Billeder på siden
PDF
ePub

Morash blev alligevel ved at forfægte fin Mening. Mänzer taug saalænge indtil han faae, at Fleerbeden bæls debe til denne. Da traadte ogfaa han over til Samme, og befalede at afsende Rurleben med det omtalte Hværv.

Da Fyrsterne hørte, at deres Affendinge vare lagte i lænker, at den ene var myrdet og den anden endnu befandt fig i Rebellernes Vold, brød de ufortøvet op med hele den forenede Styrke. For imidlertid at frelse Grey Stollberg, affendte de en opfanget Bonde med den Besteed : at Greven først ffulde gives løs, inden man vilde indlade sig i nærmere Underhandlinger.

Ved dette Budsfab udbrød Münzer: „Sandeligen! Fyr: sterne i Zoan ere Daarer; Pharaos vise Raadgivered Raab er blevet ufornuftigt. Herren haver blandet og udøst en faare forvendt Aand inden i dem. Men de ffal forfølges og ads spredes fom Avner paa Bjergene for Vejret og for Hvirvels vinden! Forsamler Eder nu alle af 3srael, at vi kunne gaae ud imod dem og føndertrampe dem som Sfarn under vore Fodder!"

Under vild Tummel og uafladeligt Straal stormede nu Bondebæren ud af Staden, den fast forventede vidunderlige Sejr imøde. De, som iffe vare fuldt faa ftærke i Troen, lod Münzer snildelig blive tilbage, under Anførsel af Ops positionens Hoved, Samson Morash, hvem han dog ftils lede tvende ivrige Gjendobere ved Siden. · De formanedes at bevogte Byen vel, og under intet Tilfælde at lade Grey Stollberg og Frofen Gehofen flippe sig af Hænderne.

Münzer slog lejr paa en Baffe, en Fjerdingmiil udenfor Frankenbaufen, og omgav denne efter gammel, entnu ej ophævet Krigsbrug - med en tredobbelt Vognborg. Fire Ranoner plantebes paa lejrens fire Hjørner, og foran Münzer Telt en uhyre Fane, paa hvilken en Regnbue

Tegnet paa hans foregivne Pagt med Gud — faaes afbildet. En Grav og et Brystværn blev til ydermere Betryggelse, opkaftet udenom Vognborgen.

Disse forberedelser, der iffe tydede paa Angreb, men Forsvar, medtog den største Deel af Dagen. Det Øvrige af denne blev, tilligemed Natten, tilbragt med Sviir og Bønner, Psalmer og Bifer.

Münzer gik allevegne omkring og spaaede en let og glorværdig Sejr. For at gjøre denne endnu mindre tvivlsom, fortalte han: at Jehovah havde aabenbaret sig for ham, og lovet, i Slagets Sede at sende bain en Legion Engle til Hjælp.

IV.

Det var Dag. 3 Kirketaarnets Glamhuller ftod alle rede Mange paa Udfit. Nebeuunder paa Gaderne begyndte det at blive uroligt; Dørene lukkedes op og i; Beboerne gik ud og ind; Bevægelsen tiltog. Man ilede frem og tilbage, standsede, tiltalte hverandre, fulgtes et Stykke, og stiltes atter ad, for at slutte sig til Audre.

For hine oppe i Taarnet maa frankenhausen have feet ud som en Myretue, i hvilken en orkesløs Dreng nylig har pirret op med sin Kjep: de smaae Indvaanere firme for: styrrede hid og did, fare iilsomt afsted, gjøre pludselig Holdt, befole hinanden, lobe igjen, bestandig uden at forlade den lille primiende Plet.

Solen brød frem. Da faae Spejderne den med eet tindre paa Fyrstehærens blanke Vaaben fjernt ude i Vesten.

,,De komme!« lød det frygteligt som Stormklokkens Klemt fra Taarnet.

[ocr errors]

„De komme, de komme! lød det igjennem alle Gader.
„Til deres egen Fordærvelse!" ffreeg Zeloterne.
„Maaffee!" suffede de frygtsomme.
,,Til vor forløsning!" mumlede de Belfindede.

„Hvor nær ere de?" raabte alle partier op til Taarnvægterne.

„En Miilsvej, eller halvanden" foartes' der.

„Morasy! hvor er Samson Morasb?“ spurgte nu den ene Bonde den anden.

„Samson Morash!" ftreeg man snart over hele Byen.

Men Samson Morasb var der iffe; han var klogere end fom faa. Allerede længe havde han begyndt at fortryde fin Deeltagelse i dette Vovespil, hvilket han i Førstningen ikke troede, vilde have gaaet faa højt. Han havde ladet fig henrive af Strømmen, smigret ved den udmærkelse, at vorde udfaaret til sine Sognemænds Anfører. Efterbaanden anede det ham, at han, under den tilfоmmende afstraffelse, vilde komme til at nyde en mindre misundelsesværdig udmærkelse. Han fattebe da den Beslutning: ved først givne Lejlighed at førge for sig selv.

Til den Ende gik han ved Midnatstid ind til Grev Stollberg, hvis Bevogtning han velbetænkt selv havde paataget sig, og tilbed: at ville bringe denne i Sifferhed til Fyrsternes Hær, naar han torde bestemt love bam Pardon. Herpaa gay Greven fit ?Eresorb. Sin Datter vilde han naturligvis gjerne havt med; men da Morash forsikfrede ham, at hun befandt sig i Mühlhausen, maatte han for det første opgive dette, og nøjes med at frelse fig felv.

I Dagbrækningen naaede Begge den forenede Armee, og efterat Morash havde underrettet Anførerne om Rebellernes Stilling og Planer, erholdt han den forenftede Tilgivelse.

Man rykfede ufortøvet op mod Dprørernes Lejr. 3 .

Kanonskuds Afstand blev gjort Holdt, og Landgrebe Philip reeb med et hvidt Flag paa fin landfé saa nær hen til Bogns borgen, at hans Raab kunde høres og forstaaes derindenfor.

Han lovede da for allersidste Gang en almindelig Am. nestie paa det Vilkaar: at Münzer, Pfeifer, tilligemed tolv andre Rebelhøvdinger ftrar bleve udleverede, faavelsom Baabnene og alt det ranede Gods. Mange skulde med Glæde have grebet dette Tilbud; men Sværmernes Partie var for stærkt, og Münzer vidfte ved fin tordnende Tale, ved fine prophetiffe Forjættelser, vældigen at oppuste den durmende fid.

Da steeg atter fra titusinde False Feldtskriget : Hers rens' Sværd og Gideons!" vildt op mod Himlen; en Pilehagel faldt ned foran Landgreven; de to Hjørnekanoner bragede, og udsendte et Par afmægtige Kugler, og Luns tebøsserne knaldede ud mellem de sammenlænkede Vogne.

Saa var da Dødsdommen afsagt over Tusinder; Blods strømmens Sluser bare aabnede, og alle Krigens Furier løsladte.

Fyrsternes Hær satte sig i Bevægelse. Buldrende, tindrende under Morgensolens Straaler, streed ben frem liig en uhyre Bølge, fom Vindene rulle ind mod Strandbrebben.

Først paa halb Stubafstand udvæltede de hvide Damps 'ffyer fra Ranonernes tordnende Munde. Kuglerne slog ind igjennem Vognborgen: Træstumper og Splinter dræbte og quæftede endogsaa Flere, end bine. Skræffen greb de Øvrige: de vaflede, og begyndte at fee fig om efter Flugt og Frelse.

Endnu holdt Anføreren Stand: fra Indgangen af bans Telt midt i lejren lød hans Roft stærkt igjennem Buldret og Larmen og de Saaredes Strig.

See!" raabte han med Torbenrøst: „See! hisset aabner Jehovah Himmelens Porte! seer hans Hærskarer bryde ud med þævnens flammende Sværd !"

Solen brød i det samme frem mellem tvende Sfyer. Sværmerne saae, dibop, hvor Propheten viste, blændedes af Solglandfen, og faae - hvad de vilde fee.

-, Herrens Sværd og Gideons ! ffrege Atle fom med een Mund.

De Jvrigste sprang med blind Raserie gjennem Vognborgen, de fiendtlige Ryttere - der nu stormede frem i brus fende Gallop - imode.

Münzer faae deres blinkende Sværd over Oprørernes Hoveder: da sluktes den fidfte Gnift af hans tvivlsomme Mod. Herren vil maaskee prøve os !" sagde han sagte og stjælvende til fine Nærmeste, gik ind i Teltet, affastede i en Skynding fin hele Rustning, og iførte sig en simpel Haands værfsmands Dragt, som han vist nok til dette Brug badde ført med fig.

Han sneeg sig bag ud, hen til den modsatte Side af Lejren, hvor allerede en stor Deel af Bondebæren var i Bes greb med at flygte. Han kastebe fig paa een af de her ftaaende Hefte, og jog nu, med Nogle foran og Flere bagefter, ind til Frankenhausen.

Denne Bye var allerede forladt af sine fleste Forsvarere; det første kanonskud var dem et Signal til Flugt. Hermuntrudes Bevogtere vare de Første, der falveerte fig; men uagtet hendes Bønner og glimrende Tilbud, førte de hende med sig til Mühlhausen, drevne enten af Lydighed mod Münzer, eller snarere af Haab om, i den yderste Knibe at bruge hende' som et frelfende Gidsel.

Ubarmhjertig rasede Sværdet mellem de snart værgelose Bønder. De tætsluttede Ræmperæffer fandt fun ftaffet Mods stand af disse uordentlige Hobe. Som Hvalen i Bølgerne, faaledes væltede den faste Krigermasse bem foran fig, og styrtede dem til begge Sider ned ad Baffen. Flugten blev

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »