Billeder på siden
PDF
ePub

i at lave Mad bliver ikke nær faa hojt æstimeret som Dog tighed i at lave latinst Stiil.

Da vor Bredenfeld blev indstreven paa Højskolen i Göttingen, var han i den Alder, som kaldes den farlige; og Rosine stod følgelig famme Fare for som han. Men ingen af dem var bange for Faren: uden at vafle stormede de ind i Flden. Paa forstaaeligt Danft: de elftede hverandre og det tilftod de for hverandre, og faa lovede de hverandre baade med Haand og Mund, at det ffulde faaledes bare ved til evig Tid. („Loven er ærlig, men Holden besværlig" det vil vi ogsaa her faae at fee.)

Begges Forældre kunde godt lide dette Arrangement, og byggede ret smukt paa den folide Grundvold, som de unge Mennesker havde lagt; det vil sige: de bestemte, hvor Han ftulde være Præst, og hvor og hvorledes Brylluppet skulde holdes, og hvad Enhver af dem skulde have i Medgivt af Borde og Stole og Senge og Sengeklæder og Røffentøj, med meget mere.

Der fattebes intet Andet, end at der i et Tidsrum af fire fem Aar Intet ffulde komme ivejen. Men det ftete dog.

En Dag, fom Rosine fom tilbage fra et Besøg hos Kjereftens, ftal hun ulykkeligviis møde en ung Herre tilheft. Man bilfer hinanden; men Rytteren vendte fin Hest, og holdt stille for at fee efter Pigen. Det var et uheldigt Møde, som man snart vil indrømme.

Denne unge Herre var nylig bleven virkelig Herre over en stor Hob af de Slaver, der ikke sjælden tilsidst blive Herrer jeg mener: disse døde Metalstumper, som fættte Liv i verden. Fr. Goldmann havde derhos arvet et lidet Gods der i Nærheden, og han var nu fommen for at besee det. Men Rofine faldt bam meer. i Dinene end Godset.

Der gives Nogle, som paastaae: at der ingen „Hæn:

delsen er til; men at alle Begivenheder udgjør en sammenhængende Kjæde. Disse Philosopher finde det meget ulogist at fige: „var det iffe ffeet, jag var det heller iffe fteet...

Begge Dele ere steete, altfaa maatte det ffee, svare de.

Saaledes staaer det i nærværende Fald til Enhver, om man vil sige: "Havde denne Goldmann netop iffe mødt Rofine, faa var Bredenfeld aldrig bleven læge, og havde aldrig reist til frysenborg, og var iffe heller bleven begravet paa Hammel Kirkegaard, og heller ikke bleven Hovedperson i denne ber Novelle.

Dette fidste er ganske vist; thi forend Forfatteren blev til, reddede den samme Bredenfeld hans Faders liv. Men bette er egentlig udenfor Sagen - jeg mener: Bredenfelds første og sidste Kjerlighedshistorie. Den ville vi nu til igien.

Goldmann udspurgde snart, hvem den smukke Pige var, og hvor hun boede. Og fort efter gjorde han sig et Wrende did.

Og da Forældrene havde hert, hvem han var, faa havde de langt fra iffe noget imod, at han kom igjen. Dg det gjorde han een Gang og to Gange og flere Gange. Og jo oftere han fom, jo mere forelsket var han; det mærkede baade Forældrene og Datteren.

Den sidste fandt en Tidlang fin Smule Kvindeforfænge: lighed smigret ved Guldmandens Hylding; men siden efter baade frygtede og flyede hun den. Dertil havde hun gyldig Grund; thi Moderen begyndte snart aabenbarligen at fremme ben rige Ynglings Hensigter, hvilke denne tilsidst lagde for Dagen ved formelig at bejle til den intet mindre end rige Rofine.

Endnu førend han tog dette afgjørende Sfridt, havde den staffels Pige striptligen meddelt Kjereften fin Bekymring; men han tog sig dette ikke saa nær; thi ban stolede paa hendes

Troffab, hvilket han ogsaa kunde; og paa Forældrenes forhen givne Minde, hvilket han ikke kunde.

Goldmann fit „Nej"; men Moderen havde allerede hemmelig givet ham fit ,Ja.

Faderen gjorde, hvad en svag Mand giør, naar Ronen har en stærk Villie: han lod hende raade; idet han dog, be: væget af bedre Følelse, holdt en juste milieu, det vil sige en Middelvej, som intet eget Maal har, men som falder ind og falder hen tilsidst i een af dem paa Siderne.

Rosine fif onde Dage nu, og der gik ingen Time ben, ingen Anledning forbi, uden Bebrejdelser, ovenifjøbet hele Stjændepræfener.

Hun var for god og ydmyg en Datter til Opposition; og hun var for fjerlig en Elskerinde, til at belæsse Kjeresten med sin egen Kummer. Men legemet leed under denne pass five og uafbrudte Modstand af den aandelige Kraft.

Bredenfeld forlod Universitetet fir og færdig. Han havde fuldendt sine Studier paa ualmindelig fort Tid. Mes dens de fleste gik, havde han løbet til Maalet – og dette Maal var Rojine. Af! Maalet var forrykt eller rettere, forandret: Rosens friske Farve var bleven mattere, Stjernernes Glands svagere Rosine ftrantede.

Med svulmende Hjerte og klart skinnende Haab traadte Candidaten ind i fine Længslers Hjem. Forældrene modtoge ham høfligt, men koldt — Datteren var tilfengs; stjøndt det var midt paa Dagen. Smerteligt for Ynglingen var Gjen: synet af den Elskede – fra Vaaren gled han pludselig ned til det mørfe Efteraar.

Dog, det var endnu ikke kommen saavidt med den fjere Syge. Hans Nærværelse, saavelsom Moderens gjenvundne Minde til deres, ved Goldmann & Mellemkomst, afbrudte Forbindelse, virkede til umistjendelig Forbedring i Rosines

Tilstand. Haabet tilsmilede de trende Elffende - af! Haabet bedrog dem.

Rofine blev ved en uforsigtighed befalden af en Art Forkjølelse. lægen, fom boede i Nærheden raadspurgtes. Han forordnede en Mirtur. Denne blev brugt ikkun eengang, men havde en faa betænkelig Virkning, at lægen hentedes. Saajnart han faae den Syges Tilstand, greb han Medicins flasten, besaae den, fmagte paa den, og erflærebe: at den var urigtig tillavet paa Apotheket.

Enten det nu var virkelig saa, eller Forseelsen var hans: Det blev bestandig flettere med Patienten, og hvad hun siden fif, giorbe det iffe bedre.

Gunstige Læser! – for læserinber gjør jeg her ingen Undskyldning, de vide vel felv hvorfor – tilgiv at jeg engang fører Dig til en Sygeseng! Du er nu faa vant til disse Bryllupper, og deri bar sagtens jeg selv nogen Skyld; mod Begravelser har Du vist ikke heller Noget; men Sygestuer!

Vær iffe bange! ber er intet andet smitsomt end Sorgen; men Sorgen er en fortrinlig Ingredients i livets Mirtur.

Den Første, jeg i den Doendes Værelse vil gjøre Dig opmærksom paa, er Moderen: hun staaer - dog faalebes, at Datteren ikke fan see hende og lægger Liigklæderne tilrette. Hun har allerede meget pent sammenfoldet den hvide Brudekjole, og ordner nu, ovenpaa denne, Natfappen, Manchetterne og de sorte Sløjfer. Hun gjør det alt med en Orden og en Betænksomhed, der viser, at for hende er Bes gravelsen vigtigere end Døden.

Faderen sidder bag ved Hovedgærdet med foldebe Hæns der, betragter med stille Kummer sin eneste og sidste Glæde paa Jorden, der nu faa snart ftal fratages ham. uden at bevæge det nedbøjede Hoved, faster han et enfelt fort Sides blif, ledsaget af et langt Suf, til Huftruen.

Havde det dog været hende! — ønsfer Du maasfee. Han vover vel neppe at tænke det.

Ved Siden af Sengen seer Du Rofines Elffede. Bleg, skummel stirrer han paa den Sovende; han er et Bils lede paa det døende Haab; dets sidste Gnist gleder mat i det døende Die.

Hun vaagner af fin korte Slummer - af, hvor huuløjet! bvor indfalden! er det den samme Ungmøe, der et par uger tilbage sage ud fom Hebe? bun ræffer ham den fjedløse gustne Haand, og - smiler – af hvilket Smiil! Det er iffe andet end en Stramning af de tynde blaablege læber, der nu ej engang ræffe til at skjule de fremstaaende Tænder.

Ungdom! hvor fort! Skjønbed! hvor forgængelig! Dg dog gives der en Stjønhed, som Intet taber enten ved Sygdom eller Alderdom – den bevarer Rosine til sidste Pjeblik af dette liv, og længer, som vi troe og haabe. Den gjør hende paa Dødssengen ftærkere end de Sunde omkring hende: hun trøster dem; hun formilder deres Sorg, og hun forædler den, idet hun meddeler dem sin halvtforklarede Sjelo Aabenbarelser Gethsemanes Engels himmelste lædffedrik.

Begravelsen var længe forbi. Den dybtførgende Yngs ling foretog sig endnu ftedse regelmæssige Aftenvandringer til den Elffedes Grav. Den tilkommende Tid var for ham et Intet, den nærværende en Byrde; kun i den forbigangne levede han; men hvilket liv? et faadant, som fører enten til Død eller Bandid.

Forældrenes fjerlige og ømme Trøstegrunde og Forma: ninger fandt ingen Indgang i hans fammenfrympede Hjerte. Da faldt det Faderen ind, at berøre det paa en haardere Maade: han ftiændte over denne hensigtslose Hendosen, over denne umandige Svaghed, over Forsommelsen af de Pligter,

« ForrigeFortsæt »