Billeder på siden
PDF
ePub

hun smerteligt, og Taare paa Taare randt ned over hendes

blege Kinder.

Grey Stollberg havde hørt Ridderens frydelige ud: raab, og gjenkjendte nu først sin skjønne Værtinde fra hiin uheldsvangre Nat paa Gehofen. Hurtig reed han til, bevids nede sin oprigtige Olæde ved at finde bende her frelst og ude af Fjendernes Vold, og spurgte dernæst om sin Datter.

Hans von Werther var omsider fommen tidlig nok til, for et Stykke bag ved Greven at gøre hans Spørgs. maal og fee den Hovedrysten og den sørgelige Mine, hvors med det blev besvaret. langsomt vendte han sin Heft, og reed med flappet Tomme og nedbøjet Hoved tilbage paa fin Post.

Nu var fyrsternes Raadslagning tilende. Hertug 30ban nærmede fig, for at give de ftjonne udsendinge Beffed. Rurleben forestillede ham deres Anførerinde som fin Forlovede.

,,Det er mig en dobbelt Glæde,« sagde Hertugen, wat see Eder her i Sifferhed, min Frofen! og dernæst at s fan lade eders Medfølgerinder hiembringe et noget trøfteligere Budskab: Vi have nemlig besluttet af tilflaae Mühlhauserne fire og tyve Timers Betænkningstid til at opfylde de Vits kaar, paa hvilke vi ville forunde dem Naabe.“

Zeg taffer Eder, naadige Herre!" svarte Hermuns trude! og Ebers høje Medforbundne i de ulykkelige Mühlþauseres Navn; men denne Tidende maae jeg selv bringe dem.

Forundret og med Befymring sagde Rurleben: „Dg 3 vil atter forlade mig? atter, neppe frelft, vove Eder ind i Røverhulen ?

Med et tillidsfuldt Smiil svarte hun: ,, Det Forsyn, som hidtil har opholdt mig i Røverbulen, og givet mig Kraft og Naade til at holde alle mine løvter, vil ej heller forlade mig under Opfyldelsen af dette sidste!"

Hun rakte' Ridderen fin Haand, bøjede sig for Hertugen, og vendte tilbage i Spidsen for den fvindelige Hær. Den hvide Linie bevægede sig tilbage til Staden som en skumklædt Bølge, der glider hen over Dybet og taber sig i den fjerne Bugt.

Da Rygtet om Münzers Nederlag naaede Mühle baufen, udbredte det først almindelig Bestyrtelse blandt Dprørerne; men P feifer oprejste snart igjen den synkende Tro, idet han erklærede dette uheld for en aabenbar Guds Straf, fordi man imod Prophetens Vilie havde sparet Gesandter: nes liv.

Menu lagde han til, "Herren skal atter besøge sit Folk, og sende os vor Dommer Gideon tilhjælp med himmelske og jordiste Hærsfarers Mangfoldighed: Thomas Münzer vil snart igjen være indenfor vore Mure !

Men istedenfor Gideon og hans Sværd, saaes de fejer rige Fyrsters.

Mange af Borgerne vovede nu at gjøre Pfeifer Fores stillinger om Nødvendigheden af at overgive Byen. Derom vilde han i Førstningen Intet høre; dog tillod ban dem oms sider at underbandle med Fyrfterne, og under Betingelse af almindelig Amnestie at overgive Staben.

Fortvivlende fom de udsendte Mühlhausere tilbage; de havde nu kun en skrækkelig Undergang ivente! Udenfor de strænge Hævnere, og indenfor de fanatiske Blodmænd; intets steds var Frelse at øjne.

Da foreslog den ædle Hermun trude det andet og heldigere Gesandtskab, og tilbod sig i egen Person at anføre det og tale de Fortvivledes Sag. Pfeifer tillod det paa de os allerede bekjendte Vilkaar Udfaldet vide vi.

Fyrsterne havde ganske rigtig beregnet, at Pfeifer og Consorter vilde benytte den givne Frist til at undflye. Der: S. S. Blicher, Gamle Nye Noveller. II.

6

for udskiftede de om Natten forskjellige Rytterafdelinger, som ffulde omgaae Staden og opfange de Flygtende.

Da Morgenen bred frem, aabnedes Mühlhaufens Porte. Neglerne til disse bleve udbaarne og overrakte be anfom: mende Sejerherrer af knælende Borgere. Byen blev taget i Besiddelse i fuldkommen Orden og Stilhed; men af Oprørshøvdingerne var Ingen tilstede. Dog varede det iffe ret længe før de udsendte Rytterhobe indbragte de fleste, og blandt disse Pfeifer felv.

Intet funde lignes med denne forbryders Frækbed uns der Forhoret, undtagen det ubøjelige Mod, hvormed han uds holdt alle Piinsler; disse vare iffe istand til at afpresse bam enten Befjendelser eller Beklagelser: taus, tilfyneladende folesløs, laae han udftraft paa Pinebænken. Blodet sprøitede ut under hans Negle; Sveden perlede paa hans Ansigt; men intet Skrig - ej faa meget som et Suf undslap bans faft tilluffede Mund; ban stirrede stivt ben foran sig, og taug.

Kun da Grey Stollberg nærmede fig, og spurgte om fin Datter, rettede han fit Blit paa ham og svarte: Hvad vedkommer mig Eders Datter? jeg har, havt Andet at bestille, end at passe paa letfindige Tøjter, der løbe fra deres For: ældre, for at flaffe landet omkring med vandrende Riddere..

Stollberg befoel Boddelen at sfrue end ftærkere til; og Werther, der forgiæves havde søgt efter Agnes overalt i Staden, og af Pfeifers Befjendelse ligesaa forgjæves beptet nogen Oplysning om hende, forlod Torturfammeret ligesaa trøstesløs fom tilforn.

Han var neppe borte, førend Münzer af tvende Cuis rasserer blev bragt ind. De havde i deres Qvarteer i Frankenhausen fundet ham liggende paa en Seng i et affides Værelse, bleg og med et stort Tørklæde om Hovedet. Han gav sig ud for en Sfrædersvend, der laae fyg af Feberen.

Dette troebe de, og vilde juft forlade ham, ba ben Ene fil isinde at optage et Brev, der lage i en Rrog; det var en stræng Advarsels- og Formaningsskrivelse fra Martin luther til Thomas Münzer. Nu fattede han Mistanke, og med bragen Sabel tvang ban Niddingen til at give sig tilfjende. De satte ham paa en Heft, og førte ham ufortøvet til Mühls hausen. Han afløfte Pfeifer paa Pinebænken.

gdet denne rejstes for at giøre ham Plads, sagde han meb ffærende Kulde:

„Sengen falder lidt haard og umagelig, Münzer; men hvad vil det sige for en Guds Mand? naar F bliver feeb af dette Leje, fan 3 jo sende Bud efter en Stof Engle; de skulle nok hjælpe Eder ligesaa godt som ved Frankenhausen!"

Som han sagde disse Drb, blev han bortført af Vagten.

Saa betaget af Rædsel.og Nag var den elendige Müns zer, at han ej engang kunde tale, og ved en frivillig Befjendelse, hvortil han blev opfordret, befrie sig fra Marterne. Men allerede ved første Grad af denne udstødte han et Skrig og tilbød at ville aabenbare Alt, fine Pianer og Medskyldige.

Man spændte ham nu løs, og efterat have afgivet en nøjagtig Forklaring over alle Spørgsmaalene, og tilftaaet fit bele Bedragerie, blev han bragt i Fængsel, og derfra efter nogle Dages Forløb – tilligemed Pfeifer og mange andre Medskyldige paa Retterftedet.

Et Aar førgede Hermuntrude for sin myrdede Broder; derpaa blev hun den den brave Rurlebens lyffelige Hustrue. De ledede mange Aar fjerligen tilsammen, og efterlod sig en talrig og vaffer Affom. Børnebørn græd ved den førstes, og Børnebørns Børn' ved den sidstes Baare.

Werther føgte i tvende Dage forgjæves efter Agnel. Paa den Tredie reed ban uden selv at vide hvorben ud af Mühlhausen.

[ocr errors]

En halv Miil fra Staden, der hvor en liden Elv styrter sig ned mellem tvende høje og stejle Banker, paa Skrænten af een af disse faae han fra Vejen en kvindelig Stiftelse siddende frembojet over det brufende Dyb. Hendes Hoved var bart, og Vindene ombvirvlede hendes udflagne Haar.

Med et af længsel, men tillige af mørke Anelser bankende Hjerte. sprang Werther af Heften, og ilede op ad

Brinken: ,,Agnes!" raabte han, og udbredte i løbet fine Arme.

Hurtig drejede hun Ansigtet et Billede paa den haab: løse Fortvivlelse. Hun faae, hun fjendte den Elffede; men med et svagt Strig, som snart hendode i Vindens og Elvens forenede Susen, reifte han sig i Vejret, løftede de fapt sammenfnugede Hænder højt over fit Hoved, vendte sig og sanf, som et Sneffred, ned i den skummende Fos.

Tredie Dagen fandt de bendes Liig. Sendes Dod blev en Hemmelighed, fom Werther mange Aar derefter, 08: delig saaret af en tyrkift Sabel, under Wiens Mure, be: troede Rurlebens og Hermuntrudes Søn.

« ForrigeFortsæt »