"Uden at indlade mig paa nogen Besvarelse, gav jeg mig til at lede om Aabningen ind til Lengangen Himmel! der var ingen at opdage. Stedse med Lampen i Haanden, gik jeg nu hvælvingen anden Gang rundt, og atter forgjæves, imedens Hermuntrude oplyste Greven om den underjordiske Vej, her skulde være. Nu begyndte de Alle, paa Agnes nær, der blev siddende paa een af Kisterne at hjælpe mig at lede. Imidlertid saaredes vore Ører og vore Hjerter uafladeligt af den stedse tiltagende Larm, Hylen og Hvis nen ovenover os, og et rødt Skjær paa den modstaaende Kirkevæg, som vi gjennem Gitterdøren bleve vaer, overbeviste os om, at Slottet allerede maatte være stukket i Brand.

„Nu nærmede sig den vilde Tummel til Kirkedøren, der var skraas over for vort Gravfængsel; man stødte mod den, bandte, truede og bankede igjen. Grev Stollberg trak fit Sværd; en rædsom Vildhed var fynlig i hans bleggule Ansigt:

"At fulte tildede raabte han, er en Helvedes

Tanke, og at pines ihjel af dette Bondepak, eller at staae værgeløs herinde, medens de gjennem Gitterdøren skyde tilmaals efter os, er en Niddingedød. Endnu have vi trende gode Sværd; med dem kunne vi forskaffe os en brat Udgang af dette misferable Liv Kvinderne gaae foran vi an

dre følge efter!""

"Med disse Ord greb han sin Datters Arm, og svingede Sværdet. Werther greb hans opløftede Haand, og Hers muntrude kastede sig imellem ham og Agnes - denne var med et hvinende Skrig segnet til Jorden.

"I dette frygtelige Øjeblik havde jeg fundet Lengangsdøren; den var skjult af et Epitaphium paa Væggen, som jeg heldigviis prøvede paa at skyde tilside:

"Her!" streeg jeg, aher er Livets Dør!""

"Haab og Levelyst gjenvaktes mægtigen hos de fire For

tvivlede: Greven foer hen til mig, for at overbevise sig om Sandheden af min Forsikkring. Werther og Hermun trude løftede Agnes ivejret, og støttende sig paa dem nærmede hun sig Døren, som jeg nu forsøgte at aabne.

Medens jeg stak Nøglen i den rustede Laas, og stræbte at dreje den om, sagde Greven med et hjertelettende Suk: ""Gud være lovet, at min Agnes sidder tryggelig hjemme i min Borg: dersom hun nu vidste, hvorlunde Faderen er stædt, da vilde hun visselig med brændende Taarer auraabe Himmelen om Frelse.""

"Den arme Pige foer sammen, og klyngede sig ind til fin Veninde.

"Hvem I end er,"" vedblev han, vendende sig om til hende, min ubekjendte Dame! troe mig: det var af Medlidenhed, jeg vilde give Eder Døden. Jeg tænkte i dette Øjeblik, om I havde været Agnes min Dattrr; thi heller sfulde hun annamme Deden af min Haand, end Beskæmmelse af en anden."a

"Det var en dobbelt Lykke, at jeg havde stukket min Dolk ind i Nøglen, og saaledes fordoblet mine Kræfter til at dreje den omkring; thi som Doren sprang op, udstrakte den ulykkelige Pige Armene, og vilde kaste sig med angerfuld Bekjendelse for Faderens Fødder, og til samme Tid begyndte Fjenderne at hugge løs med Drer paa Kirkedøren. Jeg greb da Grevens Arm, flyede ham Lampen og bad ham gaae foran; derefter ledte jeg Hermuntrude ind, saa Agnes, og filsidst Nidder Werther; thi Longangen var for snæver til To. Derpaa bragte jeg Epitaphiet tilbage paa fit Sted, og luffede Døren efter mig.

Endnu inden jeg havde vendt mig fra den, hørte jeg Kirkedøren styrte knagende ind, og bagefter den blodtørstende Hob, hvis vilde Raab fyldte Capellets gjenlydende Hvælvinger.

"Det er mærkeligt" - vedblev Ridder Rurleben i sin Fortælling "hvor hastig Mennesket gaaer over fra Sorrig til Glæde, fra Skræk til Haab. Ret som et Uvejr, der hænger skummelt og truende over Jorden med Regn og Storm, med Lynild og Torden: bekymrede see vi op til den ganske formørkede Himmel, og tænke i vort traurige Sind, at det vil vare længe inden det atter klarer op; og fee! i nogle faa Minutter ere de sorte Skyer fordrevne, Luften atter renset, Stormen tier, Solen leer fra det klare Blaa, og Regn= draaberne tindre som Glædestaarer paa de sagtelig gyngede Blade.

"Saaledes bleve vi underjordiske Vandrere jeg i det mindste for min Deel - snart ret trøsteligt tilmode. Da vi havde gaaet henved et Dvarteerstid, udvidede den smalle Gang sig til en Runddeel, hvor en halv Snees Mennes ffer mageligt kunde faae Plads. Den var trindt omgivet af stejle Klippevægge; men over os saae vi højt oppe udhængende Fyrregrene, og mellem dem den stjernefulde Himmel, der smilte saa venligt og stille, som om Intet var forefaldet i denne rædselfulde, blodige Nat. Vi standsede, og satte os paa de i Klippen udhugne Steenbænke.

"Hermuntrude havde som en betænksom Huusfrue forsynet sig med en Flaske Viin og en lille Kurv med Spises bare. Vi nøde et tarveligt, men hjertestyrkende Maaltid. Kun den stakkels Agnes var ikke til at overtale. Hun fad nedbøjet med foldede Hænder hendes bolgende Slor viste, hvor dybt og ængsteligt hun drog sin Aande. Ogsaa min Hermuntrude fukkede ofte, og udtalte med Smertens Tone sin elskede Broders Navn.

Efter en kort Hvile tog jeg Lampen, og vi begave os atter paa den lønlige Vej, der nu blev faa bred, at vi mas geligt kunde gaae To og To. Siden udvidede den sig end

mere, og endelig stode vi under aaben Himmel mellem Ruinerne paa Tannenberg. Med megen Besværlighed arbejdede vi os ud gjennem Muurstumper og omstyrtede Steenblokke, . og befandt os da paa en af Smaabuske omkrandset Høj. Den brændende Borg laae lige foran os, og Larmen dernede naaede vore Drer som en dump, utydelig Summen. Vi faldt alle paa Knæe, bade for de Ulykkelige hisset, og taks kede, Gud for vor egen Frelse - ak! den var endnu langt borte.

„Igjennem Krattet havde vi trængt os hen til den nærforbiløbende Vej, da vi fandt den spærret paa begge Sider af bevæbnede Mænd.

Een af disse raabte: "Giver Eder tilfange i Guds og Münzers Navn!"..

Vi droge vore Sværd; men Hermuntrude, som fjendte Stemmen, sagde: Martin! er det iffe Dig! vil

Du vorde en Forræder mod dit Herskab?

"Hvad Herskab?" svarte han, jeg er nu mit eget, Herskab, og Eders med jeg befaler Eder strar at nedlægge Eders Vaaben.““

""Stød dem ned, det adelige Pak!"" skreeg Een i Bondesproget.

„„Nei,"" svarte den Anden, „„vi vil have dem levende! Vend Forkene om! Fald an!"

„Med det samme rendte de ind paa os fra begge Sider, og stødte os ned med de stumpe Ender af deres Piker og Forkestager, uden at vi kom til at bruge vore Sværd.

Jeg tænkte nok sagde hiin første Stemme, medens de Andre bagbandt os tre Mandfolk, at de maatte være her, siden de ikke var at finde paa Slottet; men jeg kjendte Smuthullet. Nu kan Du, Morasch!" sagde han, med dine Folk bringe disse tre Midianiter ned til Slottet, saa fan

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

3

den Guds Mand Pfeifer handle med dem efter fin Villie; jeg selv vil føre Kvinderne varligen til vor Dommer Gideon.""

"Her var da for os Intet mere at sige eller gjøre: vi overlode os til stum Fortvivlelse, som Mennesker for hvem. den sidste Gnist af Haab er udslukket.

,,Anføreren - en af Gehofens egne Bønder, der længe havde tjent paa Slottet ilede nu med de ulykkelige Piger bort að en Sidevej, der gjenskjød den almindelige til Mühlhausen; den anden Hob tog Grev Stollberg, Werther og mig mellem sig, og tiltraadte Hjemvejen til Slottet. Vi vare iffe komne ret langt, da en Stemme raabte: Holdt! Vi standsede.

""Jeg tykkes ikke,"" lød det: "wat det er Umagen værd at drive længere med det Kram! lad os gjøre Pinen fort, og slaae dem ihjel ligesaagodt først som sidst!""

Dette trøstelige Forslag fandt Bifald hos Nogle; men til vor Lykke vare Flere derimod.

"Nej!"" sagde en af de Sidste: ""det er imod Pfei fers Ordre, og han er ikke at skjemte med.""

""Desuden" fagde en Anden, kan vi have bedre Spads med dem dernede: der er Jld og varmt Vand; vi fan enten foge dem eller stege dem, ligesom vi selv behage."" Dette vakte almindelig Bifaldslatter.

"Menu" fagde Een af det modsatte Partie, dersom disse Karle nu have Penge hos sig, som rimeligt kan være, faa gjorde vi klogest i at tage og dele dem her; thi komme de først i den almindelige Kasse, saa kan vi skyde en hvid Kjep efter dem.””

"Det er fandt! det er fandt!" raabte flere Stemmer. Godt nok!". lød atter en anden Røst; men I betænke vel, at al Ejendom er tilfælleds i det ny Jerusalem; og Ingen maa være rigere end en Anden.““