Billeder på siden
PDF
ePub

hun smerteligt, og Taare paa Taare randt ned over hendes blege Kinder.

Grev Stollberg havde hørt Ridderens frydelige Udraab, og gjenkjendte nu først sin skjønne Værtinde fra hiin uheldsvangre Nat paa Gehofen. Hurtig reed han til, bevids nede fin oprigtige Glæde ved at finde hende her frelst og ude af Fjendernes Vold, og spurgte dernæst om sin Datter.

Hans von Werther var omsider kommen tidlig nok til, for et Stykke bag ved Greven at høre hans Spørgs maal og see den Hovedrysten og den sørgelige Mine, hvors med det blev besvaret. Langsomt vendte han sin Hest, og reed med flappet Tømme og nedbøjet Hoved tilbage paa fin Post.

Nu var Fyrsternes Raadslagning tilende. Hertug Johan nærmede sig, for at give de skjønne Udsendinge Besked. Rurleben forestillede ham deres Anførerinde som fin Forlovede.

"Det er mig en dobbelt Glæde," sagde Hertugen, "at fee Eder her i Sikkerhed, min Frøken! og dernæst at I kan lade eders Medfølgerinder hjembringe et noget trøsteligere Budskab: Vi have nemlig besluttet af tilslaae Mühlhauserne fire og tyve Timers Betænkningstid til at opfylde de Vilkaar, paa hvilke vi ville forunde dem Naade."

„Jeg takker Eder, naadige Herre!" svarte Hermuntrude! og Eders høje Medforbundne i de ulykkelige Mühlhauseres Navn; men denne Tidende maae jeg selv bringe dem." Forundret og med Bekymring sagde Rurleben: „Og I vil atter forlade mig? atter, neppe frelst, vove Eder ind i Røverhulen?"

Med et tillidsfuldt Smil svarte hun: „Det Forsyn, som hidtil har opholdt mig i Røverhulen, og givet mig Kraft og Naade til at holde alle mine Løvter, vil ej heller forlade mig under Opfyldelsen af dette sidste!"

Hun rakte Ridderen fin Haand, bøjede fig for Hertugen, og vendte tilbage i Spidsen for den kvindelige Hær. Den hvide Linie bevægede sig tilbage til Staden som en skumklædt Bølge, der glider hen over Dybet og taber sig i den fjerne Bugt.

Da Rygtet om Münzers Nederlag naaede Mühlhausen, udbredte det først almindelig Bestyrtelse blandt Oprørerne; men Pfeifer oprejste snart igjen den synkende Tro, idet han erklærede dette Uheld for en aabenbar Guds Straf, fordi man imod Prophetens Villie havde sparet Gesandternes Liv.

"

Menu lagde han til, "Herren skal atter besøge sit Folk, og sende os vor Dommer Gideon tilhjælp med himmelske og jordiske Hærskarers Mangfoldighed: Thomas Münzer vil snart igjen være indenfor vore Mure!"

Men istedenfor Gideon og hans Sværd, saaes de fejers rige Fyrsters.

Mange af Borgerne vovede nu at gjøre Pfeifer Forestillinger om Nødvendigheden af at overgive Byen. Derom vilde han i Førstningen Intet høre; dog tillod han dem omsider at underhandle med Fyrsterne, og under Betingelse af almindelig Amnestie at overgive Staden.

Fortvivlende kom de udsendte Mühlhausere tilbage; de havde nu kun en skrækkelig Undergang ivente! Udenfor de strænge Hævnere, og indenfor de fanatiske Blodmænd; intetsteds var Frelse at øjne.

Da foreslog den ædle Hermuntrude det andet og heldigere Gesandtskab, og tilbød sig i egen Person at anføre det og tale de Fortvivledes Sag. Pfeifer tillod det paa de os allerede bekjendte Vilkaar Udfaldet vide vi.

-

Fyrsterne havde ganske rigtig beregnet, at Pfeifer og Conforter vilde benytte den givne Frist til at undflye. Der:

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

6

for udstikkede de om Natten forskjellige Rytterafdelinger, som ffulde omgaae Staden og opfange de Flygtende.

Da Morgenen brød frem, aabnedes Mühlhausens Porte. Nøglerne til disse bleve udbaarne og overrakte de ankom mende Sejerherrer af knælende Borgere. Byen blev taget i Besiddelse i fuldkommen Orden og Stilhed; men af Oprørshøvdingerne var Ingen tilstede. Dog varede det ikke ret længe før de udsendte Nytterhobe indbragte de Fleste, og blandt disse Pfeifer selv.

Intet kunde lignes med denne Forbryders Frækhed under Forhøret, undtagen det ubøjelige Mod, hvormed han udholdt alle Piinsler; disse vare ikke istand til at afpresse ham enten Bekjendelser eller Beklagelser: kaus, tilsyneladende følesløs, laae han udstrakt paa Pinebænken. Blodet sprøitede uð under hans Negle; Sveden perlede paa hans Ansigt; men intet Strig ei saa meget som et Suk undslap hans fast tillukkede Mund; han stirrede stivt hen foran sig, og taug.

Kun da Grev Stollberg nærmede sig, og spurgte om fin Datter, rettede han sit Blik paa ham og svarte: „Hvad vedkommer mig Eders Datter? jeg har. havt Andet at bestille, end at passe paa letsindige Tøjter, der løbe fra deres Forældre, for at flakke Landet omkring med vandrende Riddere."

Stollberg befoel Bøddelen at skrue end stærkere til; og Werther, der forgjæves havde søgt efter Agnes overalt i Staden, og af Pfeifers Bekjendelse ligesaa forgjæves veptet nogen Oplysning om hende, forlod Torturkammeret ligesaa trøstesløs som tilforn.

Han var neppe borte, førend Münzer af tvende Cuirasserer blev bragt ind. De havde i deres Qvarteer i Frankenhausen fundet ham liggende paa en Seng i et afsides Værelse, bleg og med et stort Tørklæde om Hovedet. Han gav sig ud for en Skrædersvend, der laae syg af Feberen.

Dette troede de, og vilde just forlade ham, da den Ene fik isinde at optage et Brev, der laae i en Krog; det var en stræng Advarsels- og Formaningsskrivelse fra Martin Luther til Thomas Münzer. Nu fattede han Mistanke, og med dragen Sabel tvang han Niddingen til at give sig tilkjende. De satte ham paa en Heft, og førte ham ufortøvet til Mühlhausen. Han afløfte Pfeifer paa Pinebænken.

Idet denne reistes for at gjøre ham Plads, sagde han med skærende Kulde:

"Sengen falder lidt haard og umagelig, Münzer; men hvad vil det sige for en Guds Mand? naar I bliver keed af dette Leje, kan I jo sende Bud efter en Stok Engle; de skulle nok hjælpe Eder ligesaa godt som ved Frankenhausen !"

Som han sagde disse Ord, blev han bortført af Vagten. Saa betaget af Rædsel og Nag var den elendige Münzer, at han ej engang kunde tale, og ved en frivillig Bekjendelse, hvortil han blev opfordret, befrie sig fra Marterne. Men allerede ved første Grad af denne udstødte han et Skrig. og tilbød at ville aabenbare Alt, fine Planer og Medskyldige.

Man spændte ham nu løs, og efterat have afgivet en nøjagtig Forklaring over alle Spørgsmaalene, og tilstaaet sit hele Bedragerie, blev han bragt i Fængsel, og derfra efter nogle Dages Forløb tilligemed Pfeifer og mange andre Medskyldige paa Retterstedet.

[ocr errors]

Et Aar sørgede Hermuntrude for sin myrdede Broder; derpaa blev hun den den brave Rurlebens lykkelige Huftrue. De levede mange Aar kjerligen tilsammen, og efterlod sig en talrig og vakker Afkom. Børnebørn græd ved den førstes, og Børnebørns Børn ved den sidstes Baare.

uden selv at vide hvorhen

Werther søgte i tvende Dage forġjæves efter Agnes. Paa den Tredie reed han ud af Mühlhausen.

En halv Miil fra Staden, der hvor en liden Elv styrter fig ned mellem tvende høje og stejle Banker, paa Skrænten af een af disse saae han fra Vejen en kvindelig Skikkelse siddende frembojet over det brusende Dyb. Hendes Hoved var bart, og Vindene omhvirvlede hendes udslagne Haar.

Med et af Længsel, men tillige af mørke Anelser banfende Hjerte sprang Werther af Heften, og ilede op ad Brinken: "Agnes!" raabte han, og udbredte i Løbet fine Arme.

Hurtig drejede hun Ansigtet

et Billede paa den haablose Fortvivlelse. Hun faae, hun kjendte den Elskede; men med et svagt Strig, som snart hendøde i Vindens og Elvens forenede Susen, reifte hun sig i Vejret, løftede de fast sammenknugede Hænder højt over fit Hoved, vendte sig og sank, som et Sneffred, ned i den skummende Fos.

[ocr errors]

Tredie Dagen fandt de hendes Liig. Hendes Dod blev en Hemmelighed, som Werther mange Aar derefter, døs delig saaret af en tyrkisk Sabel, under Wiens Mure, betroede Rurlebens og Hermuntrudes Søn.

« ForrigeFortsæt »