Tilkommende, og saa maae man jo holde sig til det Forbigangne."

For Somme er det endnu det allerværfte."

"Hvorledes det?"

"Fordi alle Mennesker der har Meer eller Mindre, de helst vilde glemme; havde man en Lethe, hvori saadannoget sank tilbunds, og alt det Glædelige svømmede ovenpaa det var en anden Sag."

"Jeg skal aldrig nægte, det vilde falde mere bekvemt; imidlertid kan man dog chassere raft forbi det Grimme, og balancere langsomt foran det Smukke."

"Som De paa Klubballerne balancerede foran den smukke Jomfru Nielsen."

„Kan De huske hende?"

"Jo, hvad blev der af hende? Deres Kone maaskee?" "Nej! det havde maaskee været godt for mig; thi fiden har jeg ingen faaet det er maaskee bedre. Har De Lyst at høre, skal jeg fortælle Dem hvorledes det gik til.“

„Marie Nielsen var meget smuk, det skal jeg aldrig nægte. Der var i hendes barnlige Ansigt, i hendes Tale, i hendes hele Væsen noget saa naivt, at jeg blev sterbens forliebt. Det blev hun ogsaa, for jeg var en ret net Karl, og flere end een nysselig Dame har været den første til at give Signalet, og saa De forstaaer mig nok. Med Marie og mig gik det rigtignok ikke videre end til Kyssen og Klappen hemmelige Møder satte hun sig alvorlig imod. Naa, jeg satte hende Ringen paa Fingeren; hun gjengiældte Gaven; men hun blev ligesaa knipst som før. Jeg snakkede om Ægteskab; det lyttede hun villig til; men inden en Mand i sort Sløjkjole og med hvid Krands om Halsen havde lagt sin Haand paa vores, vilde hun ikke gi sig."

"Det var ubegribeligt!"

"Det var det ogsaa; og denne Penhed begyndte at ennuyere mig. Det kom mig for, som om hun ikke var skabt for Kjerlighed. Imidlergodtid traf det sig, at en ligesaa glimrende Stjerne fremskinnede paa den „venskabelige" Himhar De kjendt Frøken Süsmilch?"

mel

"Jeg faae hende der; intet videre."

"Hun var ej allene dejlig, hun var fortryllende; hun var vittig, sindrig, hun var en Feedronning

hun forberede mig; min frugtesløse Kjerlighed til Marie udslukkede hun indtil den sidste Gnist. Da jeg ikke længer elskede den stakkels Tos, vilde jeg ikke bedrage hende med hyklet Kjerlighed, traf mig derfor i Stilhed tilbage, og curede til den skjønne Morgana. Ak! hun hævnede Marie. Frøkenen coquetterede med mig; intet videre. Hun fjernede sig i samme Maal som jeg nærmede mig. Nu begyndte jeg ligeledes at coquettere, lod som jeg vilde trække mig tilbage. Saa drog hun frem: vi byttede Roller. Alt dette gav intet Resultat. Nu tog jeg Bladet fra Munden, erklærede min inderlige Kjerlighed og bad om hendes Haand. Hun sænkede Øjen

med en Stemme,

laagene, derefter hele Hovedet, og sagde der indgød mig det bedste Haab: "min Herre! der er kun een Hindring ivejen — at bortrydde den

overlad mig til mig forlad mig."

selv i tre Dage og vær nu vakker Hun snoede sig hurtigt om, og forlod mig.

vis paa min Salighed."

Her afbrødes han ved Vaagekonens Nærmelse. Hun hvidskede lydt: „De taler faa højt, at De vækker de andre Patienter, eller holder dem vaagne paa en Tid, da, hvem der kan, skal sove. Gjem heller Fortsættelsen af deres Historie til imorgen! det er ogsaa bedst for Dem selv." Og faa gjorde han.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. 11.

16

Tredie Wat.

Paafølgende Aften, da der var bleven roligt paa Stuen, tog min Sidemand ved igjen saaledes:

Med min Salighed var det inte ret bevendt. Jeg bildte mig ind, at jeg svævede i den sjette Himmel tæt op mod fyvende; men jeg mærkede pludselig, at jeg frøb plat nede paa Jorden. Jeg fandt, at det var en Formastelse mod min Engel, hvis jeg uden hendes Tilladelse løste Kongebrev! ellers havde jeg gjort det uden Ophold. Jeg ilede til hende, for at modtage et bestemt "Ja". 3 de tre Dages Mellemrum havde hun forandret sig næsten til Uljendelighed. Det stjerneklare Aasyn var nu overtrukken med et gjennemsigtigt Slør, eller, det var i Skygge. Dinene vare blevne mindre og mattere, Læberne smallere, tilknebne, Morgenskjæret var borte fra Kinderne, hele Figuren funken nogle Fingersbred. Hvad kunde være Aarsagen hertil, uden Længselssmerte efter mig? Det kunde jo ikke være andet. Jeg angreb hende med stormende Veltalenhed, med Elskovs ømmeste Hjertesprog. Hun gav sig ikke, hun veeg ikke. Hun bad om fire og tyve Timers Stilstand. Indrømmet. disse fire og tyve Timer "Drømte De iffe heller?"

Jeg sov ikke et Djeblik i alle

"Hvor kunde jeg drømme, naar jeg ikke sov?"

---

"Paa en Maade; jeg meente: om De iffe drømte om,

at hun vilde blot holde Dem for Nar?"

"Det gjorde hun ikke, som De strar vil høre mig holder man ikke for Nar. Jeg forbiede mig ikke, jeg fløj til hende ah! hun var igjen den sædvanlige glædestraalende, tilloffende Sirene. Jeg greb efter hendes Haand

-

hun lagde dem begge paa Ryggen, og sagde: „hverken den højre eller den venstre! de tilhøre nu begge en Mand,

sagde hun skjelmst
at vinde mit Hjerte,
undskyld derfor!"
Der stod jeg. Jeg

som vel ikke er saa smuk som De" alligevel har han forstaaet i en Fart og i den samme Fart skal vi giftes Hun nejede, vendte sig og hoppede væk. overvejede, hvilken Dødsmaade kunde være baade den hurtigste og den peneste: Drukning det er hundst, Hangning - den bruger man til Tyve, Skydning er saa volds fom, Gift piinagtig: jeg kunde ikke blive enig med mig selv, og derfor bestemte jeg mig ikke til nogen af dem, men gif hjem og lagde mig tilsengs. Da jeg vaagnede, fandt jeg det forunderligt, at jeg havde kunnet sove, og begyndte at ræsonnere over min Stilling. Jeg skal aldrig nægte, den var ubehagelig. At slaae op med min Kjereste, for at bejle til en Anden, og faae Nej, To for Een og ingen af To, det var overraskende. Besluttede jeg da, efter otte Dages Overvejelse, at gjøre Marie lykkelig. Med dette Forsæt nærmede jeg mig hendes Bopæl, gik ind og hørte: at Familien var rejst fra Byen for bestandig, man vidste ikke hvorhen; fik det heller aldrig at vide."

Vaagekonen havde mod Slutningen af hans Beretning, nærmet sig Foden af hans Seng, hvor hun, med sammenlagte Arme, saae ham stivt i Ansigtet. Da han holdt op, lagde hun fine Hænder paa Hjørnestolperne, og sagde:

"Har De Lyst at vide, hvorledes det siden er gaaet hende, da kan jeg godt sige Dem tet, for jeg har kjendt hende meget nøje, saavelsom hendes hele Skjæbne ligetil nu."

Her maatte hun standse, da en urolig meget lidende Patient raabte paa hende, og hun længe maatte pusle ved ham, og strax derefter ved en Anden.

Fjerde Wat.

Paa bestemt Tid nedlod sig vor Vaagemoer paa en Stol mellem begge vore Senge, og talte som følger :

Marie var et godt Barn, men havde ikke ret meget af det, man falder fiin Opdragelse: hun kunde synge, men iffe spille, hun forstod ingen fremmede Sprog, havde ingen Snakkefærdighed, langt mindre Gaver til at skose eller sfjære enten Nærværende eller Fraværende. Men hun havde almindelig fund Forstand, et omt og trofast Hjerte. Med et saadant Hjerte hang hun ved den Troløse, der allene havde til Henfigt at betjene sig af hendes uskyldige Godtroenhed til at bes drage hende, naar hun havde føjet hans vilde Begjerligheder. Da han fornam, at det vilde falde ham saare vanskeligt at opnaae fin slette Hensigt, forlod han hende, for at prøve sin Lykke hos Froken Morgana.

"Da Marie erfarede dette, blev hendes Sorg til Græm melse; og hun havde allerede givet Affald paa Livets og Kjerlighedens Glæder, da han, efter fit Uheld hos Frøkenen, vendte tilbage til den forkastede Jomfrue. Men borte var hun, og borte blev hun. Det var gaaet tilbage med Faderens Formuesomstændigheder. For Levningerne kjøbte han en lille Gaard paa en Udkant af Sælland, hvor han i de første Aar slog sig nogenledes igjennem.

Marie fik flere end een Bejler; men hun havde affvoret Ægteskab saavelsom Kjerlighed. Havde hendes Hjerte før været varmt, saa var det nu blevet saa koldt, at det aldrig mere kunde optoes.

"Faderen kom i Gjæld, fant stedse dybere og dybere, og græmmede sig tildøde. Med det Lidet, der kunde reddes, thede Moder og Datter ind til Kjøbenhavn, indlejede sig simpelt og ernærede sig taaleligt ved qvindelig Haandgjerning.