Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

ban ffyldte fig felo, fine Medmennesker, til hvis Trøfter, Raadgiver og Vejleder han havde bannet og bestemt fig.

Det virkede, som Kniven paa en langvarig og forhærdet Hævelse: det smerter, det bløder; men det fordeler: Bylden forsvinder - fun Arret bliver tilbage.

Endelig løsnede den unge Bredenfeld Sorgens lænker

ganske at fonderbryde dem formaaede han iffe - og drog tilbage til Göttingen; itfe for at fortsætte fine theologiste Studier, men for at borde indviet i – Lægekunsten.

„ Jeg føler det“ sagde han til Faderen, wjeg duer iffe til Præst: jeg har ikke kunnet trøfte mig felv, hvorledes ffal jeg trøste Andre? uduelighed eller Skjødesløshed bar berøs vet mig Rofine. Jeg vil hædre hendes Minde, deb at vorbe de Lidendes Hjælper...

Dette forfæt, udsprungen af faa reen og æbel Bevæggrund, blev udført med mandig Standhaftighed: som udmærfet duelig læge, og ligefaa duelig og samvittighedsfuld Tils bereder af lægemidler, var Bredenfeld i hele' sit øvrige Liv Syges og Sorrigfuldes oprigtige Ven.

Stripten paa hans Runesteen vil engang - som alle andre — være udslettet; dette Minde, jeg her, mindst i Egen: ftab af Digter, har rejst bam, ligesaa; men der gives Dyber, hvis udspring og Belønning tilhøre en anden og varigere Berden.

[ocr errors]

Badgefonen.
En Hospitalsconversation.

(Nyc.)

Forste Mat. Sftebet for at faae Jenny find at høre, fik jeg noget

, Andet at føle: hvorledes nemlig det smager at faae en arm af led. Det forvoldte Karrighed. Jeg vilde spare nogle Daler i Sjouergebyr, jeg vilde selv være Sjouer.

Det befom mig ilde; i Trængselen forvredes min venstre Arm i „Nauselen", som den hedder paa Jydst. Med den høire brød jeg mig en Sidevej, og retirerede til Hospitalet.

Min Arm fit fin smertelige Tilretteviisning, og bele Pers sonen anviift en Hjørneseng.

Jeg havde nu Anledning til at anftitle Betragtninger over Contrasten mellem Tonerne af en Concert og dem, der høres i en Sygestue. Vel er Contrasterne iørefaldende; dog have begge, rigtignof fjerne, ligheder, f. Er. den utaalmos dige Patients Klynken minder om en Adagio i b mol, den fnarvorne Reconvalescents Murren og Snærren om visse bizarre Strøg paa Violinen, og den Sovendes taftmæssige Snorken om Sangerindens Triller.

Pinen i min Skulder tog faa fmaat til at bulme, faa

mine Dine de finge en Hvile et par timer. Ingen bands fende Edepiger aabnede dem; men en gammel Baagemoer, som havde afløst Gangkonen, var traadt hen til Sengen, for at bebæffe mig med det afglidte Teppe. Hun havde Nyns ker i Panden og om Munden, magre fremstaaende Kindbak: fer, indfaldne Lipper, og en frembøjet, frummet Dverkrop. Hænderne vare mig paafaldende; de havde intet af Almuekvinders Teglsteensrødhed, men derimod en Hudfiinhed, som antybebe en bedre Herfomst bedre Dage end disse. Ders hos bar hun en bred Guldring paa Kjereftefingeren.

"Har Herren noget at befalcu: spurgte hun med denne Klasses tolde Høflighed.

Har jeg frist Vand ?" gjenspurgte jeg.
,,Der ftaaer."
„Naar kommer Doctoren, og seer til min Arm?"

Han har været her, men da fou De. Han sagde: at jeg ffulde babe Skulderen naar De vaagnede; tillader De? ber har jeg Flasfen.

"Behag Madam, naar De fynes.“

Hun udførte Saarlægeværket med en Sikkerhed og lets hed, der var faadanne Hænder værdig. Jeg brejede Hovedet for at see paa dem, og sagde: „De gjør det godt, Madam!«

Jeg er hverken Mabam eller Frue"
Enfe maaffee?"
Ikke heller.
Altsaa endnu Jomfru !
Aaja."

Men De har dog været forlovet, seer jeg... „De maae iffe tale for meget, min Herre! det har De ikke godt af. Armen er færdig, læg Dem nu fjønt igjen til Roe!..

Tak, taf! min Go'e! Nabosengen er tom ?..

[ocr errors]
[ocr errors]

„Det bli'er den ikke længe; vi vente en Patient endnu iaften; han er anmældt. Naar han kommer, vil der gjøres Dem Uroe; derfor mindede jeg Dem om, strar at ta'e Dem en Luur forlods ud

fov vel!" Dermed git hun hen til en anden Patient; og jeg lurede. gike længe.

Jeg vaagnede uden at være væffet, feeg over til Nas bofengen; den var tom endnu. Fer Enden af min stod den gamle Rone.

Hvad er Klokken Mo'er!"
,,Tre Qvarteer paa elleve ønsker De Noget?"

Aanej! dog jeg kunde ha' lyst til at fjende denne Rings Historie.“

Hvad kunde det interessere faadan en gammel Herre? Det er en gammel Hiftore, der vilde fede Dem, som den længe bar fedet mig. - Nu kommer de med Patienten..

Hun trippede hen til Døren i den anden Ende af Stuen.

Ind førtes en gammelagtig Mand, i Sfjorteærmer, højre Arm i Bind. - Døren var ikke lukfet efter ham, før han med ovet Tungefærdighed tog saaledes paa:

„Naa da! saa det blev Codaen til den Satans Concert

nysseligt sang hun, det ffal jeg aldrig nægte; men min Finale! - hvorfor tog jeg ikke Vogn? saa var jeg ikke bleven paafjert og havde heller iffe faaet Armen knæffet - og saa skulde det endelig være den højre! Gid hun aldrig havde feet Kjøbenhavn, den svenske Canarifugl! faa var den Ulykke ikke ffeet – er det her, jeg skal ligge ?..

Javel“ svarte Vaagekonen, ruil De behage at sætte Dem, at jeg kan hjælpe Dem af deres Underflæder!.

Det gjorde hun, medens han iftodemaal bandte Jenny Lind, Concert og Kudste. Han blev endnu ved med Mono

loger i Sengen indtil over Midnat; faa gav han ta sig felv og mig Roe.

Anden Uat.

Det fom mig for, at jeg engang tilforn sfulde have hørt dette Mæle. Dagen efter, som vi fnaffede sammen om Jenny lind, for hvem jeg havde ladet min Arm Flemme af led, uden at have hørt hende, og han sin bræffe, efterat han havde hørt bende— ba tyktes bans Stemme mig endnu mere gammelkjendt. Endogsaa Ansigtet var mig iffe ubetjendt.

Efterat lægen om Aftenen havde forladt os, figer jeg til ham: „siden vi ere blevne Naboer her, og begge for een og famme Dames Skyld, taer jeg mig den Fribed at spørge, om Deres Navn ikke er Neldeblad?u

,,Jo! det ftal jeg aldrig nægte; og Deres ?..
Jeg fagde ham det.

„Mindes jeg dog ikke vedblev han, at jeg har feet Dem før.

Det vil jeg gjerne troen svarede jeg, for det er over fyrretyve Aar siden vi dandsede Molinaffo i det Venskabelige Selskab".

Død og Pine! var De ogsaa Medlem! ja det var et Mahonieselskab det! fiffe Baller! fitfe Damer!

"Hm! fan det endnu more Dem, at tænke faa langt tilbage."

Hm! det er virkelig længe siden jeg tænkte- paa den Commerce

man bliver sengeliggende, saa gider man ikke tænke paa det Nærværende, langt mindre paa

men

naar

« ForrigeFortsæt »