Billeder på siden
PDF
ePub

er den samme, som engang dyppede Dig i Bæffen ved Svis rumgaard..

Ja i Sandhed! det var hende; men af, ogsaa hun, hvor forandret, baade af Ansigt, Stabning og Væsen!

,,Ej fee!" sagde hun med et tvunget Smiil og arran: gerede Theebordet: Det glæder mig at see Dem igjen det er længe siden vi havde den Ære — maae jeg gie' Fløde eller Rum?..

Dog, hvorfor skulle jeg længer trætte Læseren med Bes skrivelsen af et Dptrin, der paa mit varme Blod havde en ganske cremortartarist Virkning?

Saaledes fan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgjøre Skjønhed, Vid og Munterhed, og hvad den maafkee kunde levne,. det ffal fifferlig nok gaae under i Næringsforg, Tidens trofaste Medarbejder.

f graat Humeur forlod jeg tidlig den følgende Dag min staffels ruftificerede Ven, drøvtyggende paa det lidet opbyg: gelige, forslidte Emne:

„Tempora mutantur et nos mutamur in illis :
Tiden foranderlig er og forandrer os Alle tillige."

[ocr errors][merged small][merged small][merged small]

Cand sunboctoren.

% Fra

ra den ftjønne Herregaard Frysenborg feer Du igjennem en lang og mægtig Granallee ned til den lille venlige Bye Hammel; dog iffe stort meer af samme end Rirken.

Gaae engang derned !

Midt paa den nordre Side af de Debes have seer Du ved Foden af et Træ, som er ældre end nogen af os, et lille Steenmonument, hvorpaa fortælles : at berunder hviler den jordiske Deel af lægen Bredenfeld.

Spørg den første den bedste, der gaaer forbi ad Gaben: hvad det var for en Bredenfeld? - endsfjøndt det iffe er faa ftaffet siden inaasfee Du ej engang var fedt, da han døde - og den, Du adspørger, ligesaalidt vil faae Noget at høre, der er baade mærkeligt og fælsomt.

Men for at spare Dig ulejligheden, vil jeg ftrar for: tælle Dig alt, hvad jeg felv veeb om famme Mand.

Han var da, for det første, en Tytsfer, og for det andet en Huuslæge for Herskabet, saavelsom for hele Godset, i mange Aar. For det tredie var han ogsaa Apothefer, og lavede felv alle de lægemidler, ban funde lave. For det fierde var han faa flor en Foragter af Penge, at han aldrig

tog Betaling af nogen Patient. For det femte var – og forblev han bestandig — Pebersvend. For det sjette var han fædvanligviis i gnavent Humer, og for det syvende og sidste var han en Menneskeven.

Det var en underlig Mand, denne samme Bredenfeld, han holdt ikke Omgang med Nogen, undtagen med de Syge, og bestilte slet ikke Andet, end lave Medicamenter og bruge dem - det forstaaer sig: ban helbredede Mange, som andre læger havde opgivet;, og det var forsaavidt godt nof, naar han ikke havde været saa enfoldig, at' gjøre det ene og allene for fin Fornøjelse.

Han havde saamænd ogsaa en svær Søgning; han gav hver Dag flere Timer ordentlig Audients, og det endda iffe efter Stand og Rang, men efter Sygdommens ftørre og mindre Farlighed, hvorved der opstod den Uorden, at en fattig Stodder kunde komme ind førend Greven selv; det var en bagvendt Rangforordning den! Ved en dygtig Typhus kunde saaledes Een, som slet iffe er i Forordningen, ryffe op i overfte Klasse; men – det forstaaer sig

det forstaaer fig – Herligheden var forbi med Sygdommen, ligerviis som den fielfte Studenterformands ophører med Majestætens Nærværelse ibidem.

Man kunde, i Bredenfelds Tid, i udstrakt og uinds sfrænket Betydning falde Frysenborg med alt Tilhørende et adeligt Gods; thi indenfor dettes Grændser kunne Adle og Enhver paa den Maade nobiliteres; men uden for formaaede iffe den stjønneste Erysipelas pustulosa eller Diabetes mellitus, eller andre slige, i Bredenfelds Dine fortjenstlige, Accidentia, at skyde Bedkommende ind paa Dortrinet i 7de Klasse.

Det var en stor Sjeldenhed at Indigenat: Ret blev erhvervet; og denne Naade bevilgedes kun ved indstændige Bønner af een eller anden fndfødt, og som tillige var i

Doctorens Kridehuus hvor det ogsaa var en Sjeldenhed at komme.

Den gode Bredenfeld dode i fit Kald – ifte som Doctor, men som Apothefer. Han var ifærd med at lave en Salve til udvortes Brug, star fig i en Finger, en giftig Ingredients fom i Saaret, Fingren svulmede, Armen svulmede, Giften trængte til Hjertet - som det hedder – slog Apothekeren ihjel, og tog Doctoren med fig. Han blev bes gravet – men ikke forglemt.

(Dersom Nogen vil forlange Hjemmel af mig for Bres denfeld 8 efterfølgende Ungdomshistorie, maae han forberede fig paa, at jeg stadig benægter Alt, hvad han spørger mig om. Tyven ftal ansees for en ærlig Mand, saalænge bar iffe selv tilstaaer, at han har stjaalet. Saameget mere tør jeg gjøre samme Paastand — at jeg nemlig paa en ærlig Maade er kommen i Besiddelse af Bredenfelds Ynglingsliv; og anseer jeg den som min lovlige Ejendom, indtil nogen Anden beviisliggjør en gyldigere Adkomst.)

[ocr errors]

Paa kanten af Lyneburgerheden ligger en Kirkeby, hvis Navn nu iffe vil falde mig ind. Her boede den gamle Bre: denfeld; men om han var Præst, eller hvad han ellers var, det fan jeg iffe fige,

Den Gamle havde bekommet fig iftun een Arving vor Frysenborg - Bredenfeld. Denne havde fra sine tidlige Drengeaar af en færdeles lyst til Urtefundsfaben. Fri: timer og nogenlunde godt Vejr løb hån baade i Eng og Mart paa den ene Side, og i Heden paa den anden, for at plutte Blomster og søge nye Værter, for dermed at forøge fit Herbas

rium, hvis første Blad indeholdt en - Chrysanthemum segetum, paa danft: Morgenfrue.

Jeg ffal fortælle, hvoraf det kom sig, at et faa forhadt Ukrub fom, den onde Urt“ nød samme ufortjente Ære fom mange onde Ronger, at ftaae i Spidsen for et Folk, det de betragte ikke anderledes end som et Herbarium vivum.

3 Bredenfelds Fødebye boede en anden Mand over Bonbeftanden hvad han var, veed jeg iffe; og dette fan ogsaa være bet samme. Men hans Datter beed Rojine, og han havde heller ikke flere Børn end hende. Hun og den lille Bredenfeld de vare lige gamle, og da de kunde begynde at lege og læse sammen, fom de til at holde ligemeget af hverandre. Sit de noget Godt - enten det nu var for Gas

eller for Dinene, faa ffulde det altid deles. Deraf er det let at begribe, at Rofine fik sin Deel ogsaa af Bloms fterne, fom Legebroderen samlede; og fra den Tid af, ban begyndte paa fit Herbarium, tog han altid af hver ny Vært Doubletter med sig til Hjemmet.

Nu traf det fig da hverken værre eller bedre, end at den onde men smukke Morgenfrue var den første Markblomst, som den lille Botaniker forærede sin lille Adlerfjereste. Om beri laae et Varsel af Stjæbnen, skal jeg iffe fige, men slets ben fortælle, hvorlunde det videre gik med de to smaa Blomsterelffere.

Den gamle Bredenfeld havde fat fig at Hovedet - at hans eneste Søn ffulde være Præft som faa mange Fors: ældre, ikke just nu men før, have enffet. Den Unge lærte da Latin og Græst, og blev Student, og lærte ogsaa Hes braisk, og bar endelig nærved at være bleven Præft. Ros fine forblev i Forældrenes Huus og lærte, hvad baade en Rone og hendes Mand bar Nytte af - alligevel Dygtighed

« ForrigeFortsæt »