Billeder på siden
PDF
ePub

hjertighed mod disse tvende Vildfarende! tag dem i dit Huus. og røgt dem vel de ere paa Salighedsens Vej!"

-

Damen reiste sig stivt i sin stive Stads, nikkede fornemt, vinkede ad dem, og gik, efterfulgt af dem og fire Borgerkoner som udgjorde hendes kvindelige Hofetat ud af Raad

huset, over Torvet, og ind i den ligeoverfor beliggende Borgermesterresidents.

De tvende Oprørerhøvdinge saae endnu efter de Bort gaaende den ene med paatagen Kulde, den anden med forstilt Medlidenhed, da en ny Scene paa det Behage

[ocr errors]

ligste fængslede Begges Opmærksomhed.

Fire fortklædte Mænd, med hvide Kjeppe i hænderne, traadte med dyb Reverents ind i Raadstuesalen, fremstillede af den afskyelige Gehilf som Deputerede fra Staden Frankenhausen; og deres ærende var hverken meer eller mindre, end at indbyde Propheten til at gjæste deres Fædreneby i Spidsen af sin Hær, at han ved fine hellige Vaabens Magt maatte beskytte de Troende sammesteds, der bleve haardt betrængte baade af Amalekiter eg Midianiter (Lutherske og Catholfke). Ved denne velkomne, smigrende Begjering følte han sig greben af Aanden, og reiste sig, for at lade det indvortes Lys skinne over Folket.

-

"Herrens Aand" - sprudede han med vidtopspilede Dine har aabenbaret sig for Eder, som laae i Dødens Skygge; han har lært Eder at undflye den overhængende Straf; thi for eders, I faa Retfærdiges Skyld, vil jeg spare Staden, hvorvel jeg allerede havde sagt til min Sjæl: naar jeg kommer til Frankenhausen, vil jeg nedbryde dette Taarn, og lægge disse Gudsbespottere plat øde. Vel Eder, at J have forladt Eders Urimeligheder, Eders dumme Afguder, Moloch og Baalberith, Paven og Luther! Den Sidste fjender vel Lyset; men han sætter det under en Stjeppe; thi han gjør

Pagt med Konger og Fyrster, at sælge Eder alle hen i Trældom. Jeg er den, som skal komme, som gjør Alle frie og lige. Luther vil lære Eder at troe paa Bibelen; men det er ikke nok; han glemmer det indvortes Lys, som Herren forunder de Troende i Drømme, Syner og Aabenbaringer. Beder, saa skal det gives Eder! beder indstændig! holder det med Herren Dag og Nat, forlanger det af ham, ja han endnu ikke give det saa truer og bander! *) thi ligerviis som Jacob fordum brødes med Herren, saaledes skulle ogsaa vi med Magt tiltrodse og tilkæmpe os Lyset og Friheden."

[ocr errors]
[ocr errors]

vil

I denne Tone vedblev denne Amphibie af Sværmer og Hykler saalænge, til han udmattet nedsank paa sin Trone; men det Anførte torde vel for Læserne være nok til en Prøve.

Vi ville altsaa blot tilføje: at et almindeligt Bifaldsskraal ledsagede denne affindige Snak; og at det derefter blev besluttet: at Münzer selv, i Spidsen for en Deel af hans Horde, næste Dag skulde drage mod Frankenhausen. Nogle af hans Disciple bleve strar udsendte i de omliggende Egne for at oprøre Almuen, og bringe den til at forene sig med Hovedhæren. Pfeifer skulde blive tilbage som Viceborgermester i Mühlhausen.

Resten af Dagen og den paafølgende Nat tilbragtes med de afskyeligste Udsvævelser. Der herskede en aldeles ubunden Frihed i Tale og Gjerning, saavelsom den fuldkomneste Lighed i alskens Uteerlighed. Dovent, liderligt Kjøbstædpak kappedes med raa Landsbypøbel i Udsvævelser af enhver Art. Vellystige Kvinder toge levende Deel i disse Bacchanalier, og selv mangfoldige af de mindre fordærvede, ja selv af de tils forn skikkelige og ærbare, bleve henrevne af det forførende

*) Dette formaftelige Daarekistefnak er Münzers egne Ord.

1

Erempel. Mangen forhen agtbar Borger, der faae, at Alt nu, í Ordets viðkløftigste Betydning, var Fælledsgods, at Øverst og Nederst var lige højt, og at jo galere jo bedre: tænkte, det var vel bedst at lange til Fadet med, inden de Andre havde tømt det; svang sig derfor ud af sin forrige snævre Virkekreds, hvor der nu for ham Intet mere var at bestille, og sprang halvt af Desperation

i Taranteldansen.

med

Nogle gik med for et Syns Skyld, af Frygt eller Klogskab; men holdt sig dog i temmelig ædrue Sindsforfatning. De Færreste holdt sig indelukkede i Skjul med deres Familier, ventende med Rette en snar Forløsning fra denne sodomitiske Fordærvelse. Men deres Stilling var ængstelig og fuld af Fare; og ikke faa af disse bleve Offere for gammelt Uvenskab eller ny Ondskab, fremdragne af deres Tilflugtssteder og givne den vilde Hob til Priis.

Dog

[ocr errors]

her ville vi atter lade Forhænget falde for en Scene, hvis nøjere og længere Beskuelse skulde maaskee opvække lige saa megen Væmmelse som Gru, og hellere henlede Tilskuerens Blik paa en Person, der foruden Med

ynf ogsaa torde fortjene hans Agtelse.

Hermuntrude Gehofen mistede i fit femtende Aar sin Moder, en ædel og fremfor Tidsalderen oplyst. Kvinde, som med en Ridderfrues meer paa Aands end Standsfortrin velgrundede Selvfølelse og Værdighed i Forhold og Væsen forenede en agtbar Borgerkones blide, huuslige Dyder. Hun havde næsten fuldendt Datterens simple og sitfre Opdragelse til retskaffen Hustrue, da hun døde; men endnu for fin Bortgang torde hun vove at anbetroe den unge Pige Husets Bestyrelse og den efterlevende Ægtefælles Trøst og Pleje. Ogsaa han fulgte snart sin inderlig elskede Hustrue,

og saaledes var da Hermuntrude Huusmoder før hun blev Hustrue, ja endnu før hun var ret fuldvoren Jomfrue.

Hun saae sig i den Nødvendighed, at maatte være Moder endnu meer end Søster for sin fire Aar ældre, eneste Broder, og at maatte styre og holde til Arbejde og Orden ei efter Tidens Brug ikke lidet Antal kvindeligt Thende. Ved denne uundgaaelige Livsstilling hævedes end mere hendes naturlige nedarvede Selvfølelse, der desforuden under en mild, men fornuftig Opdragelse aldrig havde været nedfuet. De vanskelige Forhold, i hvilke den sextenaarige Pige befandt sig, skærpede hendes bestandige Opmærksomhed paa sig selv og Andre, samt æggede hendes Mod til at bekæmpe og overvinde de mødende Vanskeligheder.

[ocr errors]

Flere Forsøg af Tyendet paa at føre den uerfarne Bestyrerinde bag Lyset, vel endog paa at tiltage sig utilbørlig Magt og Myndighed; Kvindernes indbyrdes Kabaleren, og de deraf opstaaende Stridigheder alt dette var en Skole, i hvilken Hermuntrude lærte Menneskekundskab, Klogskab, Besindighed og en aldrig udeblivende Aandsnærværelse. Lægge vi hertil: at Tabet af Fader og Moder havde tidligt gjort hende fortrolig med Modgang og Hjertesorg, men ogsaa lært hende at søge Raad hos sit eget Hjerte, i sin egen Forstand og endnu mere i inderlig og tillidsfuld Bøn til den usynlige Hjælper, der ofte udstrækker sin frelsende Arm, naar faa Andre ville og Ingen kunne: saa vil vor Frygt finde sine Grændfér, naar vi see den ikke saa ganske værgeløse, ridderlige Møe kæmpende mod den selv paa Spidsen af fin frygteligfte Voldsmagt foragtelige Münzer.

[ocr errors]

Neppe havde hun med sin aldeles modfaldne Veninde, befundet sig en Timestid i det for dem anviste Værelse, før en Pige af et frækt Udseende kom ind, og forkyndte hende

med et tvetydigt Smiil: at hun ufortøvet maatte følge med til Hr. Borgermesteren.

„Hils ham" svarede hun alvorlig, at jeg finder det mere passende, at han kommer til os, om han ellers har Noget af Vigtighed at meddele os.“

"Jo!" sagde Pigen højt og næsviist, „jeg skal rigtig bringe Hr. Borgermesteren Deres Svar: jeg tænker ellers," lagde hun i Bortgaaende til, at Froknerne siden give lidt bedre Kjob."

[ocr errors]

Kort efter traadte han ind med sin Kone— Nogle mene, at hun kun var hans Bislopperske og under det Paaskud, at Værelset var for lidet til Tvende, befalede han denne, at anvise Agnes et andet. Forgjæves vare Hermuntrudes Indsigelser og snart befandt hun sig ene med Skurken.

"En ny og bedre Tingenes Orden" sagde han, „tager sin Begyndelse, og alt det gamle Papisterie vorder afskaffet. I seer, mit Barn! i mig den Mand, som Herren haver befalet at rense fit Tempel, og hvem han undertiden værdiger at aabenbare fin Villie. Saaledes haver han endnu inden jeg faae Eders legemlige Ansigt i en Drøm viist mig Eder som min tilkommende Medhustrue —‚“

[ocr errors]

Her holdt han op, og kastede et forskende Blik paa hende. Hun faae Vellyftlingen dristigt og strængt ind i Ansigtet.

„Münzer!" sagde hun højt og langsomt, "I taler ikke med et villieløst Barn, eller en enfoldig Fiante, der skulde lade fig kue af frække Ord, eller bedrage af foregivne Aabenbaringer. Jeg holder mig alene til Guds Aabenbaring, og den byder baade Eder og mig: Du skal ikke bedrive Hoer!"

Münzer, pludselig forbløffet ved denne uventede alvors lige Tiltale, kunne ikke saa strar fatte sig; men kom en Smule ud af Takten. Han tog sig om Skjæget og gjorde nogle Skridt frem og tilbage, inden han gjenfandt den først angivne

S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. II.

4

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »