Billeder på siden
PDF
ePub

almindelig til alle kanter; den fejrende Sær deelte sig og forfulgte: Faa undslap, Mange bleve fangede; men endnu flere nedhugne. Den største Hob søgte Frankenhausen; fun de, som med Münzer først greb Flugten, naaede den. Enkelte, som vare beredne eller rappe tilfods, foer lige giennem Byen ab Mühlbaufen til.

Ved Indtoget i Frankenhausen fandt den fejrende Har ingen Mobftand; alligevel funde Fyrsterne iffe forhindre alle Følgerne af en saadan Krigsbegivenhed; først efter tvende Timers Forlob bleve de istand til at sætte Grændse for Sol: daternes Myrdes og Plyndre-Cyst.

Ved Middagstid var Drden tilbagebragt, og Infanteriet og Artilleriet inbqvarteret. Rytterne indbragte endnu bestandig Fanger. Blandt disse føgte man forgjæves Hoved: manden; han var ingenstede at finde, og man troede allerede at han var sluppet til Mühlhausen.

Næste Dag gjaldt det denne Stad, Dprørets Middels punct. Før det endnu blev lyst, fatte Hæren fig i Marsch. Werther og Rurleben, som iffun havde taget liden Deel i den forrige Dags blodige Værk, rede nu i Spidsen. Bes spændte af Sorg og Ængstelse hæftede de deres mørfe Bliffe paa den uheldsvangre Stab.

I Frankenhausen havde de erholdt rædsomme Tis dender: at Agnes var i Pfeifer Vold, og at Hermun: trude vel under Slaget havde været ber; men derefter var forsvundet. Maaffee befandt sig Begge paa et Sted, hvor Oprørets Grueligheder snart ffulde forøges med Beftormelsens. En Fjerdingmiil udenfor Staden drog en fredelig Skare den fremrykfende Hær imøde -- Tusinde af Mühlhausens Borgere i Sørgeklæder med hvide Stave i Hænderne. Endnu længe førend Fyrsterne kom dem nær, faldt de paa Knæe og bad om Naade for den ulyksalige Stad.

[ocr errors]

Hertug Johan reed hen til dem.

„ Naadens Tid er forbi“ sagde han, rog den retfærdige Gjengjældelses er allerede begyndt; vi underbandle iffe med Rebeller.

„Naadige Herre!" svarte Een af dem; "Rebeller have vi været dog iffe alle; men vi erfjende med angergivne Hjerter vor Forvildelse.“

For filde, for filde, Borgere af Mühlbaufen!" gjentog Hertugen: ,,} have selo indkaldet Forbærverne i eders Bye, og udjaget den retmæssige Dorighed; 3 bave næret og fremmet Oprøret; I have traadt alle guddommelige og mens neskelige love under Fodder: derfor ffulle f nu bøde.

, Af! barmhjertige Herre!" raabte en Anden af de ftedre knælende Borgere: „lad dog der$ retfærdige Vrede formilde, og straf. iffe be uskyldige! Tager vort usle liv, om 3 ville; men staan vor elendige Bye for Stormens Rædsler! staan vore Kvinder og umyndige Børn!"

De øvrige Fyrfter bare imidlertid fomne til, og talte sagte med Hertug joban.

Denne vendte sig igjen til Borgerne, og sagde: , Paa eet Bilfaar ville vi opfylde Eders Bøn: 3 udlevere og Münzer, Pfeifer, alle Bondeanførere, famt saamange af Ebers egne Medborgere, fom eders Borgermester Berlet Probft, der bedst fjender de Skyldigste iblandt Eber, navnligen vil bes stemme.

Af! meget naadige Hr. Hertug!" svarte Borgerne: "Hvað 3 forlanger, staaer iffe i vor Magt at opfylde. Münzer er iffe hos os; ej heller vide vi Noget om ham, siden han drog ud mod Frankenhausen; og Pfeifer med alle de Øvrige har Staden i fin Magt."

,,Saa ffynder Eder tilbage" raabte Hertugen, og deler Skæbne med dem! Her er Intet mere for Eder at gjøre — !"

[ocr errors]

Sukkenbe, jamrende, hændervridende, vendte de arme Bors gere tilbage. Hæren ftandsede og forberedte sig til Stormen.

Da aabnedes atter Mühlhaufens Port. Som en Fos bryder hvidtfraadende ned mellem mørke Klipper, saaledes strømmede den hvidtflæbte Kvindeffare ud af Murene: Tusinde Ungmoer vilde gjentage et Forsøg, der var mislykket deres Fædre, Brødre og Elftere. Et rørende Syn,

Et rørende Syn, da disse faure Piger i tvende lange Rækker stillede sig foran de haarde, sejrstolte Mænd, og knælende oploftede deres lilliebænder mod Himlen! Rørte mod deres Villie Holdt Fyrfterne i nogen Af: stand, og betragtede tause de bedende Kvinder.

Munkespillop! fagde Grey Stollberg fpodst: Man anstiller Processioner for os, fom om vi vare Helgenbilleder, der kunde græde paa Commando. Det var en barnagtig Blødhed, at indrømme Dottrene, hvad vi nægtede deres Fædre.“

Ved denne haarde Tale rejste fig een af de Knælende, en høj ædel Skikkelse; det lange Slør flagrede tilbage fra den fyldige Barm, idet hun gjorde nogle rafke Trin fremad:

„Grev Wolff af Stollberg!" sagde bun alvorlig og fjæl, „bar 3 ingen Børn?.

Dette pludselige Spørgsmaal ftar den stolte Ridder, som et Slangebid.

„Veed Du Noget om min Datter, Pige?“ spurgte han, efter et Ophold, i lavere Tone.

Jeg veed," svarte bun, wat Eders Agnes er i Mühl: bausen; jeg veeb ogsaa, at den snareste Frelse var bende Den bedste. Storme 3 Byen, fan bendes Lod vorbe som alle vi andres.

Greven vendte sig hurtig om til Fyrsterne, og sagde: Det var dog værd at høre disse Gesandters Tilbud.“

„Vi have intet Tilbud;" afbrød den dristige Pige, men vi gjentage fun Borgernes Bøn..

„Kvinde!" sagde Hertug Johan, „bin Mund beder; men dine øjne trodse. Dine Søstre kunde valgt en ydmygere Drdførerinde. Hr. Greve!" vedblev han idetsamme til Stolls berg: ,,at Eders Datter juft ffal befinde fig imellem disse Umennesker, smerter mig inderligt, men det kan Intet forandre i vor Bestemmelse; for at frelse hende, bør vi ingenlunde lade Rebelhøvdingerne undslippe, og derved give dem Tid og Rum til paa andre Steder at antænde den Dprørsild, vi nu paa eengang funne udfluffe ; for at frelse en Eneste, maae vi iffe sætte Tusinders liv paa Spil - Piger! vile Ebers Mühls haufere udlevere Anførerne?"

Ordførerinden bøjede et Knæ til Jorden.

„Hr.Hertug!" bad hun, ,,bær barmhjertig, og — vær retfærdig i Eders Fordringer! De kunne iffe opfylde denne; deres Villie er bunden under Pfeifers og hans Tilhæns geres.

,,Dette Baand" foarte Hertugen, ,er deres eget arbejde. Gud veed, mit Hjerte er iffe følesløst for Eders Nød og Fare; men jeg kan ikke handle anderledes.“

, For os," sagde Hertugen af Brunsvig, rer fun een Vej; for Eder, i Piger! stage endnu tvende, aabne: 3 kunne vende tilbage; men 3 kunne ogsaa blive ber under vor Bes skyttelse.

„Nei, Hr. Hertug!" svarte Pigen: „den sidste er luffet; thi og binder et helligt løvte: i dette Tilfælde at vende tilbage."

De tvende Hertuger faae med Skuldertræf og mørke Miner til Jorden.

Den ædle Landgreve Philip trængte sig ind imellem dem, og bad dem endnu engang at overlægge, om intet Middel til at frelse Staden skulde funne udfindes. Sagte, men ivrig, og ofte ledsaget af hæftige Fagter var deres Samtale. 3 disse vigtige Djebliffe herskede rundtom den dybeste Taushed.

Krigerne stode ubevægelige fom Billedstøtter; Pigerne laae knælende foran dem som en Flok Svaner under Strandbreddens mørke Klint.

De tvende om deres Elskedes Stjæbne i ængstelig uviss hed svævende Riddere havde med spejdende Blikke redet langs ben ad de mühlhausiske Borgeres Ræffer; for, om muligt, iblandt dem at opdage en Befjendt.

Da de ingen faadan fandt, og vare fomne ned til Enden, forespurgte de fig hos den sidste Mand i Raden. Forgiæves ! Han vidfte Intet, eller vilde Intet vide om de ulykkelige Damer; og da nu Ade i samme Djeblik fit Bes faling at forføje sig bort, reed ogsaa begge Bennerne tilbage til de to Estadroner, som paa Marschen vare dem betroede, da deres egne Anførere vare blevne saarede ved Angrebet paa Lejren.

Nu kom Mühlhauserinderne. For de fleste af Krigerne var dette et langt mere indbydende Skuespil: og mangen ung Riddersmand reed frem for at mynstre det yndige Corps. Sidst nærmede sig ogsaa Rurleben, men med ganske andre Felelser, end hans Medfrigere, ja egentlig uden at være sig fin Hensigt tydelig bevidst. Langsomt og taus ftreed ban i en Afstand hen mod de knælende Kvinderækker, og var just kommen de raadslagende fyrster paa nogle faa Skridt nær, da hans Dine faldt paa Drdførerinden.

"Hermuntrude!" raabte han, sprang af Heften og ilede med udbredte Arme ben imod hende. En Glædes Robme overfoer Pigens fljonne Aasyn; hun rafte den elskede Ridder sin Haand, som han henrykt trykfede til sine læber og til sit staalklædte Bryst.

Men hastig bortiog Tanken om den grusomt myrdede Broder Glædens flygtige Rosensfjær: Maternus!“ sukkede

« ForrigeFortsæt »