Billeder på siden
PDF
ePub

raabte Hr. Lammestrup, det er værre med Maren, hvordan tænker 3, hun har feet ud?"

„lever hun?“ spurgte jeg ængstelig, wer hun uden fare? og vil hun tilgive mig Ulyfsalige ?"

„Bagefter svarte han, har vi godt ved at grine. Hun og de andre Tofer fidde nu dernede og stvaldre og gjøre fig lystige over visse Folt, der falde over deres egne Been...

Dette Sidste sagde han med et malisjøft Griin; men jeg vendte mig liig en Døende, om til Væggen, og fulfede med Digteren:

"Imellem os er alle Baand opløste;
- Med evigt Brændemærte staaer jeg nu,
„Og aldrig kan jeg denne Plet aftvætte
„Een Ding jeg kun vil raade Eder til,
„Og hver, somn fin Forstand, sit liv har fjær:
"Lad ingen Dødelig formaste fig
Til fod at sætte paa det Helveds Gangtræe!
Lad det jo før jo heller taste af!

Det er forpestet ,,al Landsens Paryffer !" hvidskede hans Velærværdighed, ban fnaffer over fig; ban gjør Bers - bliv Du hos ham, Hans Miffel! og lad os andre gaae ned og faae og en lille Knægt!

ud liftede sig alle jægerne, og overlode mig til min grændseløse Jammer.

Tredie Dagen derefter gyngede min Ven og jeg paa Kattegattets Bølger.

VI.

Iyve Aar derefter. Ved Enden af denne min Fortælling vil jeg nu henvise til Begyndelsen, hvor jeg sagde: at jeg efter min joben

havns-Nejse gjorde en Udflugt til Bensyssel; her leveres Resultatet af samme.

Paa min gule Norbagge ftred jeg fra Sundbye benad mod Skuepladsen for bine min Ungdoms mærkelige Eventyr. Mine Been vare endnu ikke blevne fortere, og derfor kunde jeg i de dybe Hjulspor med Støvlenæserne mageligt skumme Duggen af Græsset, og stundom understøtte Heftens vaflende Gang. Halot ridende, halot spadserende naaede jeg saaledes ved Middagstider det gamle Tyrebolm, den dejlige Maren Lammestrups Fodegaard.

Jeg reed over den Eng, paa hvilken forbum hiin mærkværdige Bataille forefaldt. Hoeftaffene ftode der endnu som dengang, men de stjønne Amazoner vare borte:

"Die hübschen Mädchen die bleiben fern

O Traum der Jugend, o goldener Stern!" Jeg spurgte en Karl, som giť og arbejdede: om Hr. Lammestrup endnu boede paa Gaarden?

„Nej,“ svarte han ban er død for mange Aar siden; her boer nu Peer Madsen."

Jeg vilde ogsaa have spurgt efter min gamle Maren; men stjendt - om jeg husker ret - een og tyve andre Pigebilleder siden hiin gyldne Tid hadde forbunklet hendes, gad jeg dog nedig høre, at ogsaa hun maaskee kunde være død og borte.

Jeg reed videre, og fastede i forbifarten et alvorligt Blit til det Huus, fom hendes Nærværelse engang forstjønnede.

Jeg nærmede mig Svirumgaard. Den fivkrandste Sø laae foran mig. Mit Die ledte om Bæffen, den forpes stede Bæk, der opslugte en af mine skjønneste Forhaabninger.

See! min Forbandelse var opfyldt: Gangtræet var iffe at finde, fifferlig forlængst overgivet til 3lden – en alt for lemfældig Straf -; bele Engen var forvandlet til Agerland, og Bæffen felv bleven til en vandløs Grovt.

og sejler

„Boer iffe Kammerraad Svirum her ? spurgte jeg en mødende Fodgænger.

Han er død for mange Aar siden, lob Svaret.

Saa jubler nu, I WEnder! – tænkte jeg med opløftede Hoveder omkring i den fredelige Søe! Ingen Spion vil mere opspore eders lønlige Reder, ej heller mit svære Corpus plumre eders flare Element!

Jeg reed videre fort.

Af Statscalenderen vidste jeg, at min Ungdomsven Hans Mitfel var Præst efter fin Fader; thi fra ham selv, havde jeg, siden han forlod Hovedstaden, hverfen Hørt eller seet en Toddel.

„Aus den Augen, aus dem Herzen !"

Om den gamle Rurícolu$ var forflyttet til et andet Kald, eller om han havde resigneret, eller ogsaa maaffee var dod, berom var jeg aldeles uvidende.

Naar man i et femtedeel Seculum iffe bar feet en for: dums Ben, naar faa mange Aar — rige paa Begivenheder, frugtbare paa Erfaringer, førgelige saavelsom glædelige henrundne siden hiint Ungdoms muntre Samliv, da banker Hjertet med en fælsom glad Urolighed Gjensynets Time imøde. Men man finder faare sjelden hvad man venter, fordi man iffe forub belaver sig paa Tidens mægtige Indvirkninger. Man vil have Bennen, som han var, og glemmer, at Intet bliver, som det er.

Jeg tænkte mig endnu stedse min fiere Ruricolu$, den smuffe, moderne, pyntelige Student, Damernes Yndling, sine Cammeraters vaffre, velvillige og altid hjælpsomme Ven, livsglad, men maadeholden og anstændig i alle Nydelser, en dygtig Theolog og tertil en Kjender og Ynder af den stjonne Litteratur; under dette sidste Hensyn bavde vi især engang været hinanden uundværlige.

ere

Thi higede jeg nu efter at springe af Hesten og kaste mig i hans Arme med det Udraab:

..Es waren schöne Zeiten, Carlos!" u. f. w.
Men - det kom ganske anderledes.

Det første menneskelige væsen, jeg ved min Indtrædelse i Præstegaarten fit Die paa, var en tyf redmusset Mand i en luvslidt graa Frakke, med Træffoe paa Fodderne, og en gammel lavpullet Hat paa Hovedet.

Personen jeg havde antaget ham for Præstens Kudff eller Avisfarl, dersom iffe et uhyre Merskums Pibehoved i hans Haand havde givet mig Ideen om en forpagter -Personen stod midt paa Moddingen, omringet af Hons, Ens der, Gjæs og Ralfuner, dem han med udstraft Pegefinger syntes at overtælle.

Er Præsten hjemme? spurgte jeg, og lettede lidt paa min Hat.

„Syv og fiirs, otte og fiirs, ni og fiirs, halvfems; det er mig« lød Svaret.

Jeg opspilede begge mine Dine, og - fiendte nu forst min Ungdomsven.

Men Hr. Pastor!" sagde jeg, fjender Du mig virke:

lig iffe ?.

Han gik ned af Møddingen og hen imod mig; men langsom og forsigtig, for ikke at træde paa de smaa velsignede PEUinger.

,,Am!" brummede han med et roligt Smül, det fommer mig rigtignok for ".

„Saa Du har ganske glemt Din gamle Pietro?a raabte jeg.

„Eja! er det Dig?" svarte han og ræffede mig Haanden. Raa, det maae jeg betjende! Kom nærmere, min fjere gode Ven! Morten! tag den Fremmedes Heft!

Er den

vant til at staae inde, eller vil Du have den paa Græs? Du bliver dog hos os i Nat?.

, Jeg har isinde at blive inde foarte jeg, rog min Heft vil nok helft staae ude."

„ Det er en fjøn lille Kat“ sagde han og gik rundt om Heften, idet jeg stod af; mwen en smule franft paa Forbes nene — aa! Morten! den blaffede Rješten er stærk ousen, glem iffe at træffe hende til Tyrs ! Naa velkommen stal Du være! – læg et Tøjer paa denne Pitit, Morten! og fæt ham ud i Svinetoften! og glem ikke at ringe den store Soe! den gaaer og roder i Kartoflerne. Hører Du! Gaae nu indenfor, (det gjorde jeg) og lad Svile falde paa Dig! Hvad vil Du først have? en Thevandsknægt? Hvordan har Du faa levet siden fioft? Du er bleven gammel

Ma: ren giv os Theband!

Disse sidste Ord raabte han ud af Kjøffendøren.

Denne Modtagelse jog enhversomhelst poetist Eruption túbage i min noget affjølede Barm, og Omfavnelsen udeblev. Imidlertid stak een Rolling efter den anden Hovedet ind ad Kjøtfendøren, for at fee den fremmede Mand, og til samme Tid saae jeg et Par Ansigter paa Vinduegruderne, der for: svandt saa hastig jeg faftebe mine Dine berhen.

Er det Dine Børn alle ? spurgte jeg: „hvormange har Du vel?"

„Een for hver Finger“ svarte han mørk og treven: vjeg veed iffe hvad jeg ffal gjøre med dem. Man har ondt ved at holde Klæberne paa Kroppen af dem; at holde Nogen frem til Studeringen, det er plat umuligt. Hvad ftal der blive af dem?

Nu kom hans Kone med Theen; jeg hilfte.
„Kjender Du ham? spurgte Ruricolus bende: rdet

« ForrigeFortsæt »