Capellet," lod hans Tale - "falet mine Dine strar paa en fortklædt kvindelig Skikkelse, der sad med foldede Hænder paa Knæfaldet foran Alteret. Der overfoer mig en let Gysen, og jeg drog just den opløftede Fod tilbage, da Skikkelsen i det samme rejste sig og kastede et Slør over Ansigtet.

„Jeg vendte mig om til min Ledsagerinde; men hun lagde Fingeren paa Muuden, slap min Arm, og ilede hen til den forte Dame. De omfavnede hverandre, og talte sagte sammen nogle Djeblikke. Derpaa kom de mig Haand i Haand imøde, og Hermuntrude forestillede mig den Beslørede som en kjer Veninde, der af vigtige Grunde ønskede for det første at være ukjendt. Min Nysgjerrighed var let dæmpet; thi mine Tanker vare deelte mellem min elskelige Hermuntrude og Kampen derudenfor. Ilden af Musketterne glimtede som Lyn gjennem de høje Buevinduer, og disse klingrede ved ets hvert paafølgende, Knald. Den fremmede Dame var kjendelig angest; hun gøs og var rede til at segne hvergang det glimtede og knaldede; Hermuntrude var derimod saa rolig, ja besad virkelig et saadant Forraad af Mod, at hun endogsaa kunde meddele fin frygtsomme Veninde.

"Imidlertid blev Kampen stedse hæftigere: Bestormernes Brøl lød stedse nærmere og nærmere og alt imellem kunde jeg tydelig høre deres Feldtskrig: "Herrens Sværd og Gideons!" Paa Borgen derimod herskede en alvorsfuld Laushed: fun Skydegeværernes Skrald, Buestrængenes Surren og enkelte Commandoraab viste, at dens Forsvarere vare paa deres Post. Kvinderne saae spørgende paa mig.

„Endnu gaaer det godt!" trøstede jeg, „vore Krigere holde dem nok borte!"

„Hvad betyder denne Pladsken?« hviskede Hermuntrude. Jeg lyttede: "Nu begynder Stormen" svarte jeg, „det er Riisknipper vg Træbuller, som de kaste ud i Borggraven

kom, mine Damer! vi ere i Jehovahs Huus lader os bønfalde ham om Beskjermelse og Sejer! da jeg ikke maae stride med mine Venner, vil jeg dog bede for dem."

"

Vi knælede for Herrens Alter med opløftede Hænder. Vore tause Bønner bleve snart afbrudte ved et højt og rædStormen er afslaaet!" raabte

somt Vræl. Jeg sprang op: jeg; "horte I ikke, hvorledes Fjenderne streg og plumpede i Vandet, og nu vore tappre Venners Sejerøraab?"

"Der paafulgte nogle Minuters Rolighed, i hvilke man fun hørte de Saaredes Vaandeklage, og enkelte Skud, som bleve affyrede efter de Flygtende; da aabnedes Capellets Dør, og Hans von Werther traadte ind ak! hvor forandret fra hiin blide, venlige Yngling, der nys i sin glimrende Rustning stod iblandt os, som smykket til festligt Ridderspil! Den hvide Fjederbust hang knækket ned over Hjelmen; Brynien og Skinnerne vare besprængte med Blod og Kalkstov; i hans Ansigt brændte Kampens mørkerøde Jld, og det Sværd, som han ved sin Indtrædelse stødte i Balgen, bar kjendelige Mærs ker af det blodige Arbeide.

"Den forte Dame udstødte et svagt Skrig, styrtede ham imøde, og segnede ind til hans Bryst. Længe holdt han hende i taus, inderlig Omfavnelse; men pludselig rev han sig ud af hendes Arme, førte hende hen til mig med den ene Haand, medens han med den anden kastede hendes Slør tilbage, og viste mig det deiligste Ansigt, jeg næst efter min Hermuntrudes nogensinde mindes at have feet.

""For Eder, Caspar von Rurleben!" sagde han, har jeg i dette Djeblik ingen Hemmelighed. Jeg betroer Eder den allerdyrebareste, idet jeg overgiver til eders Vares tægt den ædle Froken Agnes von Stollberg. Hendes Fader vilde tvinge hende til en Mand, hun afskyede; igaar har jeg med hendes Minde bortført hende, og om jeg

kommer levende fra denne Bondekrig

ægter jeg hende

"

imorgen. Falder jegu" - her klyngede hun sig saa hæftigt om hans Hals, at han neppe kunde tale falder jeg: da vil I være hendes Beskytter og mægle mellem hende og Faderen, som nu mindst tænker paa, at hans Datter befinder fig her.""

"Jeg gav ham mit ridderlige Ord og Haandslag. Agnes kastede sig hulkende i Hermuntrudes Arme, og skjulte sit Ansigt i hendes Barm.

"Da drønede det atter derude: Herrens Sværd og Gideons! En ny Storm begyndte. Werther lyttede til Buldret, som Stridshingsten til Trompetens stingrende Toner; han trykte et Kys paa fin Elskedes blegnende Kind, og ilede atter ud til Kampen. Min Haand skjalv paa mit Sværdfæste; mit Hjerte bankede mod Brynien; men jeg qvalte den opblussende Jld, og satte mig mellem de værgeløse Tvende, der vare betroede til mit Forsvar.

"Striden blev haardere og haardere: Skuddene bleve færre; men Staalgnyet tiltog. Jeg kunde tydelig stjelne Sværdenes hvinende Hug fra Plejlernes og de andre Vaabens døde Slag, de brækkede Stormftigers Knagen, og de Nedstyrtendes Fald i Slotsgraven; thi Capellet vendte med den østre Ende derudimod, og gjennem tvende smaae Huller i Muren hørtes Alt, hvad der foregik paa denne Side af Bors gen, hvor Angrebet just ogsaa var hæftigst.

"Faren steeg: det mærkede jeg paa Forsvarernes mere ivrige, idelige Befalings- og Opmuntringsraab; deres høje, rene Stemmer gjennemtrængte de tykmælede Bønders hæse, skrattende Vræl. Mine Fødder brændte under mig; jeg bæs vede af Harme og Kamplyst.

„Med eet forekom det mig, at jeg hørte en fjernere Larm fra en anden Kant. Jeg sprang hen til den vestlige Ende

af Capellet, der gik ind til Gaarden, hvor det havde et eneste lidet Vindue. Rigtigt! Oprørerne begyndte nu ogsaa der at storme, og desværre med større Virkning.

være Herrer af Muren.

"Det varede ikke længe, inden jeg fornam, at de maatte Jeg foer hen til Pigerne: Nu maa vi tænke paa Flugt!" raabte jeg, og greb Nøglen til Løngangsdøren.

„O Gud! Werther, min Fader!" skreeg Agnes, og vred fine Hænder.

„Min Broder!" fukkede Hermuntrude.

"Gud kan beskytte dem!" fagde jeg trøstende, og drog dem med mig hen til Gravhvælvingen.

-

"Jeg tog fat paa Jernstangen, der tilspærrede Gitterpor= ten - den var rustet fast, og modstod længe mit Tryk. Here muntrude tog Haand i med, og endelig gav den efter. Men i det samme fornam jeg ogsaa Skriget og Tummelen nede i Gaarden.

„Vi maae først spærre Indgangen til Capellet" sagde jeg, og sprang hen til den Sidedør, der førte til Slottets Vaaningsværelser. Det var for silde: en kæmpende Hob tumlede sig allerede udenfor; Døren fløj op, og baglænds fægtende, hæftig trængt af ser med Sabler og Piker bevæbnede Fjender styrtede tvende Riddere ind i Capellet; Forfølgerne efter dem.

"Saa kunde jeg omsider faae Deel i Striden: jeg foer hurtig til Siden, drog mit Sværd, og strakte i tvende dræbende Stød de to Bageste til Jorden. De Andre, der iffe ret kunde see mig i Skyggen, og ikke vidste, hvo eller hvormange de havde i Ryggen, tabte Mod og Besindelse - de laae snart alle Fire affiælede hos deres Staldbrødre. Nu sloge de Frelste Vesirerne op: det var Stollberg og Werther.

"

Døren maae spærres!" raabte jeg.

„En nylig forarbeidet Marmorligsteen stod op til Muren: den bragte vi med forenede Kræfter derhen, og ovenpaa stillede vi flere mindre Stene, som vi med de Slagnes Piker opbrød af Gulvet; og nu ilede vi hen til Gravhvælvingen. Der stod min Hermuntrude med den næsten livløse Agnes i fine Arme; dennes Slør havde hun velbetænkt kastet hende ned over Ansigtet.

"Hvor er min Broder ?"" raabte hun de Kommende imøde. "Vi veed det iffe"" svarede Werther; "dog er det ikte utroeligt, at han i Mørket kan have frelst fig ved Flugten."" Et smerteligt Suk hævede hendes Barm, Taarerne rullede ned over hendes Kinder.

„„Og hvorhen nu?"" spurgte Grev Stollberg mørk, og stak sin blodige Kaarde i Skeden.

"Her igjennem!" svarte jeg, visende ind i Begravelset. "Den Veju sagde han med et bittert Smiil fjende vi Alle; den gaaer gjennem Graven til Livet veed I ingen anden?.."

"Denne er ret god." svarte jeg, idet jeg hentede Lam

pen; denne Indgang har to Udgange: een til det timelige, og een til det evige Liv.""

"Da vi alle vare fomne ind, skuppede jeg Jernstangen for Gitterdøren, lukkede den i Laas, og slængte Nøglen ind under Kisterne. Grev Stollberg faae mistroisk paa mig, og derefter rundt omkring i den skumle Gravhvælving.

""Begravede ere vi, det seer jeg"" sagde han, "nog fandt nok! vi ere Alle Gud en Død skyldige; men at lade fig begrave før man døer ved min Ridderære! det forlanger han ikke; ej heller indseer jeg, hvorfor det skulde være bedre her at svelte langsomt ihjel, end hist oppe at faae en hastig - om just ikke meget glorværdig Krigerdød.""