Billeder på siden
PDF
ePub

Diding 'ud til Stadens Rettersted, hvor han snart opgav sin Aand paa Baalet. Hans Huus blev plyndret og sløjfet, og hans Ejendomme henbragte under det offentlige det vil fige: i Münzers Skatkammer.

Rædsel greb de bedre og fornuftigere af Indvaanerne; men den bandt ogsaa deres Tunger; de vare i den fanatiske Bandes Vold, der tilligemed de hidfomne Bønder udgjorde den langt større Deel. Der var bem intet Andet tilbage, end at suffe, tie og bie efter Frelsens Stund.

Neppe var Slagtofferet ført bort, før Münzers Spaadom gik i Opfyldelse. At han ved Jilbud havde faaet Underretning om Togets udfald, det var kun nogle faa af hans Fortrolige befjendt. Hvad Under altsaa, at den store Hob blev overbeviist om hans prophetiffe Gaver, da den virkelig saae den natlige Roverhær ankomme med de betegnede Tros phæer? Saasnart Münzer af Bevægelsen mellem de paa Torvet Tilbageblevne mærkete, at Toget nærmede fig, reiste han sig op og raabte: „Herren haver talet Sandhed ved min Mund; faa fandt som jeg lever, der kommer Joab med Seir af Krigen.“

Med Sækfepiber og Sfalmejer i Spidsen, Fangerne og Byttet i Midten, traf nu Reverbæren op paa Torvet. Münzer traadte hen i Raadhuusdøren, og overskuede med ffummel Glæde fin Armee og dens medbragte Rov. Han hilsedes med hiin bekjendte Lesen til Blodsudgydelse og al anden Udaad: -»Herrens Sværd og Gideons !"

Nu gif den ny Joab — Munken Pfeifer – frem, steeg op ad Trappen, bøjede et Knæ for Gideon, og begyndte at aflægge sin Rapport. Dette i Fanatismens Historie fun altfor betjendte Afslum, var – hvad det legemlige angit det aldeles Modsatte af Münzer. Lav, føer, bredskuldret, bar han fit store, sortlokkede Hoved med en Generals Værs

NO

dighed; - et tykt Knebelsbart skjulte Munden og et Styffe af Hagen; store, brune Dine rullede med Løvens Bildbed; bele den fiirftaarne Rolos var ftaalflædt fra 36se til Fob. Disse tvende Folkeforførere vare ogsaa hinanden temmelig ulige med Hensyn til indvortes Egenskaber.

Münzer var stolt, fremfusende, men ustadig i sine Pla: ner og Forsætter; besad et kunstigt - i Begyndelsen af Faren desperat Mod, men det holdt ikke ud ret længe, og gav snart Num for hans naturlige Feighed. Han var for: fængelig og gjerrig; han var grusom, men det var Nævens og Maarens Blodtørst, der myrde i den ubevogtede Honse: gaard. Han var endelig som alle feige Tyranner troløs i højeste Grad, og opofrede med foldt Blod fine troeste Tilhængere for at berige og frelse sig selv.

Pfeifer derimod var sindig, uforfærdet i de allerstørste Farer, snu, taus og tilbageholden. Han sparede vel iffe paa Blod; men ødslede ej heller dermed uden Hensigt – bans Grumhed var Løvens. Han var just iffe ftolt; men ban foragtede alle Andre; han var egentlig ikke gjerrig, men han kunde ikke taale, at Andre vare rige. Kun i Henseende til een last var der Intet at tage fra den Ene og lægge til den Anden De vare Begge i lige høj Grad vellyftige.

Eet Fortrin alene havde Münzer over den langt flos gere og modigere Pfeifer: sine Talegaver. Ikke menes hermed den sande Veltalenhed; men hiin Kunst, at kunne tale i Hobens Tone og Smag, med Styrke og Eftertryk, samt med Anvendelse rettere Misbrug af bibelste Udtryk og Talemaader. Paa Prækestolen havde han tilegnet sig denne Færdighed, og, understøttet af vilde Fagter og en tordnende Stemme, funde den ikke blive uden mægtig Virkning paa den fandselige Mængde, der desuden fandt sig uimodstaaes ligen henrevet af Trolddomsordet: Fribed. Thi Bedrageren

harangerede aldrig Almuen, uden at tordne mod Pavens, Kongers, Fyrsters og Adelsmænds Tyrannie, og at forjætte dem Fribed fra alle disse Undertryffere, hvis Aag rigtignok laa faare tungt paa de lavere Classer i de fleste af Tydfts lands Egne.

Pfeifer havde under fin Munkeopdragelse lært at tie, men ei at tale. Han tænkte langt dybere end. Hiin; men da han ei var istand til, med Kraft og Hurtighed at fremlægge fine Tanker, maatte han just af denne Aarsag finde sig i at spille en underordnet Roule, og at se e den oder sig, som han selv ret vel vidste, han var istand til at oversee.

Da Pfeifer i fin Beretning fom til at fortæűe om Blodbadet paa de Dverblevne i det erobrede Slot, smiilte Münzer som En, der juft har sunket en liflig Drik; men da han hørte, at Grey Stollberg - hvem han ret inder: lig higede efter at faae i sin Vold - par undsluppen, ffulde hans Harme vift have udtømt fig over Generalen, hvis han ellers havde havt Mod dertil.

Saa er da Dreb iffe i din Haand ?" raabte han, men saa sandt, som jeg lever! faaer jeg ham fat, da vil jeg tærske bans Kjøb med Torne fra Drfenen og med Tidsler...

Pfeifer taug og smilte under Knebelsbarten.

„End Seeb? Gebofen?“ spurgte han atter, ,, er han falden eller fangen?"

, Ingen af Delene svarte Hiin, Herren mage have slaget ham med Forfærdelse; thi han var ingensteds at finde."

Münzer stampede i Jorden, og begyndte derpaa som for at trøfte sig selv - at overskue Byttet og Fangerne. De sidste bestode af fem eller fer - tildeels faarede – Riddersvende, en halv Snees Fruentimmer, og ligesaa mange Børn. Bagerst i Hoben flode Ugnes og Hermuntrude, begge beslørede.

[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]

Hvo er disse to Menneskens Dottre?" spurgte han med forstilt ligegyldighed.

Pfeifer, som gjerne vilde have beholdt dem for fig selv, og derfor havde tilladt dem at bedække deres Ansigter, svarte i samme Tone: „Derom har jeg endnu ikke erfyndiget mig; formodentlig løsagtige Kvinder, som bine adelige Hoer: karle pleie at holde.

,,Vi ville dog engang abspørge bem!" sagde Münzer, lad dem fore berop!"

Med disse Ord git han ind, og fatte fig paa Tronen.

Da de ulykke ige Piger langsomt og besværligt thi den Stærkere maatte næsten bære den Svagere - gik op ab Raadstuetrappen, berffede blandt alle Tilstæbeværende en dyb Taushed: man kunde bave troet, at en Henrettelse ftulde gaae for sig, og at tvende Synberinder bare i Begreb med at bestige Staffottet.

,,Træber fun dristigt frem, fjere Børn!" hvisfede Pfeifer, som fulgte tæt bag efter dem, ,svarer frimodigt og besfebent, og glemmer iffe, at jeg har lovet at beskytte Eder - det er Münzer, der fidder!

Saasnart de vare komne ind i Salen, kastede Hermuntrude fit og Agnes's Slør tilbage, og gik med den Sidste under Armen hen mod den ved deres hoje Stjønhed næsten forbausede Münzer.

"I seer herr begyndte hun „tvende høist Ulykkelige, som anraave Ever om Retfærð og christelig Medlidenhed. Eders Folk har overfaldet og voldeligen bortført og fredelige og værgeløse Kvinder. Vi vide ifte, hvormed vi eller Vore fan have fornærmet Eder, og derfor bede vi, at ville fende os tilbage til vore Slægtninge...

Münzer betragtede dem verelviis med Vellystens graas dige Bliffe, som om han ikke kunde bestemme sig til, hvem

af dem han først skulde udfaare til Offer for fine vilde Bes gjerligheder. Det varte en Stund, inden Hykleren kunde uds bryde i følgende usammenhængende Drb:

,,Det er Herrens Villie, mine Børn! – den kan Ingen mobftaae - det gjælder om Eders Sjæles Salighed — staf: fels ulykkelige Skabninger! 3 ere vist endnu ugjenfødte i Djævelens Strikker; men værer frimodige! Eders Synder kunne endnu vorde Eder forladte jeg vil selo arbejde paa eders Omvendelse; fende Eder tilbage? lam iblandt glubende Ulve! – det forbyde Herren!"

Da Hermuntrude hørte denne ildevarslende Galimas tias, sank hendes Haak. Hun vilde have spurgt om fin Broder, om Nurleben, og bedet for dem, hvis de endnu maatte være ilive; men nu besluttede hun at henvende alle sine Bønner og den sidste Levning af Haab til den usynlige alene.

„Hvad ? tilbage til Eders Slægtninge?" blev Münzer ved: „Hvö ere vel disse Slægtninge ?

„Agnes af Stollberg!" svarte Hermuntrude med et smertefuldt Djekast til fin Medfange. Hævngjerrighedens Lue underløb Skurkens guste Kinder.

"Ha! est Du denne forhærdede Philifters Datter?... raabte han: „Hvorfor svarer Du ikke selv ?"

„Sorg og Skræk binde hendes Tunge" sagde Her: muntrude.

„Og hvo eft Du," spurgte han denne; msom taler faa fjær for Eder begge ?

Geborens Søster" svarte hun, og tilslørede med det famme Agnes og fig selv, og Begge bleve staaende tause og ubevægelige, som Dødsdømte, der hvert Djeblik vente det dræbende Hug.

Münzer vendte sig til fin Kone.
, Martha!" sagde han med Salvelse, ngjør Barm-

« ForrigeFortsæt »