Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

paa sine Krøniker. Jeg husker endnu vedblev han, idet han atter lagde sig tilbage i Sengen "— hvorledes Vagten herude i Slotsgaarden gjorde Løjer med ham, da han gik bort; den Ene vilde spaaes, den Anden vide, naar Verden skulde forgaae; den Tredie plukkede ham i Skjæget - naa! og han?"

„Er nu Borgermester i Mühlhausen!" tog Stollberg Ordet.

[ocr errors]

„En Comedie,“ sagde Hertug Johan med tvungen Muuterhed, "som Borgerne spille med dette gale Menneske!"

"Det er ingen Comedie, med eders Naades Tilladelse!" afbrød Greven, men et blodigt Spil, ligesaa farligt som Frankernes og Schwabernes ifjor. Almuen bliver rebellist vidt og bredt, forlader Huus og Hjem, drager til Mühlhausen, eller sværmer omkring og afbrænder eet Herresæde efter det andet

[ocr errors]

Store Gud!" udbrød Churfyrsten, og det hører jeg først nu?"

"Hvorfor skulde I høre det før, fjere Hr. Broder?" svarte Johan: „det er ikke to Dage siden, jeg modtog Efterretningen om disse Optøjer. I Eders Tilstand borde I ikke besværes med slige Fortællinger, dem Rygtet stedse for= størrer og forværrer. Det hele kunne jo være endt, inden I behøvede at vide, det var begyndt."

"Saa snart og let ender det iffe," vedblev Greven uden Skaansel med den dødssyge Herre: "man regner allerede Bondehæren til over 10,000 Mand, foruden Mühlhauserne. Gehofen og flere Borge have de hærget med Ild og Sværd; jeg har selv været i deres Hænder. Deres Frækhed gaaer saavidt, at de have paa en for mig ubegribelig Maade bortstjaalet min Datter, Grevinde Agnes, dog uden

[ocr errors]

ellers at molestere min Residents. Hun, Ridder Maternus og Flere ere for Øjeblikket i deres Vold,"

Som han talede traabte Ridderen selv ind i Værelset. "Han altsaa ikke!" sagde Churfyrsten.

[ocr errors]

"Hvorledes" raabte Stollberg den Ankommende imøde, „har I reddet Eder af Fangenskabet? hvor er min Datter?" Om Eders Datter -" svarte han veed jeg Intet, men jeg har ikke været fangen. Det sagde man om Eder Hr. Greve! det glæder mig at finde Eder her; veed I Noget om min Søster?"

"Jeg veed, at hun hiin sørgelige Nat blev fangen!" sagde han forresten Intet."

Ridderen fukkede, og traadte med et dybt Buk nærmere til Sengen: „Naadige Herre!« sagde han, "jeg bringer Eder Hilsen fra Hertug Henrich af Bruusvig og Landgreve Philip af Hessen: de staae to Mile fra Staden med en Hær af 4000 Mand, og bede at I vil forene Eders Magt med deres, for at gjøre Ende paa Oprøret, inden det griber videre om fig."

Churfyrsten foldede fine Hænder: Herre, Du min Gud!" bad han, har jeg ved alt for stor Eftergivenhed givet Anledning til denne Ulykke, da ville Du tilgive mig af Din Naade! det var altid mit Ønske at gaae den mildeste Vej; hver menneskelig Blodsdraabe har været mig dyrebar ffal det derfor rinde i Strømme? Kjere Broder!" vedblev han, "Du vilde skaane mig, fkaan nu ogsaa mit arme og forblindede Folk! tag Du vor Commandostav! lad vor Hær blive faa. talrig som muligt, at dens Størrelse maa indjage Rebellerne Frygt og bringe dem til godvillig Underkastelse! Hjertefjere Broder! jeg beder Dig for Jefu Skyld, anvend alle lemfældige Midler, før Du skrider til de strængere. Prøv først Formaninger og Trusler, før Du flaaer til med Svær

[ocr errors]

det! og forman ogsaa vore Venner, Brunsvig og Hessen, til samme Sindighed! Min Herre og min Gud! lad din milde Almagt dog snarligen adsprede denne Skye, som formørker mit Livs Aften! lad din arme Tjeners sidste Gjerning her paa Jorden vorde Tilgivelse og Barmhjertighed!" Han løftede fine matte Øjne mød Himlen, og vedblev endnu en Stund at bede i Taushed.

De Omværende græd.

Den Doendes Broder lovede

helligt at ære hans Villie, og gik bort, for som han sagde - at give de Befalinger, han allerede, den Syge uafvidende havde udstedt.

Ridder Maternus maatte nu fortælle, hvad vi allerede have hørt, Historien om hans Fædreneborgs Bestormelse og Undergang.

Vi lægge blot til: at han, da han saae, at alt Forsvar var unyttigt, at hans Medkrigere vare enten faldne eller forfvundne, med Sværd og Skjold banede sig en Vej igjennem Sværmen hen til den Side af Slottet, som vendte ud mod Skoven; at han her svingede sig ned af Muren ved hjælp af et gammelt Lindetræes Grene, svømmede over Graven, fortsatte Flugten mod Vesten hele Natten og det Halve af den følgende Dag, til han hældigviis stødte paa Landgreve Philip, hvem han nu fulgte til Brunsvig.

Han havde neppe tilendebragt sin første Fortælling, før Caspar von Rurleben blev anmældt og indladt. Hans Beretning lød endnu sørgeligere og rædsommere, end de Forriges: Frankenhausen var taget med Storm, og Grueligs heder af enhver Art vare udøvede i den ulykkelige Stad. Kirkerne vare vanhelligede, Klosterne plyndrede, Munkene dræbte og Nonnerne skændede; og for ret at sætte Kronen paa sit Niddingsværk, havde den afskyelige Münzer ladet flere velfindede Borgere brænde paa et Baal, der var opreist af

Raadhuusarchivet, hvorved Mangfoldiges Velfærd: Skjøder, Obligationer, Enfers og Umyndiges Sikkerhed, gik op i Nøg og Lue.

Næste Morgen stode de forenede Smaahære opstillede udenfor Slottet. Den høje Syge befandt sig saameget bedre, at han siddende i en Lænestol kunde gjennem Vinduet tage Tropperne i Djesyn. Hos ham befandt sig, foruden Hofpræsten og Lægen, Ridder Maternus von Gehofen, som skilt ved Gaard og Gods, havde kun sig selv at fremstille i de Forbundnes Rækker.

"Mine Dine" sagde Fyrsten til ham, slaae mig fejl! fom hen til mig, unge Mand! og fiig mig, hvo det er, vi have her for os!“

„Paa højre Floj“ svarte Ridderen, „holder Hertugen af Brunsvig i Spidsen for sine Cuirasserer; bag ved ham et Regiment Fodfolk og tvende Kartover; derefter kommer Grev Albrecht af Mansfeld med sine Ryttere; i Midten befinder sig Eders Naades egne Tropper, et Regiment Cuirasferer og tvende Regimenter Bøsseskytter; paa venstre Fløj feer I Landgreven af Hessen med Ryttere, Bueskytter og fire Kartover, samt Greven af Stollberg med eet Compagnie Cuirasserer."

[ocr errors]

„Skjønne Folk!" sagde Churfyrsten: „men det er mig cn smertelig Tanke, at disse glimrende Vaaben skulle mørknes af mine Undersaatters Blod noget til Venstre holde to eenlige Ryttere; den ene skriver i Sandet med sin Landse; den anden sidder ganske ubevægelig, og synes at stirre stivt ud foran sig."

"Den Første“ svarte Nidderen sukkende, „er min ulykkelige Søsters Forlovede, Ridder Rurleben; den Anden er Ridder Hans von Werther.

„Werther!" sagde Fyrsten forundret, „den raske muntre Ungersvend! han, som altid var den Første ved Tournering og Dands, stedse fyrrig og urolig, som hans Stridshingst!" "Hans Munterhed er borte nu," svarte Maternus „han er den Ulykkeligste af os Alle.“

"Hvorledes det? spurgte Fyrsten.

Ridderen tovede Noget med Svaret, og inden han kunde give det, blev Opmærksomheden henvendt paa Anførerne, der nu fra deres forskjellige Afdelinger samlede sig foran Fronten; kun Werther og Rurleben bleve paa deres Plads.

„Jeg ønsker at tale endnu engang med dem Alle!" sagde den syge Herre. Maternus gik ud og foredrog dem Churfyrstens Begjæring. De stege af Heftene, og traadte ind i Slottet.

"Dersom denne Udrustning tiltalte Fyrsten de forfamlede Herrer, "gjaldt Landets Fjender og ikke dets Børn, vilde jeg glæde mig over Eders Krigeres skjønne Holding og Anseelse; men nu bløder mit Hjerte ved Forestillingen om denne Forsamlings sørgelige Meed. Endnu er intet Forsøg gjort paa, ved milde Midler at bringe de Forvildede tilbage til deres Pligt. Lad os prøve et saadant, mine Venner! og inden Hæren drager ud, affende en findig og forstandig Mand, som muligen kan tale de stakkels Mennesker tilrette!"

Han taug.

"Jeg ærer Eders gode Villie" begyndte først Hertug Henrich af Brunsvig; men jeg frygter, denne Eftergivenhed, som Oprørerne maaskee kunde tilskrive Frygten, vil fun gjøre dem mere forstokkede, og fjerne Enden paa disse Affkyeligheder."

"Endogsaa i dette værfte Tilfælde," tog Landgreve Philip Ordet „skal det aldrig angre mig at have forsøgt, hvad Christen-Kjerlighed og Fyrstepligt byder..

« ForrigeFortsæt »