Billeder på siden
PDF
ePub

hjertighed mod disse tvende Vildfarende! tag dem i dit Huus , og røgt dem vel - de ere paa Salighedsens Vej!"

Damen reiste sig stivt i fin stive Stabs, niffede fornemt, vinkede ad dem, og git, efterfulgt af dem og fire Borgerfoner - fom udgjorde bende kvindelige Hofetat - ud af Raads huset, over Torvet, og ind i den ligeoverfor beliggende Børgermesterresidents.

De tvende Dprørerhøvdinge fage endnu efter de Bortgaaende den ene med paatagen Kulde, den anden med forstilt Medlidenhed, - da en ny Scene paa det Behageligste fængslede Begges opmærksomhed.

Fire fortklædte Mænd, med hvide Kijeppe i Hænderne, traadte med dyb Reverents ind i Raadstuesalen, fremstillede af den afskyelige Gehilf fom Deputerede fra Staden Fran: kenhausen; og deres Erende var hverken meer eller mindre, end at indbyde Propheten til at gjæste deres Fædreneby i Spidsen af sin Hær, at han ved fine hellige Vaabens Magt inaatte beskytte de Troende sammesteds, der bleve baardt betrængte baade af Amalekiter og Midianiter (Lutherske og Catholfke). Ved denne velkomne, smigrende Begjering følte han fis greben af Aanden, og reiste sig, for at lade det indvortes Lys flinne over Folket.

Herrens Aand sprudede han med vidtopspilete Dine bar aabenbaret sig for Eder, som lage i Dødens Skygge; han har lært Eder at undflye den overhængende Straf; thi for ebers, faa Retfærdiges Skyld, vil jeg spare Staden, hvorvel jeg allerede havde sagt til min Sjæl: naar jeg kommer til Frankenhausen, vil jeg nedbryde dette Taarn, og lægge disse Gudsbespottere plat øde. Bel Eder, at 3 have forladt Eders Urimeligheder, Eders dumme Afguder, Moloch og Baalberith, Paven og Luther! Den Sidste fjender vel lyset; men han sætter det under en Sfjeppe; thi han gjør

[ocr errors]
[ocr errors]

Pagt med Ronger og Fyrster, at fælge Eder alle hen i Træls dom. Jeg er den, som skal komme, som gjør Alle frie og lige. Luther vil lære Eder at troe paa Bibelen; men det er iffe nok; han glemmer det indvortes lys, som Herren forunder de Troende i Drømme, Syner og Aabenbaringer. Beber, faa skal det gives Eder! beder indstændig! holder det med Herren Dag og Nat, forlanger det af ham, ja vil ban endnu iffe give det faa truer og bander! *) thi ligers viis som Jacob fordum brødes med Herren, saaledes skulle ogsaa vi med Magt tiltrodse og tilfæmpe og lyset og Friheden.“

f denne Tone vedblev denne Amphibie af Sværmer og Hykler saalænge, til han udmattet nedfank paa fin Trone; men det anførte torde vel for læserne være nok til en Prove.

Vi ville altsaa blot tilføje: at et almindeligt Bifalds: skraal ledfagede denne afsindige Snak; og at det derefter blev besluttet: at Münzer felv, i Spidsen for en Deel af hans Horde, næste Dag skulde drage mod Frankenhausen. Nogle af hans Disciple bleve strar udsendte i de omliggende Egne for at oprøre Almuen, og bringe den til at forene fig med Hovedhæren. Pfeifer skulde blive tilbage fom Viceborgermester i Mühlhausen.

Resten af Dagen og den paafølgende Nat tilbragtes med de afskyeligste udsvævelser. Der herskede en aldeles ubunden Fribed i Tale og Gjerning, faavelsom den fuldkomnefte lighed i alffens liteerlighed. Dovent, liderligt Kjøbstædpaf fappedes med raa Landsbypøbel i udsvævelser af enhver Art. Vellyftige Svinder toge levende Deel i disse Bacchanalier, og felv mangfoldige af de mindre fordærvede, ja felv af de tils forn skiftelige og ærbare, bleve henrevne af det forførende

*) Dette formaftelige Daarefiftesnaf er Mün zers egne Ord.

Erempel. Mangen forhen agtbar Borger, der fake, at alt nu, i Drdets vidtløftigste Betydning, var Fælledsgods, at Øverst og Nederst var lige højt, og at jo galere jo bedre: tænkte, det var vel bedst at lange til Fadet med, inden de Andre Havde tømt det; svang fig derfor ud af fin forrige snævre Birkefrede, hvor der nu for ham Intet mere var at bestille, og sprang halvt af Desperation med i Taranteldansen.

Nogle gif med for et Syns Sfyld, af Frygt eller Klogskab; men holdt sig dog i temmelig ædrue Sindsforfatning. De Færreste holdt sig indelukkede i Skjul med deres Familier, ventende med Rette en snar Forløsning fra denne sodomitiste Fordærvelse. Men deres Stilling var ængstelig og fuld af Fare; og iffe faa af disse bleve Offere for gammelt üven: skab eller ny Ondskab, fremdragne af deres Tilflugtssteder og gione den vilde Hob til Priis.

Dog her ville vi atter lade Forhænget falde for en Scene, hvis nøjere og længere Beskuelse skulde maasfee opvække lige faa megen Væmmelse fom Gru, og hellere hens lede Tilskuerens Blit paa en Person, der -- foruden Meds ynt ogsaa torde fortjene hans Agtelse.

Hermuntrude Geboren mistede i fit femtende Aar sin Moder, en ædel og fremfor Tidsalderen oplyst Kvinde, som med en Ridderfrues meer paa Aands end Standsfortrin velgrundede Selvfølelse og Værdighed i forhold og Væsen forenede en agtbar Borgerkones blide, huuslige Dyder. Hun havde næsten fuldendt Datterens simple og fitfre Opdragelse til retffaffen Hustrue, da hun døde; men endnu før fin Bortgang torde hun vove at anbetroe den unge Pige Husets Bestyrelse og den efterlevende Egtefælles Trost og Pleje. Ogfaa han fulgte snart fin inderlig elffede Hustrue,

og faaledes var ba Hermuntrude Huusmoder før hun blev Hustrue, ja endnu før hun var ret fuldvoren Jomfrue.

Hun faae sig i den Nødvendighed, at maatte være Mo: der endnu meer end Søster for sin fire Aar ældre, eneste Broder, og at maatte ftyre og holde til Arbejde og Drden et efter Tidens Brug ikke lidet Antal kvindeligt Tyende. Ved denne uundgaaelige livsstilling hævedes end mere hendes naturlige nedarvede Selvfølelse, der desforuden under en mild, men fornuftig Dpdragelse aldrig havde været nedfuet.

De dans skelige Forhold, i hvilke den sertenaarige Pige befandt sig, skærpede hendes bestandige Opmærksomhed paa fig felv og Andre, samt æggede hendes Mod til at bekæmpe og overvinde de mødende Vanskeligheder.

Flere Forsøg af Tyendet paa at føre den uerfarne Be: styrerinde bag Lyset, vel endog paa at tiltage fig utilbørlig Magt og Myndighed; Kvindernes indbyrdes Rabaleren, og de deraf opstaaende Stridigheder – alt dette var en Sfole, i hvilken Hermuntrude lærte Menneskekundskab, Klogskab, Be: sindighed og en aldrig udeblivende Aandsnærværelse. Lægge vi hertil: at Tabet af Fader og Moder havde tidligt gjort hende fortrolig med Modgang og Hjertesorg, men ogsaa lært hende at søge Raad hos sit eget Hjerte, i sin egen Forstand og endnu mere i inderlig og tillidsfuld Bøn til den usynlige Hjælper, der ofte udstrækker sin frelsende Arm, naar faa Andre ville og Ingen kunne: faa vil vor Frygt finde sine Grænds sér, naar vi fee den ikke saa ganske værgeløse, ridderlige Møe fæmpende mod den — felo paa Spidsen af sin frygteligste Voldsmagt foragtelige Münzer.

Neppe havde hun med sin aldeles modfaldne Veninde, befundet sig en Timestid i det for dem anviste Værelse, for en Pige af et frækt Udseende fom ind, og forkyndte hende

[ocr errors]

med et tvetydigt Smiil: at hun ufortøvet maatte følge med til þr. Borgermesteren.

„Hils ham. svarede hun alvorlig, wat jeg finder det mere passende, at han kommer til os, om han ellers bar Noget af Vigtighed at meddele os.

30!“ sagde Pigen højt og næsviist, wieg skal rigtig bringe Hr. Borgermesteren Deres Svar: jeg tænker ellers, lagde hun i Bortgaaende til, wat Froknerne siden give lidt bedre Kjøb.“

Kort efter traadte han ind med sin Kone — Nogle mene, at hun fun var hans Bislopperste og under det Paastud, at værelset var for lidet til Tvende, befalede han denne, at anvise Agnes et andet. Forgjæves vare Hermuntrudes Indsigelser og snart befandt hun sig ene med Sturken.

„En ny og bedre Tingenes Drden —" sagde han, otager sin Begyndelse, og alt det gamle Papisterie vorder afskaffet. f feer, mit Barn! i mig den Mand, som Herren haver befalet at rense fit Tempel, og hvem han undertiden værdiger at aaberbare fin Villie. Saaledes haver van endnu inden jeg faae Eders legemlige Ansigt - i en Drøm vilft mig Eder fom min tilkommende Medhustrue —

Her holdt han op, og kastede et forskende Blik paa hende. Hun faae Vellystlingen dristigt og strængt ind i Ansigtet.

Münzer!" sagde hun højt og langsomt, } taler ikke med et villieløft Barn, eller en enfoldig Fiante, der ftulde lade fig fue af fræffe Ord, eller bedrage af foregivne Aabenbaringer. Jeg holder mig alene til Guds Aabenbaring, og den byder baade Eder og mig: Du skal iffe bedrive Hoer!”

Münzer, pludselig forbloffet ved denne uventede alvors lige Tiltale, funne iffe faa ftrar fatte fig; men fom en Smule ud af Takten. Han tog sig om Stjæget og gjorde nogle Skridt frem og tilbage, inden han sienfandt den først angivne

S. S. Bli her. Gamle og ny Noveller. II.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »