Billeder på siden
PDF
ePub

er den samme, som engang dyppede Dig i Bækken ved Svis rumgaard."

Ja i Sandhed! det var hende; men ak, ogsaa hun, hvor forandret, baade af Ansigt, Skabning og Væsen!

„Ej fee!“ sagde hun med et tvunget Smiil og arran= gerede Theebordet: "Det glæder mig at see Dem igjen det er længe siden vi havde den Ære - maae jeg gie' Fløde eller Rum?..

Dog, hvorfor skulde jeg længer trætte Læseren med Bes skrivelsen af et Optrin, der paa mit varme Blod havde en ganske cremortartarist Virkning?

Saaledes kan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgjøre Skjønhed, Vid og Munterhed, og hvad den maaskee kunde levne, det skal sikkerlig nok gaae under i Næringsforg, Tidens trofaste Medarbejder.

I graat Humeur forlod jeg tidlig den følgende Dag min stakkels ruftificerede Ven, drøvtyggende paa det lidet opbyg= gelige, forflidte Æmne:

"

Tempora mutantur et nos mutamur in illis:
Tiden foranderlig er og forandrer os Alle tillige."

S. S. Blicher.

Gamle og nye Noveller. 11.

15

Landsbydocteren.

Fra

ra den skjønne Herregaard Frysenborg feer Du igjennem en lang og mægtig Granallee ned til den lille venlige Bye Hammel; dog ikke stort meer af samme end Kirken.

Gaae engang derned!

Midt paa den nordre Side af de Dedes have seer Du ved Foden af et Træ, som er ældre end nogen af os, et lille Steenmonument, hvorpaa fortælles: at derunder hviler den jordiske Deel af Lægen Bredenfeld.

Spørg den første den bedste, der gaaer forbi ad Gaden:

hvad det var for en Bredenfeld?

[ocr errors]

endsfjøndt det iffe

er saa stakket siden maaskee Du ej engang var født, da han døde - og den, Du adspørger, ligesaalidt Du vil faae Noget at høre, der er baade mærkeligt og fælsomt.

Men for at spare Dig Ulejligheden, vil jeg strar fortælle Dig Alt, hvad jeg selv veed om samme Mand.

Han var da, for det første, en Tyesker, og for det andet en Huuslæge for Herskabet, saavelsom for hele Godset, i mange Aar. For det tredie, var han ogsaa Apotheker, og lavede selv alle de Lægemidler, han kunde lave. For det fjerde var han saa stor en Foragter af Penge, at han aldrig

tog Betaling af nogen Patient. For det femte var - og forblev han bestandig — Pebersvend. For det sjette var han sædvanligviis i gnavent Humør, og for det syvende og sidste var han en Menneskeven.

Det var en underlig Mand, denne samme Bredenfeld, han holdt ikke Omgang med Nogen, undtagen med de Syge, og bestilte slet ikke Andet, end lave Medicamenter og bruge dem det forstaaer sig: han helbredede Mange, som andre Læger havde opgivet; og det var forsaavidt godt nok, naar han ikke havde været saa enfoldig, at'gjøre det ene og allene for sin Fornøjelse.

Han havde saamænd ogsaa en svær Søgning; han gav hver Dag flere Timer ordentlig Audients, og det endda ikke efter Stand og Rang, men efter Sygdommens større og mindre Farlighed, hvorved der opstod den Worden, at en fattig Stodder kunde komme ind førend Greven selv; det var en bagvendt Rangforordning den! Ved en dygtig Typhus kunde saaledes Een, som slet ikke er i Forordningen, rykke op i øverste Klasse; men det forstaaer sig - Herligheden var forbi med Sygdommen, ligerviis som den kielske Studenterformands ophører med Majestætens Nærværelse ibidem.

Man kunde, i Bredenfelds Tid, i udstrakt og uindfkrænket Betydning kalde Frysenborg med alt Tilhørende et adeligt Gods; thi indenfor dettes Grændser kunne Alle og Enhver paa,den Maade nobiliteres; men udenfor formaaede ikke den skjønneste Erysipelas pustulosa eller Diabetes mellitus, eller andre slige, i Bredenfelds Dine fortjenstlige, Accidentia, at skyde Vedkommende ind paa Dørtrinet i 7de Klasse.

Det var en stor Sjeldenhed at Indigenat- Ret blev erhvervet; og denne Naade bevilgedes kun ved indstændige Bønner af een eller anden Indfødt, og som tillige var i

[merged small][ocr errors][merged small]

Den gode Bredenfeld døde i fit Kald ifte som Doctor, men som Apotheker. Han var ifærd med at lave en Salve til udvortes Brug, star sig i en Finger, en giftig Ingredients kom i Saaret, Fingren svulmede, Armen svulmede, Giften trængte til Hjertet som det hedder slog Apothekeren ihjel, og tog Doctoren med sig. Han blev begravet men ikke forglemt.

[ocr errors]
[ocr errors]

(Dersom Nogen vil forlange Hjemmel af mig for Bredenfelds efterfølgende Ungdomshistorie, maae han forberede fig paa, at jeg stadig benægter Alt, hvad han spørger mig om. Tyven skal ansees for en ærlig Mand, saalænge han ikke selv tilstaaer, at han har stjaalet. Saameget mere tør jeg gjøre samme Paastand at jeg nemlig paa en ærlig Maade er kommen i Besiddelse af Bredenfelds Ynglingsliv; og anseer jeg den som min lovlige Ejendom, indtil nogen Anden beviisliggjør en gyldigere Adkomst.)

[ocr errors]

Paa Kanten af Lyneburgerheden ligger en Kirkeby, hvis Navn nu ikke vil falde mig ind. Her boede den gamle Bredenfeld; men om han var Præst, eller hvad han ellers var, det kan jeg ikke sige,

Den Gamle havde bekommet sig ikkun een Arving vor Frysenborg-Bredenfeld. Denne havde fra fine tidlige Drengeaar af en særdeles Lyst til Urtekundskaben. I Fritimer og nogenlunde godt Vejr løb hån baade í Eng og Mark paa den ene Side, og i Heden paa den anden, før at plukke Blomster og søge nye Værter, for dermed at forøge fit Herba

ríum, hvis første Blad indeholdt en - Chrysanthemum segetum, paa dansk: Morgenfrue.

"

Jeg skal fortælle, hvoraf det kom sig, at et faa forhadt Ukrud som den onde Urt" nød samme ufortjente Ære som mange onde Konger, at staae i Spidsen for et Folk, det de betragte ikke anderledes end som et Herbarium vivum.

[ocr errors]

I Bredenfelds Fødebye boede en anden Mand over Bondestanden hvad han var, veed jeg ikke; og dette kan ogsaa være det samme. Men hans Datter heed Rosine, og han havde heller ikke flere Børn end hende. Hun og den lille Bredenfeld de vare lige gamle, og da de kunde begynde at lege og læse sammen, kom de til at holde ligemeget af hverandre. Fik de noget Godt enten det nu var for Ganen eller før Øjnene, saa skulde det altid deles. Deraf er

det let at begribe, at Rosine fik sin Deel ogsaa af Blomsterne, som Legebroderen samlede; og fra den Tid af, han begyndte paa fit Herbarium, tog han altid af hver ny Vært Doubletter med sig til Hjemmet.

Nu traf det sig da hverken værre eller bedre, end at den onde men smukke Morgenfrue var den første Markblomst, som den lille Botaniker forærede sin lille Allertjereste. Om heri laae et Varsel af Skjæbnen, skal jeg ikke sige, men slets hen fortælle, hvorlunde det videre gik med de to smaa Blomfterelskere.

[ocr errors]

Den gamle Bredenfeld havde sat sig i Hovedet - at hans eneste Søn skulde være Præft som saa mange Forældre, ikke just nu men før, have ønsket. Den Unge lærte da Latin og Græst, og blev Student, og lærte ogsaa Hes braisk, og var endelig nærved at være bleven Præst. Rofine forblev i Forældrenes Huus og lærte, hvad baade en Kone og hendes Mand har Nytte af alligevel Dygtighed

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »