Det var ikke sært, at han saavel for fin mod Præsten udviste Menneskekjerlighed, som for fit nette og adstadige Væsen, snarlig kom i dennes Kridthuus. Ligesaa naturligt var det, at han af stjon Sigrid blev begegnet med Agtelse og Velvillie; og det varede ikke heller længe, inden han virkelig syntes at høre til Familien.

Hans Regiment, der var det sidste af Bagtravet, fif Befaling at blive tilbage i Fyen og holde denne De besat, medens Kong Carl med den øvrige Hær drog flere Erobringer imøde. Derved forlængedes hans Ophold i Præstegaarden til større Gavn for Velærværdige Hr. Reuße, end for ham selv og den dejlige Sigrid; thi kortelig at berette, der opstod hos begge en gjensidig Tilbøjelighed, som ingen af dem syntes at mærke, før det var bagefter.

Den, som først opdagede Noget baade hos sig selv og hos den Anden, var Majoren, men det var Synd at sige, at han førte sig sligt til Nytte; meget mere tiltog hans Tilbageholdenhed i samme Grad, som den stakkels Sigrid i sit Hjertes Uskyldighed viste sig ømmere og fortroligere. Kun Suffe, men intet Elskovs Ord kom over den veltænkende Krigsmands Læber, og ofte blev Pigens milde Blik besvarede med nedslagne Øjne, og et Par bittersøde Taarer. Det var ikke enhver Officier, der skulde baaret sig saa enfoldig ad, allermindst i et fremmed Land.

Det samme meente ogsaa alle Bataillonens Officierer, som hverken vare enfoldige eller blinde; ja En og Anden prøvede vel paa, at udstikke den taabelige Major; men det var forgjæves Moje: i de smaae uskyldige Pigehjerter er kun eet Rum. De Herrer Lieutenanters Galanterier bleve enten slet ikke forstaaede, eller med Kulde afviste; og videre torde ingen af Erbodighed og Agtelse for Chefen gaae. Men

der var endnu Een tilbage, som hverken af denne eller andre Grunde behøvede at genere fig.

Vinteren var forbi, og Foraaret begyndte at melde sig med Lærkesang, og Alt hvad dertil hører: Da kom Regimentsobersten første Gang i Præstegaarden. Han var en ung Mand, en smuk Mand og en grevelig Mand; og han havde erobret flere qvindelige Hjerter, end hans Herre, Kong Carl, Fæstninger.

Da han i al sin Stads og krigerske Skjønhed kom ansættende, gjørde skjøn Sigrid store Dine, og Majoren sure Øjne; men Pigebetvingeren forlibte Dine. Grev Løvenhjelm, eller Orenhjelm, eller hvad det var han hed, begyndte ufortøvet med Smiger og Complimenter at drage den første Paralel.

Majoren mærkede det, og frygtede for, at Approcherne snart vilde lede den fejerrige og erfarne Fjende nærmere til Fæstningen. Hvad skulde han gjøre? Aabenbar torde han ikke forstyrre Oberstens Beleiringsarbeider; men derimod stræbte han lønligen at nedrive hans Brystværn og fylde hans lumske og forborgne Løbegrave.

Han talte desaarsag hemmelig med Præsten, og gjorde ham ret nøje opmærksom paa den Fare, hvori hans unge og uerfarne Jomfrue svævede, og raadede ham som det sikkreste - at fjerne hende fra den farlige Fjendes Dine, samt derhos med sin præstelige Værdighed og faderlige Anseelse at advare og formane hende til Opmærksomhed paa sig selv.

Jeg kan ikke her lade ubesvaret en Anmærkning, som mangen Læser, maaskee og Læserinde vil gjøre: Majoren vidste jo, at skjøn Sigrid var ham god; hvi kunde han da være saa ængstelig for hende? hvor kunde han tænke saa slet om hende?" Hr. Læser! Majoren elskede! og har De selv elsket, saa veed De, at sand Kjerlighed er bly, beskeden, mis

troisk med Hensyn til egen Elfkværdighed, og frygtsom, ja ængstelig med Hensyn til den elskede Gjenstand: mere behøver jeg ikke at sige.

Nu da: det var strax efter Middagsmaaltidet, at denne Aftale blev gjort; hele Eftermiddagen havde Obersten nok at bestille med Tjenestesager, men ved Aftensbordet savnede han rigtig den skjønne Sigrid. Præsten svarte, at hun var upasselig, og derfor ikke kunde lade sig see. Obersten trak med Læberne, som til Smil; men druknede dette hurtig í et Bæger af sin egen medbragte Viin.

"Det vilde smerte mig" sagde han galant, men alvorlig, „om den unge Dame just skulde blive syg ved min Ankomst; befinder hun sig ikke bedre imorgen, skal jeg sende Regimentslægen herhid; det er en duelig Mand, der ogsaa forstaaer sig paa indvortes Sygdomme."

Nu gik Samtalen over paa andre Gjenstande.

Den følgende Dag lod Sigrid sig heller ikke see ved Frokosten. Obersten gjentog sit Tilbud fra forrige Aften; Præsten gjorde mange Undskyldninger, for at slippe fri for denne Naadesbevisning, forsikkrede, at hendes Upasselighed intet havde at betyde, og at i al Fald, hvis det skulde blive værre, kunde Regimentslægen tidlig nok confuleres. Obersten beed fig i Læberne og derved blev det.

Middagen gik forbi, og der var for Regimentschefen i Præstegaarden Intet videre at bestille. Han maatte nu tilbage i sit Dvarteer; Hestene bleve førte frem.

"Veed De hvad?" sagde han pludselig til Majoren: "Jeg troer, vi To engang ville bytte Logis; man kedes ved at ligge saa længe paa eet Sted" her lagde han Hatten bort „Hr. Pastor! I er en vakker Vært, jeg bliver hos Jer' og I, Hr. Major, behager at sende mig al min Sibensak

herned I kan afbenytte min Hest Gaarden! det er en flink Mand."

Majoren blegnede.

Hils Forvalteren paa

Men her var ingen Indødndinger
Med et betydende Blik til

at gjøre: han bukkede og adlød.

Præsten og et varmt Haandtryk steg han til Hest, og bad Jomfruen hilse.

Men den omtalte Gaard var netop Billeskov, og Forvalteren var altsaa den gode Peder Klausøn, skjøn Sigrids Fader. Han havde været faa snild, af Anføreren for Avantgarden at tilkjøbe Gaarden en Sauvegarde; det havde rigtignok kostet et stort Sølvbæger fuldt af ægte Mammon, hvilket han til dette Øjemed havde udbedet sig af den bortdragende Herre; men saaledes blev ogsaa Gaarden bestandig skaanet for Plyndring, og modtog ikke anden Indqvartes ring, end Regiments- eller Bataillonschefer med deres Tjenere.

Peder Klauson studsede, da han, istedetfor fin unge lystige Hr. Greve, faae den ham ubekjendte Officier indtage hans Plads; men beklemt om Hjertet blev han, ved nogle Dage derefter at erfare den rimelige Grund til saadan Ombytning.

Saasnart nemlig den sørgmodige og ordknappe Major hørte, hvo der var hans Vært, at det var den ømt og lønligt Elskedes Fader, lod han ham ikke længe blive uvidende om, i hvilken farlig Stilling Datteren befandt sig:

"Jeg har fjendt eders Datter" sagde han tilsidst: „nu et Par Maaneder; hun er en uskyldig og meget sædelig Pige; men jeg fjender ogsaa min Chef, og - kort sagt: 3 gjorde bedst i at tage eders Datter her hjem."

Peder Klausøn takkede vel Majoren for det givne Vink; men saae dog lidt mistroisk til ham, og tænkte ved sig selv: saaledes snakke de Næve for de Gjæs;" enten Ræven eller Ørnen tager min Gaas, kan være mig lige kraftigt.

"

Dog, det var jo altid fikkreft at have Datteren hos sig under umiddelbart Opsyn.

Han takkede desaarfag Majoren for hans velmeente Raad, og spurgte, hvorledes han bedst skulde afbenytte det.

"Det rigtigste," svarte denne: er, at I gaaer selv der ned, og forlanger eders Datter paa en eller anden Grund, som I nu bedst kan ophitte."

Den gode Peder Klausøn nikkede, saa den brede Hat sank ned og skjulte det halve Ansigt, dernæst rystede han næsten umærkeligt paa Hovedet; men sagde Intet.

„Hvad I vil gjøre, det gjør fnart" sagde Majoren, og som opvækket af en Drøm drejede Peder Klausøn sig hurtigt om, gik ind, iførte sig en Stadskofte, ombandt sin Hals med et langt hvidt Klæde, hvis befryndsede Ender hang ned til midt paa Brystet, tog en messingknappet ti Qvarteer lang Stok i Haanden, og vandrede afsted til Præstegaarden.

Han ankom i Middagslavet. Da han traadte ind i Stuen, sad alle Mand tilbords: øverst Hr. Greven, ved hans Højre skjøn Sigrid, ved Siderne ti, tolv svenske Officierer og nederst hans Velærværdighed, Hr. Reutze.

Sigrid reiste sig, og rødmede af Glæde over at see sin kjære Fader; men blegnede strar derpaa ved Tanken om fin Stilling, hvis Farlighed allerede var blevet hende indlysende.

„Ej, ej! Hr. Vært!" fagde Greven, og tømte fit Bæger: „skal man see Eder her? kommer I for at besøge eders Datter? hun har været en Smule Patient; men som I nu selv fan overbevise Eder om, er hun i ønskelig Bedring."

Peder Klausøn drejede paa sin Hat og sagde: "det er mig meget belejligt; thi jeg behøver hende nødvendig paa Gaarden, da Huusholdersken og begge Kammerpigerne ere blevne syge."