Billeder på siden
PDF
ePub

Ved benne Abvarfet fant et Par Pifer, som allerede vare løftede mod 08. Dog hermed var endnu iffe denne frygtelige Raadslagning tilénde: der blev endnu længe talt for og imod, og efter Bønders fædvanlige Langsomhed medtog benne Drdstrid vel over en halv Time, der for 08 trende Slagtoffere fyntes uendelig lang.

„Disputen var ikke forbi, da der hørtes Heftetras paa Vejen benad Salzungen til.

... Philifterne over Dig, Samson Morash!.. sagde den, som først vilde have og myrdede paa Stedet: Havde vi ftrar gjort det af med dem, faa havde vi nu været nede paa Slottet; hvad om der kommer Undsætning ?uu

„ Han havde neppe sagt dette, før Rytterne en bals Snees i Tallet - vare og et Pileffud nær; vi faae med lønlig Glæde deres Hjelmbusfę mod den natlige Himmel.

on Hvem der?.. raabte En af dem, og reeb nogle Skridt fremad.

... Gode Venneru, svarte en træven Bonderøft.

Herman!"" raabte Stollberg.

Er bet Eber, Herre? spurgte Rytteren.

... Hug ind, Herman!" lød Svaret – og som en Hvirvelvind foer Nytterne ind og adsplittede Hoben. Kun Fag bleve ramte; de fleste flygtede ind i Krattet paa begge Sider af Bejen.

» Igaar," sagde Herman, og sprang af Heften, no borte jeg af en Tigger fra Mühlhausen, at man havde Noget isinde mod Gehofen, og da jeg vidfte, at f var der, Hr. Greve! bevæbnede jeg i en Haft disse Eders Svende. Gud være lovet, at jeg kom tidlig nok for at befrie Eder af Oprørernes Bold!".

„Nu vare vi Tre for det første reddede; men Hermuntrube og Agnes! - Jeg foreslog strax, at vi skulde foge

at indhente dem, og Werther understøttede mig af al Magt. Grey Stollberg meente vel, at de allerede vare alt for langt borte; men da jeg forestillede ham vor Ridderpligt, da jeg bad ham betænke, om hans erffede Agnes havde været en af de Bortførte, gav han endelig efter. Tre af Rytterne ftege af, og overlode os deres Hefte, medens de selv fadde op bag trende af deres Kammerater.

Forgjæves vare alle vore Bestræbelser. Bi rede først ind paa en Tværvej til Venstre den endte ved et stort Kjær, og vi maatte tilbage. Nu troede vi at have truffet den rette; men da vi havde fulgt den nogle hundrede Skridt, deelte den fig. Dgsaa vi deelte os, da vi ikke vidste, hvil: fen der var den rigtige; og fee, efter et Qvarteers Forløb stødte vi sammen ved en Kulsvierhytte. Da vi havde faaet Beboe ren ud, og han havde viift os, hvorhen vi ffulde ride, begyndte Dagen at bryde frem.

Kort sagt: da det blev fuldkommen lyft, og vi funde oversee Egnen vidt og bredt foran os, opdagede vi til vor Harme iffe Andet, end en Hær af maasfee et Par tusinde Bonder, der i en halv Miils Frastand marsdherede til Müblhausen. Hvad Andet var da for os at gjøre, end at foge den nærmeste Vej til Grey Stollberg $ Slot. Gud veed bedst, i hvilken Sindsforfatning Werther og jeg ankom der."

Her ville vi afbryde Ridder Rurlebens Fortælling, uden at opholde os længer ved hans smertelige Beklagelser cver hans Elskedes Tab, eller ved Stollbergerens bittre Harme, da han savnede sin eneste Datter, eller ved den endnu ulykkeligere Hans von Werther$ ængstende, nagende Sorg - han, som havde ført fit Hjertes Pige i Fordærvelse, og nu maatte desto dybere dølge fin Brode for den saa grusomt for: urettede Fader.

Vi ville derimod føre læserne ind i selve Dprørernes Værksted, og gjøre dem bekjendte med nogle af disse rasende Sværmere, fra hvem den Adelæggelsens Vederstyggelighed git ud, der bærgede en af Tydfklands ftjønneste og meest velsignede Egne.

II.

Torvet i Mühlhausen vrimlede af Mennefter: Bors gere, Bønder og Kvinder af Almuestanden trængte sig imellem hverandre benimod Raadstuetrappen, der var besat af Hellebarderer. Begge Flejdørene stode vidt aabne; og i Bags grunden af den store Sal fad, paa en Slags rødtbetruffen Trone, Stadens felvgjorte Borgermester, den formedelst fine oprøriske Prækener fra Zwiđau, Altstedt og Nürnberg forjagede Præst, Thomas Münzer.

Han var iført en lang og viib Præstekjole med uhyre Ærmer, og Pibefrave. 3 sin bøjre Haand holdt han opret et stort Sværd hvis Knap han støttede paa Knæet - i den venstre Bibelen. Hans langagtige, smalle, graagure Anfigts Fælhed forøgedes endnu mere ved et rustfarvet Skjæg. Et Par lysegraae, matte Øjne plirede frem under dybt nedtrukne tykke Bryn. Kun naar han blev heed i Talen, trat han de sidste højt op i den furede Pande; og de vidt op: spilede Dine stirrede da stivt lige ud, som om de tilhørte et Borbillede.

Paa et Tabouret ved hans højre Side fad Borgermesterinden, en trind, rødmusset, enfoldig Ting; kostbart, men naragtigt udmajet. Hendes Hoved bar en spids Gyldenstykkes Hue, og hendes kluntede Figur var inthyllet i sort Fløjel,

rigtbroderet med Perler og bebræmmet med massive Guld- og

Sølvfryndser, altsammen Kirferan Alterklæder, plyns drede fra Klostere og omsyede til Statsdragt for Prophetens Hustrue. En hvid, meget bred, Halskrave ftod ftrittende ud fra hendes plusrøde Kjæver.

Ved Tronens venstre Side ftob Stadens Sfarpretter med fin Dre paa Naffen, og foran den fadde de tvende Kaadmænd., Simon Häfrizer og Balthafar Haub: mayer - de to eneste af Stadens rette Embedsmænd, som havde været feige eller lumpne nok til at vedblive deres Bes tjeninger under den foragtelige fanatisfe Münzer. Forklars ligere vorder denne deres Nederdrægtighed, dersom det Rygte: at de selv hemmeligen fulde bave ind budet Sværs meren, er grundet paa Sandhed. Deres Dpførsel under hele Rædselsperioden fynes virkelig at lægge Vægt i denne Beskyldning.

Salen var fuld af Münzers troeste Tilhængere og Haandlangere; fun den midterste Deel fra Tronen hen til Døren var bar, at han kunde have frie udsigt til Torvet, og selv fees derfra i al hans Herlighed. Saafnart Morgensolen havde fastet sine første Straaler paa Stadens Taarne, løf: tede han Sværdet ivejret, sænkede det atter, og raabte:

„Nu fættes Retten i Jehovas Navn! Herren vil dømme fit Folf! – Hvo som haver Noget at andrage, træde frem!

Paa denne Opfordring nærmede en liden mager Skiffelse i Præstekjole fig Tronen, lagde Armene over Kors paa Bry: stet, og bøjede Hovedet næsten til forden.

„Tael, Du troe Tjener!“ sagde Münzer buldsalig: rfiig frem, Gehilf! hvad er din Begjæring ?u

"Jeg kommer. svarte denne, idet han rettede sig lige op, jeg kommer at klage over en Vederstyggelighed og et Hos

rerie, som er bedrevet i Jørael: Gottfried Krumhalz af Herrens Stad Mühlhausen haver talet bespottelige Drb mod Dig, Du Guds Mand, og sagt, at Du borbe bevise med et Tegn, at Du var fommen fra Gud.“

Hvor er den Belials Mand ?“ spurgte Münzer.

Præsten vinkede, og fra en Sidedør kom tvende Bevæbnede snart med en gammel Borger af et æbelt og frimodigt Udseende.

„Du forlanger et Tegn af mig, Ben?" sagde Prophes ten: Velan! iffe for din, men for de Troendes Sfyld ftal det gives Dig: see! jeg siger Dig, i dette Dieblif stande vore Brødre for Porten med Rov og Bytte, med Folk og Fæe, med Kvinder og Børn, som de have taget i de Ugudes liges fafte Stæd Gebofen, den be inat have ødelagt med Fid og starpe Sværp. Men Andre til Erempel vil jeg fæt= te Dig selv til et Tegn i 3srael - din gudsbespottelige Tunge skal udrives af din Hald, og nagles fast til Døren af dit Huus.“

Borgeren traadte et Skridt fremad: „Thomas Müns z er!" sagde han med stærk og fast Stemme, whør mig een Gang for alle! Vend om fra din formastelige Galffab, og hold op at forføre dette forblindede folk! See! Hævnens Sværd bænger allerede over dit Hoved flye, før det er for filde! og lad dog ikke mere uskyldigt Blod fomme over Dig og disse Forvildede! Og }, mine ulykkelige Medbors gere

Længer fik han ikke lov at tale; thi Münzer ftreeg som en Rasende: Bort, bort med ham! ud med ham i Hinnoms Dal! Siden fortære hans Krop! og hans Afte adsplittes for alle Vinde!

Det samme Raab istemtes øjebliffelig af hele Forsamlingen; og under Slag og Forbandelser førtes den uskyldige

« ForrigeFortsæt »