Billeder på siden
PDF
ePub

var hun jo som Menneske underkastet; men ingen hjertefjo: lende: den netop fynlige Mathed og en Smule Uorden gav bende fun et mere smægtende Anstreg.

IV.

Andejagten. Længe stod det paa, inden jeg funde blive enig med mig felv om Stilen, hvori dette vigtige og indholdsrige Capitel fkurbe ffrives.

Den heroisfe var Emnet værdig; men den falder mig

reentud sagt noget besværlig; den blot historiske fyntes mig vel tør. Tilmed faae jeg mig forgjæves om efter fors gjængere paa denne sumpige Bej.

Rigtignok har een af vore Digtere eengang spiift Ande: steeg det er endnu uafgjort, om det har været tamme eller vilde Ender; jeg antager det Sidste til sin Frokost, famt gaaet med Bandstøvler; men det er altsammen endnu ingen Andejagt. Kort: alle mine Hjelpefilder bestod i mundts lige Traditioner, samt inin egen forte Erfaring; disse faaer jeg da afbenytte saa godt jeg fan.

Middagssolen skinnede allerede paa Svirumgaards Soe, da vi Jægere, alle velbestøvlede og velbevæbnede, forsamles des og ved en middagsmæssig Frokost ftræbte at bærde og styrke og mod Bandets Indflydelse.

Maaltidet oplivedes ved hjemmelavet danst Whisky, og frydredes ved interessante Fortællinger om forrige Bedrifter; under hvilfe den ene Jæger søgte at overgaae den anden i dristige Fictioner. Her var jeg, fom uerfaren, reent tilovers. Ja, desværre høftede jeg ikke den fuldkomne Nytte af slig læreriig Samtale, da mange udtryk og Vendinger vare mig

dunkle 'og mystiske, om hvis Betydning jeg siden efter ganske bemmelig – for ej at røbe min Uvidenhed - lod mig undervise af min Ben, den unge Ruricolus.

Nu gif Toget for sig; vort Vært, Kammeraad Svis rum, var Anfører, og satte af (hvilket er det samme som at sætte faa Post).

3 Søen var nemlig gjennem Siv og Rør fra landet og lige ud til det aabne vand udhugget Gange eller Glis mer, for her at funne fee og skyde Ænderne, naar de fors fulgtes af Hundene. For Enden af en saadan Gang, og det netop den allersidste, fik jeg mit Stade. Før Chefen her fors lod mig, gav han mig adskillige blide og faderlige Formaninger.

„Som jeg hører min unge Ven!" hvidskede han rfors staaer De nok at omgaaes et Gevær; men med Jagten er De endnu lidt uvant. Andejagten, min Kijere! er en farlig Jagt

pas paa, hvor De skyder! iffe undtagen herud i Olimen; og vogt os, som ere i Baaden, naar vi komme lige ud for Dem; og, for Himlens Sfyld! ffyd ingen af Hundene...

Jeg gjorde med fuld Stemme de belligste løvter.

Hys, hys!" sagde han sagte, men lidt vrippen og flog med Haanden – riffe tale højt paa Deres Post!"

Dermed ilede han bort, for at bestige det Knubskib, som laae ded den anden Ende af Søen. Der blev en Taushed af et stivt Qvarteer.

Vejret var stjønt: Solen skinnede varmt, og Luften var flar og ftille, Søen faa glat som et Speil.

Run af og til sprang en Fift, og satte ben blanke Flade i kortvarig Bevægelse, hvorved Billedet af Svirumgaards Hufe og Træerne i dens Have forplumredes for mit fornøjede Blit, og jeg felv vattes af mine sobe Sværmerier; saaledes

tænkte jeg da forstyrre$ ogsaa vore skjønneste For

haabninger; saaledes forsvinde vore prægtige luftslotte; faaledes omskiftes den første stille rene Kjerlighed med lidensta: bens Uro.

Men det duer ikke at være sentimentalst paa Andejagt: jeg stræbte at forjage flige her saa upassende Tanfer, og henvende hele min opmærksomhed paa Dagens Gjerning og de Pligter, jeg nu havde at opfylde iffe fordi jeg troede dem faa faare vanskelige; thi endnu havde jeg hverken feet eller hørt en eneste And, og var nær ved at ansee den bele Jagt for en Vlot Maneuvre, et Spilfægteric.

Jeg tog mærkeligen feil.

Jeg ftob just meget incommoderet af Myg og Fluer, hvilke næsvise Gjæster jeg neppe torte fordriste mig til med Haanden at bortjage, saavel formedelft de erholdte For: maninger, som fordi min Sidemand, den gamle Hr. Ruris colus, ved enhver af mine Armbevægelser rystede misbillis gende med Hovedet, og udhvislede et langt, men dæmpet „Hysa giennem Tænderne, jeg stod faaledes, siger jeg, næsten givet til Priis for mine Fiender, mod hvem jeg nu bartad iffe anderledes funte forsvare mig end ved at puste og fætte alle mine Ansigtsmustier i Bevægelse: da - da et Plump i Bandet og et Sfrig, det rædsomste ieg i mit liv bar hørt, lød fra hiin Ende af Søen, og gjenlod i Bafferne op mod Svirumgaards Bygninger og Hange.

Jeg anede en Ulyffe, og raabte forfærdet: Hr. Ruri: colus! fiammerraaden er fifferlig styrtet i Søen".

Hvorpaa Hs. Belærværdighed svarte med en Latter, den han dog, som en Forbrydelse mod Jagtlovene men længe forgjæves stræbte at quæle, til den omsider bendede i nogle Knift. Ved et Nyst med Hovedet og et Vink med Haanden paabød han mig Taushed og betog mig tillige min utirige Frygt.

Da Vejret var saa stille, maae de andre Skytter ogsaa have hørt mit barnagtige Udraab, men og med mere Selvbeherskelse gottet sig derover.

Det var min første Flause; men det skulde ikke blive den sidste.

Nu da: Skriget eller rettere Prælet, jeg hørte, fom rigtignok fra Hr. Kammeraad Svirums Hals; men det var et blot Jagtsignal, et Slags Basuustod, som tilfjendegav: at Jagten nu tog fin Begyndelse. Det Plump i vandet, jeg havde hørt, kom fra Hundene, der, otte i Tallet, alle paa engang havde styrtet sig i Søen.

Strar efter begyndte de at balse, (ved Aftensbordet kom jeg engang for Sfade at sige: de gjøede; men Hr. Kuricolus sagde alvorlig og belærende: Jagthunde, min gode Ben! gise iffe, de halse"; jeg lovede aldrig mere at gjøre mig skyldig i en saadan Forseelse.)

Hundene balsede altsaa, snart een, fnart flere tillige. Ænderne begyndte at ffræppe; Nogle lettede over Nørene og faldt igjen, Andre fatte i Vejret og omfløj Soen i store Kredfe.

Jagten drog fremad: Hundene kom nærmere og nærmere; deres Anfører i Baaden ligesaa. Det varede iffe længe, før det første Sfud gif af. Knaldet gjentoges fra Gaarden, og rullede derpaa, som en Torden, ned over Søen, indtil det hendøde mellem de fjerne lyngbanker det var min Sidemand, som bayde brændt løs.

Snart stjød ogsaa den næste Jæger, og efterbaanden de andre, og en levende 3lb vedligeholdtes nu over en beel Time.

Imidlertid var Baaden og Hundene passeret mig forbi, og jeg undrede mig højligen over, at intet Skud var bleven

[ocr errors]

mig til Deel, da dog de fleste Ænder maatte over min Olime

denne Gaate fik jeg siden opløst.

Alligevel morede jeg mig, stjønt blot en ledig Tilstuer, over dette nye og usædvanlige Sfuefpil: Hunde og Jægere, besjælede af lige lyst og Sver, vare i ufladelig Virksomhed; de Første sprang og pladsfede, pustede og halsede omkring i Sivet og Rørene; de Sidste ffjød og ladede, sigtede og tog fra Djet; men ingen overgik paa denne Dag vor rase Vært: han var í raftlos Activitet, han foer fra et Sted til et ans det, hvor hans Nærværelse var meest nødvendig, stjød, raabte til Hundene thi han alene havde Drdet – og af hans byppig og ivrigt gjentagne „Apport! haha! det var Net, min Dreng!" sluttede jeg mig ganske rigtig til en betydelig Fangst.

Endelig anfaae ban Revieret nu for temmelig vel rens set, og raabte af. Han gjorde landgang og alle vi Jægere forsamledes om vor tappre Admiral, enhver med fit Bytte - kun jeg kom tombændet.

Da han havde mønstret og tilbeelt os alle - ifær
Spion, der havde bedækfet fig med Hæder, velfortjent
Berømmelse, vendte han seg til mig og sagde: „men De har
jo slet iffe havt 31d i Bøssen?

„Jeg har Intet havt at skyde efter, svarte jeg.
Han rystede paa Hovedet.

„ Jeg forsiffrer Dem" gientog jeg, wat jeg ikke har sect Andet, end nogle Fiffe, som have svømmet forbi mig i Vandstorpen, men iffe en eneste And.“

Da opstod der en Latter, liig den i Dlympen, da den halte Hepbæstion paatog sig en Tjeners Stiftelse og gik for Borde; og da man havde leet fig mæt, forsiffrede de mig alle, at det var lutter Noeandrifter, jeg i min Enfoldighed havde antaget for fiske.

« ForrigeFortsæt »