Billeder på siden
PDF
ePub

Hyflertone. Han traadte atter tæt hen foran hende, rettede fig, og sagde myndigt og belærende:

„Abraham havde tvende Huftruer og det blev regnet ham til Retfærdighed; Jacob ligesaa vil I anklage Guds Udvalgte, Barn?”

"Hvad dengang" svarte hun var tilladt, blev siden ophævet og forbudet ved Christum!"

Münzer stiftede Farve; Sandheden slog ham. Men denne havde han forlængst baade kjendt og fornægtet; derfor funde han snart fatte sig igjen.

"Kvinderne" raabte han, maae tie i Menigheden! Jeg er ikke kommen for at disputere med Eder om Religionens Sandheder; men lagde han med paataget Højtidelighed til, men for at forkynde Eder Herrens og min, hans Tjeners, Villie."

„Herrens Villie“, svarte hun lige saa højtideligt, er den, at vi skulle leve et kydsk, tugtigt og ærbart Levnet; og denne er langt helligere og stærkere end Eders, eller noget andet Menneskes syndige Villie."

Han tabte nu, eller i Harme bortkastede fin Skinhellig-· heds Maske:

„Hvis Villie her er stærkest," raabte han, „Eders eller min, det kan snart vise sig; dog -" vedblev han med noget lavere og roligere Stemme-ville vi først forsøge den mildere Vej. I er en ret fornuftig Pige hvad det Timelige angaaer Klogskab borde raade Eder til at bøje eders svage Villie under min, som I dog ikke er istand til at modstaae. Det vilde være godt, saavel for eters egen, som for Eders Venners og Slægtningers Skyld."

Ved disse Ord kastede hun et gjennemtrængende Blik paa ham, og sagde: "Jeg og mine Venner staae i en langt Stærkeres Haand. Har I end for en Tid Magt over mit

Legeme min Villie skal I aldrig tvinge maae I vel over disse?"

hvormeget for

Hun taug, og ventede nu nogen Oplysning om fin Broders og sin Elskedes Skjæbne.

Han, som ikke strar mærkede hendes Hensigt, svarte: „Hvad jeg ikke haver, kan jeg faae; Dren ligger allerede hos Roden af Træet."

་་

Münzer!“ vedblev hun „forsynd Eder ikke! stik Agnes og mig tilbage til hendes Fader eller min Broder, og fors lang i Løsepenge Alt hvad I vil!"

Her begyndte han at mærke, hvilke Fordele en Løgn kunde give ham.

„Grev Stollberg?" raabte han „Eders Broder? Hvem sfulde de vel løse? Gid de kunde løse sig selv!"

"Er min Broder her?" sagde Hermuntrude med et Smertefuk, da viis os den Barmhjertighed, at vi maae see og tale med hinanden!"

"Een Barmhjertighed kunde være den anden værd" svárte han grinende, føjer I mig, saa føjer jeg Eder."

„For faadan Priis“ raabte hun foragtelig, „kjøber jeg mig iffe Gjensynet af mit Hjertes Broder; om jeg end ikke skulde see ham mere i dette Liv; men "- sagde hun efter nogen Betænkning, for at staffe fig Vished - "lad min Broder bringe herhen! Han er min Formynder og fødte Værge hans Villie er jeg forpligtet til at underkaste mig.“

[ocr errors]

Münzer, der nu anede hendes Hensigt, tog sig om Hagen med et liftigt Smiil; men inden han kunde svare, blev Samtalen pludselig afbrudt. Der var mellem nogle af Sværmerne opstaaet en hæftig Ordstrid over et Punkt i den nye Lære, og uden Prophetens Mellemkomst saae den ud til at kunne have alvorlige schismatiske Følger.

52

Klædedragten var nemlig en væsentlig Gjenstand for Gjendebernes religieuse Reform.

[merged small][ocr errors]

"stedse see barst og mørk

[ocr errors]

ud, lade Haar og Skjæg vore, bære grove som helst pialtede Klæber og Skjorter, altsaa, der saameget muligt ligne Johannes den Døbers."

Og her opstod nu det vigtige Spørgsmaal: om vort Blaarlærred var godt nok til Skjorter, eller om det skulde blandes med Gedehaar. Nogle paastode: at det Sidste var lidt mere moderate uomgængelig fornødent; Andre toge den Betingelse: om Gedehaar vare at faae.

an

Pfeifer faae sig ikke istand til at decidere i dette vigs tige Dilemma, og derfor lod han Hovedet hente, som langt om længe løste Knuden med den Erklæring: at naar Gedehaar ikke kunde overkommes, skulde Blaarlærred ansees for reglementeret; fun maatte det være lidet skættet, og saa rue og fuldt af Skæver, som muligt."

Men inden denne vigtige Kjendelse faldt, nærmede sig Tiden til Opbrud mod det arme Frankenhausen; og Münzer fandt for denne religieuse Strid iffe for det første Lejlighed at fortsætte den amoureuse.

-

Denne Afbrydelse befriede vel altsaa Hermuntrude for Djeblikket fra Oprørerhøvdingens forhadte Nærværelse; men foranledigede tillige, at hun maatte følge ham paa Røvertoget. Thi deels tog han i Betænkning at lade hende tilbage hos Pfeifer, hvis Skjødesynd var ham ligesaa befjendt, som hans egen; deels tillod hans ved Modstanden endnu hæftigere ophidsede Begjerlighed ham ikke at slippe Offeret af Syne. Den næste Morgensol faae hende i Midten af Mordbrænderhorden paa en Vogn hos tvende af Münzers Kvinder. Porten lukkede sig mellem hende og den ulyksalige Agnes.

Grev Wolff von Stollberg besad sin Families hele Stolthed; var dertil opfarende, myndig, og taalte aldeles ingen Modsigelse. Han havde altsaa opdraget sine Børn paa en ganske anden Maade, end Ridder Gehofen, og da hans Hustrue var bortdød fra disse en Datter og en noget yngre Søn — i deres spæde Alder, savnede de den, som skulde have formildet og lettet det Haarde og Underkuende i den faderlige Strænghed. Agnes det ældste Barn især Gjenstanden for de ofte frygtelige Yttringer af en liges faa ofte ubeføjet Vrede. Hun lærte da tidlig at lyde, og idelig at skjælve, og hendes Kjærlighed til Faderen maatte derfor stedse blive hendes Frygt for Herren underordnet.

[ocr errors]

--

var

Hvad Under, at den fra Faderhjertet Bortviste kastede sig med sin hele Kjerlighed i den vakkre, skjønne, ridderligædle Hans von Werthers Arme? Hvad Under, at hun truet med en gammel og barst Gemal, under Udsigter til at ombytte eet Aag med eet Aag med et andet gav efter for den elskede Ynglings Overtalelser, og under Faderens Fraværelse flygtede med ham til Gehofen? Hun var jo vant til selv ingen Villie at have; men stedse blindt hen at følge en Andens: fra det Øjeblik af, hun overgav sig til Elskeren, arvede denne Faderens ubetingede Magt og Myndighed.

Men Angeren over dette Fejltrin forfulgte hende uafladeligt, overgjød hende. Kjerlighedens Bæger med Malurt, og gjorde hende end mere frygtsom, raadvild og villicles, end hun tilforn havde været. Med bange Anelser see vi altsaa denne svage, værgeløse Skabning i den frygtelige Pfeifers Vold. Ved at vide hende stilt fra sin sidste Beskytterinde, og overgivet til en famvittighedsløs Nidding, gribes vi af samme benouende Følelse, som naar vi see Duen under Forfølgelse af Høgen en ængstelig Jagt, hvis Udfald ikke kan vorde tvivlsomt.

-

III.

Churfyrst Friederich af Sachsen laae for Døden paa fit Slot i Weimar. Ved hans Seng sad hans Broder Johan og Grev Albrecht af Mansfeld, og hørte den doende Herres sidste Villie. Da mældtes og indlodes Grev Wolff af Stollberg.

Den syge Fyrste rakte ham sin Haand: „Velkommen og Farvel, fjere Stollberg!" sagde han med et venligt Smiil og sagte Røst.

"Herren svarte denne dybt fukkende, kalder Eder i en bedrøvelig Tid; det arme Sachsen vil dobbelt føle Eders Savn.“ Friederich faae kjerlig til fin Broder, lagde fin Haand paa hans, og sagde: "Her er den, som vil erstatte det; til mit Hjertes Broder overgiver jeg trøstig Folk og Land.“

„Gud give“ svarte Greven, "I kunde have overgivet det i en bedre Tilstand!"

"Hvorledes? spurgte Friederich, og rejste sig overende, hvad mener 3 dermed, Hr. Greve?"

Prinds Johan blinkede ad ham; men han mærkede det iffe, og sagde: "Det være langt fra mig at tilskrive Eders Lemfældighed de Ulykker, som nu skee; jeg selv har jo tillis gemed de fleste andre større og mindre Magthavende ringeagtet Gjæringen og dens Ophavsmand."

Friederich fæstede atter fit Blik paa Broderen, og fpurgte: „Er det om den halvforrykte Præst, han taler? er der Noget med ham nu?"

[ocr errors]

„Det er den samme" svarte denne, „som J, Hr. Broder! iffor Host havde stævnet herhid for fine oprørske Prækener." "En jammerlig Person! afbrød den Syge, "jeg ynkedes over ham, faa taabelig og feig var han, og lod ham gaae med en Skrivelse til hans respective Øvrighed, at man skulde indspærre ham som vanvittig, ifald han atter begyndte

« ForrigeFortsæt »