almindelig til alle Kanter; den sejrende Hær deelte fig og forfulgte: Faa undslap, Mange bleve fangede; men endnu flere nedhugne. Den største Hob søgte Frankenhausen; fun de, som med Münzer først greb Flugten, naaede den. ́ Enkelte, som vare beredne eller rappe tilfods, foer lige giennem Byen ad Mühlhausen til.

Ved Indtoget i Frankenhausen fandt den sejrende Hær ingen Modstand; alligevel kunde Fyrsterne ikke forhindre alle Folgerne af en saadan Krigsbegivenhed; først efter tvende Timers Forløb bleve de istand til at sætte Grændse for Soldaternes Myrde- og Plyndre-Lyst.

Ved Middagstid var Orden tilbagebragt, og Infanteriet og Artilleriet indqvarteret. Rytterne indbragte endnu bestandig Fanger. Blandt disse søgte man forgjæves Hovedmanden; han var ingensteds at finde, og man troede allerede at han var sluppet til Mühlhausen.

Næste Dag gjaldt det denne Stad, Oprørets Middelpunct. Før det endnu blev lyst, satte Hæren sig i Marsch. Werther og Nurleben, som ikkun havde taget liden Deel i den forrige Dags blodige Værk, rede nu i Spidsen. Bes spændte af Sorg og ængstelse hæftede de deres mørke Blikke paa den uheldsvangre Stad.

I Frankenhausen havde de erholdt rædsomme Tidender: at Agnes var i Pfeifers Vold, og at Hermuntrude vel under Slaget havde været her; men derefter var forsvundet. Maaskee befandt sig Begge paa et Sted, hvor Oprørets Grueligheder snart skulde forøges med Bestormelsens. En Fjerdingmiil udenfor Staden drog en fredelig Skare den fremrykkende Hær imøde Tusinde af Mühlhausens Bor= gere i Sørgeflæder med hvide Stave i hænderne. Endnu længe førend Fyrsterne kom dem nær, faldt de paa Knæe og bad om Naade for den ulyksalige Stad.

Hertug Johan reed hen til dem.

„Naadens Tid er forbi“ sagde han, „og den retfærdige Gjengjældelses er allerede begyndt; vi underhandle ikke med Rebeller."

"Naadige Herre!" svarte Een af dem; "Rebeller have vi været dog ikke alle; men vi erkjende med angergivne Hjerter vor Forvildelse."

"For filde, for silde, I Borgere af Mühlhausen!" gjentog Hertugen: "I have selv indkaldet Fordærverne i eders Bye, og udjaget den retmæssige Øvrighed; I have næret og fremmet Oprøret; I have traadt alle guddommelige og mens neskelige Love under Fødder: derfor skulle I nu bøde."

„Ak! barmhjertige Herre!" raabte en Anden af de stedse knælende Borgere: „lad dog Eders retfærdige Vrede formilde, og straf. iffe de Uffyldige! Tager vort usle Liv, om I ville; men skaan vor elendige Bye for Stormens Rædsler! skaan vore Kvinder og umyndige Børn!"

De øvrige Fyrster vare imidlertid, komne til, og talte sagte med Hertug Johan.

Denne vendte sig igjen til Borgerne, og sagde: „Paa eet Vilkaar ville vi opfylde Eders Bøn: I udlevere os Münzer, Pfeifer, alle Bondeanførere, samt saamange af Eders egne Medborgere, som eders Borgermester Berlet Probst, der bedst kjender de Skyldigste iblandt Eder, navnligen vil bestemme."

Ak! meget naadige Hr. Hertug!" svarte Borgerné: "hvað I forlanger, staaer ikke i vor Magt at opfylde. Münzer er ikke hos os; ej heller vide vi Noget om ham, siden han drog ud mod Frankenhausen; og Pfeifer med alle de Øvrige har Staden i fin Magt."

„Saa ffynder Eder tilbage" raabte Hertugen, „og deler Skjæbne med dem! Her er Jntet mere for Eder at gjøre -!"

Sukkende, jamrende, händervridende, vendte de arme Vorgere tilbage. Hæren standsede og forberedte sig til Stormen.

Da aabnedes atter Mühlhausens Port. Som en Fos bryder hvidtfraadende ned mellem mørke Klipper, saaledes strømmede den hvidtklædte Kvindeskare ud af Murene: Tusinde Ungmøer vilde gjentage et Forsøg, der var mislykket deres Fædre, Brødre og Elffere. Et rørende Syn, da disse faure Piger i tvende lange Nækker stillede sig foran de haarde, sejrstolte Mænd, og knælende opløftede deres Lilliehænder mod Himlen! Rørte mod deres Villie holdt Fyrsterne i nogen Afstand, og betragtede tause de bedende Kvinder.

"Munkespillop! sagde Grev Stollberg spodsk: „Man anstiller Processioner for os, som om vi vare Helgenbilleder, der kunde græde paa Commando. Det var en barnagtig Blødhed, at indrømme Dottrene, hvad vi nægtede deres Fædre."

Ved denne haarde Tale rejste sig een af de Knælende, en høj ædel Skikkelse; det lange Slør flagrede tilbage fra den fyldige Barm, idet hun gjorde nogle raffe Trin fremad: „Grev Wolff af Stollberg!" sagde hun alvorlig og fjær, har I ingen Børn?"

Dette pludselige Spørgsmaal stak den stolte Ridder, som et Slangebid.

"Veed Du Noget om min Datter, Pige?" spurgte han, efter et Ophold, i lavere Tone.

„Jeg veed," svarte hun, „at Eders Agnes er i Mühlhausen; jeg veed ogsaa, at den snareste Frelse var hende den bedste. Storme J Byen, kan hendes Lod vorde som alle vi andres.“

Greven vendte sig hurtig om til Fyrsterne, og sagde: "Det var dog værd at høre disse Gesandters Tilbud."

„Vi have intet Tilbud;" afbrød den dristige Pige, men vi gjentage kun Borgernes Bøn.“

"

„Kvinde” sagde Hertug Johan, „din Mund beder; men dine Dine trodse. Dine Søstre funde valgt en ydmygereOrdførerinde. Hr. Greve!" vedblev han idetsamme til Stoll berg: at Eders Datter just skal befinde sig imellem disse Umennesker, smerter mig inderligt, men det kan Intet forandre i vor Bestemmelse; for at frelse hende, bør vi ingenlunde lade Rebelhøvdingerne undslippe, og derved give dem Tid og Rum til paa andre Steder at antænde den Oprørsild, vi nu paa cengang kunne udslukke; for at frelse en Eneste, maae vi ikke sætte Tusinders Liv paa Spil - Piger! ville Eders Mühlhausere udlevere Anførerne?"

Ordførerinden bøjede et Knæ til Jorden.

„Hr.Hertug!" bad hun, „vær barmhjertig, og

vær

retfærdig i Eders Fordringer! De kunne ikke opfylde denne; deres Villie er bunden under Pfeifers og hans Tilhangeres."

"

"Dette Baand" svarte Hertugen, er deres eget Arbejde. Gud veed, mit Hjerte er ikke følesløst for Eders Nød og Fare; men jeg kan ikke handle anderledes.“

"For os," sagde Hertugen af Brunsvig, „er fun een Vej; for Eder, i Piger! staae endnu tvende aabne: I kunne vende tilbage; men 3 kunne ogsaa blive her under vor Bes skyttelse."

"

Nei, Hr. Hertug!" svarte Pigen: „den sidste er lukket ; thi os binder et helligt Løvte: i dette Tilfælde at vende tilbage.“ De tvende Hertuger faae med Skuldertræk og mørke Miner til Jorden.

Den ædle Landgreve Philip trængte sig ind imellem dem, og bad dem endnu engang at overlægge, om intet Middel til at frelse Staden skulde kunne udfindes. Sagte, men ivrig, og ofte ledsaget af hæftige Fagter var deres Samtale. 3 disse vigtige Djeblikke herskede rundtom den dybeste Taushed.

Krigerne stode ubevægelige som Billedstøtter; Pigerne laae knælende foran dem som en Flok Svaner under Strandbreddens mørke Klint.

De tvende om deres Elfkedes Skjæbne i ængstelig Uvished svævende Riddere havde med spejdende Blikke redet langs hen ad de mühlhausiske Borgeres Rækker; for, om muligt, iblandt dem at opdage en Bekjendt.

Da de ingen saadan fandt, og vare fomne ned til Enden, forespurgte de fig hos den sidste Mand i Raden. Forgjæves! Han vidste Intet, eller vilde Jntet vide om de ulykkelige Damer; og da nu Alle i samme jeblik fik Bes faling at forføje sig bort, reed ogsaa begge Vennerne tilbage til de to Eskadroner, som paa Marschen vare dem betroede, da deres egne Anførere vare blevne saarede ved Angrebet paa Lejren.

Nu kom Mühlhauserinderne. For de fleste af krigerne var dette et langt mere indbydende Skuespil: og mangen ung Riddersmand reed frem for at mynstre det yndige Corps. Sidst nærmede sig ogsaa Rurleben, men med ganske andre Felelser, end hans Medkrigere, ja egentlig uden at være fig fin Hensigt tydelig bevidst. Langsomt og taus skreed han i en Afstand hen mod de knælende Kvinderækker, og var just kommen de raadslaaende Fyrster paa nogle faa Skridt nær, da hans Dine faldt paa Ordførerinden.

"Hermuntrude!" raabte han, sprang af Hesten og ilede med udbredte Arme hen imod hende. En Glædes Rødme vverfoer Pigens skjønne Aaspn; hun rakte den elskede Ridder ́ sin Haand, som han henrykt trykkede til sine Læber og til sit staalklædte Bryst.

Men hastig bortjog Tanken om den grusomt myrdede Broder Glædens flygtige Rosenstjær: Maternus!" fukkede

"