var hun jo som Menneske underkastef; men ingen hjertekjø lende: den netop synlige Mathed og en Smule Uorden gav hende kun et mere smægtende Anstreg.

IV.

Andejagten.

Længe stod det paa, inden jeg kunde blive enig med mig selv om Stilen, hvori dette vigtige og indholdsrige Capitel skulde skrives.

Den heroiste var mnet værdig; men den falder mig reentud sagt noget besværlig; den blot historiske syntes mig vel tør. Tilmed faae jeg mig forgjæves om efter Forgjængere paa denne sumpige Vej.

Rigtignok har een af vore Digtere eengang spüist Andesteeg det er endnu uafgjort, om det har været tamme eller vilde Ænder; jeg antager det Sidste til fin Frokost, famt gaaet med Vandstøvler; men det er altsammen endnu ingen Andejagt. Kort: alle mine Hjelpekilder bestod i mundtlige Traditioner, samt min egen korte Erfaring; disse faaer jeg da afbenytte saa godt jeg kan.

Middagssolen skinnede allerede paa Svirumgaards Soe, da vi Jægere, alle velbestøvlede og velbevæbnede, forsamledes og ved en middagsmæssig Frokost stræbte at hærde og styrke os mod Vandets Indflydelse.

Maaltidet oplivedes ved hjemmelavet dansk Whisky, og krydredes ved interessante Fortællinger om forrige Bedrifter; under hvilke den ene Jæger søgte at overgaae den anden i dristige Fictioner. Her var jeg, som uerfaren, reent tilovers. Ja, desværre høftede jeg ikke den fuldkomne Nytte af flig læreriig Samtale, da mange Udtryk og Vendinger vare mig

dunkle og mystiske, om hvis Betydning jeg siden efter ganske

-

hemmelig for ej at robe min Uvidenhed

dervise af min Ven, den unge Ruricolus.

Nu gif Toget for fig; vort Vært, Kammeraad Svis rum, var Anfører, og satte af (hvilket er det samme som at sætte paa Post).

I Søen var nemlig gjennem Siv og Rør fra Landet og lige ud til det aabne Vand udhugget Gange eller Glimer, for her at kunne see og skyde ænderne, naar de fors fulgtes af Hundene. For Enden af en saadan Gang, og det netop den allersidste, fik jeg mit Stade. For Chefen her forlod mig, gav han mig adskillige blide og faderlige Formaninger.

"

Som jeg hører min unge Ven!" hvidstede han forstaaer De nok at omgaaes et Gevær; men med Jagten er De endnu lidt uvant. Andejagten, min Kjere! er en farlig Jagt pas paa, hvor De skyder! ikke undtagen herud i Glimen ; og vogt os, som ere i Baaden, naar vi komme lige ud for Dem; og, for Himlens Skyld! ffyd ingen af Hundene."

Jeg gjorde med fuld Stemme de helligste Løvter.

„Hys, hys!“ sagde han sagte, men lidt vrippen og slog med Haanden - ikke tale højt paa Deres Post!"

Dermed ilede han bort, for at bestige det Knubskib, som laae ved den anden Ende af Søen. Der blev en Taushed af et stivt Dvarteer.

Vejret var skjønt: Solen skinnede varmt, og Luften var flar og stille, Søen saa glat som et Speil.

Kun af og til sprang en Fisk, og satte den blanke Flade i kortvarig Bevægelse, hvorved Billedet af Svirumgaards Huse og Træerne i dens Have forplumredes for mit fornøjede Blik, og jeg selv vaktes af mine søde Sværmerier; saaledes forstyrres ogsaa vore skjønneste For

-

tænkte jeg da

haabninger; saaledes forsvinde vore prægtige Luftslotte; saaledes omskiftes den første stille rene Kjerlighed med Lidenskabens Uro.

Men det duer ikke at være sentimentalsk paa Andejagt: jeg stræbte at forjage slige her saa upassende Tanker, og henvende hele min Opmærksomhed paa Dagens Gjerning og de Pligter, jeg nu havde at opfylde iffe fordi jeg troede dem faa saare vanskelige; thi endnu havde jeg hverken feet eller hørt en eneste And, og var nær ved at ansee den hele Jagt for en blot Maneuvre, et Spilfægteric.

Jeg tog mærkeligen fejl.

Jeg stod just meget incommoderet af Myg og Fluer, hvilke næsvise Gjæster jeg neppe torte fordrifte mig til med Haanden at bortjage, saavel formedelst de erholdte Formaninger, som fordi min Sidemand, den gamle Hr. Ruris colus, ved enhver af mine Armbevægelser rystede misbilligende med Hovedet, og udhvislede et langt, men dæmpet „Hys" gjennem Tænderne, jeg stod faaledes, siger jeg, næsten givet til Priis for mine Fjender, mod hvem jeg nu hartad ikke anderledes kunde forsvare mig end ved at puste og sætte alle mine Ansigtsmuskler i Bevægelse: da — da et Plump i Vandet og et Skrig, det rædsomste jeg i mit Liv har hørt, led fra hiin Ende af Søen, og gjenlod i Bakkerne op mod Svirumgaards Bygninger og Hange.

Jeg anede en Ulykke, og raabte forfærdet: "Hr. Ruricolus! Kammerraaden er sikkerlig styrtet i Sven“.

Hvorpaa Hs. Velærværdighed svarte med en Latter, den han dog, som en Forbrydelse mod Jagtlovene men længe forgjæves

-

stræbte at qvæle, til den omsider hendøde i nogle Knist. Ved et Nyst med Hovedet og et Vink med Haanden paabod han mig Taushed og betog mig tillige min utivige Frygt.

Da Vejret var saa stille, maae de andre Skytter ogsaa have hørt mit barnagtige Udraab, men og med mere Selvbeherskelse gottet sig derover.

Det var min første Flause; men det skulde ikke blive den sidste.

Nu da: Skriget eller rettere Vrælet, jeg hørte, fom rigtignok fra Hr. Kammeraad Svirums Hals; men det var et blot Jagtsignal, et Slags Basunstød, som tilkjendegav : at Jagten nu tog sin Begyndelse. Det Plump i Vandet, jeg havde hørt, kom fra Hundene, der, otte i Tallet, alle paa engang havde styrtet sig i Søen.

Strax efter begyndte de at halfe, (ved Aftensbordet kom jeg engang for Stade at sige: de gjøede; men Hr. Ruricolus sagde alvorlig og belærende: "Jagthunde, min gode Ven! gjøe ikke, de halse"; jeg lovede aldrig mere at gjøre mig skyldig i en saadan Forseelse.)

Hundene halsede altsaa, snart een, snart flere tillige. Ænderne begyndte at skræppe; Nogle lettede over Rørene og faldt igjen, Andre fatte i Vejret og omfløj Søen i store Kredse.

Jagten drog fremad: Hundene kom nærmere og nærmere ; deres Anfører i Baaden ligesaa. Det varede ikke længe, før det første Stud gif af. Knaldet gjentoges fra Gaarden, og rullede derpaa, som en Torden, ned over Søen, indtil det hendøde mellem de fjerne Lyngbanker det var min Side

mand, som havde brændt los.

Snart skjød ogsaa den næste Jæger, og efterhaanden de andre, og en levende Zld vedligeholdtes nu over en heel Time.

Imidlertid var Baaden og Hundene passeret mig forbi, og jeg undrede mig højligen over, at intet Skud var bleven

mig til Deel, da dog de fleste Ænder maatte over min Glime - denne Gaade fik jeg siden opløst.

Alligevel morede jeg mig, skjønt blot en ledig Tilskuer, over dette nye og usædvanlige Skuespil: Hunde og Jægere, besjælede af lige Lyst óg Iver, vare i ufladelig Virksomhed; de Første sprang og pladskede, pustede og halsede omkring i Sivet og Rørene; de Sidste skjød og ladede, sigtede og tog fra Djet; men ingen overgik paa denne Dag vor raske Vært: han var i rastløs Activitet, han foer fra et Sted til et ans det, hvor hans Nærværelse var meest nødvendig, skjød, raabte til Hundene thi han alene havde Ordet og af hans hyppig og ivrigt gjentagne Apport! haha! det var Net, min Dreng!" sluttede jeg mig ganske rigtig til en betydelig Fangst. Endelig ansaae han Revieret nu for temmelig vel rens set, og raabte af. Han gjorde Landgang og alle vi Jægere forsamledes om vor tappre Admiral, enhver med fit Bytte fun jeg kom tomhændet.

"

Da han havde mønstret og tildeelt os Spion, der havde bedækket sig med Hæder, Berømmelse, vendte han sig til mig og sagde: jo slet ikke havt Jld i Bøssen?"

-

alle

især velfortjent men De har

"Jeg har Intet havt at skyde efter" svarte jeg.
Han rystede paa Hovedet.

"Jeg forfiffrer Dem" gjentog jeg, wat jeg ikke har sect Andet, end nogle Fiske, som have svømmet forbi mig i Vandflorpen, men ikke en eneste And."

Da opstod der en Latter, liig den i Olympen, da den halte Hephæstion paatog sig en Tjeners Skikkelse og gik for Borde; og da man havde leet sig mæt, forsikkrede de mig alle, at det var lutter Rocandrikker, jeg i min Enfoldighed havde antaget for Fiske.