skjændte Kongen endmere paa sin Søn.

Men Fiore græd bitterlig og sagde: "Kjereste Fader! dersom Fioretta aleneste maatte være hos mig og see til, da skulde jeg vel snart lære baade at ride og at figte". Kongen tænkte ved sig selv: der er

endda Tið at skille Nu lærte Prindsen

dem að, og tilstød ham fin Begjæring. at ride, trods nogen gammel Rytter, og i Figtekunsten var han nær ved at gaae sin Læremester paa.

Men Fioretta havde hverken lært at væve eller baldyre. En Dag vilde Dronningen see, hvorvidt hun var kommen; men da hun fornam, at hun kunde hverken det Ene eller det Andet, talte hun hende haardelig til.

"

Da græd Fioretta bitterligen og sagde: Allernaadigste Dronning! Dersom Prindsen aleneste maatte være hos mig og fee til, da skulde jeg snart lære baade at væve og baldyre."

[ocr errors]

Dronningen tilstød hende sin Begjæring, og nu gjorde Fioretta saa stor en Fremgang i alle kvindelige Kunster, at Enhver, som saae det, vel maatte forundre sig, og love baade hende og hendes Læremesterinder.

Paa denne Maade vare Børnene atter bestandig tilhobe, og deres Kjerlighed vorte og tiltog med deres Alder. Naar Fiore var i Rideskolen, stod Fioretta troligen hos, og holdt uafladelig je med ham og hans Hest. Dersom denne gjorde et Sidespring, eller steglede, da skreg Fioretta; men blev han siddende fast udi Sadlen, og betæmmede Dyret, da sprang hun i Vejret, og slog Hænderne sammen af Glæde.

Paa det Sidste, naar Læretimen var forbi, kastede Fiore sig af Hesten og om Fiorettas Hals, og kyssede hende mange hundrede Gange, ikke anderledes end en nygift Ægtemand, der kommer hjem fra en lang Rejse til sin unge Hustrue.

Fligemaade udi Figteskolen, hvergang den unge Prinds hvilede, satte han sig hos hende og hun tog ham om Livet og aftørrede ham Sveden, og kyssede ham tusinde Gange paa Pande, Dine og Mund.

Men naarsomhelst hun baldyrede og vævede, da sad han hos hende, og udviste hende tusinde smaa Tjenester: han traadte hendes Naal, knyttede de Traade, som sprunge, og tabte hun sin Skydte, torde hun aldrig ved at tage den selv op; thi han fik hende den altid igjen.

[ocr errors]

Da de nu vare blevne tolv Aar gamle, siger Kongen til Dronningen:

"Det maatte nu være paa den høje Tid, at stille disse tvende unge Mennesker fra hverandre; thi blive de længere tilhobe, da frygter jeg, at Prindsen, vor Søn, aldrig fatter Villie til nogen anden Kvinde, og hvorlunde skulle vi da kunne formæle ham efter vor kongelige Stand og Herkomst.

« ForrigeFortsæt »