Olding ud til Stadens Rettersted, hvor han snart opgav sin Aand paa Baalet. Hans Huus blev plyndret og fløjfet, og hans Ejendomme henbragte under det Offentlige - det vil fige: i Münzers Skatkammer.

Rædsel greb de bedre og fornuftigere af Indvaanerne; men den bandt ogsaa deres Tunger; de vare i den fanatiske Bandes Vold, der tilligemed de hidkomne Bønder udgjorde den langt større Deel. Der var dem intet Andet tilbage, end at sukke, tie og bie efter Frelsens Stund.

Neppe var Slagtofferet ført bort, før Münzers Spaadom gik i Opfyldelse. At han ved Jilbud havde faaet Underretning om Togets Udfald, det var kun nogle faa af hans Fortrolige bekjendt. Hvad Under altsaa, at den store Hob blev overbevist om hans prophetiske Gaver, da den virkelig faae den natlige Roverhær ankomme med de betegnede Tros phæer? Saasnart Münzer af Bevægelsen mellem de paa Torvet Tilbageblevne mærkete, at Toget nærmede sig, reiste han sig op og raabte: Herren haver talet Sandhed ved min Mund; saa sandt som jeg lever, der kommer Joab med Sejr af krigen."

Med Sækkepiber og Skalmejer i Spidsen, Fangerne og Byttet i Midten, trak nu Røverhæren op paa Torvet. Münzer traadte hen i Raadhuusdøren, og overskuede med skummel Glæde fin Armee og dens medbragte Rov. Han hilsedes med hiin bekjendte Løsen til Blodsudgydelse og al anden Udaad: „Herrens Sværd og Gideons!“

frem,

Nu gik den ny Joab Munken Pfeifer steeg op ad Trappen, bøjede et Knæ for Gideon, og begyndte at aflægge fin Rapport. Dette i Fanatismens Historie kun altfor bekjendte Afffum, var - hvad det Legemlige angik — det aldeles Modsatte af Münzer. Lav, føer, bredskuldret, bar han sit store, sortlokkede Hoved med en Generals Værs

dighed; et tykt Knebelsbart skjulte Munden og et Stykke af Hagen; store, brune Pine rullede med Løvens Vildhed; hele den fürstaarne Kolos var staalklædt fra Jefe til Fod. Disse tvende Folkeforførere vare ogsaa hinanden temmelig ulige med Hensyn til indvortes Egenskaber.

Münzer var stolt, fremfufende, men ustadig i sine Planer og Forsætter; besad et kunstigt i Begyndelsen af Faren desperat - Mod, men det holdt ikke ud ret længe, og gav snart Num for hans naturlige Feighed. Han var forfængelig og gjerrig; han var grusom, men det var Rævens og Maarens Blodtørst, der myrde i den ubevogtede Hønsegaard. Han var endelig som alle feige Tyranner troløs i højeste Grad, og opofrede med koldt Blød sine troeste Tilhængere for at berige og frelse sig selv.

Pfeifer derimod var findig, uforfærdet i de allerstørste Farer, snu, taus og tilbageholden. Han sparede vel ikke paa Blod; men ødslede ej heller dermed uden Hensigt hans Grumhed var Løvens. Han var just ikke stolt; men han foragtede alle Andre; han var egentlig ikke gjerrig, men han funde ikke taale, at Andre vare rige. Kun i Henseende til een Last var der Intet at tage fra den Ene og lægge til den Anden de vare Begge i lige høj Grad vellystige.

Eet Fortrin alene havde Münzer over den langt flogere og modigere Pfeifer: fine Talegaver. Ikke menes hermed den fande Veltalenhed; men hiin Kunst, at kunne tale i Hobens Tone og Smag, med Styrke og Eftertryk, samt med Anvendelse rettere Misbrug af bibelske Udtryk og Talemaader. Paa Prækestolen havde han tilegnet sig denne Færdighed, og, understøttet af vilde Fagter og en tordnende Stemme, kunde den ikke blive uden mægtig Virkning paa den sandselige Mængde, der desuden fandt sig uimodstaaeligen henrevet af Trolddomsordet: Frihed. Thi Bedrageren

harangerede aldrig Almuen, uden at tordne mod Pavens, Kongers, Fyrsters og Adelsmænds Tyrannie, og at forjætte dem Frihed fra alle disse Undertrykkere, hvis Aag rigtignok laa saare tungt paa de lavere Classer i de fleste af Tydffs lands Egne.

Pfeifer havde under fin Munkeopdragelse lært at tie, men ei at tale. Han tænkte langt dybere end Hiin; men da han ei var istand til, med Kraft og Hurtighed at fremlægge fine Tanker, maatte han just af denne Aarsag finde sig i at spille en underordnet Rolle, og at see den over sig, som han selv ret vel vidste, han var istand til at oversee.

Da Pfeifer i fin Beretning kom til at fortælle om Blodbadet paa de Overblevne i det erobrede Slot, smilte Münzer som En, der just har funket en liflig Drik; men da han hørte, at Grev Stollberg hvem han ret inderlig higede efter at faae i sin Vold - var undsluppen, skulde hans Harme vist have udtømt sig over Generalen, hvis han ellers havde havt Mod dertil.

"Saa er da Dreb ikke i din Haand?" raabte han, men saa sandt, som jeg lever! faaer jeg ham fat, da vil jeg tærske hans Kjød med Torne fra Ørkenen og med Tidsler.“ Pfeifer taug og smilte under. Knebelsbarten.

"End Seeb? Gehofen?" spurgte han atter, er han falden eller fangen?"

„Ingen af Delene“ svarte Hiin, „Herren maae have slaget ham med Forfærdelse; thi han var ingensteds at finde.“ Münzer stampede i Jorden, og begyndte derpaa som for at trøste sig selv - at overskue Byttet og Fangerne. De sidste bestode af fem eller ser tildeels saarede Riddersvende, en halv Snees Fruentimmer, og ligesaa mange Børn. Bagerst i Hoben stode Agnes og Hermuntrude, begge beslørede.

„Hvo er disse to Menneskens Døttre?" spurgte han med forstilt Ligegyldighed.

Pfeifer, som gjerne vilde have beholdt dem for fig selv, og derfor havde tilladt dem at bedække deres Ansigter, svarte i samme Tone: „Derom har jeg endnu ikke erkyndiget mig; formodentlig løsagtige Kvinder, som hine adelige Hoerkarle pleie at holde."

„Vi ville dog engang adspørge dem!" sagde Münzer, lad dem føre herop!"

thi

Med disse Ord gik han ind, og satte sig paa Tronen. Da de ulykkelige Piger langsomt og besværligt den Stærkere maatte næsten bære den Svagere gif op ad Raadstuetrappen, herskede blandt alle Tilstædeværende en dyb Taushed: man kunde have troet, at en Henrettelse skulde gaae for fig, og at tvende Synderinder vare i Begreb med at bestige Skaffottet.

"Træder kun dristigt frem, kjere Børn!" hviskede Pfeifer, som fulgte tæt bag efter dem, „svarer frimodigt og beskedent, og glemmer ikke, at jeg har lovet at beskytte Eder det er Münzer, der sidder!"

Saasnart de vare fomne ind i Salen, kastede Hermuntrude fit og Agnes's Slør tilbage, og gik med den Sidste under Armen hen mod den ved deres høje Skjønhed næsten forbausede Münzer.

"I seer her" begyndte hun „tvende høist Ulykkelige, som anraabe Eder om Retfærd og christelig Medlidenhed. Eders Folk har overfaldet og voldeligen bortført os fredelige og værgeløse Kvinder. Vi vide ikke, hvormed vi eller Vore kan have fornærmet Eder, og derfor bede vi, at I ville sende os tilbage til vore Slægtninge."

Münzer betragtede dem verelviis med Vellystens graa dige Blikke, som om han ikke kunde bestemme sig til, hvem

af dem han først skulde udkaare til Offer for fine vilde Begjerligheder. Det varte en Stund, inden Hykleren kunde uds bryde i følgende usammenhængende Ord:

"Det er Herrens Villie, mine Børn! den kan Ingen modstaae - det gjælder om Eders Sjæles Salighed stak kels ulykkelige Skabninger! I ere vist endnu ugjenfødte i Djævelens Strikker; men værer frimodige! Eders Synder kunne endnu vorde Eder forladte jeg vil selv arbejde paa cders Omvendelse; sende Eder tilbage? Lam iblandt

-

glubende Ulve! - det forbyde Herren!"

Da Hermuntrude hørte denne ildevarslende Galimatias, sank hendes Haak. Hun vilde have spurgt om fin Broder, om Rurleben, og bedet for dem, hvis de endnu maatte være ilive; men nu besluttede hun at henvende alle sine Bønner og den sidste Levning af Haab til den Usynlige alene.

„Hvad? tilbage til Eders Slægtninge?" blev Münzer ved: „Hvö ere vel disse Slægtninge?"

„Agnes af Stollberg!" svarte Hermuntrude med et smertefuldt Djekast til sin Medfange. Hævngjerrighedens Lue underløb Skurkens gustne Kinder.

„Ha! est Du denne forhærdede Philifters Datter?« raabte han: "Hvorfor svarer Du ikke selv?"

"Sorg og Skræk binde hendes Tunge" sagde Her

muntrude.

„Og hvo est Du," spurgte han denne, som taler saa fjæk for Eder begge?"

"

Gehofens Søster" svarte hun, og tilslørede med det samme Agnes og sig selv, og Begge bleve staaende taufe og ubevægelige, som Dødsdømte, der hvert Djeblik vente det dræbende Hug.

Münzer vendte sig til sin Kone.

„Martha!“ sagde han med Salvelse, "gjør Barm