Billeder på siden
PDF
ePub

Tilkommende, og faa maae man jo holde sig til det Forbis gangne.“

For Somme er det endnu det allerværste...
Hvorledes det?

Fordi alle Mennesker der har Meer eller Mindre, de helst vilde glemme; havde man en Lethe, hvori saadanno: get sank tilbunde, og alt det Glædelige svømmede ovenpaa det var en anden Sag."

Jeg skal aldrig nægte, det vilde falde mere befvemt; imidlertid kan man dog chassere raff forbi det Grimme, og balancere langsomt foran det Smuffe...

Som De paa Klubballerne balancerede foran den smukke Jomfru Nielsen.“

,,Ran De buske hende?
.30, hvad blev der af hende? Deres Kone maasfee?.

„Nej! det havde maasfee været godt for mig; thi fiden har jeg ingen faaet - det er maasfee bedre. Har De Lyft at høre, skal jeg fortælle Dem hvorledes det git til...

Marie Nielsen var meget smuk, det skal jeg aldrig nægte. Der var i hendes barnlige Ansigt, i hendes Tale, i hendes bele Væsen noget faa naivt, at jeg blev fterbens forliebt. Det blev hun ogsaa, for jeg var en ret net Rari, og flere end een nysselig Dame har været den første til at give Signalet, og faa – De forstaaer mig not. Med Ma: : rie og mig git det rigtignok iffe videre end til Kyssen og Klappen - hemmelige Møder fatte hun sig alvorlig imod. Naa, jeg fatte hende Ringen paa Fingeren; hun gjengiældte Gaven; men hun blev ligesaa knipft som før. Jeg snakkede om Egteffab; det lyttede hun villig til; men inden en Mand i fort Sløjfjole og med hvid Krands om Halsen havde lagt sin Haand paa vores, vilde hun iffe gi sig.“

Det var ubegribeligt!“

, Det var det ogsaa; og denne Penged begyndte at ennuyere mig. Det fom mig for, som om hun iffe var skabt for Kjerlighed. Imidlergodtid traf det fig, at en ligesaa glimrende Stjerne fremskinnede paa den „Denskabelige" Hims mel bar De fjendt Froken Süs milch ?

, 3eg faae hende der; intet videre.

Hun var ej alene dejlig, hun var fortryllende; hun var vittig, sindrig, hun var en Feedronning - bun forberede mig; min frugtesløse Kjerlighed til Marie udslukkede hun indtil den sidste Gnist. Da jeg ikke længer elftede den ftafs fels Tøs, vilde jeg iffe bedrage hende med hyklet Kjerlighed, trak mig derfor i Stilhed tilbage, og curede til den ftjønne Morgana. Ak! hun hævnede Marie.

Frøkenen coquets terede med mig; intet videre. Hun fjernede sig i samme Maal som jeg nærmede mig. Nu begyndte jeg ligeledes at coquettere, lob fom jeg vilde træffe mig tilbage. Saa drog hun frem: vi byttede Roller. Alt dette gav intet Res fultat. Nu tog jeg Bladet fru Munden, erklærede min inder: lige Kjerlighed og bad om hendes Haand. Hun fænkede Djenlaagene, derefter hele Hovedet, og sagde med en Stemme, der indgød mig det bedste Haab: .min Herre! der er fun een Hindring idejen — at bortrydde den overlad mig til mig felv i tre Dage og

vær nu vaffer forlad mig. Hun snoede sig hurtigt om, og forlod mig. Jeg var vis paa min Salighed."

Her afbrødes han ved Vaagekonens Nærmelse. Hun bvitsfede lydt: De taler faa højt, at De væffer de andre Patienter, eller holder dem vaagne paa en Tid, da, hvem der fan, ftal fove. - Gjem heller Fortsættelsen af deres Historie til imorgen! det er ogsaa bedst for Dem felv...

Og faa gjorde han.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

16

Tredie Uat.

Paafølgende Aften, da der var bleven roligt paa Stuen, tog min Sidemand ved igjen saaledes :

Med min Salighed var det inte ret bevendt. Jeg bildte mig ind, at jeg svævede i den sjette Himmel tæt op mod fyvende; men jeg mærkede pludselig, at jeg frob plat nede paa Jorden. Jeg fandt, at det var en Formaftelse mod min Engel, hvis jeg uden hendes Tilladelse løfte Kongebrev! ellers havde jeg gjort det uden Ophold. Jeg ilede til hende, for at modtage et bestemt Ja“. de tre Dages Mellemrum havde hun forandret sig næsten til Uljendelighed. Det stjernes klare Aasyn var nu overtruffen med et gjennemsigtigt Slor, eller, det var i Skygge. Dinene vare blevne mindre og mats tere, læberne smallere, tilknebne, Morgenstjæret var borte fra Kinderne, bele Figuren sunfen nogle Fingers bred. Hvad kunde være Aarsagen hertil, uden længselssmerte efter mig? Det kunde jo iffe være andet. Jeg angreb bende med stors mende Veltalenbed, med Elskovs ømmeste Hjertesprog. Hun gav sig iffe, hun veeg ikke. Hun bad om fire og tyve Timers Stilstand. Indrømmet. Jeg sov iffe et Djeblik i alle disse fire og tyve Timer - a

Drømte De iffe better?
Hvor kunde jeg drømme, naar jeg iffe fov ?..

» Paa en Maade; jeg meente: om De iffe drømte om, at hun vilde blot holde Dem for Nar?.

Det gjorde hun iffe, som De ftrar vil høre mig holder man ikke for Nar. – Jeg forbiede mig ikke, jeg flei til hende – ah! hun var igjen den fædvanlige glædestraalende, titloffende Sirene. 3eg greb efter hendes Haand

hun lagde dem begge paa Ryggen, og sagde: „bverfen den højre eller den senstre! de tilbere nu begge en Mand,

[ocr errors]

som vel iffe er faa fmut fom De sagde hun stjelmst valligevel har han forstaaet i en Fart at vinde init Hjerte, og i den samme Fart skal vi giftes undskyld derfor!" Hun nejede, vendte sig og hoppede væk. Der stod jeg. Jeg overvejede, hvilfen Dodsmaade funde være baade den hur: tigste og den peneste: Drukning – det er hundft, Hængning den bruger man til Tyve, Skydning er faa vold: som, Gift piinagtig: jeg kunde iffe blive enig med mig selv, og derfor bestemte jeg mig iffe til nogen af dem, men gif hjem og lagde mig tilsengs. Da jeg vaagnede, fandt jeg det forunderligt, at jeg havde funnet fove, og begyndte at ræson: nere over min Stilling. Jeg ffal aldrig nægte, den var ubehagelig. At slaae op med min Kjereste, for at bejle til en Anden, og faae Nej, To for Een og ingen af To, det var overraskende. Besluttede jeg da, efter otte Dages Overs vejelse, at gjøre Marie lykkelig. Med dette Forsæt nærmede jeg mig hendes Bopæl, gik ind og hørte: at Familien var rejst fra Byen for bestandig, man vidste iffe hvorhen; fik det beller aldrig at vide.

Baagefonen havde mod Slutningen af hans Beretning, nærmet fig Foden af hans Seng, hvor hun, med sammenlagte Arme, faae ham ftivt i ansigtet. Da han holdt op, lagde hun fine Hænder paa Hjørnestolperne, og sagde:

Har De Lyft at vide, hvorledes det siden er gaaet hende, da kan jeg godt fige Dem tet, for jeg har fjendt bende meget nøje, saavelsom hendes hele Sfjæbne ligetil nu.“

Her maatte hun standse, da en urolig meget lidende Pas tient raabte paa hende, og hun længe maatte pusle ved ham, og ftrar derefter ved en anden.

fjerde Nat.

Paa bestemt Tid nedlod fig vor Vaagemoer paa en Stol mellem begge vore Senge, og talte fom følger:

Marie var et godt Barn, men havde ikke ret meget af det, man falter fiin Opdragelse: hun funde fynge, men iffe {pille, hun forstod ingen fremmede Sprog, havde ingen Snaffefærdighed, langt mindre Gaver til at skose eller stjære enten Nærværende eller Fraværende. Men hun havde almindelig fund Forstand, et ømt og trofast Hjerte. Med et saadant Hjerte bang bun ved den Trolose, der allene havde til hens figt åt betjene fig af hendes uskyldige Godtroenhed til at bes drage hende, naar hun havde føjet hans vilde Begjerligheder. Da han fornam, at det vilde falde ham saare vanskeligt at opnaae fin slette Hensigt, forlod han hende, for at prøve fin Lykke hos Frøken Morgana.

,,Da Marie erfarede dette, blev hendes Sorg til Græms melse; og hun havde allerede givet Affald paa livets og Kjerlighedens Olæder, da han, efter fit uheld hos Frøkenen, vendte tilbage til den forkastebe Jomfrue. Men borte var hun, og borte blev hun. Det var gaaet tilbage med Fades rens Formuesomstændigheder. For levningerne fjøbte han en lille Gaard paa en udfant af Sælland, hvor han i de første Aar slog sig nogenledes igjennem.

,,Marie fit flere end een Bejler; men hun havde affvos ret Ægteskab saavelsom Kjerlighed. Havde hendes Hjerte for været varmt, saa var det nu blevet saa koldt, at det aldrig mere kunde optøes.

,,Faderen kom i Gjæld, fant stedse dybere og dybere, og græmmede sig tildøde. Med det Lidet, der kunde reddes, tyede Moder og Datter ind til Kjøbenhavn, indlejede fig fim: pelt og ernærede fig taaleligt ved qvindelig Haandgjerning.

« ForrigeFortsæt »