Billeder på siden
PDF
ePub

Fiore og Fioretta).

*).

Det bændte sig engang, at Kongen af Hispanien gjorde Indfald udi Frankerige med en utallig Hær.

Kongen af Frankerige torde ikke fordriste sig til at møde saa mægtig en Fiende i aaben Mark. Derfor lagde han al sin Krigsmagt ind i sine ftærkt befæstede Stæder og Slotte, hvor han værgede sig faa mandelig, at Fienden Intet formaaede at udrette.

Han berendte een Stad efter en anden, løb vel og Storm til samme; men blev hver Gang med stort Forliis tilbageslagen.

Kongen af Hispanien besluttede da at drage hjem til fit eget land, men lagde førft en Deel af sin Hær i Baghold ved et snævert Pas, hvorigjennem alle Pillegrimes Vej maatte falde. Af disse bleve mange undlivede, og mange bortslæbie i Trældom.

Blandt Andre, som rejste til den hellige Grav, befandt sig og en Greve af Auvergne med sin unge Hustrue; ham sloge Maurerne ihjel, men hende fkaanede de for hendes Dejligbeds Skyld, og førte hende frem for Rongen. Safnart

*) "Flos og Blanfflog., en Digtning fra Middelalderen, i den

nedertydske Mundart, siden omarbejdet af Büsching paa hej:ydske Vers, er lagt til Grund for nærværende Rovelle.

Kongen faae hende, blev han bevæget ved hendes Ungdom og Ulyffe, og adspurgte hende om hendes Stand og Herkomst.

Og da hun med megen Høviskhed, dog under stor Bes. drøvelse, havde svaret Kongen paa alle hans Spørgsmaal, besluttede han at gjøre vel imod hende, og atter at ophøje hende til Ære og Værdighed. Saa' saare han derfor fom til fin Hovedstad Corduba, fatte han hende til at være Rammers frue hos fin Gemalinde Dronningen.

Som hun nu en Dag fad, tilligemed andre fornemme Fruer og fomfruer og baldyrede en Kjortel til Kongen, figer Dronningen til hende: "I seer mig altid saa bleg og forrigfuld ud, er fiffe fornøjet med at være ved mit Sof?"

Min allernaadigste Dronning" svarte hun,,maae iffe fortørnes over mit udseende; thi for det første haver jeg mistet min fjere Hosbond, som Eders Krigsfolk floge ihjel, og ders næst vil jeg ikke forholde Eder, at jeg er med Barn ved min salige Herre.

,,Vel an da," sagde Dronningen igjen, fortæl mig nu og, hvad Tid 3 forventer Eders Nedkomst...

Hun svarte: . henved den glædelige Pintfefest.

.Saamænd!" sagde Dronningen, woed de famme Tider venter jeg ogsaa min egen Forløsning...

„Guð bevare og velsigne eders liv!” svarte hun, og see i Naade til mig usle og fattige Kvinde!

Og begav det fig derefter, at paa den højhellige Pints sedag fødte Dronningen en liden Søn til Berden, og paa den selvsamme Dag bekom Grevinden Fig en lille Datter.

wongen blev faare glad, og sagde til fine Hoffinder : „hvad Navn ffnlle vi nu give den unge Prinds ?..

Da sagde En eet, en anden et andet; men Intet var endda Kongen tilpas.

Omsider fremstod en snild og fløgtig Hofmand, som var

del bereift i fremmede Lande: „Herre Konge!sagde han, maf alle de Navne jeg har hørt, tykkes mig intet smuffere end det Navn Fiore, som paa det vælffe Tungemaal betyder en Blomst!

,, Det Flinger smukt, og haver en smuk Betydning“ svarte Kongen, „Fiore skal han hedde!..

Dronningen var dermed vel tilfreds, og sagde: Skal vor Søn Hedbe Fiore, faa ville vi falde min Stammerfrues lille Datter Fioretta; thi det betyder en liden Blomst.“

Disse tvende Børn, figes der, vare hverandre faa lige, at, hadde det ikke været for deres Kjøns Forskjellighed, skulde de lettelig være blerne forbyttede, og den fangne udlændiske Kvindes maasfee fommen til at fibbe paa en Kongetrone. De bare og faa ftor en Kjerlighed til hverandre, lige fra den Tid af de begyndte at stjønne, at de stak bitterligen i at græde, hvergang man vilde faide dem ab.

De vilde altid lege tilsammen om Dagen, og om Natten vilde Ingen af dem sove, med mindre de maatte ligge i een Seng og indslumre ubi hverandres Arme.

Kongen buede ikke benne Børnenes indbyrdes Kjærlighed, og da de vare blevne fyr Aar gamle, besluttede han at skille dem ad.

Han gav Fiore en Hofmester, der skulde undervise ham i læsning; men Fiore kunde ikke lære at fjende et Bogstav, hvorover Hofmesteren beklagede sig til hans Hr. Fader. Denne satte bain ffarpt irette; men Fiore svarte og sagde:

Mjerefte Fader! dersom Fioretta maatte være hos mig, sfulde jeg vel snart lære baade at læse og skrive.“

Kongen tænkte som faa: her er endda god Tid at ads skifle dem; og tilftod ham fin Bjegjæring.

Nu lærte de begge at læse og skrive, saa det var en

Lyft at fee paa, og Folt forundrede sig overmaade over deres Flid og Nemhed.

Da de havde naaet deres tiende Aar, sagde Kongen til Dronningen: Jeg frygter der kommer intet Godt ud af í Enden, om Prindsen, vor Søn, og Kammerfruens Datter skulle blive længere tilhobe. Endnu er det Tid at tage dem fra hverandre; men blive de tilsammen endnu et Styffe, stille vi dem ikke med lempe. Jeg vil sætte Prindsen i Ride- og Figteskole, og sæt du Fioretta ben at væve og baldyre; saa ftulle de vel snart glemme hinanden."

Saaledes giorde be. Men begge Børnene funde nu flet Intet lære.

En Dag gik Kongen' paa Rideskolen, for at see hvad Fremgang Prindsen, hans Søn, havde gjort; men da havde han slet Intet lært af Kunsten, hvorover Kongen blev vred og fjændte. Desligeste bespurgte han sig og hos Figteme: steren; men der var det endda ligenær. Da stjændte Kongen endmere paa sin Søn.

Men Fiore græs bitterlig og sagde: Riereste Fader! dersom Fioretta aleneste maatte være hos mig og fee til, da skulde jeg vel snart lære baade at ride og at figte“.

Kongen tænkte ved sig selv: der er endda Tid at stille dem ad, og tilftod ham sin Begjæring. Nu lærte Prindsen at ride, trods nogen gammel Rytter, og i Figtefunften var ban nær ved at gaae fin Læremefter paa.

Men Fioretta havde hverken lært at væve eller bal dyre. En Dag vilde Dronningen fee, hvorvidt hun var fommen; men da hun fornam, at hun kunde hverfen det Ene eller det Andet, talte hun bende haardelig til.

Da græd Fioretta bitterligen og sagde: ,, Allernaadigste Dronning! Dersom Prindsen aleneste maatte være hos mig og fee til, da ffulte jeg snart lære baade at væve og baldyre.“

Dronningen tilftod hende fin Begjæring, og nu gjorde Fioretta faa flor en Fremgang i alle kvindelige Kunster, at Enhver, som faae det, vel maatte forundre fig, og love baade bende og bendes Læremefterinder.

Paa denne Maade vare Børnene atter bestandig tilhobe, og deres Kjerlighed vorte og tiltog med deres Alder. Naar Fiore var i Rideskolen, stod Fioretta troligen hos, og holdt uaflas Belig Die med ham og hans Best. Dersom denne gjorde et Sidespring, eller steglede, da ffreg Fioretta; men blev han siddende faft udi Sablen, og betæmmede Dyret, da sprang hun i Vejret, og slog Hænderne sammen af Glæde.

Paa det Sidste, naar læretimen var forbi, faftede Fiore sig af Hesten og om Fiorettas Hals, og kyssede bende mange hundrede Gange, iffe anderledes end en nygift Ægtemand, der kommer hjem fra en lang Rejse til sin unge Hustrue.

Gligemaade udi Figteskolen, hvergang den unge Prinds hvilede, fatte han sig hos bende og hun tog ham om livet og aftørrébe ham Sveden, og kyssede ham tusinde Gange paa Pande, Dine og Mund.

Men naarfomhelst hun balbyrede og vævede, ba fad han hos hende, og udviste hende tusinde fmaa Tjenester: han traadte hendes Naal, knyttede de Traade, fom sprunge, og tabte hun fin Sfydte, torbe hun aldrig ved at tage den selv op; thi han fit bende den altid igien.

Da de nu vare blevne tolv Aar gamle, siger Kongen til Dronningen:

Det maatte nu være paa den høje Tið, at ftille disse tvende unge mennesker fra hverandre; thi blive de længere tilhobe, da frygter jeg, at Prindsen, vor Søn, aldrig fatter Billie til nogen anden Kvinde, og hvorlunde skulle vi da kunne formæle ham efter vor fongelige Stand og Herkomst.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »