Billeder på siden
PDF
ePub

Capellet,“ løb hans Tale mfaltt mine Dine strar paa en (ortklædt kvindelig Skiffelse, der fad med foldede Hænder paa Knæfaldet foran Alteret. Der overfoer mig en let Gysen, og jeg drog just den opløftede Fod tilbage, da Stiftelsen i det samme rejste sig og faftede et Slør over Ansigtet.

3eg vendte mig om til main ledsagerinde; men hun lagde fingeren paa Muuden, slap min Arm, og ilede hen til den forte Dame. De omfavnede hverandre, og talte fagte fams men nogle Djeblikfe. Derpaa kom de mig Saand i Haand imøde, og Hermuntrude forestillede mig den Beslørede som en kjer Veninde, der af vigtige Grunde ønskede for det første at være ufjendt. Min Nysgjerrighed var let bæmpet; thi mine Tanfer vare deelte mellem min elftelige Hermuntrude og Kampen derudenfor. Siden af Musketterne glimtede fom Lyn gjennem de høje Buevinduer, og disse flingrede ved ets hvert paafølgende knald. Den fremmede Dame var fjendes lig angest; hun gøs og var rede til at regne hvergang det glimtede og knaldede; Hermuntrude var derimod faa rolig, ia besad virkelig et saadant Forraad af Mod, at hun endogsaa funde meddele sin frygtsomme Veninde.

Imidlertid blev Rampen stedse bæftigere: Beftormernes Brøllød stedse nærmere og nærmere og alt imellem funte jeg tydelig høre deres Feldtskrig: "Herren$ Sværd og Gideons!. Paa Borgen derimod bersfede en alvorsfuld Taushed: fun Sfydegeværernes Sfrald, Bueftrængenes Sur ren og enkelte Commandoraab viste, at dens Forsvarere vare pag deres Poft. Kvinderne faae spørgende paa mig.

„Endnu gager det godt!“ trøftede jeg, wvore Krigere holde dem nok borte!

v Hvad betyder denne Pladsken?.. hviskede Hermuntrude.

Jeg lyttede: Nu begynder Stormen“ svarte jeg, udet er Riistnipper og Træbuller, som de kafte ud i Borggraven

– fom, mine Damer! vi ere i Jehovahs Huus lader 0$ bønfalde ham om Beskjermelse og Sejer! da jeg ikke maae ftride med mine Benner, vil jeg dog bede for dem...

„Vi knælede for Herrens Alter med opløftede Hænder. Vore tause Bønner bleve snart afbrudte ved et højt og ræds somt Præl. Jeg sprang op: „Stormen er afslaaet!« raabte jeg; horte 3 iffe, hvorledes Fienderne ftreg og plumpede i Vandet, og nu vore tappre Venners Sejerøraab?.

„Der paafulgte nogle Minuters Rolighed, i hvilfe man fun hørte de Saaredes Vaandeflage, og enkelte Stud, fom bleve affyrede efter de Flygtende; da aabnedes Capellets Dør, og Hans von Werther traadte ind - af! hvor forandret fra hiin blide, venlige Yngling, der nys i fin glimrende Ruftning stod iblandt os, fom smykket til festligt Ridderspil! Den hvide Fiederbust hang knækket ned over Hjelmen; Brynien og Skinnerne vare besprængte med Blod og Kalfftov; i. bans Ansigt brændte kampens mørkerøde 31d, og det Sværd, som ban ved fin Indtrædelse stødte i Balgen, bar fjendelige Mærs fer af det blodige Arbeide.

"Den sorte Dame udstødte et svagt Strig, styrtede ham imøde, og fegnede ind til hans Bryst. Længe holdt han hende i taus, inderlig Omfavnelse; men pludselig rev han sig ud af hendes Arme, førte hende hen til mig med den ene Haand, medens han med den anden kaftede hendes Slør tilbage, og viste mig det deiligste Ansigt, jeg næst efter min Hermuntrudes nogensinde mindes at have feet.

1»For Eder, Cafpar von Rurleben!" sagde han, svhar jeg i dette Djeblik ingen Hemmelighed. Jeg betroer Eder den allerdyrebareste, idet jeg overgiver til eders Vares tægt den ædle Frøken Agnes von Stollberg. Hendes Fader vilde tvinge hende til en Mand, hun afskyede; igaar har jeg med hendes Minde bortført hende, og – om jeg

fommer levende fra denne Bondefrig ægter jeg hende imorgen. Falder jeg her klyngede hun sig faa hæftigt om hans Hals, at han neppe funde tale – mfalder jeg: da vil f være hendes Beskytter og mægle mellem hende og Faderen, som nu mindft tænker paa, at hans Datter befinder fig her...!

„Jeg gav ham mit ridderlige ord og Haandslag. Agnes faftede fig bulfende i Hermuntrudes Arme, og stjulte fit Ansigt i hendes Barm.

Da drønede det atter derude: errenSværd og Gideon! - En ny Storm begyndte. Werther lyttede til Buldret, som Stridshingsten til Trompetens ffingrende Toner; han tryfte et Kys paa fin Elffedes blegnende Kind, og ilede atter ud til kampen. - Min Haand flialv paa mit Sværdfæste; mit Hjerte bankede mod Brynien; men jeg qvalte den opblussende Zid, og satte mig mellem te værges losc Tvende, der vare betroede til mit Forsvar.

Striden blev baardere og baardere: Skuddene bleve færre; men Staalgnyet tiltog. Jeg kunde tydelig fjelne Sværdenes hvinende Hug fra Plejlernes og de andre Vaabens døde Slag, de bræffede Stormstigers Knagen, og de Neb: ftyrtendes Fald i Slotsgraven; thi Capellet vendte med den ostre Ende derudimod, og gjennem tvende smaae Huller i Muren hørtes Alt, hvad der foregik paa denne Side af Bors gen, hvor Angrebet just ogsaa var hæftigft.

Faren steeg: det mærkede jeg paa Forsvarernes mere ivrige, idelige Befalings- og opmuntringsraab; beres høje, rene Stemmer gjennemtrængte de tyfmælede Bønders bæse, ftrattende Vræl. Mine Fødder brændte under mig; jeg bæs vede af Harme og kamplyst.

Med eet forekom det mig, at jeg hørte en fjernere larm fra en anden Rant.

Jeg sprang hen til den vestlige Ende

af Capellet, der gik ind til Gaarden, hvor det havde et eneste libet Vindue. Rigtigt! Oprørerne begyndte nu ogsaa ber at ftorme, og desværre med større Virkning.

Det varede ikke længe, inden jeg fornam, at de maatte være Herrer af Muren. Jeg foer hen til Pigerne: Nu maa vi tænke paa Flugt!" raabte jeg, og greb Nøglen til Longangsdøren.

„D Gud! Werther, min Faber!. ftreeg Agnes, og yred fine Hænder.

Min Broder!« suffede Hermuntrude.

"Gud fan beskytte dem!" sagde jeg trøstende, og drog dem med mig hen til Gravhvælvingen.

"Jeg tog fat paa Sernstangen, der tilspærrede Gitterpor: ten - den var rustet fast, og modstod længe mit Tryk. Hers muntrude tog Haand i med, og endelig gav den efter. Men i det samme fornam jeg ogsaa Skriget og Tummelen nede i Gaarden.

„Vi maae først spærre Indgangen til Capellet" sagde jeg, og sprang hen til den Sidedør, der førte til Slottets Vaaningsværelser. Det var for filde: en kæmpende Hob tumlede fig allerede udenfor; Døren fløj op, og baglænds fægtende, hæftig trængt af fer með Sabler og Piker bevæbs nebe Fiender - ftyrtede tvende Riddere ind i Capellet; For: folgerne efter dem.

Saa kunde jeg omsider faae Deel i Striden: jeg foer hurtig til Siden, drog mit Sværd, og strakte i tvende dræbende Sted de to Bagefte til forden. De Andre, der iffe ret funbe see mig i Skyggen, og iffe vidste, hvo eller hvors mange de havde i Ryggen, tabte Mod og Besindelse - de lage snart alle Fire affjælede hos deres Staldbrødre. Nu floge de Frelste Vefirerne op: det var Stollberg og Wertber.

Døren maae spærres !" raabte jeg.

,,En nylig forarbeidet Marmorligsteen stod op til Muren: den bragte vi med forenede Kræfter derhen, og ovenpaa stils lede vi flere mindre Stene, som vi med de Slagnes Piker opbrød af Gulvet; og nu ilede vi hen til Gravhvælvingen. Der stod min Hermuntrude med den næsten livløse Aga nes i fine Arme; dennes Slør havde hun velbetænkt faftet hende ned over Ansigtet.

Hvor er min Broder ?uraabte hun de kommende imode.

Bi veed det ikke svarede Werther; dog er det iffe utroeligt, at han i Mørket kan have frelst fig ved Flugten. "

Et smerteligt Suk hævede bendes Barm, Taarerne rullede ned over hendes Kinder.

...Dg hvorhen nu?“ spurgte Grey Stollberg mørf, og stat sin blodige Raarde i Skeden.

1.Her igjennem!". svarte jeg, visende ind i Begravelset.

Den Vejnu fagde han med et bittert Smiil waliende vi Adle; den gaaer gjennem Graven til Livet - peed ingen anden?..

» » Denne er ret godoor svarte jeg, idet jeg hentede lam. pen; denne indgang har to udgange: een til det timelige, og een til det evige liv...

„Da vi alle vare komne ind, skuppede jeg Jernstangen for Gitterdøren, lukkede den i laas, og flængte Nøglen ind under Rifterne. Grey Stollberg faae mistroift paa mig, og derefter rundt omkring i den skumle Gravhvælving.

Begravede ere vi, det feer jeg sagde han, og fandt nok! vi ere ade Gud en Død skyldige; men at lade fig begrave før man døer – ved min Ridderære! det fors langer han ikke; ej heller indseer jeg, hvorfor det skulde være bedre her at svelte langsomt ihjel, end hist oppe at faae en hastig om just ikke meget glorværdig Krigerdød...

« ForrigeFortsæt »