Billeder på siden
PDF
ePub

han skyldte sig selv, fine Medmennesker, til hvis Trøster, Raadgiver og Vejleder han havde dannet og bestemt fig.

Det virkede, som Kniven paa en langvarig og forhærdet Hævelse: det smerter, det bløder; men det fordeler: Bylden forsvinder -fun Arret bliver tilbage.

Endelig løsnede den unge Bredenfeld Sorgens Lænker ganske at sønderbryde dem formaaede han ikke og drog tilbage til Göttingen; ikke for at fortsætte fine theologiste Studier, men for at vorde indviet i Lægekunsten.

"Jeg føler det" sagde han til Faderen, jeg duer ikke til Præst: jeg har ikke kunnet trøste mig selv, hvorledes fkal jeg trøste Andre? Uduelighed eller Skjødesløshed har berøs vet mig Rofine. Jeg vil hædre hendes Minde, ved at vorde de Lidendes Hjælper."

Dette Forsæt, udsprungen af saa reen og ædel Bevæggrund, blev udført med mandig Standhaftighed: som udmærket duelig Læge, og ligesaa duelig og samvittighedsfuld Tilbereder af Lægemidler, var Bredenfeld i hele sit øvrige Liv Syges og Sorrigfuldes oprigtige Ven.

Skrivten paa hans Runesteen vil engang

[ocr errors]

som alle andre være udslettet; dette Minde, jeg her, mindst i Egenskab af Digter, har rejst ham, ligesaa; men der gives Dyder, hvis Udspring og Belønning tilhøre en anden og varigere Verden.

Badgefonen.

En Hospitalsconversation.

(Nyc.)

Første Wat.

Sftedet for at faae Jenny Lind at høre, fik jeg noget

af Led.

Andet at føle: hvorledes nemlig det smager at faae en Arm Det forvoldte Karrighed. Jeg vilde spare nogle Daler i Sjouergebyr, jeg vilde selv være Sjouer.

Det bekom mig ilde; i Trængselen forvredes min venstre Arm i Aauselen", som den hedder paa Jydst. Med den høire brød jeg mig en Sidevej, og retirerede til Hospitalet.

Min Arm fik sin smertelige Tilretteviisning, og hele Personen anvist en Hjørneseng.

Jeg havde nu Anledning til at anstille Betragtninger over Contrasten mellem Tonerne af en Concert og dem, der høres i en Sygestue. Vel er Contrasterne iørefaldende; dog have begge, rigtignok fjerne, Ligheder, f. Ex. den utaalmos dige Patients Klynken minder om en Adagio i b mol, den knarvorne Reconvalescents Murren og Snærren om visse bizarre Strøg paa Violinen, og den Sovendes taktmæssige Snorken om Sangerindens Triller.

Pinen i min Skulder tog saa smaat til at dulme, saa

mine Dine de finge en Hvile et Par Timer. Ingen dandsende Ellepiger aabnede dem; men en gammel Vaagemoer, som havde afløst Gangkonen, var traadt hen til Sengen, for at bedække mig med det afglidte Teppe. Hun havde Nynker i Panden og om Munden, magre fremstaaende Kindbakfer, indfaldne Lipper, og en frembøjet, frummet Overkrop. Hænderne vare mig paafaldende; de havde intet af Almue= kvinders Teglsteensrødhed, men derimod en Hudfiinhed, som antydede en bedre Herkomst bedre Dage end disse. Ders hos bar hun en bred Guldring paa Kjerestefingeren.

"Har Herren noget at befalc": spurgte hun med denne Klasses kolde Høflighed.

„Har jeg frist Vand?" gjenspurgte jeg.

"Der staaer."

„Naar kommer Doctoren, og seer til min Arm?"

"Han har været her, men da sov De. Han sagde: at jeg skulde bade Skulderen naar De vaagnede; tillader De? her har jeg Flaffen."

„Behag Madam, naar De synes.“

Hun udførte Saarlægeværket med en Sikkerhed og Let= hed, der var saadanne Hænder værdig. Jeg drejede Hovedet for at see paa dem, og sagde: "De gjør det godt, Madam!" Jeg er hverken Madam eller Frue,"

"

"

-

[ocr errors][ocr errors][merged small]

"

-

Enke maaskee?"

Itte heller."

Altsaa endnu Jomfru!"

Aaja."

Men De har dog været forlovet, seer jeg."

"De maae iffe tale for meget, min Herre! det har De ikke godt af. Armen er færdig, læg Dem nu kjønt igjen til Roe!"

„Tak, tak! min Go'e!

Nabosengen er tom?

"

[ocr errors]

"

Det bli'er den ikke længe; vi vente en Patient endnu iaften; han er anmældt. Naar han kommer, vil der gjøres Dem Uroe; derfor mindede jeg Dem om, strar at ta'e Dem en Luur forlods ud sov vel!"

[ocr errors]

Dermed gik hun hen til en anden Patient; og jeg lurede. Jkke længe.

Jeg vaagnede uden at være væffet, keeg over til Nabosengen; den var tom endnu. Før Enden af min stod den gamle Kone.

Hvad er Klokken Mo'er!"

"Tre Ovarteer paa elleve

[ocr errors][merged small]

enster De Noget?"

dog jeg kunde ha' Lyst til at fjende denne

„Hvað kunde det interessere saadan en gammel Herre? Det er en gammel Histore, der vilde kede Dem, som den længe har kedet mig. Nu kommer de med Patienten."

-

Hun trippede hen til Deren i den anden Ende af Stuen. Ind førtes en gammelagtig Mand, i Skjorteærmer, højre Arm i Bind. Døren var ikke lukket efter ham, før han med øvet Tungefærdighed tog saaledes paa:

„Naa da! saa det blev Codaen til den Satans Concert nysseligt sang hun, det skal jeg aldrig nægte; men min Finale! hvorfor tog jeg ikke Vogn? saa var jeg ikke bleven paakjert og havde heller ikke faaet Armen knækket - og saa skulde det endelig være den højre! Gid hun aldrig havde sect Kjøbenhavn, den svenske Canarifugl! saa var den Ulykke ikke ffeet - er det her, jeg skal ligge?"

"Javel" svarte Vaagekonen, vil De behage at sætte Dem, at jeg kan hjælpe Dem af deres Underklæder!"

Det gjorde hun, medens han iftodemaal bandte Jenny Lind, Concert og Kudske. Han blev endnu ved med Mono

loger i Sengen indtil over Midnat; saa gav han ta sig selv og mig Roe.

Anden Nat.

Det kom mig for, at jeg engang tilførn skulde have hørt dette Mæle. Dagen efter, som vi snakkede sammen om Jenny Lind, for hvem jeg havde ladet min Arm klemme af Led, uden at have hørt hende, og han sin brække, efterat han havde hørt hende da tyktes hans Stemme mig endnu mere gammelkjendt. Endogsaa Ansigtet var mig ikke ubekjendt.

[ocr errors]

Efterat Lægen om Aftenen havde forladt os, siger jeg til ham: siden vi ere blevne Naboer her, og begge for een og samme Dames Skyld, taer jeg mig den Frihed at spørge, om Deres Navn ikke er Neldeblad?.

"Jo! det skal jeg aldrig nægte; og Deres?"
Jeg sagde ham det.

„Mindes jeg dog ikke" vedblev han, at jeg har feet Dem før."

"Det vil jeg gjerne troe“ svarede jeg, „for det er over fyrretyve Aar siden vi dandsede Molinasko i det Venskabelige Selskab".

"Død og Pine! var De ogsaa Medlem! ja det var et Mahonieselskab det! fikke Baller! sikke Damer!" "Hm! fan det endnu more Dem, at tænke saa langt tilbage."

Hm! tet er virkelig længe siden jeg tænkte paa den Commerce naar man bliver sengeliggende, saa gider man ikke tænke paa det Nærværende, langt mindre paa

men

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »