Münzer vendte sig heelt om imod ham. Med indvortes Forfærdelse faae Hermuntrude den Elffede; men ogsaa i dette frygtelige Djeblik vidste hun at beherske sig selv.

Inden Münzer atter kastede fine Dine paa hende, havde hun allerede med et Blink og en sagte Hovedrysten givet Ridderen et Tegn, som han strax forstod og fulgte.

„Kjender I denne Mand?“ spurgte Skurken hende med et triumpherende Smiil.

Hun betragtede ham koldt og fremmed: Det er ikke min Broder" sagde hun, men en anden Herre, som jeg vel før har feet, men hvis Navn nu ikke vil falde mig ind- I kan jo adspørge ham selv!“

"Jeg hedder Caspar von Rurleben" sagde denne, „og har Intet videre med Eder at bestille, end at jeg paa Fyrstens Anmodning er kommen at stifte Fred og Forligelse."

"I har jo taget fejl," fagde Münzer til Vagten, „det var den anden Ridder, Gehofen, jeg forlangte; bringer ham, og fører denne tilbage! Og " raabte han efter de Bortgaaende, stiller ham an udenfor Vinduerne, her nede i Gaarden!"

Han traadte atter med sammenlagte Arme foran Hers muntrude, og saae længe ubevægelig paa hende. taughan ogsaa.

Hun

Endelig slog han begge Armene ud, drejede sig omkring og raabte: See! din Broder kommer! eet Ord af din Mund kan stjænke ham Friheden eller Døden!"

Maternus stod midt i Gaarden. Han faae fin Soster i Vinduet og udstrakte fine lænkebundne Hænder imod hende; men hun viiste med et tillidsfuldt Blik mod det Høje og dernæst paa fit Hjerte.

Broderen forstod hende: "Herovenfra skal hjertet hente

sit Haab og sin Styrke...

S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. II.

5

„Nu skulle vi erfare,« raabte Skurken, „hvorvidt I vil drive Eders dumme Halsstarrighed: om I vil give mig Eders Kjerlighed, eller Eders egen Broder Deden; thi Herren gjøre mig saa, og lægge saa dertil! der er ingen tredie Vej; det Ene eller det Andet skal skee endnu i denne Time!"

-

"Det Første steer itke," svarte Hermuntrude, hverken i denne eller nogen anden Time, som Gud vil forunde mig at leve; og det Andet det er dog utroligt, at I, som kalder Eder en Guds Tjener, vil udgyde saa uskyldig en Mands Blod, alene fordi hans Søfter hverken kan eller efter Guds Lov tør give Eder sit Hjerte. Har I Villie til mig, som I desværre alt for ofte har sagt mig, vil I da fremme den ved at myrde min Broder? Nej, sikkerlig! I vil iffun true mig; men vid det, Münzer! Eders Trusler ere ligesaa uvirksomme paa mig, som Eders Løvter: med Gud og min Ære vil jeg leve og døe."

Han ffar Tænder.

„Trusler?" sagde han, og aabnede det ene Vindue, ved hvilket han stod.

Et Tørklæde, vaadt af de Taarer, Hermuntrude i Løndom udøste, laae foran hende.

Han rev det til sig, hængte det paa Krogen i det op= lukkede Vindue, og raabte til Vagten: "Naar jeg borttager dette Klæde, borttage I denne Synders Liv! Hans Blod stal være paa Eders Spyd!"

„Ha!“ raabte Ridderen, «hvorfor skal jeg nu myrdes ? Har I ikke taget mig, saavelsom mine Medfølgere, til Gidsel? Hvad er Aarsag til denne Eders grusomme Beslutning?"

„Her,“ svarte hiin, lige for Eder, seer I Aarsagen: Eders Søsters forstokkede Sind, hendes formastelige Hovmod, hendes Gjenstridighed mod Herrens Raad og Villie, er det, som nedkalder Hævnens Sværd over Eders syndige Hoved."

Han foer hen til Hermuntrude, stødte hendes Vindue hæftigt op, saa det tørnede mod Muren og Ruderne faldt klingrende ned.

"See her!" skreeg han, her staaer hun, den vise Drons. ning af Saba. Prøv nu selv, om I kan bøje hendes Stolthed! Af hendes egen Mund skal I høre Eders Dom."

Han tog et næsten udrundet Timeglas, og satte det i Vindueskarmen.

„Naar det sidste Santskorn falder" lagde han til, „er Eders Stjæbne afgjort; faalænge ligger den endnu í Eders egne Hænder derefter tager Eders Beslutning."

Med disse Ord traadte han tilbage, og vedblev den fastsatte Tid at gaae op og ned i Værelset. Af og til kastede han et Dje til Timeglasset; men lod forresten, som om han slet ikke gav Agt paa de ulykkelige Sødskendes Samtale.

"D, min Broder!" jamrede Hermuntrude, min Skjændsel skal være Prisen for din Frihed og dit Liv."

„Saa har du kun Eet at vælge," raabte Maternus: Saa dyrt kjøber jeg ingen af Delene; doe kunne vi begge' Du ogsaa, Søster! thi jeg kjender Dig; men Æren ville vi tage med os í Graven.“

Angstfuld vreed Hermuntrude fine Hænder: D Gud, min Gud!" raabte hun, er der ingen Barmhjertighed mere i Verden?"

Hun sprang hen og kastede sig paa Knæ for Uhyret, og bad med Ord, som vilde have rørt den haardeste Tyran paa Jorden; den blodtørstige, den vellystige Münzer blev ubevægelig.

Han pegte kun paa Glasset, og svarte: „Ja eller Nei, Liv eller Død ligger paa Eders egen Tunge!"

Da rejste den ædle Pige sig, bleg som Doden selv. Langsomt traadte hun hen for Vinduet, og sagde: "Farvel

min Broder og min Ven. I sin Himmel belønne Gud Dig for al din Kjerlighed imod mig! Han forbarme sig over os begge!"

„At døe" raabte Maternus, er vor fælleds Skjæbne, og denne gaaer jeg med Ydmyghed imøde; men at efterlade Dig, min eneste, min dyrebare Softer her i denne Mordergrube, o Gud! det er Gift og Galde i mit Hjerte Münzer!" raabte han med stærkere Stemme, er det saa, at jeg skal døe ?"

Münzer nikkede, og viste paa Timeglasset.

„Vel da;" gientog Ridderen: „i Herrens hellige Navn! Uberedt skal jeg stædes for din strænge Dom Gud, vær mig Synder naadig!"

„Uberedt?" spurgte Münzer: „Vil I have en Præft? den skal I faae! Hift nede“ raabte han til Vagten sidder een af Baals Præfter; hent ham herhid til Synderen, faa kunne de berede hverandre - thi han er ogsaa skyldig at døe."

Man hentede Præften.

Imidlertid havde Rygtet om, hvad der var paafærde der i Gaarden udbredt sig over hele Byen.

Samson Morash og flere af Opmændene, der allerede begyndte at mistroe baade deres Prophet og deres Lykke, samt at tænke med lønlig Angst paa Fremtiden, vilde nødigen ved et Mord paa Fyrsternes Gesandte opægge disses Vrede til den højeste Grad, og saaledes afskjære sig selv enhver mulig Vej til Naade.

De dannede allerede en Opposition mod Münzer og `hans meest zelotiske Tilhængere, dermistvivlende om nogen Slags Udsoning kun søgte at holde sig faalænge muligt, vg, ved at drive Alle samtlig fra Udaad til Udaad, at for: binde dem desto fastere med sig.

Nogle af de mere Moderate samlede sig da, og ilede, for at forhindre Gehofens Drab, til Münzers Bolig. De stormede derind, og lode under dette Hastværk Dørene staae aabne efter sig. Da de aabnede den sidste, ind til Münzer, og denne vendte sig om imod dem, rev et hæftigt Lufttræk det uheldige Signal af Krogen ned i Værelset.

Vagten som meente, at det med Villie var givet, styrtede med Mordskrig ind paa Ridderen og Præften.

Herre Jesus! annam min Aand!" raabte hiin; og i samme Øjeblik faldt de Begge gjennemborede i deres Blod. Hermuntrude sank afmægtig til Jorden.

Der paafulgte nogle Minuters Taushed: Alle stode bes tagne af Forfærdelse og Angst for den saa frækt udæftede Hævn; selv Münzer syntes- eller maaffee virkelig var - ganske forbløffet. Første Gang maatte han her gribe til Undskyldninger for fine Undergivne: han forsikkrede, at han alene ved at indjage Ridderen Skræk havde villet aftvinge denne Bekjendelse om Fiendernes Styrke og Angrebsplaner.

„Men," sluttede han, „den Ugudeliges Time var kommen det var Herrens Villie - den kan Ingen imodstaae.

"Saa er mit Raad nu dette," begyndte Morash, „at vi lade de Andre les, og sende dem tilbage for at mægle Fred, inden dette spørges."

„Kan den Ene iffe være nok?" sagde Münzer, der nødig tilde slippe Stollberg af fine Kløer: „Stille vi os ved Begge, have vi jo intet Gidsel mere."

"Det Bedste," sagde Blodhunden Winkler, der kom til i det samme, var at stikke dem efter den Første, saa blev den Snak ikke længere. Hvad, Fred! Hvad Mægling! Herren er med os, hvo kan da være imod os? Hvad siger han til Gideon? Med tre Hundrede Mænd vil jeg give, Midianis terne i din Haand."