"Jeg tiltræder Eders Mening," sagde Hertug Johan, "og følgelig ere vi jo enige i at opfylde min Hr. Broders ætle Begjæring. Spørgsmaalet bliver altsaa kun dette: hvo skal eller maaskee rettere hvo vil paatage sig dette usædvanlige og ingenlunde farefrie Gesandtskab.

Der paafulgte nogle Djeblikkes Taushed.

Endelig traadte Grev Stollberg frem og sagde: "Farens Størrelse kan ikke her friste mig til et Vovestykke; men vel det Haab, at min Tiltale vil kunne udrette Noget. En stor Deel af mine Undersaatter befinde sig blandt Oprø rerne, og jeg vilde meget fejle, om min Nærværelse ikke skulde virke baade paa dem og de øvrige Rebeller.“

"Jeg takker Eder forud, fjere Greve! for dette Eders Tilbud" sagde Landsfaderen; "alene skulde I dog ikke tage afsted. De Mennesker, I faae med at gjøre, ere at betragte og behandle som vilde Dyr

Lydighed."

Dem afbrød Greven, „truer man med et Ord til

"Med truende Ord gjentog Churfyrsten, udretter man mindre, end med venlige; begge Dele, begge Dele! hver til fin Tid! det er en vakker mild Ungersvend, den Ridder Gehofen; tag ham med, Hr. Greve! og vor gode Rurleben! Det giver Eders Sending tillige mere Anseelse."

Greven bøjede sig taus, og gik ud for at meddele de tvende unge Riddersmænd Landsherrens Ønske. De vare strar villige til at opfylde det.

Ved deres Bortgang kastede Hans von Werther et betydningsfuldt Blik til dem begge! de forstode ham, og niffede.

Med en hvid Fane foran, nærmede de trende Affendinge sig til een af Frankenhausens Porte, og forlangte - i Kraft af deres Heroldsværdighed — at vorde fredelig ind- og udladte.

Vagten bragte dette Budskab til Münzer, der just paa Torvet befandt sig omgivet af Bandeanførerne og de ham hengivne Borgere.

Da han hørte Gesandternes Navne, smilte han, og raabte: Herren smelter de Vældige som Vor; Kongerne bøje sig og bede om Naade lad deres Sendebud føres hid for mit Ansigt!"

De kom. Grev Stollberg red et Par Skridt frem foran de Andre, slog Visiret op, og sagde: „De forsamlede Herrer og Fyrster af Sachsen, Brunsvig og Hessen, samt vi Grever af Mansfeld og Stollberg kundgjøre Eder alle vor Villie og Beslutning: at lade Naade gaae for Ret, at tilgive og ikke efter Fortjeneste straffe eders begangne Forbrydelser, paa det Vilkaar -ll

Her blev den Talende afbrudt ved en Murren og Summen i hele Forsamlingen og ved en fleerstemmig Gjentagelse af Ordet Vilkaar, deels i en spørgende, deels i en vred og haanlig Tone.

Münzer, ligesaa forbløffet som betaget af Vrede, kunde ikke saa strax fatte sig og komme tilorde.

Ridder Maternus, frygtende for de rimelige Virkninger af den stolte Greves her saa ilde anbragte Myndighed, reed hen til hans Side og sagde:

"Landsmænd! Fyrsterne tilbyde Eder Fred og Forglemmelse af alt det Passerede, og forlange som billigt at hver gaaer til Sit, og atter tager fat paa sin fredelige Dont.«

"Den Vise har en bedre Tone" mumlede Bondehøvdingen Johannes Winkler naar Rotten sidder i Klemme, faa piber hun."`

"Det er ikke svært" raabte Rurleben, „at see, hvo nu sidder i Klemme: Fyrsterne har Landet, og I. fjere Landsmænd! befinde Eder mellem Frankenhausens Mure..

Den store, tykke, fiirfkaarne Samson Morasch loftede den ene Skulder, trak op i fine Burelinninger, og sagde, idet han faae ned paa fine Naboer til begge Sider:

"Der er dog nogen Mening i den Tale -- 11

Lokkemad, Lokkemad!" udbrød Münzer, som nu gjenfandt sit Mæle; de ville blot skille os ad, for siden at myrde os een for een."

„Hvad?" raabte Greven forbittret, „vover Du at drage vort fyrstelige Ord og Tilsagn i Tvivl? Nedlægger Eders Vaaben, og modtager den Naade, som I ikke har fortjent!"

"Grev Stollberg!" sagde Maternus hastig og sagte, "dæmp Eders billige Vrede, og betænk hvor vi ere!"

,,Satan taler af din Mund! Du Belials Mand!" skreg Münzer; vil Du spotte Herrens Udvalgte? Veedst Du ikke at jeg har Magt til at døde dit syndige Legeme?"

"Vil I forgribe Eder paa Fyrsternes Gesandtere?« sagde Rurleben, har I ikke selv givet os frit Lejde at komme og drage bort i Fred?".

"Men I komme" skreg hiin, som Spioner og Forrædere! at gjøre Guds eget Folk splidagtigt og ueens med sig selv men nu skulle I ligge paa eders Gjerninger! Herrens Sværd og Gideons! fald an, v Israel! og offrer disse Hedninger Herren til en sød Lugt!"

Da bruste det vildt igjennem Hoben, Pikerne begyndte at skyde sig ivejret.

"

„Død og Helvede!" brølte Stollberg, skal dette vorde Enden! men Du skal ikke see mit Fald, skinhellige Afskum!..

Han greb efter Sværdet, og klemte Hestens Sider, fo at styrte sig over Münzer. I dette for Liv og Dvd afgjørende, Djeblik tabte Rurleben hverken Mod eller Befindelse.

Han greb Grevens Arm, og sagde: det er endnu iffe Tio!" Derpaa slog han til Lyd med Haanden og raabte: „Et Ord, Landsmænd!"

Det blev lidt stillere i Kredsen.

"Vi ere i Eders Magt, og I kunne altid, naar I ville, berøve os Livet give os det tilbage, staaer iffe meer i Eders Magt. Dræbe I os, Fyrsternes Udsendinge, er alt Haab om Fred og Tilgivelse for stedse udflukt; og deres Sværd vil hævne vort Drab paa Eder og alle Eders."

Forgjæves raabte Münzer flere Gange: »Hører ham iffe, hører ham ikke! og udretter Herrens Befaling!"

Ingen rørte sig for at anfalde dem, uden Winkler, der vel fældede sin Pike, men stødte ikke til, da han saae, at de Øvrige endnu vare tvivlraadige.

"Vil I ikke lade os gaae." gjentog Rurleben, kunne I jo beholde os som Gidsler! der kommer maaskee snart den Dag, da vi paa denne Maade kunne vorde Eder nyttige.

"

"Ja ret saa!" sagde Kæmpen Morasch, Gidsler skulle de være, Børn! det er et godt Pant," og snart stemmede næsten hele Forsamlingen i med dem.

Münzer fnyste: „Du Øgleunge!" snærrede han, „hvo haver lært Dig at undflye den overhængende Vrede? men Gjemt er ikke glemt! Vel da! bringer dem i sikker Forvaring; men seer til, at Eders Ulydighed ikke paadrager sig Himlens Vrede! og tænker paa Saul, som sparede Agag! jeg toer mine Hænder."

Med disse Ord rejste han sig, og gik med undertrykt Forbittrelse ind i det Huus, hvor han havde taget Bopæl, for at fornye en kort tilforn afbrudt Kamp af en ganske anden Art: den mod Gehofene sjælestærke, uforfærdede Søster.

"Gidsler! Gidsler!" dette Ord søndersavede han flere Gange med Tænderne; men med eet standsede han og udtalte

Broder for Sefter

det højt og jublende: "Ja i Sandhed! et herligt Gidsel! at det nu først rinder mig i Tanke! Vel, at han lever! - det var Herrens Finger!"

Hermuntrude sad, som om hun havde været hjemme i fredelig Fædreborg, roligt sysselsat med et kvindeligt Haandarbejde, som hun endog i det forstyrrede Frankenhausen havde vidst at forstaffe sig, da Münzer traadte ind i Stuen. Hun faae op, og mærkede øjeblikkelig af den skumle Glæde i hans lumske Aasyn, at en for hende sørgelig Begivenhed maatte have fundet Sted. Men ligesaa hastig forberedt paa det Værste, fortsatte hun, fattet og udvortes fuldkommen rolig, fin Bestilling.

Münzer spadserede nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, standsende af og til med et Sideblik paa den modige Kvinde. Omsider traadte han tæt hen foran hende, og sagde:

„Barnlille, vil Du endnu længer stampe mod Braadden? Du seer, at Herren er med mig i alle mine Veje - tør Du, o Kvinde! ene være imod mig?"

Hermuntrude blev ved at arbejde: "J veed min Beslutning" sagde hun, „hvorfor skal jeg atter gjentage, at den er ligesaa fast, som min Troe paa Gud og hans Retfærdighed?..

Skurken grinte: "Det vil komme an paa en Prøve!"
Han ringede. En Drabant traadte ind.

"Lad den fangne Ridder Maternus von Gehofen føre hid!" bød han, og fæstede sit forskende Blik paa Hers muntrude.

Hun faae flygtigt op paa ham, men blev ved at sye, fængslende sin Frygt og Kummer dybt i sin egen modige Barm.

Døren oplodes. Betynget med Lænker, omringet af bes væbnede Bønder, indtraadte Caspar von Rurleben.