Billeder på siden
PDF
ePub

i at lave Mad bliver ikke nær saa højt æstimeret som Dygtighed i at lave latinsk Stiil.

Da vor Bredenfeld blev indskreven paa Højskolen i Göttingen, var han i den Alder, som kaldes den farlige; og Rosine stod følgelig samme Fare for som han. Men ingen af dem var bange for Faren: uden at vakle stormede de ind i Jlden. Paa forstaaeligt Dansk: de elskede hverandre og det tilstød de for hverandre, og faa lovede de hverandre baade med Haand og Mund, at det skulde saaledes vare ved til evig Tid. (Loven er ærlig, men Holden besværlig“ det vil vi ogsaa her faae at fee.)

Begges Forældre kunde godt lide dette Arrangement, og byggede ret smukt paa den solide Grundvold, som de unge Mennesker havde lagt; det vil sige: de bestemte, hvor Han skulde være Præft, og hvor og hvorledes Brylluppet skulde holdes, og hvad Enhver af dem skulde have i Medgivt af Borde og Stole og Senge og Sengeklæder og Køkkentøj, med meget mere.

Der fattedes intet Andet, end at der i et Tidsrum af fire fem Aar Jntet skulde komme ivejen. Men det skete dog. En Dag, som Rosine kom tilbage fra et Besøg hos Kjerestens, skal hun ulykkeligviis møde en ung Herre tilheft. Man hilser hinanden; men Nytteren vendte fin Hest, og holdt stille for at fee efter Pigen. Det var et uheldigt Møde, som man snart vil indrømme.

Denne unge Herre var nylig bleven virkelig Herre øver en stor Hob af de Slaver, der ikke sjælden tilsidst blive Herrer jeg mener: disse døde Metalstumper, som sættte Liv i Verden. Hr. Goldmann havde derhos arvet et lidet Gods der i Nærheden, og han var nu kommen for at besee det. Men Rosine faldt ham meer. i Djnene end Godset.

Der gives Nogle, som paastaae: at der ingen „Hæn

delse" er til; men at alle Begivenheder udgjør en sammenhængende Kjæde. Disse Philosopher finde det meget ulogist at sige: „var det ikke skeet, saa var det heller ikke skeet."

"Begge Dele ere steete, altsaa maatte det ffee," svare de. Saaledes staaer det i nærværende Fald til Enhver, om man vil sige: "Havde denne Goldmann netop iffe mødt Rosine, saa var Bredenfeld aldrig bleven Læge, og havde aldrig rejst til Frysenborg, og var ikke heller bleven begravet paa Hammel Kirkegaard, og heller ikke bleven Hovedperson i denne her Novelle."

Dette fidste er ganske vist; thi førend Forfatteren blev til, reddede den samme Bredenfeld hans Faders Liv. Men dette er egentlig udenfor Sagen — jeg mener: Bredenfelds første og sidste Kjerlighedshistorie. Den ville vi nu til igjen.

Goldmann udspurgde snart, hvem den smukke Pige var, og hvor hun boede. Og kort efter gjorde han sig et ærende did.

Og da Forældrene havde hert, hvem han var, saa havde de langt fra ikke noget imod, at han kom igjen. Og det gjorde han een Gang og to Gange og flere Gange. Og jo oftere han kom, jo mere forelsket var han; det mærkede baade Forældrene og Datteren.

Den sidste fandt en Tidlang sin Smule Kvindeforfængelighed smigret ved Guldmandens Hylding; men siden efter baade frygtede og skyede hun den. Dertil havde hun gyldig Grund; thi Moderen begyndte snart aabenbarligen at fremme den rige Ynglings Hensigter, hvilke denne tilsidst lagde for Dagen ved formelig at bejle til den intet mindre end rige Rosine.

Endnu førend han tog dette afgjørende Skridt, havde den stakkels Pige skrivtligen meddelt Kjeresten sin Bekymring ; men han tog sig dette ikke saa nær; thi han stolede paa hendes

Troskab, hvilket han ogsaa kunde; og paa Forældrenes forhen givne Minde, hvilket han ikke funde.

"

Goldmann fik Nej"; men Moderen havde allerede hemmelig givet ham sit „Ja.“

Faderen gjorde, hvad en svag Mand gjør, naar Konen har en stærk Villie: han lod hende raade; idet han dog, bevæget af bedre Følelse, holdt en juste milieu, det vil sige en Middelvej, som intet eget Maal har, men som falder ind eg falder hen tilsidst i een af dem paa Siderne.

Nosine fik onde Dage nu, og der gik ingen Time hen, ingen Anledning forbi, uden Bebrejdelser, ovenikjøbet hele Skjændeprækener.

Hun var for god og ydmyg en Datter til Opposition; og hun var for kjerlig en Elskerinde, til at belæsse Kjeresten med sin egen Kummer. Men Legemet leed under denne pasfive og uafbrudte Modstand af den aandelige Kraft.

Bredenfeld forlod Universitetet fix og færdig. Han havde fuldendt fine Studier paa ualmindelig kort Lid. Medens de Fleste gik, havde han løbet til Maalet - og dette Maal var Rosine. Ak! Maalet var forrykt eller rettere, forandret: Rosens friske Farve var bleven mattere, Stjernernes Glands svagere Rosine ftrantede.

-

Med svulmende Hjerte og klart skinnende Haab traadte Candidaten ind i fine Længslers Hjem. Forældrene modtoge ham høfligt, men koldt - Datteren var tilsengs; skjendt det var midt paa Dagen. Smerteligt for Ynglingen var Gjensynet af den Elskede fra Vaaren gled han pludselig ned til det mørke Efteraar.

Dog, det var endnu ikke kommen saavidt med den fjere Syge. Hans Nærværelse, saavelsom Moderens gjenvundne Minde til deres, ved Goldmanns Mellemkomst, afbrudte Forbindelse, virkede til umiskjendelig Forbedring i Rosines

Tilstand. Haabet tilsmilede de trende Elskende ak! Haabet bedrog dem.

Rosine blev ved en Uforsigtighed befalden af en Art Forkjølelse. Lægen, som boede i Nærheden raadspurgtes. Han forordnede en Mixtur. Denne blev brugt ikkun eengang, men havde en saa betænkelig Virkning, at Lægen hentedes. Saasnart han faae den Syges Tilstand, greb han Medicinflasken, besaae den, smagte paa den, og erklærede: at den var urigtig tillavet paa Apotheket.

Enten det nu var virkelig saa, eller Forseelsen var hans: det blev bestandig flettere med Patienten, og hvad hun siden fif, gjorde det ikke bedre.

[ocr errors]

Gunstige Læser! for Læserinder gjør jeg her ingen Undskyldning, de vide vel selv hvorfor tilgiv at jeg engang fører Dig til en Sygeseng! Du er nu saa vant til disse Bryllupper, og deri har sagtens jeg selv nogen Skyld; mod Begravelser har Du vist ikke heller Noget; men Sygestuer!

[ocr errors]

Vær ikke bange! her er intet Andet smitsomt end Sorgen; men Sorgen er en fortrinlig Ingredients i Livets Mixtur.

Den Første, jeg i den Doendes Værelse vil gjøre Dig opmærksom paa, er Moderen: hun staaer dog saaledes, at Datteren iffe fan see hende og lægger Liigklæderne tilrette. Hun har allerede meget pent sammenfoldet den hvide Brudekjole, og ordner nu, ovenpaa denne, Natkappen, Manchetterne og de sorte Sløjfer. Hun gjør det alt med en Orden og en Betænksomhed, der viser, at for hende er Bes gravelsen vigtigere end Døden.

Faderen sidder bag ved Hovedgjærdet med foldede Hænder, betragter med stille Kummer sin eneste og sidste Glæde paa Jorden, der nu saa snart skal fratages ham. Uden at bevæge det nedbøjede Hoved, kaster han et enkelt kort Sideblik, ledsaget af et langt Suf, til Hustruen.

"Havde det dog været hende!" — ønsker Du maaffee. Han vover vel neppe at tænke det.

Ved Siden af Sengen seer Du Rosines Elskede. Bleg, skummel stirrer han paa den Sovende; han er et Billede paa det døende Haab; dets sidste Gnist gløder mat i det døende Die.

[ocr errors]

Hun vaagner af fin korte Slummer af, hvor huuløjet! hvor indfalden! er det den samme Ungmoe, der et Par Uger tilbage saae ud som Hebe? hun rækker ham den kjødløse gustne Haand, og - smiler at hvilket Smiil! det er iffe andet end en Stramning af de tynde blaablege Læber, der nu ej engang række til at skjule de fremstaaende Tænder.

af

--

Ungdom! hvor kort! Skjønhed! hvor forgængelig! Og dog gives der en Skjønhed, som Intet taber enten ved Sygdom eller Alderdom den bevarer Rosine til sidste Øjeblik af dette Liv, og længer, som vi troe og haabe. Den gjør hende paa Dødssengen stærkere end de Sunde omkring hende: hun trøster dem; hun formilder deres Sorg, og hun forædler den, idet hun meddeler dem,sin halvtforklarede Sjels Aabenbarelser - Gethsemanes Engels himmelske Lædskedrik.

Begravelsen var længe forbi. Den dybtsørgende Yngling foretog sig endnu stedse regelmæssige Aftenvandringer til den Elskedes Grav. Den tilkommende Tid var for ham et Intet, den nærværende en Byrde; kun i den forbigangne levede han; men hvilket Liv? et saadant, som fører enten til Død eller Vanvid.

Forældrenes fjerlige og ømme Trøstegrunde og Formaninger fandt ingen Indgang i hans sammenkrympede Hjerte. Da faldt det Faderen ind, at berøre det paa en haardere Maade: han stjændte over denne hensigtsløse Hendosen, over denne umandige Svaghed, over Forsømmelsen af de Pligter,

« ForrigeFortsæt »