Morash blev alligevel ved at forfægte sin Mening. Mänzer taug saalænge indtil han saae, at Fleerheden hældede til denne. Da traadte ogsaa han over til Samme, og befalede at afsende Rurleben med det omtalte Hværv.

Da Fyrsterne hørte, at deres Affendinge vare lagte i Lænker, at den ene var myrdet og den anden endnu befandt fig i Rebellernes Vold, brød de ufortøvet op med hele den forenede Styrke. For imidlertid at frelse Grev Stollberg, afsendte de en opfanget Bonde med den Besteed: at Greven først skulde gives les, inden man vilde indlade sig i nærmere Underhandlinger.

"

Ved dette Budskab udbrød Münzer: Sandeligen! Fyrsterne i Zoan ere Daarer; Pharaos vise Raadgiveres Raad er blevet ufornuftigt. Herren haver blandet og udøst en faare forvendt Aand inden i dem. Men de skal forfølges og ads spredes som Avner paa Bjergene for Vejret og for hvirvelvinden! Forsamler Eder nu alle af Israel, at vi kunne gaae ud imod dem og søndertrampe dem som Skarn under vore Fødder!"

Under vild Tummel og uafladeligt Skraal stormede nu Bondehæren ud af Staden, den fast forventede vidunderlige Sejr imøde. De, som ikke vare fuldt saa stærke i Troen, lod Münzer snildelig blive tilbage, under Anførsel af Oppositionens Hoved, Samson Morash, hvem han dog stillede tvende ivrige Gjendøbere ved Siden. De formanedes at bevogte Byen vel, og under intet Tilfælde at lade Grev Stollberg og Frøken Gehofen slippe sig af Hænderne.

Münzer slog Lejr paa en Bakke, en Fjerdingmiil udenfor Frankenhausen, og omgav denne - efter gammel, entnu ej ophævet Krigsbrug - med en tredobbelt Vognborg. Fire Kanoner plantedes paa Lejrens fire Hjørner, og foran Münzers Telt en uhyre Fane, paa hvilken en Regnbue

Tegnet paa hans foregione Pagt med Gud

faaes afbildet. En Grav og et Brystværn blev til ydermere Betryggelse, opkaftet udenom Vognborgen.

Disse Forberedelser, der ikke tydede paa Angreb, men Forsvar, medtog den største Deel af Dagen. Det Øvrige af denne blev, tilligemed Natten, tilbragt med Sviir og Bønner, Pfalmer og Viser.

Münzer gik allevegne omkring og spaaede en let og glorværdig Sejr. For at gjøre denne endnu mindre tvivlsom, fortalte han: at Jehovah havde aabenbaret sig for ham, og lovet, i Slagets Hede at sende ham en Legion Engle til Hjælp.

IV.

Det var Dag. I Kirketaarnets Glamhuller stod allerede Mange paa Udkik. Nedenunder paa Gaderne begyndte det at blive uroligt; Dørene lukkedes op og i; Beboerne gik ud og ind; Bevægelsen tiltog. Man ilede frem og tilbage, standsede, tiltalte hverandre, fulgtes et Stykke, og skiltes atter ad, for at slutte sig til Audre.

For hine oppe i Taarnet maa Frankenhausen have seet ud som en Myretue, i hvilken en ørkesløs Dreng nylig har pirret op med sin Kjep: de smaae Indvaanere firme for: styrrede hid og did, fare iilsomt afsted, gjøre pludselig Holdt, beføle hinanden, lobe igjen, bestandig uden at forlade den lille vrimlende Plet.

Solen brød frem. Da faae Spejderne den med eet tindre paa Fyrstehærens blanke Vaaben fjernt ude i Vesten.

„De komme!" lød det frygteligt som Stormklokkens Klemt fra Taarnet.

„De komme, de komme!" lød det igjennem alle Gader.
„Til deres egen Fordærvelse!" skreeg Zeloterne.
„Maaskee!" fukkede de Frygtsomme.

Til vor Forløsning!" mumlede de Velsindede.

„Hvor nær ere de?" raabte alle Partier op til Taarnvægterne.

„En Miilsvej, eller halvanden" svartes der.

"

Morash! hvor er Samson Morash?“ spurgte nu den ene Bonde den anden.

„Samson Morash!" skreeg man snart over hele Byen. Men Samson Morash var der ikke; han var klogere end som saa. Allerede længe havde han begyndt at fortryde sin Deeltagelse i dette Vovespil, hvilket han i Førstningen ikke troede, vilde have gaaet saa højt. Han havde ladet sig henrive af Strømmen, smigret ved den Udmærkelse, at vorde udkaaret til fine Sognemænds Anfører. Efterhaanden anede

det ham, at han, under den tilkommende Afstraffelse, vilde komme til at nyde en mindre misundelsesværdig Udmærkelse. Han fattede da den Beslutning: ved først givne Lejlighed at sørge for sig selv.

Til den Ende gik han ved Midnatstid ind til Grev Stollberg, hvis Bevogtning han velbetænkt selv havde paataget sig, og tilbød: at ville bringe denne i Sikkerhed til Fyrsternes Hær, naar han torde bestemt love ham Pardon. Herpaa gav Greven fit Æresord. Sin Datter vilde han naturligvis gjerne havt med; men da Morash forfittrede ham, at hun befandt sig i Mühlhausen, maatte han for det første opgive dette, og nøjes med at frelse sig selv.

I Dagbrækningen naaede Begge den forenede Armee, og efterat Morash havde underrettet Anførerne om Rebellernes Stilling og Planer, erholdt han den forønskede Tilgivelse. Man rykkede ufortøvet op mod Oprørernes Lejr. 3

Kanonskuds Afstand blev gjort Holdt, og Landgreve Philip reed med et hvidt Flag paa sin Landsé saa nær hen til Vognborgen, at hans Raab kunde høres og forstaaes derindenfor.

Han lovede da for allerfidste Gang en almindelig Am nestie paa det Vilkaar: at Münzer, Pfeifer, tilligemed tolo andre Rebelhøvdinger strar bleve udleverede, saavelsom Vaabnene og alt det ranede Gods. Mange skulde med Glæde have grebet dette Tilbud; men Sværmernes Partie var for stærkt, og Münzer vidste ved sin tordnende Tale, ved fineprophetiske Forjættelser, vældigen at oppuste den dulmende Jld.

Da steeg atter fra titusinde Halse Feldtskriget: "Hers rens Sværd og Gideons!" vildt op mod Himlen; en Pilehagel faldt ned foran Landgreven; de to Hjørnekanoner bragede, og udsendte et Par afmægtige Kugler, og Luntebøsserne knaldede ud mellem de sammenlænkede Vogne.

Saa var da Dødsdommen afsagt over Tusinder; Blodstrømmens Sluser vare aabnede, og alle Krigens Furier løsladte.

Fyrsternes Hær satte sig i Bevægelse. Buldrende, tindrende under Morgensolens Straaler, skreed den frem liig en uhyre Bølge, som Vindene rulle ind mod Strandbredden.

Først paa halv Skudafstand udvæltede de hvide Damps 'ffyer fra Kanonernes tordnende Munde. Kuglerne slog ind igjennem Vognborgen: Træstumper og Splinter dræbte og qvæftede endogsaa Flere, end hine. Strækken greb de Øvrige: be vaklede, og begyndte at see sig om efter Flugt og Frelse. Endnu holdt Anføreren Stand: fra Indgangen af hans Telt midt i Lejren lød hans Røst stærkt igjennem Buldret og Larmen og de Saaredes Skrig.

"See!" raabte han med Tordenrøst: See! hisset aabner Jehovah Himmelens Porte! seer hans Hærftarer bryde ud med Hævnens flammende Sværd!"

Solen brød i det samme frem mellem tvende Skyer. Sværmerne faae, didop, hvor Propheten viste, blændedes af Solglandfen, og saae hvad de vilde fee.

-

„Herrens Sværd og Gideons!" fkrege Alle som med een Mund.

De Jvrigste sprang med blind Raserie gjennem Vogn= borgen, de fjendtlige Ryttere der nu stormede frem i brusende Gallop imøde.

"

-

Münzer faae deres blinkende Sværd over Oprørernes Hoveder: da fluktes den sidste Gnist af hans tvivlsomme Mob. Herren vil maaskee prøve os!" sagde han sagte og stjælvende til fine Nærmeste, gik ind i Teltet, afkastede i en Skynding sin hele Rustning, og iførte sig en simpel Haandværksmands Dragt, som han vist nok til dette Brug havde ført med fig.

Han sneeg sig bag ud, hen til den modsatte Side af Lejren, hvor allerede en stor Deel af Bondehæren var i Begreb med at flygte. Han kastede sig paa een af de her staaende Hefte, og jog nu, med Nogle foran og Flere bagefter, ind til Frankenhausen.

Denne Bye var allerede forladt af sine fleste Forsvarere; det første Kanonskud var dem et Signal til Flugt. Hermuntrudes Bevogtere vare de Første, der salveerte fig; men nagtet hendes Bønner og glimrende Tilbud, førte de hende med sig til Mühlhausen, drevne enten af Lydighed mod Münzer, eller snarere af Haab om, i den yderste Knibe at bruge hende' som et frelsende Gidsel.

Ubarmhjertig rafede Sværdet mellem de snart værgeløse Bønder. De tætsluttede Kæmperækker fandt kun stakket Modstand af disse uordentlige Hobe. Som Hvalen i Bølgerne, saaledes væltede den faste Krigermaßse dem foran fig, og styrtede dem til begge Sider ned ad Bakken. Flugten blev