Billeder på siden
PDF
ePub

Vi fif os hver et Glas Whisky, og faaledes endtes første Act; Stuepladsen forlagdes nu til en anden Bugt af Søen.

Her vare de udhuggede Glimer faa lange, at de iffe fra landet af kunde beskydes.

Vor Anfører, som forudsaae alle Ting, havde derfor truffet den floge - for mig desværre saa uheldige — For: anstaltning, at der midt imellem landet og det aabne Vand var nedrammet tvende Pæle, og derovenpaa et bredt Bræt befæstet; herfra sar nu Skytten istand til at bestryge det hele Terrain.

Vi bleve een efter en anden af Rammeraaden selv udført i Baaden, og affatte hver paa sit respective Stillads. Da jeg havde besteget mit og min Fører forlod mig, sagde ban med et stjelmft Smil:

Pas nu paa, naar Fiffene fomme svømmende forbi Dem, og vogt Dem vel, at De ikke bratter ned!"

Den første Glofe stat jeg i lommen; men til den sidste Advarsel svarte jeg med suffisant Mine:

„Vær fun iffe bange, Hr. Kammerraad! jeg er iffe hovedsvimmel.

Daarlige Selvtillid: hvor snart fulde du straffes da Hundene begyndte at allarme, faae jeg ogsaa her nogle af hine Stabninger, fom jeg vilde have til Fiskeslægten, men som de andre regnede til Fuglene.

Min Mening var uroffelig, til eet af disse Amphibier fejlede mig faa' tæt forbi, eller egentlig under mig, at jeg nu maatte give Sandheden Æren, og erfjende, at det virkelig var en And, der med blot det halve Hoved over Vandfkorpen og det Dorige underneden faaledes listede sig afsted for Hundene.

Nu vilde jeg da skyde; men inden jeg blev færdig, ja ved den første Bevægelse, jeg gjorde med Geværet, buttede

Anden reent under og forsvandt. Dog det barede ikke længe, før en anden gled ud af Rørene: jeg spændte da, tog Sigte, tryffede til, og styrtede baglænds ud i Søen. Der var iffe dybere, end at jeg snart rejste mig op med Hovedet og Sfultrene over Vandet.

I famme Djeblit hørte jeg en velbetjendt Stemme raabe: „Al Landsens Parykker! Hvem var det, der faldt i Vandet?.

En anden svarte: «Det var den lange Kjøbenhavner, og en tredie: ftag derhen med Skibet! og fist ham op!“

Dette ffeete, og drivende vaad, slukøret og flamfuld fejlebe jeg først til land, og traffede derpaa uden Dphold hiem til Gaarben.

Rammerraaben, der landsatte mig, beklagede men med indeflemt latter – mit Ubeld, og bød mig henvende mig til hans Stone, som nok vilde ftaffe mig tørre Klæber.

Min Ben, Hans Miffel, ledsagede mig, og de Dvrige fortfatte efter denne forte Afbrydelse Jagten, der nu for mig havde tabt al fin Titlokkelse.

V.

Endnu en Affjøling. Ved min Vens Hjælp blev jeg snart omflæbt; men af, hvilfen Travestering! af Kammerraadens Garderobe erholdt jeg en fuldftændig Dragt: en grøn Nyes Fraffe eller 3affe, der var baade for viid og for ført, hang som et folderigt Gevand om min slanke Krop, og stumpede langt ovenfor Haandledene; en guul Plydfes Best og dito Burer, der, ved hvert Trin jeg tog, freb op over Knæerne; blaae uldne Strømper og et par Støvler, der slubbrede om mine Smalbeen.

Jeg fjendte mig iffe mere felv - af! min Maren iffe heller; nec mirum, thi hvilken afskyelig Modsætning til en moderne fort Kjole, broderet Silkeveft, gule Ranfins Pans talons og dito Gamascher! Nej, jeg tager iffe Fejl, naar ieg tilffriver denne formaledidebe Paaflædning min efterføl: gende Ulyffe - den totale Forandring i den dejlige Jomfrue Lammeftrups forhen saa gunstige Stemning.

Havde jeg endda vidst, at hun, min Sjæls Tilbebte, var paa Gaarden - i Sandhed! jeg var forblevet i mit eensomme Værelse, til mine Klæder vare terrebe; men Sfjæbs nen, ben ubøjelige Stjæbne, der nu i et halvt Seculum bar gjort mig til Gjenstand for sine Capricer, havde besluttet ans derledes.

Med en Spog paa Læberne over mit eget comiske uts seende, traadte jeg ind i Dagligstuen, hvor jeg alene ventede at forefinde Husets Værtinde; men Værelset var fuldt af Damer, og mit Indfald var overflødigt; thi Patteren kom af sig selv. Dog deri ffulde jeg ikke alene have fundet mig, men ogsaa taget hjertelig Deel, hvis iffe hun — hun, for hvem jeg helst vifte mig i ædlere Costume, havde været tilstede.

Hun traadte først frem, gjorde et bybt Rnir, titulerede mig "Hr. Kammerraad!" og spurgte efter mit Befindende ovenpaa den hede Nat og det folde Bad. Læseren maae for alting ikke troe, at det var hendes Hensigt at raillcre mig; ingenlunde; det var snarere en Maffe, hun tog, for at skjule fine virkelige følelser; thi endog gjennem den overgivneste Patter hørte jeg maaskee ogsaa jeg alene Hjertets umisfjendelige Stemme.

Da jeg et Qvarteerstid havde tjent til Maal for alle de ftjelmfke Pigers Vittigheds Pile, fit jeg pludselig en 3dee,

som min onde Genius ufeilbarligen maae have indskudt mig: jeg foreslog nemlig det kvindelige Selskab at profitere af det smukfe Vejr, og tillige at være Tilskuere ved Jagten, der endnu som vi hørte af de jævnlige Stud var i fuld Gang.

Mit uheldige Forslag blev antaget: vi git - jeg git min Undergang imøde. Nærmere ved Søen og Jagtrevieret, midt ude i Engen, var en Høj, som jeg valgte til Stands punkt. For at naae denne maatte bi passere en lille Bæt; over samme laa et Gangtræe, men uden Rækværf.

Jeg (min Ben Hans Mitfel var allerede vendt tilbage, for at varctage fine pligter i Søen) passerede derover, som Ingenting; men da Damerne stulde afsted, paakom dem alle en Frygt, og Ingen vilde være den første; een lille nysses lig fod efter den anden blev ftraft ud paa Træet, og lige: saa baftig truffet tilbage; man ftreeg, man loe, men fom ifte en Fobsbred videre.

Da var det, at en Dæmon atter hvidstede til mig: „bær dem over! saa faaer Du med det samme den Elstede i dine Arme!.

Mit uskyldige Hjerte hoppede af Glæde, jeg gjorde mit Tilbud – det blev antaget.

Alligevel, da jeg kom over til dem, og udstrakte mine længs Telsfulde arme, vilde atter Ingen være den første, som bes troede fig til dem; den Ene vilde bellere end gjerne overlade den Anden Eren.

Tilsidst nærmede sig den raste Jomfrue Lammestrup, og sagde med et huldsaligt Smiil: jeg vil prøve det; men tab mig ifke i Vandet; og buff paa, at De eengang idag har været i Bad..

Fuld af daarlig Selstillid forsittrede jeg hende, at hun

men

Intet havde at befrygte, løftede hende op og satte hende paa min Arm. Mig randt ba i Hu Hafon Sario Drb:

Hvad tyffes Dig om Sædet ?" 26. Men jeg sagde Intet, for jeg følte alt for meget: hendes Arm laae som en Fier, eller som et varmt Strygejern, eller som en Electriseermaskine paa min Naffe jeg bar salig; ej aleneste over Vand, men gjennem Band - tænkte jeg arme Daare — vilde jeg saaledes gaae min ganske levetid

jo rigtigt! Vegyndelsen blev gjort, og derved sfulde det ogsaa blive.

Ha! tifold formaledidet være den Škræder, som fyede Rammerraad Svirums Burer! thi det var dem, der ftrams mede over mine Knæer, og gjorde min Gang usikker Læser! lee itfe! din Latter er ubarmhjertig, syndig Du - omme Læserinde! græd! Peer Spillemand faldt i Bæffen med sin ftienne Byrde!!! – Pause!

Gid denne Bæf havde været lethe! aldrig skulde ba ens ten Du, min følsomme læserinde, eller jeg, have grædt over min forte Ulykke ja sort! thi i Bæffen var meer Mudder end Vand; den var grumset som selve Styr ha! endnu engang: hvorfor var det iffe Lethe?

Spørg mig iffe, medlidende læser! hoorledes vitom op igien, hvad jeg sagde, hvad hun sagde, hvor højt hun ftreeg, hvor højt de Andre skreeg, hvorlunde vi kom hjem, og deslige jeg veed Intet af det Altsammen.

Jeg hørte Intet, faae Intet; jeg var i en Slags broms mende Tilstand, og vaagnede først rigtig op ved det Udraab:

Rammerraad Svirum! da bar Deres gule Plydfes Burer ogsaa faaet al landsens Ulyffer.“

Ved disse Drð stał jeg mekanisk Hovedet frem, og ud af Sengen, hvori jeg laae.

Der stod bele Jagtpersonalet; .Fanden med Burerne!

« ForrigeFortsæt »