raabte Hr. Lammestrup, „det er værre med Maren, hvordan tænker I, hun har feet ud?“

„Lever hun?" spurgte jeg ængstelig, er hun uden Fare? og vil hun tilgive mig Ulyksalige?"

"

"Bagefter" svarte han, har vi godt ved at grine. Hun og de andre Tøser sidde nu dernede og skvaldre og gjøre fig lystige over visse Folk, der falde over deres egne Been."

Dette Sidste sagde han med et malisjøst Griin; men jeg vendte mig liig en Doende, om til Væggen, og fukkede med Digteren:

"Imellem os er alle Baand opløfte;

"Med evigt Brændemærke staaer jeg nu,
„Og aldrig kan jeg denne Plet aftvætte
„Een Ting jeg kun vil raade Eder til,
„Og hver, som sin Forstand, sit Liv har kjær:
"Lad ingen Dødelig formaste fig

"Til Fod at sætte paa det Helveds Gangtræe!
"Lad det jo før jo heller taste af!

„Al Landsens Parykker!" hvidskede hans Velærværdighed, han snakker over sig; han gjør Vers

bliv Du hos ham,

Hans Mikkel! og lad os andre gaae ned og faae os en lille Knægt!

Ud listede sig alle Jægerne, og overlode mig til min grændseløse Jammer.

Tredie Dagen derefter gyngede min Ven og jeg paa Kattegattets Bølger.

VI.

Tyve Aar derefter.

Ved Enden af denne min Fortælling vil jeg nu henvise til Begyndelsen, hvor jeg sagde: at jeg efter min Kjoben

havns-Rejse gjorde en Udflugt til Vensyssel; her leveres Resultatet af samme.

Paa min gule Norbagge skred jeg fra Sundbye henad mod Skuepladsen for hine min Ungdoms mærkelige Eventyr. Mine Been vare endnu ikke blevne kortere, og derfor kunde jeg i de dybe Hjulspor med Støvlenæserne mageligt skumme Duggen af Græsset, og stundom understøtte Hestens vaklende Gang. Halvt ridende, halvt spadserende naaede jeg saaledes ved Middagstider det gamle Tyreholm, den dejlige Maren Lammestrups Fødegaard.

Jeg reed over den Eng, paa hvilken fordum hiin mærk værdige Bataille forefaldt. Hoestakkene stode der endnu som dengang, men de skjønne Amazoner vare borte:

"Die hübschen Mädchen die bleiben fern

Traum der Jugend, o goldener Stern!"

Jeg spurgte en Karl, som gik og arbejdede: om Hr. Lammestrup endnu boede paa Gaarden?

„Nej,“ svarte han „han er død for mange Aar siden; her boer nu Peer Madsen."

Jeg vilde ogsaa have spurgt efter min gamle Maren; men skjøndt om jeg husker ret een og tyve andre Pigebilleder siden hiin gyldne Tid havde fordunklet hendes, gad jeg dog nodig høre, at ogsaa hun maaskee kunde være død og borte.

Jeg reed videre, og kastede i Forbifarten et alvorligt Blik til det Huus, som hendes Nærværelse engang forskjønnede.

Jeg nærmede mig Svirumgaard. Den fivkrandste So laae foran mig. Mit je ledte om Bækken, den forpestede Bæk, der opslugte en af mine skjønneste Forhaabninger.

See! min Forbandelse var opfyldt: Gangtræet var ikke at finde, fifkerlig forlængst overgivet til Ilden en alt for lemfældig Straf —; hele Engen var forvandlet til Agerland, og Bækken selv bleven til en vandløs Grovt.

"Boer ifte Kammerraad Svirum her?« spurgte jeg

en mødende Fodgænger.

"Han er død for mange Aar siden lød Svaret.

Saa jubler nu, I Ænder! tænkte jeg

og fejler med opløftede hoveder omkring i den fredelige Søe! Ingen Spion vil mere opspore eders lønlige Neder, ej heller mit svære Corpus plumre eders flare Element!

Jeg reed videre fort.

Af Statscalenderen vidste jeg, at min Ungdomsven Hans Mikkel var Præft efter sin Fader; thi fra ham selv, havde jeg, siden han forlod Hovedstaden, hverken hørt eller seet en Tøddel.

,,Aus den Augen, aus dem Herzen!"

Om den gamle Ruricolus var forflyttet til et andet Kald, eller om han havde resigneret, eller ogsaa maaskee var død, derom var jeg aldeles uvidende.

ere

Naar man i et femtedeel Seculum ikke har seet en fordums Ven, naar saa mange Aar rige paa Begivenheder, frugtbare paa Erfaringer, sørgelige saavelsom glædelige henrundne siden hiint Ungdoms muntre Samliv, da banker Hjertet med en sælsom glad Urolighed Gjensynets Time imøde. Men man finder saare sjelden hvad man venter, fordi man ikke forud belaver sig paa Tidens mægtige Indvirkninger. Man vil have Vennen, som han var, og glemmer, at Jntet bliver, som det er.

Jeg tænkte mig endnu stedse min kjere Ruricolus, den smukke, moderne, pyntelige Student, Damernes Yndling, fine Cammeraters vakkre, velvillige og altid hjælpsomme Ven, livsglad, men maadeholden og anstændig i alle Nydelser, en dygtig Theolog og dertil en kjender og Inder af den skjønne Litteratur; under dette sidste Hensyn havde vi især engang været hinanden uundværlige.

Thi higede jeg nu efter at springe af Hesten og kaste mig i hans Arme med det Udraab:

„Es waren schöne Zeiten, Carlos!“ u. s. w.

Det første menneskelige Væsen, jeg ved min Indtrædelse i Præstegaarten fit Dje paa, var en tyk redmusset Mand i en luvslidt graa Frakke, med Træskoe paa Fødderne, og en gammel lavpullet Hat paa Hovedet.

Personen

jeg havde antaget ham for Præstens Kudst eller Avlskarl, dersom ikke et uhyre Merskums Pibehoved i hans Haand havde givet mig Ideen om en Forpagter Personen stod midt paa Moddingen, omringet af Hons, Ænder, Gjæs og Kalkuner, dem han med udstrakt Pegefinger syntes at overtælle.

"Er Præsten hjemme?« spurgte jeg, og lettede lidt paa min hat.

"Syv og fiirs, otte og fiirs, ni og fiirs, halvfems; det er mig" lød Svaret.

Jeg opspilede begge mine Djne, og

min Ungdomsven.

kjendte nu først

Men Hr. Pastor!" sagde jeg, fjender Du mig virkelig iffe?"

Han gik ned af Møddingen og hen imod mig; men langfom og forsigtig, for ikke at træde paa de smaa velsignede Ællinger.

"Hm!" brummede han med et roligt Smiil, „det kommer mig rigtignok for

jeg.

„Saa Du har ganske glemt Din gamle Pietro? raabte

„Eja! er det Dig?" svarte han og rækkede mig Haanden. „Naa, det maae jeg bekjende! Kom nærmere, min kjere gode Ven! Morten! tag den Fremmedes Hest! Er den

vant til at staae inde, eller vil Du have den paa Græs? Du bliver dog hos os i Nat?"

„Jeg har isinde at blive inde" svarte jeg, og min Hest vil nok helst staae ude."

„Det er en kjøn lille Kat" sagde han og gik rundt om Heften, idet jeg stod af; wen en smule fransk paa Forbes nene aa! Morten! den blakkede Kjesten er stærk ousen, glem ikke at trække hende til Tyrs! Naa velkommen skal Du være! Læg et Tøjer paa denne Pillik, Morten! og sæt ham ud i Svinetoften! og glem ikke at ringe den store Soe! den gaaer og roder i Kartoflerne. Hører Du! Gaae nu indenfor, (det gjorde jeg) og lad Hvile falde paa Dig! Hvad vil Du først have? en Thevandsknægt? Hvordan Mahar Du saa levet siden sidst? Du er bleven gammel ren giv os Thevand!"

Disse sidste Drd raabte han ud af Kjøkkendøren.

Denne Modtagelse jog enhversomhelst poetist Eruption tilbage i min noget affjølede Barm, og Omfavnelsen udeblev. Imidlertid stak een Rolling efter den anden Hovedet ind ad Kjøkkendøren, for at fee den fremmede Mand, og til samme Tid saae jeg et Par Ansigter paa Vinduesruderne, der for: svandt saa hastig jeg kastede mine Øjne derhen.

"

Er det Dine Børn alle? spurgte jeg: hvormange har Du vel?"

,,Een for hver Finger" svarte han mørk og treven: „jeg veed ikke hvad jeg skal gjøre med dem. Man har ondt ved at holde Klæderne paa Kroppen af dem; til Studeringen, det er plat umuligt. af dem?"

at holde Nogen frem

Hvad skal der blive

Nu kom hans kone med Theen; jeg hilste.

Kjender Du ham?" spurgte Ruricolus hende: „det