Vi fik os hver et Glas Whisky, og saaledes endtes første Act; Skuepladsen forlagdes nu til en anden Bugt af Søen.

Her vare de udhuggede Glimer faa lange, at de ikke fra Landet af kunde beskydes.

Vor Anfører, som forudfaae alle Ting, havde derfor truffet den kloge - for mig desværre saa uheldige - Foranstaltning, at der midt imellem Landet og det aabne Vand var nedrammet tvende Pæle, og derovenpaa et bredt Bræt befæstet; herfra var nu Skytten istand til at bestryge det hele Terrain.

Vi bleve een efter en anden af Kammeraaden selv udført i Baaden, og affatte hver paa sit respective Stillads. Da jeg havde besteget mit og min Fører forlod mig, fagde han med et skjelmft Smiil:

"Pas nu paa, naar Fiskene komme svømmende forbi Dem, og vogt Dem vel, at De iffe dratter ned!"

Den første Glofe stak jeg i Lommen; men til den sidste Advarsel svarte jeg med suffisant Mine:

Vær kun ikke bange, Hr. Kammerraad! jeg er ikke hovedsvimmel."

Daarlige Selvtillid: hvor snart skulde du straffes da Hundene begyndte at allarme, faae jeg ogsaa her nogle af hine Skabninger, som jeg vilde have til Fiskeslægten, men som de Andre regnede til Fuglene.

Min Mening var urokkelig, til eet af disse Amphibier fejlede mig saa tæt forbi, eller egentlig under mig, at jeg nu maatte give Sandheden Æren, og erkjende, at det virkelig var en And, der med blot det halve Hoved over Vandskorpen og det Øvrige underneden saaledes listede sig afsted for Hundene.

Nu vilde jeg da skyde; men inden jeg blev færdig, ja ved den første Bevægelse, jeg gjorde med Geværet, dukkede

Anden reent under og forsvandt. Dog det varede ikke længe, før en anden gled ud af Rørene: jeg spændte da, tog Sigte, trykkede til, og styrtede baglænds ud i Søen. Der var ikke dybere, end at jeg snart rejste mig op med Hovedet og Skuldrene over Vandet.

"

I samme Djeblik hørte jeg en velbekjendt Stemme raabe: Al Landsens Parykker! Hvem var det, der faldt i Vandet?" En anden svarte: det var den lange Kjøbenhavner," og en tredie: stag derhen med Skibet! og fisk ham op!"

Dette steete, og drivende vaad, slukøret og skamfuld sejlede jeg først til Land, og traskede derpaa uden Ophold hjem til Gaarden.

Kammerraaden, der landsatte mig, beklagede men med indeklemt Latter mit Uheld, og bød mig henvende mig til hans kone, som nok vilde skaffe mig tørre Klæder.

Min Ven, Hans Mikkel, ledsagede mig, og de Øvrige fortsatte efter denne korte Afbrydelse Jagten, der nu for mig havde tabt al fin Tillokkelse.

V.

Endnu en Affjøling.

Ved min Vens Hjælp blev jeg snart omklædt; men ak, hvilken Travestering! af Kammerraadens Garderobe erholdt jeg en fuldstændig Dragt: en grøn Ryes Frakke eller Jakke, der var baade for viid og for ført, hang som et folderigt Gevand om min slanke Krop, og stumpede langt ovenfor Haandledene; en guul Plydses Vest og dito Burer, der, ved hvert Trin jeg tog, freb op over Knæerne; blaae uldne Strømper og et Par Støvler, der slubbrede om mine Smalbeen.

Jeg kjendte mig ikke mere selv ak! min Maren iffe heller; nec mirum, thi hvilken afskyelig Modsætning til en moderne sort Kjole, broderet Silkevest, gule Nankins Pantalons og dito Gamascher! Nej, jeg tager ikke Fejl, naar jeg tilskriver denne formaledidede Paaklædning min efterføl gende Ulykke den totale Forandring i den dejlige Jomfrue Lammestrups forhen saa gunstige Stemning.

Havde jeg endda vidst, at hun, min Sjæls Tilbedte, var paa Gaarden — i Sandhed! jeg var forblevet i mit eensomme Værelse, til mine Klæder vare tørrede; men Skjæbnen, den ubøjelige Skjæbne, der nu i et halvt Seculum har gjort mig til Gjenstand for fine Capricer, havde besluttet anderledes.

Med en Spøg paa Læberne over mit eget comiske Utseende, traadte jeg ind i Dagligstuen, hvor jeg alene ventede at forefinde Husets Værtinde; men - Værelset var fuldt af Damer, og mit Indfald var overflødigt; thi Latteren kom af sig selv. Dog deri skulde jeg ikke alene have fundet mig, men ogsaa taget hjertelig Deel, hvis ikke hun hun, for hvem jeg helst viste mig i ædlere Costume, havde været tilstede.

Hun traadte først frem, gjorde et dybt Knix, titulerede mig "Hr. Kammerraad!" og spurgte efter mit Befindende ovenpaa den hede Nat og det kolde Bad. Læseren maae for alting ikke troe, at det var hendes Hensigt at raillere mig; ingenlunde; det var snarere en Maske, hun tog, for at skjule fine virkelige Følelser; thi endog gjennem den overgivneste Latter hørte jeg maaskee ogsaa jeg alene Hjertets umisfjendelige Stemme. Da jeg et

varteerstid havde tjent til Maal for alle de

skjelmske Pigers Vittigheds Pile, fik jeg pludselig en Idee,

som min onde Genius ufejlbarligen maae have indskudt mig: jeg foreslog nemlig det kvindelige Selskab at profitere af det smukke Vejr, og tillige at være Tilskuere ved Jagten, der som vi hørte af de jævnlige Skud var i fuld

endnu Gang.

-

Mit uheldige Forslag blev antaget: vi gik — jeg gik min Undergang imøde. Nærmere ved Søen og Jagtrevieret, midt ude i Engen, var en Høj, som jeg valgte til Standpunkt. For at naae denne maatte vi passere en lille Bak; over samme laa et Gangtræe, men uden Rækværk.

Jeg (min Ven Hans Mikkel var allerede vendt tilbage, for at varetage fine Pligter i Søen) passerede derover, som Ingenting; men da Damerne skulde afsted, paakom dem alle en Frygt, og Ingen vilde være den første; een lille nysselig Fod efter den anden blev ftrakt ud paa Træet, og ligesaa hastig trukket tilbage; man skreeg, man loe, men kom ikke en Fodsbred videre.

Da var det, at en Dæmon atter hvidskede til mig: „bær dem over! saa faaer Du med det samme den Elskede i dine Arme!"

Mit uskyldige Hjerte hoppede af Glæde, jeg gjorde mit Tilbuddet blev antaget.

Alligevel, da jeg kom over til dem, og udstrakte mine længfelsfulde Arme, vilde atter Jugen være den første, som be troede sig til dem; den Ene vilde hellere end gjerne overlade den Anden Æren.

Tilsidst nærmede sig den raske Jomfrue Lammestrup, og sagde med et huldsaligt Smiil: „jeg vil prøve det; men tab mig ikke i Vandet; og hust paa, at De cengang idag har været i Bad."

Fuld af daarlig Selvtillid forsikrede jeg hende, at hun

Intet havde at befrygte, løftede hende op og satte hende paa min Arm. Mig randt da i Hu Hakon Jarls Ord:

"Hvad tykkes Dig om Sædet?" 2c.

Men jeg sagde Intet, for jeg følte alt for meget: hendes Arm laae som en Fier, eller som et varmt Strygejern, eller som en Electriseermaskine paa min Nakke jeg var salig; ej aleneste over Vand, men gjennem Vand- tænkte jeg arme Daare vilde jeg saaledes gaae min ganske Levetid jo rigtigt! Begyndelsen blev gjort, og derved skulde det ogfaa blive.

-

Ha! tifold formaledidet være den Skræder, som syede Kammerraad Svirums Burer! thi det var dem, der strams mede over mine Kncer, og gjorde min Gang usikker Læser! lee itke! din Latter er ubarmhjertig, syndig Du ømme Læserinde! græd! Peer Spillemand faldt i Bækken med sin skjønne Byrde!!!

Pause!

--

men

Gid denne Bæk havde været Lethe! aldrig skulde da ens ten Du, min følsomme Læserinde, eller jeg, have grædt over min forte Ulykke ja sort! thi i Bækken var meer Mudder end Vand; den var grumset som selve Styr engang: hvorfor var det ikke Lethe?

ha! endnu

Spørg mig ikke, medlidende Læser! hvorledes vi kom op igjen, hvad jeg sagde, hvad hun sagde, hvor højt hun skreeg, hvor højt de Andre skreeg, hvorlunde vi kom hjem, og deslige jeg veed Intet af det Altsammen.

Jeg hørte Intet, faae Intet; jeg var i en Slags drømmende Tilstand, og vaagnede først rigtig op ved det Udraab: "Kammerraad Svirum! da har Deres gule Plydfes Burer ogsaa faaet al Landsens Ulykker."

Ved disse Ord stak jeg mekanisk Hovedet frem, og ud af Sengen, hvori jeg laae.

Der stod hele Jagtpersonalet; "Fanden med Burerne!"