Billeder på siden
PDF
ePub

Det var ikke fært, at han saavel for fin mod Præsten udvifte Menneffeljerlighed, som for fit nette og aðstadige Væsen, snarlig fom i dennes Kridthuus. Ligesaa naturligt var det, at han af ftjon Sigrid blev begegnet med Agtelse og Velvillie; og det varede ikke heller længe, inden han virkelig syntes at høre til Familien.

Hans Regiment, der var det sidste af Bagtravet, fif Befaling at blive tilbage i Fyen og holde denne De besat, medens Rong Carl med den øvrige Hær drog flere Erobringer imøde. Derved forlængedes hans Ophold i Præstes gaarden til større Gavn for Velærværdige Hr. Reuße, end for ham selv og den dejlige Sigrid; thi fortelig at berette, der opstod hos begge en gjensidig Tilbøjelighed, som ingen af dem syntes at mærke, for det var bagefter.

Den, som først opdagede Noget baade hos sig selv og pos ben Anden, var Majoren, men det var Synd at fige, at han førte sig fligt til Nytte; meget mere tiltog hans Tils bageholdenhed i samme Grab, som den stakfels Sigrid i sit Hjertes uskyldighed viste sig ommere og fortroligere. Kun Sukke, men intet Elskovs Ord fom over den veltænkende Krigsmands læber, og ofte blev Pigens milde Blik besvarede med nedslagne Dine, og et par bittersode Taarer. Det var iffe enhver Officier, der skulde baaret fig faa enfoldig ad, allermindst i et fremmed land.

Det samme meente ogsaa alle Bataillonens Officierer, som hverken vare enfoldige eller blinde; ja En og Anden prøvede vel paa, at udstiffe ben taabelige Major; men det var forgjæves Møje: i de smage uskyldige Pigehjerter er fun eet Num. De Herrer Lieutenanters Galanterier bleve enten slet ikke forstaaede, eller med fulde afviste; og videre torbe ingen af Erbødighed og Agtelse for Chefen gaae. Men

[ocr errors]

der var endnu Een tilbage, som hverken af denne eller andre Grunde behøvede at genere fig.

Vinteren var forbi, og Foraaret begyndte at melde sig med lærfefang, og Alt hvad dertil hører: Da fom Regimentss obersten første Gang i Præstegaarden. Han var en ung Mand, en smuk Mand og en grevelig Mand; og han havde erobret flere qvindelige Hjerter, end hans Herre, Long Carl, Fæfts ninger.

Da han i al fin Stads og krigerfte Sfjønhed fom ansættende, gjorde stjon Sigrid store Dine, og Majoren sure Dine; men Pigebetvingeren forlibte Pine. Grev løs vengjelm, eller Drenbielm, eller hvad det var han heb, begyndte ufortøvet med Smiger og Complimenter at drage den første Paralel.

Majoren mærkede det, og frygtede for, at Approcherne snart vilde lede den fejerrige og erfarne Fiende nærmere til Fæstningen. Hvad ffulde ban gjøre? Aabenbar torde ban itfe forstyrre Oberftens Beleiringsarbeider; men derimod ftræbte han lønligen at nedrive hans Brystværn og fylde hans lumske og forborgne løbegrave.

Han talte desaarfag hemmelig med Præsten, og gjorde bam ret nøje opmærksom paa den Fare, hvori hans unge og uerfarne Jomfrue svævede, og raadede bam som det fiffreste - at fjerne hende fra den farlige Fjendes Dine, samt derhos med fin præstelige Værdighed og faderlige Anseelse at advare og formane bende til Dpmærksomhed paa fig felv.

Jeg kan ikke her lade ubesvaret en Anmærkning, som mangen Læser, maafkee og læserinde vil gjøre: Majoren vidste jo, at stion Sigrid var ham god; hvi funde han da være faa ængstelig for hende? hvor kunde han tænke faa flet om hende?. Fr. læser! Majoren elskede! og har De selv elsket, faa veed De, at sand Kjerlighed er bly, beskeden, miss

troift med Hensyn til egen Elffværdighed, og frygtfom, ja ængstelig med Henfyn til den elskede Gjenstand: mere behøver ieg iffe at sige.

Nu da: det var ftrar efter Middagsmaaltidet, at denne Aftale blev gjort; hele Eftermiddagen havde Obersten nok at beftille med Tjenestefager, men ved Aftensbordet savnede han rigtig den ftienne Sigrid. Præsten svarte, at hun var upasselig, og derfor iffe funde lade sig fee. Obersten traf med læberne, som til Smiil; men druknede dette burtig i et Bæger af sin egen medbragte Viin.

Det vilde smerte migo fagde han galant, men alvorlig, ,,om den unge Dame just skulde blive fyg ved min Ankomst; befinder hun fig ikke bedre imorgen, ffal jeg sende Regiments: lægen herbid; det er en duelig Mand, der ogsaa forstaaer sig paa indvortes Sygdomme."

Nu git Samtalen over paa andre Gjenstande.

Den folgende Dag lod Sigrid sig heller iffe fee ved Frokosten. Obersten gientog fit Tilbud fra forrige Aften; Præsten gjorde mange Undskyldninger, for at slippe fri for denne Naadesbeviisning, forsiffrede, at hendes Upasselighed intet havde at betyde, og at i al Fald, hvis det ffulde blive værre, kunde Regimentslægen tidlig nok consuleres. Obersten beed fig i Læberne og derved blev det.

Middagen gif forbi, og der var for Regimentschefen i Præstegaarden Intet videre at bestille. Han maatte nu tilbage i sit Qvarteer; Hestene bleve førte frem.

„Beed De hvad?. sagde han pludselig til Majoren : Jeg troer, vi To engang ville bytte logis; man kebes ved at ligge saa længe paa eet Sted her lagde han Hatten bort

,,Hr. Pastor! ß er en vakker Vært, jeg bliver hos Jer' og 3, Hr. Major, bebager at sende mig al min Sibensak

berned – 3 fan afbenytte min Heft – Hils Forvalteren paa Gaarden! det er en flink Mand.“

Majoren blegnede. Men her var ingen Indvindinger at gjøre: han buffede og adlød. Med et betydende Blit til Præsten og et varmt Haandtryk steg han til Hest, og bad Jomfruen hilse.

Men den omtalte Gaard var netop Billeskov, og Forvalteren var altsaa den gode Peder Klausøn, ffjøn Sigrids Fader. Han havde været faa snild, af Anføreren for Avantgarden at tilfjøbe Gaarden en Sauvegarde; det havde rigtignok kostet et stort Sølvbæger fuldt af ægte Mammon, hvilket han til dette Ziemed havde udbedet sig af den bortdragende Herre; men saaledes blev ogsaa Gaarden beftans dig staanet for Plyndring, og modtog iffe anden Indqvartes ring, end Regiments- eller Bataillonschefer med deres Tjenere.

Peder Klauson ftudfebe, da ban, istedetfor sin unge lyftige Hr. Greve, faae den ham ubekjendte Officier indtage bans Plads; men beklemt om Hjertet blev han, ved nogle Dage derefter at erfare den rimelige Grund til faadan Dmbytning.

Saasnart nemlig den førgmodige og ordknappe Major hørte, hvo der var hans Vært, at det var den ømt og lønligt Elsfedes Fader, lod han ham ikke længe blive uvidende om, i hvilken farlig Stilling Datteren befandt fig:

, 3eg har fjendt eders Datter" sagde han tilfidft: „nu et Par Maaneder; hun er en uskyldig og meget fædelig Pige; men jeg fjender ogsaa min Chef, og — kort sagt: 3 gjorde bedst i at tage eders Datter her hjem..

Peder Klausøn takfede vel Majoren for det givne Vink; men faae dog lidt mistroist til ham, og tænkte ved fig selv: faaledes fnaffe de Ræve for de Gjæs;u enten Ræven eller Ørnen tager min Gaas, kan være mig lige fraftigt.

Dog, det var jo altid fitfrest at have Datteren hos sig under umiddelbart Dpsyn.

Han taffede desaarfag Majoren for hans velmeente Raad, og spurgte, hvorledes han bedst sfulde afbenytte det.

Det rigtigste," svarte denne: „er, at gaaer selv der: neb, og forlanger eders Datter paa en eller anden Grund, som f nu bedst kan ophitte."

Den gode Peder Klausøn nikfede, saa den brede Hat sank ned og skjulte det halve Ansigt, dernæst rystede han næsten umærkeligt paa Hovedet; men fagde Intet.

Hvad 3 vil gjøre, det gjør fnart fagde Majoren, og som opvæffet af en Drøm drejede Peder Klausøn fig hurtigt om, git ind, iførte sig en Stadstofte, ombandt fin Hals med et langt hvidt Klæde, hvis befryndsede Ender bang ned til midt paa Brystet, tog en messingknappet ti Qvarteer lang Stok i Haanden, og vandrede afsted til Præstegaarden.

Han ankom i Middagslavet. Da han traadte ind i Stuen, fad alle Mand tilbords: øverst Hr. Greven, ved hans Højre stjón Sigrid, ved Siderne ti, tolv svenske Officierer og nederst hans Velærværdighed, Hr. Reutze.

Sigrid reifte sig, og rødmede af Glæde over at see sin fjære Fader; men blegnede strar derpaa ved Tanfen om sin Stilling, hvis Farlighed allerede var blevet hende inds lysende.

,,Ej, ej! Hr. Bært!" sagde Greven, og tomte sit Bæger: uffal man fee Eder her? kommer 3 for at besøge eders Dats ter? hun har været en Smule Patient; men som nu selv fan overbevise Eder om, er hun i ønskelig Bedring.“

Peder Klausøn drejede paa fin Hat og sagde: det er mig meget belejligt; thi jeg behøver hende nødvendig paa Gaarden, da þuusholdersken og begge Kammerpigerne ere blevne syge."

« ForrigeFortsæt »