Billeder på siden
PDF
ePub

Uden at indlade mig paa nogen Besvarelse, gav jeg mig til at lede om Aabningen ind til Løngangen Himmel! der var ingen at opdage. Stedse med Lampen i Haanden, gik jeg nu Hvælvingen anden Gang rundt, og atter forgias ves, imedens Hermuntrude oplyste Greven om den underjor: diffe Bej, her sfulde være. Nu begyndte de atle, paa Agnes nær, der blev siddende paa een af Kisterne at hjælpe mig at lede. Imidlertid saaredes vore Drer og vore Hierter uafladeligt af den stedse tiltagende Larm, Hylen og Hvis nen ovenover os, og et rødt Skjær paa den modstaaende Kirkevæg, som vi gjennem Gitterdøren bleve vaer, overbeviste os om, at Slottet allerede maatte være stukket i Brand.

,,Nu nærmede sig den vilde Tummel til Kirkebøren, der var ffraas over for vort Gravfængsel; man stødte mod den, bandte, truede og bankede igjen. Grey Stollberg trak fit Sværd; en rædsom Vildhed var fynlig i hans bleggule Ansigt:

At fulte tilbødenu raabte han, mer en Helvedes Tanke, og at pines ihjel af dette Bondepak, eller at staae værgeløs herinde, medens de gjennem Gitterdoren skyde tils maals efter os, er en Niddingedød. Endnu have vi trende gode Sværd; med dem kunne vi forskaffe os en brat udgang af dette misserable Liv – Kvinderne gaae foran – vi andre følge efter !

. Med disse Ord greb han sin Datters Arm, og svingede Sværdet. Werther greb hans opløftede Haand, og Hers muntrude kastede sig imellem ham og Agnes - denne var med et hvinende Skrig regnet til forden.

..3 dette frygtelige Djeblik havde jeg fundet Lengangss døren; den var stjult af et Epitaphium paa Væggen, som jeg heldigviis prøvede paa at skyde tilside:

... Her !um ftreeg jeg, ouber er livets Dør!uu
"Haab og levelyst gjenvaktes mægtigen hos de fire For:

[ocr errors]
[ocr errors]

tvivlede: Greven foer hen til mig, for at overbevise sig om Sandheden af min Forsikfring. Werther og Hermuns trude loftebe Agnes ivejret, og støttende fig paa dem nærs mede hun fig Døren, som jeg nu forsøgte at aabne.

Medens jeg staf Nøglen i den rustede laas, og stræbte at dreje den om, sagde Greven med et hjertelettende Suf: 1.~Gud være lovet, at min Agnes sidder tryggelig hjemme i min Borg: dersom hun nu vidste, hvorlunde Faderen er stædt, da vilde hun visselig med brændende Taarer auraabe Himmelen om Frelse.au

Den arme Pige foer sammen, og klyngede sig ind til sin Veninde.

»»Hvem end er,"" vedblev han, vendende fig om til hende, min ubefjendte Dame! troe mig: det var af Meds lidenhed, jeg vilde give Eder Døden. Jeg tænkte i dette Djeblik, om I havde været agnes min Dattrr; thi heller sfulde hun annamme Deden af min Haand, end Beffæmmelse af en anden.

..,, Det var en dobbelt lyffe, at jeg havde stuffet min Dolt ind i Nøglen, og saaledes fordoblet mine kræfter til at dreje den omkring; thi som Døren sprang op, udstrakte den ulykkelige Pige Armene, og vilde faste sig med angerfuld Befjendelse for Faderens Fødder, og til samme Tid begyndte Fjenderne at hugge løs med Drer paa Kirkeboren. Jeg gres da Grevens Arm, flyede ham Lampen og bad ham gaae foran; derefter ledte jeg Hermuntrude ind, faa Agnes, og til: sidst Ridder Werther; thi Løngangen var for snæver til To. Derpaa bragte jeg Epitaphiet tilbage paa fit Sted, og lukkebe Døren efter mig.

Endnu inden jeg havde vendt mig fra ben, hørte jeg Kirkedoren styrte knagende ind, og bagefter den blodtørstende Hob, hvis vilde Raab fyldte Capellets gjenlydende Hvælvinger.

Det er mærkeligt vedblev Ridder Rurleben i fiu Fortælling - „hvor baftig Mennesket gaaer over fra Sorrig til Glæde, fra Stræf til Haab. Ret som et Uvejr, der hæns ger ffummelt og truende over 3orden med Regn og Storm, med lynild og Torben: bekymrede free vi op til den ganske formørfede Himmel, og tænke i vort traurige Sind, at det vil vare længe inden det atter flarer op; og fee! i nogle faa Minutter ere de forte Sfyer fordrevne, Luften atter rens fet, Stormen tier, Solen leer fra det flare Blaa, og Regndraaberne tindre som Glædestaarer paa de fagtelig gyngede Blade.

. Saaledes bleve vi underjordiske Vandrere jeg i det mindste for min Deel - snart ret trøsteligt tilmode. Da vi bavde gaaet henved et Qvarteerstid, udvidede den smalle Gang fig til en Runddeel, hvor en halv Snees Mennes ffer mageligt kunde faae Plads. Den var trindt omgivet af stejle Klippevægge; men over os faae vi højt oppe udhængende Fyrregrene, og mellem dem den stjernefulde Himmel, der smilte saa venligt og stille, som om Intet var forefaldet i denne rædselfulde, blodige Nat. Vi standsede, og fatte os paa de i Klippen udbugne Steenbænke.

Hermuntrude havde fom en betænksom Huusfrue forsynet fig med en Flaske Viin og en lille Kurv med Spises

Vi nøde et tarveligt, men hjertestyrkende Maaltid. Kun den ftaffels Agnes var ikke til at overtale. Hun fab nedbøjet med foldede Hænder bendes bølgende Slor viste, hvor dybt og ængsteligt hun drog fin Aande.

Dgsaa min Hermuntrude suffede ofte, og udtalte med Smertens Tone sin elskede Broders Navn.

,,Efter en kort Hvile tog jeg Lampen, og vi begave os atter paa den lønlige Bej, der nu blev faa bred, at vi mas geligt kunde gaae To og To. Siden udvidede den fig end

bare.

mere, og endelig stode vi under aaben Himmel mellem Rui: nerne paa Tannenberg. Med megen Besværlighed arbejdede vi os ud giennem Muurstumper og omstyrtede Steenbloffe, og befandt os da paa en af Smaabuske omfrandset Hoj. Den brændende Borg laae lige foran os, og larmen dernede naaede vore Drer som en dump, utydelig Sammen. Vi faldt alle paa Knæe, bade for de Ulykkelige hisset, og taks fede Gud for vor egen Frelse af! den var endnu langt borte.

Igjennem Krattet havde vi trængt og hen til den nærs forbilobende Vej, da vi fandt den spærret paa begge Sider af bevæbnede Mænd.

Een af disse raabte: Giver Eder tilfange i Guds og Münzers Navn!...

Vi droge vore Sværd; men Hermuntrude, som fjendte Stemmen, sagde: Martin! er det iffe Dig! vil Du vode en Forræder mod dit Hersfab?..

wn Hvad Herskab ?un svarte han, wojeg er nu mit eget Herskab, og Eders med - jeg befaler Eder ftrar at nedlægge Eders Vaaben. 6141

1. Stød dem ned, det adelige Pak!. ffreeg Een i Bons desproget.

. Nei," svarte den Anden, wwvi vil have dem levende! Vend Forkene om! Fald an!...

, Med det samme rendte de ind paa os fra begge Sider, og stødte os ned med de stumpe Ender af deres Pifer og Forkestager, uden at vi kom til at bruge vore Sværd.

"Jeg tænkte nokun sagde hiin første Stemme, medens de Andre bagbandt os tre Mandfolk, wat de maatte være ber, siden de ikke var at finde paa Slottet; men jeg fjendte Smuthullet. Nu kan Du, Morasch! sagde han, „med dine Folk bringe disse tre Midianiter ned til Slottet, faa fan

S. S. Elidher. Samle og nye Noveller. II.

3

den Guds Mand Pfeifer handle med dem efter fin Billie; jeg selv vil føre Kvinderne varligen til vor Dommer Gideon."

Her var da for os Intet mere at sige eller gjøre: vi overlode og til stum Fortvivlelse, som Mennester for hvem. den sidste Onift af Faab er udsluffet.

,,Anføreren – en af Gehorens egne Bønder, der længe havde tjent paa Slottet - ilede nu med de ulykkelige Piger bort að en Sidevej, der gjensfjød den almindelige til Mühlbausen; den anden Hob tog Grey Stollberg, Werther og mig mellem sig, og tiltraadte Hjemvejen til Slottet. Bi vare iffe fomne ret langt, da en Stemme raabte: Holdt! Vi standsede.

on Jeg tykkes ikke, w lød det: wat det er Umagen værd at drive længere med det Kram! lad os gjøre Pinen fort, og flage dem ihjel ligesaagodt først som sidst!"..

Dette trøstelige Forslag fandt Bifald hos Nogle; men til vor Lyffe vare Flere derimod.

1. Nej!" sagde en af de Sidste: andet er imod Preis fers Orbre, og han er ikke at stjemte med.au

1. Desuden, fagde en Anden, kan vi bave bedre Spads med dem dernede: der er fld og varmt Vand; vi kan enten foge dem eller stege dem, ligesom vi selv behage."

Dette vakte almindelig Bifaloslatter.

Menu fagde Een af det modsatte Partie, dersom disse Karle nu have Penge hos fig, fom rimeligt fan være, saa gjorde vi klogest i at tage og dele dem her; thi komme de først i den almindelige Kasse, faa fan vi skyde en hvid Kjep efter dem..."

Det er fandt! det er fandt!,. raabte flere Stemmer.

n'. Godt nof!.. lød atter en anden Rost; men f betænke vel, at al Ejendom er tilfællebs i det ny Jerusalem; og Ins gen maa være rigere end en Anden.....

« ForrigeFortsæt »